De næste uger fandt Klara mere og mere ind i den rolle, som Allan havde tiltænkt hende, men det var i Klaras fortolkning. Husholdning behøvede han ikke bekymre mig om, ud over at han måtte forklare Klara betjeningen af vaskemaskinen, og ud over, at han ledsagede hende på indkøb.
Og sex behøvede Allan ikke bekymre sig om, men kunne ikke undgå at tænke på det, fordi Klara sådan set stillede sig til rådighed, når han havde lyst. Nogle gange kunne man fornemme, at det var med "tilkæmpet" lyst, men sådan virkede det egentlig sjældent. Egentlig var der rigtig meget glad sex på kommando og en hel del glad sex, fordi det bare skete.
At hun ikke bare var et offer, som spillede skuespil, fik han bekræftet tidligt en grå onsdag morgen.
"Allan," hørte han hende hviske, ganske tæt på, "og nu ved jeg ikke, om jeg er i knibe, og jeg har allerede lavet din morgenmad .... men det er et kvarter for tidligt ... Kan... Kan jeg tillade mig at vække dig, fordi JEG har lyst?"
"Du har lyst?" spurgte Allan, i tvivl om han havde hørt rigtigt.
Hun nikkede bare og smilede glad. Det virkede, som om det var en stor opdagelse for hende. Baggrunden taget i betragtning kunne det være forståeligt.
"Dejligt, du har lyst," brummede Allan søvnigt, "men det med vækningen skal ikke blive en vane."
"Ok ... men ... nu?" Klara var ikke helt sikker, hvad hun skulle nu. Allan løftede et hjørne af dynen som svar, og den nøgne pige var ikke længe om at tage imod tilbuddet. Hurtigt konstaterede hun Allans lems tilstand. Han vidste ikke rigtig, om det var et morgenjern, eller om det skyldtes den trods alt pirrende vækning.
"Jeg er heldig," konstaterede hun mumlende, svingede et ben tværs over Allan og lod sin krop glide sagte ned over Allans lem.
Uden omsvøb gik hun i gang med at bevæge sin krop op og ned.
"Vi har jo ikke så meget tid. Så det bliver ikke så avanceret," sagde hun smilende.
Og nej, det var ikke avanceret. Men Allan syntes, at det var utroligt lækkert at se den smilende pige ride sig. Det var også utroligt lækkert, da han havde tømt mig i hende, og hun havde presset det ud af ham, som hun kunne få ud af ham, at hun steg ned, og lige slikkede hans manddom ren, før hun meddelte, at nu var der morgenmad, også ellers fistrede på badeværelset med en hånd mellem benene.
Lidt efter dukkede hun smilende op i køkkenet.
"Jeg tror, jeg kan prise mig lykkelig, at du var en af de første, der dukkede op i fængslet," sagde hun, idet hun satte sig og hældte kaffe op.
"Tak," sagde Allan. Det var dejligt at høre.
"Jeg.. Jeg håber også, at du er tilfreds ... Jeg er jo ikke nem," påstod hun.
"Er du ikke nem? Du giver dig selv langt mere, end jeg har kunnet forvente. Og ærlig talt tror jeg, at jeg foretrækker én, der giver meget end én, hvor jeg kan tage det hele," filosoferede Allan.
"Så du er ikke vred over mine ... blokeringer?" Klara spurgte usikkert. Allan vidste, hvad hun mente. Hver gang, han nærmede sig hendes røv, blev hun stiv som et bræt og fik et rædselsslagent udtryk i øjnene. "Rædselsslagen" var også udtrykket hun brugte, når han gik hende på klingen og spurgte, hvad der skete.
"Du giver mig så meget andet," kommenterede han - og mente det.
"Men du ville gerne ... i min røv?" Hvad var det for et emne at diskutere 6.40 om morgenen? Men det gjorde hun altså.
Allan nikkede.
"Tak, fordi du er, som du er," sagde hun og lød næsten, som om hun var ked af ikke at kunne give Allan den glæde. Men tiden var knap og snart var Allan afsted. Men ordene rungede i hans hoved hele arbejdsdagen.
"Hvad mente du egentlig, at jeg er, som jeg er?" ville han vide, da han kom hjem og fandt hende foran TV’et. Der skulle gå nogle øjeblikke, før hun forstod, hvad han talte om.
