Denne historie er skrevet i 2015 og tidligere udgivet på et andet site. Jeg har rettet stave-, slå- og kommafejl. Derudover har jeg rettet navnet en smule og ca. 9 sætninger. God læselyst!
.
-
Højttaleren begyndte skrattende at ringe. Straks fyldtes luften med råb og larm og forbandelser. Klara hadede dette øjeblik. Af alle øjeblikke hun hadede, så hadede hun dette mest, hvor hun blev tvunget fra den virkelighed, der var søvnens, over i den virkelighed, hvor intet var godt. Af alle øjeblikke hadede hun dette mest, måske lige bortset fra de øjeblikke, hvor overvagtmesteren kom og hentede hende, fordi han havde fået gæster.
Det store krak i efter statens gældsætning i den store pandemi havde været en katastrofe. Det var en personlig katastrofe for mange, ja for de allerfleste. Og det blev en katastrofe for samfundet - og for verdenssamfundet. Arbejdsløshedstallene nåede højder, man ikke havde kendt siden 30´erne i sidste århundrede. Og det var som om det ene problem trak det andet med sig. Arbejdsløshed gav fattigdom, gav dårligt helbred, bevirkede korruption, medførte tårnhøj kriminalitet. En kriminalitet, som samfundet valgte at bekæmpe med høje straffe. Høje straffe gav mange fanger og fyldte fængsler og høje udgifter.
Udgifter, som samfundet på grund af dårlige skatteindtægter ikke havde råd til. Og stillet overfor udsigten til en snarlig statsbankerot, måtte de vise mænd på tinge gå drastisk til værks. Meget drastisk.
Den nye lov om kriminalforsorgen skulle faktisk i det væsentlige afvikle fængselsvæsenet. Kort sagt gik den ud på, at uberygtede borgere kunne få en lille sum penge for at tage ansvaret for en dømt forbryder. Summen kunne lige dække mad og drikke, men til gengæld fik borgeren nærmest hånd- og halsret over den kriminelle. Og såfremt den kriminelle ikke havde begået ny kriminalitet 2 år efter dommens udløb, ville en ganske klækkelig sum komme til udbetaling. Men alt i alt var dette langt billigere pr. fange end fængsel, som så primært skulle bruges til forhærdede forbrydere udenfor pædagogisk rækkevidde.
Ministeren havde været i nyhederne med ord om, at "overlade til det private initiativ, hvad det er bedst til" og kaldt "lov om forvaring og forbedring", som den vitterligt hed, for grundlaget for en moderne kriminalforsorg.
Det lugtede nu mere af besparelser, tænkte Allan, som havde regnet på, om hans sikkerhedsfirma kunne "overtage" fanger på de vilkår, men det kunne ikke svare sig, hvis han ville være forholdene bekendt. Hans næste tanke gik til de stakkels fanger, og hvad folk dog ville gøre ved dem. Og pludselig var den næste tanke nærliggende: Hvad ville HAN gøre, hvis han havde sådan en fange?
Ikke noget, han ville sige højt til nogen; men da sikkerhedsbranchen blomstrede, når alt andet gik ned, kunne Allan godt bruge lidt hjælp i huset - og lidt adspredelse i øvrigt. Han var en af de første, der indgav en ansøgning efter den nye ordning. Og derfor var han også en af de første, der dukkede op ved statsfængslet i med en "rekvisition" på en fange, som indgik i programmet.
Det var en trist tur derhen gennem et Jylland, der var præget af forfald, af afskallet maling, af ukrudt, af lukkede butikker og af en gråhed, som mindede ham om noget, han engang i sin ungdom havde set i DDR.
Han blev lukket ind i et forfaldent fængsel af en sjusket klædt vagt. En yderligere vagt fulgte dem i en celleblok. Når han åbnede en celledør, råbte han at fangerne skulle træde frem. Frem trådte forkomne kvinder i alt for store kedeldragter med tomme blikke. Og øjeblikket efter blev de låst inde igen.
Sådan gik de gennem fængslet, uden at Allan fandt den helt rigtige.
"Var det alle?" spurgte Allan sin oppasser.
