Allan spekulerede tit på, om det med telefonen havde været en god idé. Det var det selvfølgelig, fordi han nærmest havde lovet hende den. Og det var heller ikke, fordi hun brugte den enormt meget. Men det var som om hendes verden var blevet større, og at telefonen derigennem havde vækket nogle behov hos Klara, som hun tidligere ikke havde haft eller været klar over.
Og så havde han jo svært ved at sige nej til hende, som var så medgørlig og sød og faktisk havde været det fra det øjeblik, han havde hentet hende.
Og nu havde hun fortalt ham, at hendes veninde Pelle savnede hendes sådan, og at hun også godt selv kunne tænke sig at være sammen med hende. Så havde hun stået og kigget på hans reaktioner, før hun gav sig et ryk. "Må hun ikke komme og besøge mig?"
Og dér var så balladen. Klara havde, før hun fik egen telefon, kun haft sporadisk telefonisk kontakt med sit liv "før fængslet" i form af et par samtaler med sin mor.
Og Allan havde ikke lyst til at få kontakt med hendes gamle liv og den fordømmelse, som han muligvis ville blive udsat. Og han havde slet ikke lyst til, at de kendte hans adresse.
Og han havde ikke lyst til at sige nej til Klara.
"Klara, om 3 måneders tid, kan du rende rundt og fortælle alle om mig. Der er du fri. Så måske kunne jeg godt leve med, at du fik besøg af en veninde en weekend, hvis det er så vigtigt." 3 måneder var ingen rar tanke, opdagede han.
Klara begyndte at smile glad. Åbenbart kunne det blive til noget. Så fortsatte Allan: "Så har du hende den ene dag, så har jeg hende den anden. Det er vel kun rimeligt."
Dér tabte Klara lige mælet. Forvirret gik hun ind på sit værelse. Øv da også!
Hun fandt Allan i haven, i gang med at slå græs. På grund af heden gik han i undertrøje. På Allan så det sexet ud, syntes hun. Han slukkede plæneklipperen, da hun kom ud.
"Det er i orden," sagde hun stille.
"Hvad er i orden?" spurgte Allan og prøvede at tørre sveden af panden med en svedig underarm.
"At... At jeg har Pelle én dag og du den anden... Jeg har talt med hende." Klara var ikke for stolt at udsætte sin veninde for dette.
"Klara?" sagde Allan efter at have fundet sig et øjeblik, "nogle gange er du for nem. Det var en vits!"
Klara blev nærmest bleg. "Har jeg bedt Pelle om... Og så var det bare en vits?" Hendes øjne lyste af arrigskab, men hun opdagede hurtigt, at hun var mest arrig på sig selv. "Det... Det ved jeg ikke lige, hvordan jeg skal gribe an," sukkede hun.
Det hjalp, at Allan kom og holdt lidt om hende. Det hjalp egentlig altid. Det hjalp også, da Allan hviskede: "Jeg ved, hvad du trænger til." Og det var også dejligt, da hun lidt senere lå på sengen, og Allan trængte ind i hende, bagfra, bagi. Hun kunne stadig ikke helt forstå, at hun faktisk var begyndt at sætte pris på fornemmelsen; at kunne mærke ham så tydeligt og krævende, kompromisløs og øm. Og når han som nu også brugte hånden til at nulre hendes klit, var det helt perfekt. Og orgasmerne, hun kunne få med ham i røven, var så intense og - stadig - overraskende.
Det lød ikke pænt, da hun fik den, syntes Allan. Men nej, hvor han nød at kunne give hende den uden strejf af dårlig samvittighed. Og bagefter bare at ligge og døse med hende i favnen. Vidunderligt.
Allan var stadig på arbejde, da Pelle skulle komme på stationen. Denne fredag var igen en varm dag. Enkelte dunede skyer pyntede på en blå himmel. Allan havde ordnet alt papirarbejde, som var nødvendig, når Klara skulle være "ude" uden hans ledsagelse.
Ingen i hele landet havde taget mere end højst nødvendigt på. Heller ikke Klara, som nok ikke længere definerede helt så mange beklædningsgenstande som nødvendige som de fleste andre. Det var bare ikke til at se. Hun havde taget bilen på stationen, og stod nu i nederdel, top, sandaler og bøllehat og spejdede efter toget. Skinnerne flimrede i det fjerne. Toget kom lidt forsinket.
Var det virkelig Pelle, som trådte ud? Det slog Klara, at det var langt mere end et år siden. Det var lidt akavet, da de gensidigt genkendte hinanden.
"Du ... ser jo godt ud!" udbrød Pelle overrasket.
"Hvad havde du ventet?" svarede Klara. I stedet for at svare, satte Pelle tasken og faldt Klara om halsen. Et splitsekund efter tudede de begge to - og grinede.
"Hvor er din fangevogter så henne?" ville Pelle vide, da de havde overstået de værste følelsesudbrud.
Alvoren stod straks mejslet i Klaras ansigt: "Jeg er lykkelig over, du kom; men hvis du ikke vil tale pænt om ham, kan du godt tage hjem igen. Han er på arbejde."