"Du ... Du tager ikke bare, hvad du kan. Du maser ikke bare på. På en eller anden måde er du næsten... nænsom ... nej... øm, når du kræver ting af mig ... du presser mig ikke mere, end jeg kan magte. Og så tager du jo ikke bare. Du giver mig jo også noget.
Jeg har tøj, og må endda tage det på, når du ikke er hjemme. Jeg har parfume og lækre ting på badeværelset. Jeg må se tv og sådan. Du taler pænt til mig. Alt det ... sætter jeg pris på. Det var nok bare dét, jeg ville sige."
Allan smilede. "Du gør det jo også let for mig, når du møder de krav jeg stiller uden surhed og med stor vilje til at leve op til dem."
"Når man gerne vil have drømme opfyldt, er et godt sted at begynde jo at opfylde andres," sagde hun gammelklog. "Det virkede godt nok ikke i fængslet, men jeg tror stadig på det."
"Drømme?" spurgte Allan.
Klara smilede forlegent: "Ja, store er de jo ikke. Men den første dag nævnte du en mobiltelefon. Snakke med min mor. Se en veninde og sådan."
Allan nikkede. "Er du egentlig bekymret for din familie?"
"Mest for, at de er bekymrede for mig ... Men lidt," svarede Klara. Efter et kort øjeblik rettede hun det: "Jo, jeg er bekymret."
"Klara, Vil du gerne ringe?"
Et øjeblik måtte Klara fordøje tilbuddet. "Hvis jeg må..." nærmest væltede ud af munden på hende.
"To betingelser, Klara: Ét: Du må ikke fortælle, hvor du er og hos hvem. Jeg har ikke lyst til at have dem rendende. Og to: Du må ikke fortælle, hvad du laver," sagde Allan tænksomt. Han kunne godt forstå bekymringen i disse tider.
Han fiskede mobilen frem og indstillede skjult nummer på den.
"Du mener, at jeg ikke skal fortælle, at vi boller som gale hunde og jeg ofte får flere orgasmer om dagen, ikke? Jeg må da godt fortælle, at jeg gør rent og sådan?" Hun sagde det med et smil, der på samme tid var drillende og lykkeligt.
"Det var, hvad jeg mente," bekræftede Allan og rakte hende telefonen. Først da hun glad talte i telefon, studsede Allan over hendes ordvalg: "Vi boller...," ikke "du boller mig" eller lignende. Han smilede. Med en pige med den grundindstilling, kunne hendes røv ryge og rejse. Han var helt tilfreds med at have resten.
"Det var dejligt," sagde hun med tårer i øjnene, da hun afleverede telefonen igen. Han tog telefonen og trak hende ind til sig. Hun slog armene omkring ham.
"Kan du lide pizza?" spurgte han.
"Mmh," brummede hun.
"Så tag den lille sorte, strømper og sko på," hviskede han.
"Skal vi ud at spise?"
Han nikkede.
"Må jeg..." forsøgte hun. Men han rystede på hovedet.
"Jeg... Jeg vil føle mig frygtelig nøgen uden trusser," bemærkede hun.
"Og jeg vil nyde det," sagde han smilende.
"Det... Det.. forstår jeg ikke... Men det behøver jeg vel heller ikke?" spurgte hun og bed sig lidt betænkeligt i læben. Og alligevel kunne man ane et frækt glimt i øjet.
"Du har ret, det behøver du ikke vide," sagde han med dét smil, som hun vidste, kunne gøre hende våd.
Der var noget længere til en fornuftig restaurant end før krakket, konstaterede Allan, mens de kørte. Mange af de lokaler, som tidligere havde huset restauranter, henlå nu i mørke, nogle af dem med brædder foran vinduerne.
Da de havde sat sig i bilen havde han forlangt, at Klara løftede op i kjolen, så han kunne se hendes glatte køn.
Hun havde sukket, taget en dyb indånding og lydigt gjort, som han forlangte. Det var tydeligt, det krævede overvindelse at gøre den slags uden for hjemmets trygge vægge. Hendes blik flakkede nervøst hele resten af turen. Hendes hjerne var konsekvent ude at sondere, hvem der nu kunne se noget. Det var der ikke mange, der kunne.
Da han havde parkeret foran restauranten, lagde han hånden på hendes køn. Det gav et sæt i hende, da han lod en finger trænge ind i hende.
"P... Please, ikke her," bad hun. Der var et anstrøg af panik i hendes øjne.
"Men vi er enige om, at du er våd?" spurgte han.
"Det tror jeg," svarede hun tonløst.
"Hvorfor?" Hans spørgsmål ramte hende som en hammer.