"Njaee... Hvis jeg kigger godt efter, kan det godt være, at jeg kan finde nogle flere," svarede oppasseren på en måde, som mindede Allan om Ole Thestrup, og åbnede brystlommen på sin luvslidte unijakke.
Allan nikkede, fandt et par sedler frem og stak dem i hans brystlomme. Utænkeligt for 5 år siden - normalt nu. De satte sig i bevægelse og kom til en ny celle.
"Træd frem!" lød slutterens kommando. Og uden tøven trådte en række noget yngre kvinder frem. De var, ligesom alt ved fængslet, forkomne. Men der var en pige, som nærmest drog Allans opmærksomhed på sig, selv om hun var lige så forkommen som de andre. Hun var højst 20. Der var både varme og intelligens at spore i de lige nu matte øjne. Hendes lyseblonde hår kunne godt nok trænge til pleje, men kunne blive rigtigt smukt, tænkte Allan. Dér var bare "noget", som Allan ikke kunne forklare.
"Hvad sidder hun inde for?" spurgte Allan fængselsbetjenten.
"Ja, der var nogle smårapserier," sagde betjenten, "og så er der vist nok en politimand, som mangler et par tænder siden anholdelsen," tilføjede han med et smørret grin.
Allan nikkede mens han indvendigt gyste over betjentens person. Det blev ikke bedre, da betjenten tilføjede: "Jeg kan få hende til at klæde sig af, hvis du er i tvivl."
Pigens fingre flyttede sig omgående til kedeldragtens knapper, bemærkede Allan. "Det er ikke nødvendigt. Hende tager jeg," hørte Allan sig sige.
Pigens blik var svært at tyde.
"Du skal bare vide, at hendes patter ikke er noget at skrive hjem om," oplyste betjenten på den vanlige sleske måde.
Hun fik et øjeblik til at samle sine ting i cellen og sige farvel. Der var nogle formaliteter, som skulle overstås, og lidt efter stod de to med en papæske, der indeholdt det tøj, hun var kommet i foran fængslet.
"Det er hans til gengæld," hviskede hun indebrændt.
"Hvad?" spurgte Allan forvirret.
"Hans patter kan man skrive hjem om," mumlede Klara og kiggede ned i jorden.
"Sig mig lige, har I..." skulle Allan lige til at spørge. Men et bedrøvet blik fik ham til at tie.
"Det... Det er.. er hårdt derinde," mumlede Klara og blev endnu mere duknakket. Det var tydeligt, at indrømmelsen ikke var let.
Allan vidste ikke lige, hvad han skulle sige. "Og du hedder Klara?" spurgte han dumt; det stod jo på papirerne.
"Det hed jeg, før jeg hed 2-63," svarede Klara. Nummeret var trykt på hendes kedeldragt. "Eller ´fisse´. Eller ´Blondie´, hvis det skulle være pænt," tilføjede hun.
Allan bed sig i læben og spekulerede på, om han mon nænnede at få så meget fornøjelse ud af pigen, som han havde tænkt. I desperation havde hun stjålet vintertøj til sine små søskende. I desperation havde hun slået fra sig ved en sandsynligvis unødvendig hårdhændet anholdelse. Og alt blev bare værre. Allan kunne ikke få sig til at se denne pige som en forhærdet forbryder. Hun var et offer - og nu også for ham.
Han åbnede bilen og de steg ind.
"Klara," sagde han, inden han startede motoren, "du har sikkert en masse spørgsmål nu. Men jeg vil ikke have du siger noget, før vi kommer hjem til mig. Du skal kende reglerne, før du siger noget. Ok?"
Klara nikkede. Hun så alvorlig ud, og det var tydeligt, at der var 1000 spørgsmål i hendes hoved. Efter halvanden times kørsel rullede bilen op foran parcelhuset. Klokken var ved at være 5 og man kunne begynde at ane efteråret i den kølige vind. Klara skuttede sig i sin kedeldragt på vej ud af bilen og indtil hun stod lidt fortabt i Allans stue med sin papæske.
"Drikker du kaffe?" spurgte Allan. Klara nikkede, usikker om hun kunne tillade sig at spørge efter te. Og lidt efter sad de med hver deres dampende krus ved Allans spisebord.