Pelle mønstrede veninden. Det var tilsyneladende Klaras alvor. "Ok," sagde hun.
"Må du bare sådan bevæge dig rundt og køre bil?" spurgte Pelle. Sådan havde hun ikke forestillet sig det.
"Jeg må en del," svarede Klara kort, uden at hun vidste, om hun havde lyst til at komme dybere ind på emnet, "men jeg har mine pligter."
"Senere," sagde Klara til Pelles spørgsmål om hvilke pligter, "nu skal jeg lige koncentrere mig om bilkørslen." De lagde Pelles bagage i bagagerummet og kørte.
"Vi kan lægge os i haven," foreslog Klara, da de havde sat Pelles ting i gæsteværelset.
Og lidt efter trådte Pelle bikiniklædt ud i haven, hvor Klara havde arrangeret tæppe, puder, saftevand og solcreme.
Pelle var lidt paf, da hun så, hvad Klara havde på, eller rettere, at hun ikke havde noget på.
"Jeg har ingen bikini," oplyste Klara helt neutralt og lagde sig på den ene side af tæppet.
Lidt beklemt lagde Pelle sig ved siden af, men efter få øjeblikke løb snakken alligevel lystigt. Til tider sjovt, til tider alvorligt.
"Men er du ikke sur på ham? Jeg mener, selv om du må få besøg én gang, holder han dig jo fanget," spurgte Pelle.
Klara måtte tænke sig om. Spørgsmålet var, i betragtning af varmen, et rimeligt stort spørgsmål. "Nej... Alternativet var fængslet. Det skal du også huske. Det hentede han mig ud af. Han behandler mig godt. Giver mig, hvad jeg har brug for. Gør mig tryg. Får mig til at grine," prøvede Klara at forklare. Og efter en pause tilføjede hun: "Og så går der nærmest ikke en dag, hvor han ikke giver mig et par orgasmer." Klara sendte Pelle det store, fortrolige smil.
Det gav nærmest et sæt i Pelle. "Om... om dagen?" ville Pelle have bekræftet. Klara nikkede.
"Det... Det har jeg aldrig fået," sagde Pelle stille, som var det en indrømmelse. "Når... Når vi har sex, går det bare ret hurtigt, så er han færdig," tilføjede hun.
"Er han måske for trængende?" spurgte Klara, "Giver du ham nok sex?"
Pelle så spørgende på sin veninde. "Klara, giver du ham alt det sex, han har lyst til?" uddybede hun.
Klara blev pludselig genert: "Tja, det ligger lissom i konceptet, at jeg skal adlyde ham. Jeg mener, jeg er straffefange, han bestemmer."
"Og det finder du dig i?" spurgte Pelle, men indså straks, at spørgsmålet var tåbeligt. I stedet spurgte hun: "Generer det dig ikke?"
Klara kiggede længe på veninden. "Det generer mig," sagde hun, "det generer mig, at han skal bekymre sig om, hvordan folk vil reagere; jeg mener, du er også i det fordømmende hjørne, kalder ham fangevogter. Det generer mig, at jeg derfor ikke får lov til så mange besøg, som jeg ellers ville få lov til. Det generer mig, at der er en masse papirarbejde for ham. Det... Det generer mig ikke..." Klara tøvede. "Det generer mig ikke, at han tager hånd om min seksualitet eller mit liv for den sags skyld, og gør mig glad, selv om det kan være krævende. Og det generer mig ikke, at jeg skal give ham sex, når han vil. Han er aldrig gammelsulten. Og alle de gange, hvor jeg ikke får så meget ud af det - jeg mener, man får sjældent orgasme af at give et blowjob - alle de gange får jeg tifold igen ved andre lejligheder."
Pelle kom op på albuerne. "Det... Det havde jeg ikke troet... Men du får det... til at lyde dejligt," sagde hun tænksomt.
Klara nikkede bare.
"Tror du, jeg kunne... Nej, det duer ikke...," mumlede Pelle.
"Jo, kom nu Pelle!" krævede Klara.
Pelle sukkede. "Kunne jeg ... prøve at være med?"
Klara kunne se på Pelle, at hun ikke spurgte uden betænkelighed. "Hvorfor snakker du ikke bare med din kæreste?" undrede Klara sig over.
"Er du gal? Det... Øh.. Hvad hvis han kan lide det,og jeg ikke kan? Kan man så gå tilbage?" sukkede Pelle.
"Så hellere bolle udenom?" Klara var en smule spids.
Men Pelle nikkede. "Hvad han ikke ved..." hviskede hun.
"Du må snakke med Allan om det, når han kommer hjem," konkluderede Klara samtalen, der var blevet lidt akavet.
Der gik måske et halvt minut, måske et helt, så begyndte de at grine, og pludselig var alt ved det gamle.