Efter et kort øjeblik sendte hun ham et skævt smil. "Det... Det tror jeg ikke jeg ved," svarede hun stille. Hun følte sig med ét meget nøgen igen og gennemskuet.
"Fordi du bliver liderlig af tanken, at det kunne blive her?" fulgte Allan op. En gysen gik gennem hende. Så svarede hun med et meget lille nik og et meget spagfærdigt "måske".
Men nu var han ikke taget afsted for at pine hende, i hvert fald ikke primært, selv om han nød det, og hun tilsyneladende også.
Der var ikke mange mennesker i lokalet, som var indrettet til flere. Men sådan var tiderne vist. Klara brugte enormt lang tid på spisekortet. "2-63 er overvældet," sagde hun med et lille smil. Fangen Klara var vist ikke vant til at vælge, og det forhold havde han ikke gjort meget ved. Men hun fik bestemt sig, langt om længe.
"Vil du have et glas vin?" spurgte Allan.
"Øh... Jeg ved ikke rigtigt," fik Klara nølende frem.
Allans mine blev pludselig alvorlig: "Klara, når jeg spørger, vil jeg have et svar. Og det skal være dit svar og ikke, hvad jeg gerne vil høre. Når jeg spørger efter din mening, vil jeg kende den. Jeg vil vide, når du har brug for noget. Jeg gider ikke have en gættekonkurrence, og jeg har slet ikke lyst til at skulle bruge tid på at overveje, om du fortæller mig, hvis der er noget, jeg skal vide. Spørgsmålet var simpelt: Vil du have et glas vin?"
"Det vil jeg prøve at huske," sagde Klara, som var klar over, at hun lige havde modtaget en røffel, selv om der ikke havde været et eneste grimt ord i den. "Ja, jeg vil gerne have et glas vin. Men det er længe siden, jeg har rørt alkohol. Og så havde jeg også tænkt at hvis jeg ikke drak, kunne jeg køre hjem. Så kunne du drikke."
Klara fik et glas vin til maden. De snakkede om, at hun havde kørekort, og hvor åndssvagt det var, men hun havde sat sig i hovedet, at hun skulle have kørekort for sin børneopsparing. At familiens bil var blevet solgt efter krakket, og der bestemt var bedre ting at bruge pengene på, var ligesom ikke feset ind i en 18-årigs hjerne.
"Vintertøj for eksempel," nævnte Allan.
"Ja for pokker," svarede Klara mellem to bidder pizza og sendte ham et taknemmeligt blik for at have "reddet" hende fra fængslet, efter hun havde stjålet vinterjakker til sine små søskende.
Ét glas vin blev to. Ved det tredje glas skulle Klara lede påfaldende længe efter ordene.
"Jeg tror ikke, du skal have mere vin," konstaterede Allan fornøjet.
"Det tror jeg heller ikke," sagde Klara koncentreret og langsomt. Så begyndte hun at pruste af grin.
Da hun var kommet sig, var hun højrød i hovedet. Så bøjede hun sig mod Allan og hviskede: "Er du klar over, jeg næsten ikke har noget på?"
Allans smil voksede: "Så vis mig to våde fingre," forlangte han.
Det virkede, som om Klara blev endnu mere rød. Hun prøvede at se sig diskret omkring. Da hun ikke umiddelbart kunne spotte nogen fare, førte hun hånden op under den korte kjole. Med et utrolig frækt glimt og et gran af usikkerhed i blikket rakte hun ham hånden med to våde fingre.
Han tog imod hånden, førte den til sin mund. "Du smager himmelsk," konstaterede han, idet han tog hendes fingre ud af munden. Hun smilede. "Mon ikke jeg skal betale?" spurgte han. Hun nikkede.
Den blidhed, afslappede blødhed og vellystige lattermildhed, som den småsnalrede pige senere udfoldede i Allans seng med mund, hænder, bryster og mis, trodser enhver beskrivelse. Allan var i hvert tilfælde ikke gammeltrængende, da han fire udløsninger senere, overbekysset og overbekælet som aldrig før, trak dynen op om sig, mens han stadig havde duften af Klaras køn i næseborene. Klara fandt, udmattet og overordentligt tilfreds, sin egen seng. Og hun faldt i søvn med bevidstheden om, at selv om hun ikke rigtigt forstod, hvorfor hun havde været SÅ tændt, havde dette været den bedste dag længe.
Erotiske noveller skrevet af HamDér