"Allan," sagde Allan og rakte Klara sin hånd. Klara tog hånden. "Klara," sagde hun, "men det ved du."
Allan nikkede. "Klara, du skal høre godt efter nu. Ved du, hvordan det kan være, at du er her og ikke i fængslet?"
Klara rystede forsigtigt på hovedet. "Vi har kun hørt rygter," forklarede hun. Allan forklarede omhyggeligt konceptet. Klara nikkede, da hun havde forstået.
"Jeg er ikke ude på at genere dig eller gøre ondt på dig," forklarede Allan, "og så spørger du dig selvfølgelig ´hvad vil han så?´."
Klara nikkede. "Jeg vil nyde. Jeg vil både nyde dig i husholdningen og nyde dig omkring mig. Men jeg vil også nyde din krop," forklarede Allan.
Klara sank. "Jeg forstår," mumlede hun tonløst.
"Der er regler," fortsatte Allan forklaringen. "En ordre er en ordre. Når du overtræder den, vil det få konsekvenser. Men jeg vil hellere noget helt andet, end at sidde her og true dig med konsekvenser. Jeg vil gerne vende det om. Nu er du her og lider ingen overlast. Du får mad. Du får et sted at sove. Det er temmelig basalt.
Men hvis du vil have privilegier, slik, lidt frihed, en mobiltelefon eller hvad ved jeg, så kan du opnå det ved at gøre mig glad, stolt, få mig til at smile. Og der kan du nok opnå mere, ved at gøre, hvad jeg vil end ved kun at efterkomme mine ordrer," forklarede Allan.
"Jeg tror, jeg forstår, og hvis jeg må sige det lidt spidst..." hun kiggede spørgende på Allan, som nikkede, "så vil du gerne kombinere fordelen ved en kæreste med bekvemmeligheden ved at have en slavinde."
Klara fik betænkelige rynker i panden, da hun havde talt færdig. For fanden, Klara, hvorfor siger du sådan noget? Du aner jo ikke, hvor stregen går, skældte hun ud indeni.
Med lettelse konstaterede hun, at Allan begyndte at grine. "Det fik du sagt meget godt," roste han hende, "og ved du hvad? Ærlighed og hjerne er faktisk to egenskaber, jeg sætter pris på. Jeg vil gerne have, at du er ærlig; at jeg kan have tillid til, at jeg ved, hvor du står, hvad du tænker, og at jeg ikke krydser dine grænser uden i det mindste at vide det."
Hvis Klara skulle være helt ærlig over for sig selv, så lød dette langt bedre, end hun havde turdet håbe på. "Og er det virkelig realistisk, at jeg vil kunne få en mobiltelefon?" ville hun vide.
Han kiggede alvorligt på hende: "Klara, jeg plejer at mene, hvad jeg siger!" Der var så meget tryk på ordene, at hun godt kunne høre, at hun lige havde været til sin første alvorlige samtale. Og alligevel var hun ikke bange!
"Det er modtaget," sagde hun.
"Og én ting mere, Klara: Dét du ikke véd, om du må, skal du spørge om lov om. Jeg tror, du gør klogt i at huske, at det trods alt er mig, der laver reglerne." Allan lænede sig tilbage. Nok instrukser i denne omgang. Klara nikkede.
"Og nu kunne jeg godt tænke mig, at du rejser dig op, så jeg kan se dig ordentligt," sagde Allan.
Pigen nikkede og rejste sig langsomt fra stolen. "Skal... Skal jeg klæde mig af?"
"Det ville jeg synes var dejligt," svarede Allan med et forventningsfuldt blik.
Klara greb sig i at finde tonen rigtig behagelig. Måske var hun ikke godt vant; men kunne det virkelig passe, at hun godt kunne lide manden?
Langsomt begyndte hun at knappe kedeldragten op. Otte knapper senere gled den ned mod gulvet; den var også blevet alt for stor.
Hendes undertøj var pinligt. Engang havde det været hvidt. Nu var det gråt. Flere steder var der huller mellem elastikken og trussestoffet. Og med ét følte hun sig frygtelig genert, men hun fik taget undertrøje og trusser af og sluttede med sokkerne. Så stod hun nøgen foran ham og følte sig lille. Og hun vidste, hun var blevet til skind og ben og var smerteligt klar over, at hun havde ubarberede armhuler, ben og ellers. Hun lignede én, der sjuskede med sin krop. Og så var det bare, fordi hun ikke havde haft andre muligheder.