Der var stille i huset, da Allan kom hjem. Efter at have undret sig lidt, fandt Allan pigerne liggende i haven. Det var sjovt at se pigernes reaktioner, tænkte Allan. Bikiniklædte Pelle samlede uvilkårligt benene lidt, da hun registrerede Allans ankomst. Klara spredte sine.
I løbet af et øjeblik var de dog begge oppe at stå.
"Jeg... Jeg har glemt det. Undskyld," udbrød Klara, da det pludseligt gik op for hende, at hun havde glemt at tage imod Allan i gangen og tilbyde sig selv som adspredelse, når han kom træt hjem fra arbejde.
"Jeg kan godt se, at du er optaget af at have en gæst. Det er forståeligt. Så hvis der ikke kommer mere på kontoen, så lader vi det blive ved det," svarede Allan.
"Tak," mumlede Klara, som klarede frisag, men alligevel ikke rigtigt vidste, om hun var lettet eller skuffet. "Det er så Pelle," sagde hun og lagde hånden på venindens skulder.
"Allan," sagde Allan og rakte hånden frem.
Pelle tog hånden. "Klara taler så pænt om dig," sagde hun.
"Det er jeg da glad for. Men du havde nok forventet et dumt svin," svarede Allan med et forsøg på et smil.
Pelle nikkede. "Jeg... Jeg har snakket med Klara om... hvordan I har det sammen," stammede Pelle frem.
"Du mener?" ville Allan gerne vide.
"Jeg... Altså!" Pelle kiggede rødmende i gulvet. "Altså... Jeg... Jeg kunne også godt tænke mig sådan et sexliv."
"Hvorfor snakker du ikke bare med din kæreste?" ville Allan vide.
Klara grinede over, at han stillede nøjagtigt det samme spørgsmål. Men Pelle fik forklaret, at hun gerne ville prøve det mere "uforpligtende" end det. Og pludselig havde Klara blottet Pelles bryster og trukket hendes bikinitrusser ned. Det viste, hvad Allan allerede vidste: Hun var en flot pige.
"Mens DU venter," sagde Allan til Pelle og vendte sig derpå mod Klara: "kommer DU med mig. For vi har noget at tale om." Han lød næsten brysk.
Det føltes næsten koldt, da hun kom ind ude fra sollyset. Hurtigt fik hun taget sin sweatshirt på.
Øjeblikket efter lukkede Allan soveværelsesdøren bag dem. "Klara, nu skal du kigge i krystalkuglen og sige mig, hvor du er om et halvt år. Hvad vil du bruge din frihed til?" Han lød alvorlig. Krævende.
"Det bliver jo dejligt at kunne gå hvor man vil. Men... Men dér, hvor jeg helst vil gå hen, når jeg lige har set til et par mennesker fra mit tidligere liv, er jo her." Klara var selv overrasket over, hvor godt det var lykkedes hende at formulere det. Men da Allan lige skulle til at svare, gik det op for hende, at hun havde glemt det vigtigste. Hurtigt fik hun tilføjet: "Jeg elsker dig jo!"
Et øjeblik var Allan paf. Ikke, at han ikke vidste det. Men det betød noget, at det blev sagt.
"Jeg elsker også dig, Klara," sagde Allan stille efter at have fundet sig.
"Vil du gerne begynde i gymnasiet igen til sommer?" Allan prøvede at lade sin stemme være så neutral som mulig.
Klara tabte mælet et øjeblik. Så lyste hendes ansigt op i et stort smil. "Må... Må... Må jeg virkelig det?" Det var som om ordene i den grad masede for at komme ud, at de stod i vejen for hinanden.
Allan registrerede, at tøsen fik våde øjne. Det var dejligt at se denne forvandling fra den mutte, blegnæbbede og ængstelige pige, han havde hentet for 14 måneder siden.
"Du har hele vejen igennem været så fantastisk. Og jeg er ikke i tvivl, at du har evnerne. Jeg vil i hvert tilfælde tale med rektor om det," svarede Allan.
"Det.. Det gør mig så glad. Tak. Tak, Allan!" Nu løb der tårer ned af hendes kind. Så greb hun sig: "Men hvem skal betale? Jeg... Jeg skal jo have 2.G igen og 3.G, og jeg er her jo kun de næste 3 måneder." Der kom bekymrede rynker på hendes pande.
Allan nikkede. "Du har fundet hagen. Det overrasker mig nu ikke med alt det, du har mellem ørerne," sagde Allan sindigt, "men der er nu alligevel en fejl i din tankerække. Du SKAL kun være her i 3 måneder."
"Du mener, at jeg kan blive. At du også efter de 3 måneder vil give mig mere mellem ørerne, hvis jeg giver dig, hvad jeg har mellem benene?" ville Klara vide.
"Du skal give mig mere af dig, end det, du har mellem benene. Meget mere," sagde Allan. Klara vidste, hvad han mente. Hun nikkede.
"Men svar lige klart, Klara, om du vil blive her?" forlangte Allan.
