Klara kiggede undrende på den mobiltelefon, som hun holdt i hånden. Jo, Allan havde godt nok understreget, at det var hans mobiltelefon, og at hun skulle have den, så han kunne komme i kontakt med hende og omvendt, ikke andet. Så havde han alligevel tilføjet, at hun godt måtte ringe til sin mor engang om ugen.
Men på en eller anden underlig måde betød dét at have en mobiltelefon noget, om ikke andet for den anerkendelse, som lå i det.
Klaras overvejelser var ikke langt fra Allans, som synes, at det nu var på tide at gøre alvor af noget, han havde sagt lige, da han havde hentet Klara: At privilegier er noget, man gjorde sig fortjent til. Og han syntes, at pigebarnet i den grad havde fortjent noget med sin altid positive indstilling og sine anstrengelser for at gøre ham glad.
Han kiggede lidt betaget på hende, mens han ordnede papirer. Hun stod stadig dér, hvor han havde givet hende telefonen og kiggede smilende på den, så vant til at være nøgen, at hun ikke ænsede det. Det gjorde Allan til gengæld, som måtte tage sig sammen til at udfylde papiret. Han var ved at udfylde en blanket, som Klara skulle have på sig, hvis hun færdedes alene. Når alt kom til alt, hørte hun jo stadig under kriminalforsorgen. Og alene skulle hun færdes i morgen, havde han bestemt.
Klara var kommet hen til ham. Gav ham et blidt kys i nakken. "Tak," nærmest åndede hun. Så vendte han sig mod hende og rakte hende blanketten. "Er det, hvad jeg tror, det er?" spurgte hun, og da hun havde skimmet formularen tilføjede hun: "Jeg har ikke været ude på egen hånd længe. Hvad skal jeg?"
Allan tog smilende sin pung, fiskede en pengeseddel op og rakte hende den. Hun lignede ét stort spørgsmålstegn.
"I morgen kører du mig på arbejde," oplyste han, "så kører du og vasker og rengør bilen. Når du synes, du kan være resultatet bekendt, er resten af tiden, til du skal hente mig, og resten af pengene dine. Men du skal love mig, at du ikke kontakter nogen, og at telefonen er tændt."
At det ikke var nogen herregård, var hun godt klar over. Alligevel blev Klara helt overvældet af udsigten til sine første egne penge i et år eller deromkring. Og udsigten til at gå, som det passede hende, bare i nogle timer, var også fantastisk. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle sige. Så hun nikkede bare.
Morgenen blev lidt mere hektisk end normalt, i og med de begge skulle afsted den dag.
"Jeg har lagt tøj frem," meddelte Allan ved morgenmaden.
Klara var ikke begejstret over den information. For hun anede, i hvad retning det gik, og sendte ham et opgivende smil og et nik.
Til sin overraskelse fandt hun både sin BH og sine bittesmå g-strengstrusser, derudover en skjorte og den korte cowboynederdel. Hun fik lov til at tage kondisko og jakke på, og sådan kørte de afsted.
Allan spekulerede undervejs på, om det nu var en klog beslutning; Klara var en usikker bilist, men det kunne vel ikke være anderledes med den manglende rutine. Men det gik jo, og med et "Ring til mig, når du er kommet til tanken" og et hastigt knus forlod han bilen.
"Jeg er på tanken nu," meddelte Klara i telefonen. Hendes stemme lød usikker.
"Sidder du stadig i bilen?" ville Allan vide. Det bekræftede Klara.
"Tag trusserne af og læg dem i handskerummet," befalede Allan.
Det raslede i telefonen. "Gjort," meddelte Klara. Så tilføjede hun "Allan?" Da Allan brummede, spurgte hun: "Du forventer ikke kun, at jeg kører bilen igennem vaskeanlægget, vel?"
Det havde hun ret i. Allan forventede en ren bil. Vaskeanlægget var sådan set ok, men som minimum skulle hun støvsuge den og gå den efter for helligdage.
"Ok," sagde Klara og var meget bevidst om sin korte nederdel.