Hun kunne derfor ikke forstå, at Allan, når hun ellers kunne løsrive sit blik fra skålen med æbler på bordet foran ham, bare smilede tilfreds.
Æbler! Klara spekulerede over, hvor mange måneder det nu var siden, hun havde spist frisk frugt. Hun kunne nærmest høre sit mundvand skvulpe.
"Smukt," konstaterede Allan, "men vil du helst have et bad først, eller vil du gerne se huset?"
"Må ... Må jeg godt få et æble?" Klara kunne ikke holde det i sig længere.
Allan sendte hende et strengt blik: "Når jeg beder dig vælge mellem to muligheder, tror du så, at jeg forventer, at du svarer med et modspørgsmål om noget helt tredje?"
Nu følte Klara sig oven i købet også dum. "Nej," svarede hun stille. Hun havde lige dummet sig.
"Så for at du lige lærer, at god opførsel forventes," sagde Allan stille, "tager vi turen igennem huset først. Du tager et æble i hver hånd og bærer dem i strakt arm foran dig. Har du dem stadig i strakt arm, når vi er færdige, må du få dem."
Klara gik hen til fadet og tog et æble i hver hånd. Så tæt på og så langt fra! Et øjeblik lod han hende stå og sendte hende et undersøgende blik. Havde hun forstået pointen? Det så det ud til. "Kom," sagde han.
Det måtte se akavet ud, tænkte Klara, at hun fulgte ham, nøgen, med fremstrakte arme, rundt igennem huset.
Hurtigt blev det anstrengende. De var kommet til hans soveværelse, da hun lod armene synke.
"Jeg kan ikke. Der er ingen muskler tilbage," peb hun og kunne mærke en tåre trille ned ad sin kind.
Meget havde Allan regnet med, men ikke, at tøsen ville græde over et æble. Han måtte kæmpe med sig selv for at være konsekvent.
"Det var da ærgerligt," sagde han blot. Det bekræftede Klara med et snøftende nik. "Jeg har bare ikke fået frisk frugt i månedsvis," mumlede hun ærgerligt. Men turen gennem huset fortsatte, da de kom ind i et kammer. Her stod et bord, en stol, en seng med natlampe og en rigtig dyne. Sengetøjet var hvidt og ikke nusset grå. Her var rent. Som i resten af huset, bemærkede Klara.
"Det her har så været gæsteværelset. Og det er så indtil videre din seng og dit værelse," fortalte Allan.
"Får... Får jeg mit eget værelse?" Klara turde næsten ikke tro på sit held.
Allan nikkede. Klara satte sig prøvende i sengen. En rigtig seng!
"Men du skal i bad, før du lægger dig i den." Allan lød glad. Et bad ville nu også være dejligt. Villigt fulgte Klara med på badeværelset. Et øjeblik generede det hende, at Allan ikke gjorde anstalter til at gå ud, men da det varme vand først begyndte at risle ned over hende, og der var shampoo og sæbe i rigelige mængder, gav det ikke nogen seriøse skår i glæden.
Da hun kom ud af badet, stod han med et håndklæde på størrelse med Fyn. Klara lod det uafvendelige ske og lod ham tørre sig uden at yde modstand. Og hun var lettet over, at han bare havde tørret hende. Han havde hverken dvælet ved hendes bryster eller ofret særlig megen opmærksomhed på hendes skridt. Kunne det passe, at hun også var en smule skuffet, nåede Klara at tænke.
"Jeg anede jo ikke, hvilken type der kom, og om det passede, men jeg har på forhånd købt lidt deodorant, bodylotion og parfume," sagde Allan og gjorde hende opmærksom på hylden.
Klara anede nu slet og ret ikke mere, hvad hun skulle sige. Hvordan havde hun fortjent alt dét?
Hun redte sit hår, helt uden at nogen skyndte på hende. Hun smurte sin krop ind med creme. Hun tog lidt parfume på. Hun havde ikke duftet godt i månedsvis. Nu duftede hun, og nuancer af citrus og blomster kildrede hendes næsebor de første øjeblikke.