Et spørgsmål af denne kaliber var altså stort, syntes Klara. Hvad hun ville? Hvad ville hun så? Hun sendte ham et genert smil, mens hun tænkte, kom pludselig i tanker om, at hun følte sig fejlpåklædt til en sådan beslutning med sin sweatshirt, men vidste også, at Allan nød at se hende sådan. Og normalt var hun vant til det; men nu?
Hun så op på Allan. Hans blik var roligt og øjnene fuld af tålmodighed. Han smilede, velvidende, at han havde lagt en svær beslutning over til hende. Var hun i dette besynderlige forhold, bare fordi hun skulle? Eller var det også noget, hun ville?
At mærke efter, føle sine lyster, fik hende til at rødme; en klædelig ungpigerødmen. Men hun skulle tage en beslutning... Den var vel egentlig truffet allerede, gik det op for hende. Hun nikkede til Allan med et smil, som blev bredere. "Det vil jeg gerne," fik hun frem, næsten tonløst. Hun ville gerne have sagt det med fasthed i stemmen, men klumpen i halsen sad på tværs. Og igen trængte en tåre sig på.
Allans ansigt lysnedes i et kæmpesmil. "Fantastisk!" sagde han.
"Der er et krav mere: Du skal behandle gymnasiet som det privilegium, det er blevet efter krakket," forlangte han.
"Jeg skal knokle som en hest," sagde hun stille.
"Og så til dagens begivenheder," sagde Allan. Klara så straks mere slukøret ud.
"Ud over, at du glemte at tage imod mig, har du lige gjort mig til part i et skuespil, som jeg ikke ville være med i." Allan lød alvorlig. Klara bed sig på læben. Kunne mærke hans vrede og sin uro.
"I min verden var der dig og mig. Og et eller andet sted havde jeg den uudtalte opfattelse, at du er nok for mig og omvendt."
Et eller andet sted kunne det kun glæde Klara, at Allan tænkte sådan; og hans vrede blev også mere spiselig. Men hun ville nu alligevel forklare sig: "Jeg... Jeg kunne ikke rigtig forestille mig, at du ikke havde lyst til hende," mumlede hun, "hun er da vist lækker, hvis jeg kan vurdere det."
"Lyst?? Klara, det her handler ikke om lyst. Der er mange, jeg kan få lyst til. Men det er dig, jeg vil." Hvordan Allan formåede at pakke skideballer ind i kærlighedserklæringer, forstod Klara ikke helt.
"Tak," kom der ukontrolleret ud af munden på hende. "Jeg ville også unde hende oplevelsen," tilføjede hun.
Et øjeblik kiggede Allan forbløffet på hende. Så begyndte han at smile - og Klara blev forvirret. "Nu forstår jeg... Du har pralet med mig," sagde han. Og det var lige før han grinede.
Klara tænkte et øjeblik. "Det... Det kan godt være, at mit forsøg på at tage dig i forsvar blev lidt bombastisk," medgav hun. Hun måtte smile, da også hun gennemskuede, hvad der havde fået hende til at nævne de "flere orgasmer om dagen".
"Ok. Hvad skal jeg?" sagde Klara stille. Han behøvede ikke forklare mere. Hun havde forstået og var villig til at tage sin straf.
"Vil du så stadig give Pelle oplevelsen?" spurgte Allan. Klara følte sig meget sårbar, men på en mærkelig måde også tryg, da hun skulle træffe valget, som hun ikke kendte konsekvenserne af.
"Ja," sagde hun, "jeg er bare blevet lidt mere urolig ved at indrømme det."
Allan nikkede smilende. Så åbnede han døren, og sammen gik de ud til Pelle. Pelle stod, som de havde efterladt hende med bikinitrusserne om knæhaserne.
"Du vil gerne have det ligesom Klara her i weekenden?" spurgte Allan. Han kendte godt svaret. Pelle nikkede.
"Så skal du også vide, det ikke altid er lige rart. Der kan ske ting og sager, hvis du ikke adlyder eller ikke lever op til forventningerne."
"Ja," sagde Pelle. Hendes stemme sitrede.
"Og du er ikke overrasket?"
"Overrasket? Nej. Lidt bekymret måske," oplyste Pelle.
"Tag toppen på igen og trusserne helt af," kommanderede Allan, som mente, at man tydeligere mærker, at man ikke er påklædt, når man er halvpåklædt. For halvpåklædt er ikke naturlig som nøgen. Det gjaldt selvfølgelig ikke helt for Klara, der efterhånden var vant til at rende rundt i sweatshirt med numsen bar. Mens Pelle ordnede sit tøj, kommanderede Allan sweatshirten af Klara.
"Det med straffen vil du se nu," til Pelle. "Klara, hent den store plug og mine lædertøfler!"
"Ej, ikke med tøflen!" Klara fik rynker i panden, men da hun så hans ansigt fortsatte hun ikke protesterne, men sagde stille "Undskyld".
Lidt efter var hun tilbage med redskaberne. Allan havde trukket en stol ud og sad afventende på den.
"Først pluggen," bestemte Allan.
"Det kan man da ikke - bagi?" indvendte Pelle.
"Ork jo," sagde Klara stille. "Allan, må jeg bruge glidecreme?"
"Du skal sutte den våd nok," bekendtgjorde Allan. Klara nikkede, glad for at hun gjorde pluggene rene så omhyggeligt.
Allan syntes, at det så grænseløst frækt ud, når Klara suttede pluggen. Og også Pelle kiggede interesseret. Men endnu mere fascineret kiggede hun på Klaras minespil, da hun langsomt satte pluggen op i sig. "Gør det ikke ondt?" ville hun vide.
"Lige i starten er det ikke så rart, hvis den ikke er ... smurt med glidecreme... Men det bliver faktisk ... hurtigt ... en fuldstændig vild følelse," svarede Klara staccato, mens hun langsomt pressede pluggen på plads.
Klara kiggede spørgende på Allan. Et nik fra Allan var nok til, at hun lagde sig over hans knæ.
Hurtigt gav Allan hendes balder et par slag med flad hånd. Det gjorde ondt, men hun vidste godt, at det ikke var straffen. "Det er jo kun opvarmning," påstod Allan og så tilfreds på Klaras smukke numses begyndende rødmen. Det var nu galt nok, tænkte Klara. Og så tog han fat i lædertøflen.
Og hvor første slag blev kvitteret af et kort "Av", begyndte Klara efter tiende slag at tigge om nåde. Efter 18 slag blev hendes bøn "Aaaav. Vil du ikke nok stoppe, please!" bønhørt. Klaras ansigt og ører havde næsten samme farve som hendes numse, da hun rejste sig.
"Gå over til Pelle," krævede Allan.
"Ved du, hvad det interessante er?" henvendte han sig til Pelle. Usikkert rystede Pelle hovedet.
"Mærk hendes fisse!" befalede han.
Usikkert kiggede Pelle fra Allan til veninden, mens hun tøvende strakte hånden ud.
"Det er ok," sagde Klara stille, "gør bare, som han siger." Heller ikke Klara var på sikker grund, kunne han se. På den ene side var hun meget bevidst om at være udstillet foran sin veninde. Det gav hendes ansigt et bekymret udtryk. Men samtidig lyste en lyst i hendes øjne, som beroligede ham.
Alligevel måtte hun synke, da Pelle stak en finger op i hende.
"Hun er jo våd," konstaterede Pelle overrasket. Klara rødmede yderligere. Så nikkede hun.
Allan vidste ikke hvorfor, men én ting var at ydmyge Klara lidt i ny og næ. Det var fedt, og han vidste, at Klara midt i rædslen nød det på sin egen måde. Hun kunne skælve bagefter, være stakåndet - og våd som sjældent. Men at dele den ydmygelse, som nu, var uforligneligt og gik lige i pikken på ham.
Allan sendte hende at hente den lille plug og glidecremen. "Indtil nu har du hørt og set. Nu tror jeg også, du skal mærke, før jeg vil tage dit ord om at have det som Klara her i weekenden helt for pålydende," sagde ja til Pelle. Pelle nikkede stille.
Lidt efter stod hun med plug og glidecreme i hænderne. Hun måtte tydeligvis allerede kæmpe for at hænderne makkede ret, da hun skulle smøre pluggen. Hun sitrede synligt, da hun førte den til sin ende.
"St... Stikker man den bare ind, Klara?" spurgte hun tøvende. Allan konstaterede tilfreds, at veninden stadig var veninde, selv om de nu var sammen under nye former.
"Du skal presse, langsomt og blidt. Du kan mærke, om det er helt forkert," prøvede Klara at forklare.
Pelle nikkede. Så lukkede hun øjnene og begyndte langsomt at presse pluggen op. Den uvante fornemmelse afspejlede sig i hendes ansigt, men ud over et overrasket "Uh!" sagde hun ikke en lyd.
Hun stod stille og mærkede efter et øjeblik, før Allan kaldte hende til sig. Tøvende lagde hun sig over hans skød.
"Pelle, det her er kun en smagsprøve. Du får ikke samme tur som Klara," sagde han stille. Hun nikkede taknemmeligt. "Men du skal sørge for at holde dine ben spredt, så Klara hele tiden kan se din fisse..." En blid finger strøg hen over Pelles køn. Det gav et sæt i hende. Allan fortsatte: "Og så Klara kan se, at du er en af den slags piger, som går med plug i deres røv." Han trak og trykkede lidt i pluggen.
"Ååh," kom det ud af munden på Pelle, som var forundret over den overraskende pirrende følelse.
Men Allan gav pludselig Pelles balder et par slag med flad hånd. Og Pelle funderede over, at hvis dette var en smagsprøve, ville hun nok overveje hovedretten.
"Og nu tøflen," sagde Allan tørt. Fire hurtige, sviende slag. Pelle klynkede.
"Benene, Pelle," hørte hun Klara sige. Det gik op for Pelle, at hun måtte have samlet benene undervejs. Hurtigt fik hun dem spredt igen.