"Allan, må jeg få tøj på?" spurgte hun forsigtigt.
Han sendte hende et smilende elevatorblik. "Fryser du?"
Hun rystede på hovedet.
"Så passer det mig fint, at du er nøgen."
"Ok," svarede Klara. Hun trak lidt på det. Det var ... uvant.
"Kom og hjælp mig i køkkenet," bad Allan og gik. I køkkenet rakte han hende et forklæde. Det grove stof føltes uvant mod hendes brystvorter.
"Kan du skære grøntsager ud, så du kan lave lidt råkost?" spurgte han.
Klara nikkede, fandt nogle gulerødder i køleskabet og en citron; hentede et æble uden at Allan protesterede. Hun fandt også et spækbræt frem.
"Knivene er i den dér skuffe," oplyste Allan, som rørte i en gryde.
"Knivene er i den dér skuffe," gentog hun stille med en kokkekniv i hånden. Her til morgen havde hun været straffefange. Nu stod hun her og blev mødt med så meget tillid, at hun bare kunne vælge en kniv, mens han vendte ryggen til.
Det var, som om han fornemmede hendes tøven.
"Er der noget?"
"Det er bare mærkeligt pludselig at stå med en kniv i hånden." Hendes stemme lød tænksom.
"Skal jeg nu være bekymret?" spurgte han.
Det fornøjede smil, hun sendte ham, var svar nok. Så gik hun i gang med at snitte - forsigtigt.
De spiste. Klara spiste med en god, nærmest glubende appetit. Det var tydeligt, at ordentlig mad ikke var noget, hun var vant til.
De havde vasket op, og var tilbage i stuen. "Må... Må jeg... Se lidt fjernsyn?" Klaras smil røbede et spor af frygt, da hun stillede spørgsmålet. Til gengæld fik hun julelys i øjnene, da Allan bare gav lov. Begejstret zappede hun igennem kanalerne, indtil hun endte ved en udsendelse om delfiner.
Selv om hendes øjne hang ved skærmen, kunne hun ikke undgå at registrere, at Allan tog et æble fra skålen på bordet.
Hendes øjne var fulde af vemod, men ikke en lyd kom over hendes læber. Allan var seriøst ved at overveje, at han havde været heldig. Han skar æblet i kvarte og fjernede kernehuset.
"Vil du ha´ en kvart?" spurgte han.
Udtrykket i Klaras ansigt lysnedes. "Gerne," fik hun kæmpet frem og tog imod det stykke, som Allan rakte hende.
Hun bed et lille stykke af, og sad med lukkede øjne og nød hvert øjeblik, mens hun uendelig langsomt tyggede.
Allan havde forlængst spist to kvarte, da Klara var færdig med sin.
Et ærligt tak, ledsaget af et taknemmeligt blik, var, hvad Allan fik for den sidste kvart. Hun hviskede "tak" igen, da hun var færdig, hvorpå det igen var delfinerne, der fik opmærksomheden.
Med et fnisende "undskyld" måtte Klara sande, at hun lige havde siddet med et stort og uforbeholdent gab, da udsendelsen var slut. Da pigen åbenbart udmærket vidste, at det ikke var høvisk opførsel, lod han det være ved det. "Vil du i seng?" spurgte han.
"Hvis jeg må. Det har været lidt ... øh ... sindsoprivende i dag," prøvede hun at forklare.
Og kort efter stod de i "hendes" værelse. "Her er så stille," bemærkede hun.
"Stille?" undrede Allan sig. For ham lød det snarere normalt.
"Ingen, der råber, ingen, der slår på tremmerne eller larmer med bliktallerkenen, ingen, der skændes med de andre i cellen, ingen, der hentes af slutterne," prøvede hun at forklare. Set i det lys, måtte det virke stille, tænkte Allan.
Så kiggede han på den nøgne pige ved sin side. "Vil du have en T-shirt til at sove i?"