"Fordi jeg kan se dun gode vilje, slipper du for mere," sagde Allan smilende. "Gå over til Klara og bed hende mærke din fisse."
"V... vil du mærke min f... min fisse?" fik Pelle fremstammet. Hun rødmede.
"Hænderne i nakken. Spred benene. Nyd det," svarede en smilende Klara. Og øjeblikket efter befølte hun blidt og myndigt Pelles mellemkød, skamlæber og klit, før hun uendeligt langsomt lod to fingre forsvinde op i Pelle. Pelle sukkede dybt.
"Her er ingen modstand, Allan," meddelte hun. For ligesom at understrege sin pointe, valgte hun at lade sine fingre støde op i Pelle nogle gange. Pelle klynkede. Det lød ved den søde grød ikke særlig lidende. Det lød mere, som om hun svælgede i nydelsen.
Efter et øjeblik stoppede Allan legen og smed selv bukserne. "På knæ og slik mig!" kommanderede han. Hvis han skulle give orgasmer, skulle han ikke være gammeltrængende og alt for hurtig.
Lydigt knælede Pelle ned. Og vel var det ikke Klaras rutinerede tunge, men Allan havde nu overværet de to piger så længe, at det var lige meget. Der skulle ikke meget til. Så skød han sin ladning ind i Pelles mund.
"Du skal ikke synke," sagde han. Pelle kiggede på ham i vildrede. Lidt efter tilføjede han: "Klara skal synke." Et øjeblik kiggede begge piger på ham. Omtrent samtidig nåede deres hjerner vist frem til en løsning og Klara knælede ved siden af Pelle. Deres munde mødtes og Allans sæd skiftede plads.
"Åbn munden og lad Klara slikke den ren," befalede han Pelle. Det så frækt ud, hvordan Klaras tunge legede med den passive Pelle.
Da Klara også havde slikket ham helt ren, førte han dem i soveværelset. Klara blev anbragt på knæ og albuer på sengen. Og ud for benenden stillede han Pelle med ansigtet vendt væk fra sengen og ind mod klædeskabet. Der var vel en meters penge mellem Klaras hoved og Pelles indrømmet lækre numse.
"Og du vender dig ikke om eller forsøger at kigge i vores retning," sagde Allan stille til Pelle. Hans tone efterlod dog ingen tvivl om, at han mente det. Så stod han et øjeblik og nød synet. Hans dejlige Klara og den lækre Pelle til hans disposition. Han smilede tilfreds. Klara, som kunne se smilet, gengældte det gerne.
Det blotte syn var nok til, at det rørte sig i hans nedre regioner igen. Og han vidste, at der ikke skulle meget berøring til at få ham op at stå igen. Han gik om bag Klara. Tog sit halvstive lem i den ene hånd og spredte Klaras skamlæber let med det andet. Blidt pirrede han Klaras åbne køn med sin pik. Ind imellem kom der et tilfredst "Mmh" eller "Åååh" fra Klara. Men den blide berøring af Klaras bløde køn, berørte også ham, og snart stod hans manddom rank igen.
"Jaaa!" stønnede Klara, da hans hårde lem gled ind i hendes kusse, som var ekstra stram og følsom på grund af den store plug, hun havde i sig.
Klara var normalt ikke stille, men det var som om lydene i dag fik en ekstra tand, mens han uden hast kørte sit lem frem og tilbage i Klara.
"Hvis jeg må minde de damer om, at orgasmer er noget, man først har, når jeg har givet lov," sagde han. "Og Pelle, du begynder at onanere!"
Pelles hænder søgte ned i hendes skridt, og specielt højre fik travlt. Gad vide, hvilke billeder hun har, tænkte Allan et splitsekund. Alt imens Klara højlydt nød Allans langsomme stød.
Så trak han Klaras plug ud. Han placerede pikken. Ved det åbne hul - og trængte ind.
"Avavav," klynkede Klara kort, men gik straks over til et dybt "Jaaaa!" da hans pikhoved havde passeret den inderste ringmuskel og "Åhh! Tag min røv!"
Men også fra Pelle begyndte der at komme små støn og en forceret vejrtrækning.
"Må ... Må jeg godt røre ved mig selv?" spurgte Klara mellem to stød. Allan gav lov, og snart var Klaras hånd i gang med hendes klit. Hendes jaaa´er blev mere hyppige og skrigende. Men pludselig trængte Pelles stemme igennem: "Å Gud, jeg kommer!"
"Nej Pelle! Stop! Hænderne bag nakken!" befalede Allan. I betragtning af hans situation med pikken dybt begravet bag i Klara var det mange ord.
Pelle stoppede lamslået. Nølende efterkom hun ordren. Med hænderne i nakken hørte hun Klara: "Jeg.. Jeg vil også gerne komme... Må... Åh .... jeg?"
Klara måtte. Og Allan spurgte ikke om lov, før han sprøjtede sin sæd i Klara. Og denne gang skulle intet deles.
Da Allan kom tilbage fra badeværelset, havde pigerne ikke rørt sig. Noget af Allans sæd var løbet ud af Klaras udvidede stjerne og løb ned af hendes lår.