Hun kiggede på ham med rolige, alvorlige øjne. "Jeg medgiver, at jeg har været rædselsslagen, da du hentede mig i fængslet. Men fra dét øjeblik er der ingen, der har talt grimt til mig, har skubbet mig. Jeg har fået lov til at spise mig mæt, og jeg kan for første gang i månedsvis føle mig antydningsvis lækker," sagde hun. Allan syntes, at det lignede, at hun fik fugtige øjne.
"Så tror jeg godt, at jeg kan sove, som du gerne vil have det - og det indbefatter vist ikke en T-shirt." Hun kiggede på ham med et lille smil.
Han nikkede. "Hvad nu hvis ´som jeg gerne vil have det´ indbefatter et blowjob?" spurgte han.
I et splitsekund var det antydningen af akavet. Så gik Klara ordløst i knæ foran ham. Hun fumlede lidt med lynlåsen og fiskede så Allans lem frem. Det var allerede halvstift af forventning.
"Må ... Må jeg godt... spytte ud?" spurgte hun forsigtigt, inden hendes læber nærmede sig spidsen.
"Jeg siger ikke, du ikke må," svarede han stille, "men jeg vil hellere, hvis du synker."
Klara sagde en ubestemmelig m-lyd, før hun lod sine læber ramme hans manddom. Først et blidt kys, så lod hun sin tunge lege på spidsen, på den tynde hudstreng, der holder forhuden og på ollenets følsomme kant, før hun tog det i munden. Hendes tunge, hendes læber, hendes suttebevægelser tæppebombede hans nervesystem med et utal af impulser. Der gik ikke længe, før han kunne mærke, at en dunkende, opsparet udløsning tromlede sig vej ud af hans pik med en ubeskrivelig fornemmelse.
Klara tog imod. Tøvede. Så gav hun sig et puf. Og sank.
Så slikkede hun de sidste dråber af pikken. Hun kiggede spørgende på Allan, før hun rejste sig.
"Det var dejligt. Rigtig dejligt," roste han hende. Så smuttede hun på badeværelset.
"Har du lyst til at vi giver dit køn lidt opmærksomhed?" spurgte Allan, da hun lidt efter kom tilbage.
Hun kiggede på Allan. Hun kiggede på sin seng. "Lige nu har jeg lyst til at sove," svarede hun forsigtigt. Allan nikkede. Så slog hun armene om ham og lagde hovedet på hans skulder. "God nat og tak!" sagde hun.
"God nat." Allan gav hende et klem og gik tilbage i stuen.
Allan havde lige sat sig, da Klara stod i døren. "Øøh... Låser du først, når du går i seng?"
"Låser??" Allan var forvirret. Så faldt tiøren. Han rømmede sig. "Jeg tror, jeg kender nogen, som ville blive rigtig glad for, hvis det her ikke virker, og din sexede rumpe kommer tilbage i fængslet. Det har du vist ingen interesse i. Og jeg ville ærligt talt ikke unde ham det. Så mon ikke du bliver, selv hvis jeg ikke låser?"
"Så du ... du låser mig ikke inde?" Klara turde ikke stole på, at hun havde tolket ham rigtigt.
"Og hvis jeg endelig en dag skulle sikre mig, at du ikke render nogen steder, ville jeg nok synes, at det var sjovere at binde dig til sengen," bemærkede han.
En synlig gysen gik gennem hendes krop. Så måtte hun indrømme overfor sig selv, at tanken også havde et eller andet pirrende.
"Må døren så godt stå på klem?"
Han nikkede. "Hvis du ikke snorker så højt, at det generer mig." Han smilede til hende og nød samtidig synet.
"God nat," sagde hun og smilede tilbage.
Trods rigtig dyne, trods rigtig seng, trods ulåst dør - eller måske netop på grund af alt det - gik der længe, før hun faldt i søvn. Tankerne væltede rundt i hendes hoved. For vel var Allan for så vidt rar; men hun var altså hans fange, og det var tydeligt, at han ville i bukserne på hende. Og hun stillede sig på den baggrund spørgsmålet, hvorfor hun nød det så meget.
Det var sent, at hendes hjerne gav slip, og hun faldt i søvn.
-
Bedømmelser, kommentarer og taksigelser (også gerne i form af adgang til kvinders billeder ;-)) er meget velkomne og motiverende.
Erotiske noveller skrevet af HamDérHistorien er rettet af HamDer