Klara blev sendt at gøre sig selv og pluggen ren. Bagefter skulle hun sørge for aftensmaden.
Allan gik hen til Pelle. Lod hænderne glide fra hendes skulder til hendes bryster. Han vejede dem med hånden og lukkede så pege- og tommelfinger om vorterne. Det lykkedes ikke Pelle at holde en smertenslyd tilbage.
"Når jeg om lidt lægger dig i sengen, og for første gang vil mærke din fisse, vil jeg ikke have travlt," sagde Allan stille. Hans hånd vandrede stille videre. Over hendes mave. Langs den tynde stribe hår, som prydede Pelles køn. Selve revnen. En fingerspids på klitten, der tittede frem.
"Uuh," stønnede Pelle med først lukkede og så tiggende øjne. Hun var mør.
Allan lod en finger smutte op - og én til.
"Ååh," sukkede hun.
Dirrede hun? Allan nød sin magt. Nød den smukke pige, som fortvivlet holdt hænderne samlet i nakken. Pigen, som åbenlys ikke turde spørge om det, hun gerne ville. Et par faste stød. Pelle blev mere spændt.
"Måske hjælper det, hvis du siger, hvad du gerne vil," bemærkede Allan drillende. Allan nød denne leg. Det var utroligt, hvor pirrende, hvor sexet magt kan være.
"Vil... Vil du ikke nok kneppe mig?" spurgte hun stille.
"Jeg spurgte om, hvad DU ville," pointerede han smilende.
"Jeg vil ha´ din pik," svarede hun stille.
"Sig det, så Klara i køkkenet kan høre det," forlangte Allan.
"Jeg vil ha´ din pik!" råbte hun.
"Ja, og så selvfølgelig naboen," grinede Allan.
Pelle rødmede yderligere. Villigt lod hun sig føre til sengen, hvor Allan krøb hen til hende. Han løftede hendes ene ben på sin skulder og placerede lemmets spids ved hendes skedeindgang.
"Du skal - langsomt og blidt - stryge din klit med min pik," sagde han stille. Hendes minespil, små klynk og hele fornemmelsen gav Allans lem den hårdhed, det manglede. Uden varsel stødte han pludselig dybt i hendes velsmurte køn. Han nød det skrig, hun skreg. Han nød den snævre fornemmelse med pluggen bag i hende. Han nød at høre hendes hastige vejrtrækning ovenpå skriget. Så begyndte han stille at pumpe. Og Pelle begyndte at larme: Udbrud som"Så dybt!", "Åååh!" og "Tag mig!" væltede ud af Pelle, tilsyneladende uden filter. Indtil hun pludselig udgød en hektisk ordflom: "Jeg skal komme.. Må jeg ikke nok komme... Jeg vil gøre alt, hvis jeg må komme!"
Allan nåede knapt at sige "Kom, Pelle!" før hendes krop spændtes. Hun skreg et skingert "Uuuh!" da musklerne løsnedes. Og kort efter hviskede hun "taktaktak".
"Du slipper ikke, før jeg er færdig," svarede Allan. Han så ned på en pige, som så brugt ud. Håret var forpjusket og mascaraen var løbet. Og hun havde dén der særlige glans i øjnene. Hun nikkede blot forpustet og tog imod, hvad der kom; og på det punkt var portionsstørrelsen faldet i dagens løb.
Da de kiggede op, opdagede de Klara stående nøgen i dørkarmen. "Der er mad," konstaterede hun og smilede vidende.
Det passede Allan godt. Han trængte også til en pause.
"Må jeg godt få den der ting ud af min røv?" spurgte Pelle forsigtigt.
"Det får du senere - når jeg skal bruge hullet til noget andet," oplyste Allan og lod oplysningen ledsage af et mærkbart klask på Pelles røv. Hun så ikke begejstret ud, men nikkede.
"Ja, du ville jo vide, hvordan det er," bemærkede Klara med slet skjult fryd. Så tilføjede hun: "Det er ikke så slemt, som man tror. Tvært imod. Det er faktisk ret fedt."
Pelle sukkede og sendte hende et forsigtigt smil.
At Pelle ikke var vant til nøgenheden, var tydeligt, da de sad og spiste. Kantede og kejtede bevægelser, som ind imellem mærkbart mindede hende om indtrængeren i sin røv.
"Rolig," sagde Klara mildt, "det er faktisk dejligt. Lige i starten kan det være ubehageligt. Men du har jo haft pluggen i længe. Du er klar. Det går nok, Pelle."
Pelle kunne ikke rigtigt finde noget at sige. På en eller anden måde var det snak om noget, hun ikke havde begreb om. Men et eller andet sted beroligede venindens ord hende. Og et eller andet sted kunne hun mærke spændingen stige. Hun kunne ikke rigtig spise noget.
Og så var Allan nådesløs. De skulle rydde af. Pelle skulle vaske op. Altsammen nøgen, altsammen med plug i, og altsammen meget bevidst om det pikante og uvante i det.
Uroen om, hvad der skulle til at ske, rumsterede i hende. Rumsterede, så hjernen blev betænkelig, rumsterede, så der var sommerfugle i maven, rumsterede, så hun var bange for, at det løb ud af hende.
Og det var ikke anderledes, da hun senere blev kommanderet på knæ og albuer i Allans seng.
"Du er våd," konstaterede han bare ved at se på hende. Hun nikkede.
"Men du er ikke sådan helt tryg," konstaterede han som det næste. Hun rystede på hovedet.
"Det er noget mærkeligt noget, ikke?" Hun kunne høre det varme smil i hans stemme og følte sig pludselig forstået. Åbenbart syntes ham Allan ikke, at hun var mærkelig, at hun havde det sådan. Der kom et lille grin fra hende af bare lettelse.
"Det må du nok sige," svarede hun. Og så mærkede hun, hvordan pluggen langsomt blev trukket ud. En virkelig særpræget fornemmelse, som blev afløst af noget koldt.
"Glidecreme," oplyste Allan, "det skal bare smutte."
Hun kunne mærke fugtigheden, da han lagde hende om på siden. Han lod hende trække det øverste ben op, og så kom han over hende skråt bagfra.
Da han trængte ind i hende føltes det blidt, hårdt og helt anderledes, end hun havde troet. Måske kunne man i starten tale om ubehag, men senere blev det bare... vildt, dyriskt, intenst. Og de to fingre, som Allan klemte sammen om Pelles blodfyldte klit lige før hun eksploderede, havde måske ikke engang været nødvendige.
Pustende tømte han sig og faldt sammen over hende. Hun mærkede ham skrumpe i sig. Hun havde aldrig mærket noget lignende.
"Har du fortrudt, at du ville prøve, hvordan det var?" spurgte han.
"Bestemt ikke," sagde hun tænksomt.
"Så er der måske noget, du skal snakke med kæresten om?" ville han vide. Det måtte Pelle modstræbende indrømme, selv om hun godt kunne være i tvivl om, hvordan hun skulle gribe det an.
"Under alle omstændigheder har du nu prøvet, hvordan det er. Det var vist ikke helt forfærdeligt," sagde Allan.
"Bestemt ikke," medgav Pelle.
"Men det er ikke derfor, du er her. Du er her, for at du og Klara kan ses. Og det synes jeg, I skal bruge resten af weekenden på," forkyndte Allan.
Pelle satte sig op i sengen. "Det er også dejligt... Og måske lidt skuffende," bemærkede Pelle med et frækt smil.
Men det blev, som Allan havde bestemt.
"Fredag aften. Klokken er ikke 8, og jeg er blevet brugt i tre huller og har fået to orgasmer," sammenfattede Pelle dagens begivenheder, da hun senere sad med Klara på hendes værelse efter at Allan havde "givet dem fri".
"Og det var ikke sket med kæresten?" spurgte Klara. Pelle rystede på hovedet.
"Du havde nok ikke givet ham lov," funderede Klara.
Pelle tænkte et øjeblik. "Det havde jeg nok ikke," konkluderede hun. "Måske en fejl."
De fnisede. Det gjorde de en hel del denne weekend, hvor Allan holdt sit ord og Klara faktisk ikke rigtigt skulle noget.
Søndag eftermiddag havde de bragt Pelle til toget. Da de havde vinket på perronen, gik de tilbage til bilen.
"Vil du ikke nok tage mig, sådan rigtig hårdt? Jeg trænger til at mærke at du vil mig efter de her dage. Det... Det ved jeg godt du vil... Men det... det har ikke været så fysisk denne weekend," Klara slog rødmende blikket ned, da Allan vendte sig mod hende. Inderst inde var han glad.
Han kiggede op og ned ad Klara, som sad der i sit sparsommelige tøj i sommerheden. "Begynd med at tage din nederdel af!" kommanderede han. Klara skulle lige til at sige noget, da Allan fortsatte: "Kun, hvis du gør det omgående og uden indvendinger, får du lov til at tage din bøllehat af."
Klara kom lynhurtigt ud af nederdelen. Med udsigt til at køre gennem byen med bar mås, var det en fordel at have noget, så hun hurtigt kunne dække sig en smule til med.
Selv om Klara havde hatten i hånden, nød Allan sin magt - og både Klaras generthed og lydighed og lyst. Sådan, som det så ud nu, kunne han nyde det længe endnu. Og det bedste var, at han nu var sikker på, at hun nød det også.
Han så på hende. Uden at han behøvede sige noget, løftede hun hatten lidt op fra sit skød. Hun smilede til ham med et smil, som udtrykte hele spektret mellem "hvor er du bare for meget" til "hvor er jeg liderlig".
Han smilede næsten saligt, da han så satte bilen i gear. Og da Klaras hånd fandt hans oven på gearstangens knop, vidste han, at dette var det helt rigtige.
Erotiske noveller skrevet af HamDérHistorien er rettet af HamDer