"Og Klara," tilføjede Allan, "send mig lige et pænt billede af udsigten op under din nederdel!"
Klara syntes det var akavet. Hun sad her på tanken med en simpel opgave, at sende et billede af sin fisse. Og alligevel skulle der flere forsøg til, før hun var tilfreds.
Hvor forfængelig kunne man være, spurgte Klara sig, da hun lidt senere steg ud af bilen og hev ned i sin nederdel for at gå ind i butikken og købe en vask.
Bilvask var ikke Klaras spidskompetence. Hun valgte en mellemdyr vask og håbede, at Allan var tilfreds med det. Foran vaskehallen iagttog hun en anden kunde og konkluderede, at man åbenbart startede med at rense hjul, dørkanter og andet med børste og vand.
Hun sukkede, steg ud af bilen og hentede spand og børste. Da hun ville bukke sig ned og vaske hjulene, opdagede hun, at det slet ikke gik. Særdeles bevidst om sin nøgenhed satte hun sig akavet på hug og begyndte at børste hjulene. Hun var meget opmærksom på sine omgivelser - og undrede sig over, hvorfor i alverden hun følte sig fugtig mellem benene.
Ingen havde - vistnok - set noget, da hun kørte bilen ind i vaskehallen. Nervøst trippede hun foran, mens den blev vasket. Siden kørte hun bilen hen til støvsugeren. Her gik det op for hende, at man skulle købe en polet.
"Pæn nederdel... Den er rigtig .... klædelig," kommenterede ekspedienten med et smørret grin, da hun kom tilbage i butikken.
Rødmen skød op i hendes ansigt, men hun formåede at købe en polet. Hvorfor blev hun våd, spekulerede hun, da hun gik over til bilen igen. Og så kom hun i tanker om, hvordan det mon så ud, når hun støvsugede.
Klara bevægede sig meget forsigtigt med støvsugeren. Ham fra butikken måtte pudsigt nok sætte nyt papir i dispenseren og tømme skraldespandene ovre ved støvsugeren, mens Klara støvsugede.
Ud over, at det var pinligt og liderligt, registrerede Klara med ét, at det faktisk også var lidt sjovt, at have ham vimsende omkring sig og sende diskrete blikke, som bare ikke kunne blive diskrete.
"Kunne du ikke tænke dig at støvsuge ved forsæderne," spurgte hun ham, mens hun demonstrativt åbnede døren og satte sin ene fod i karmen.
Han blev tydeligvis forskrækket. Man kunne nærmest høre hans hjerne flytte brikkerne på plads, og han blev tydeligvis klar over, at netop dette ville give ham de indblikke, han var kommet efter.
Mere overtalelse skulle der ikke til, og han støvsugede resten af bilen. Det eneste Klara gjorde, var at stå.
"Er det så bedre end at se det på nettet?" spurgte hun, da han var færdig.
Først rødmede han, så grinede han. Han så sød ud, når han grinede. "På nettet kan man ikke håbe," forklarede han, "men det kan jeg vel heller ikke her ... Selv om det er lækkert at tænke på. Men.. Men du leger vel bare lidt med mig?"
Det fik han vist formuleret rimelig godt, tænkte Klara og smilede. "Det kan jeg vel egentlig ikke være bekendt," sagde hun og nikkede.
"Der er vist også ting her, som jeg ikke kan være bekendt," mumlede han.
"Men tak for hjælpen. Jeg tror vi hellere må stoppe her," bestemte hun, allerede nu lidt i vildrede med, hvordan hun skulle forklare det her til Allan. Hun satte sig i bilen.
"Tak for det smukke syn," svarede han.
Hun kørte vinduet ned. "Vil du kigge en sidste gang?" spurgte hun og løftede ordentligt op i nederdelen og spredte benene.
Han stak hovedet ind. "Wow," sagde han. Hun greb chancen og hviskede: "Og lige nu har du gjort mig så liderlig, at jeg har fået enormt meget lyst til at røre ved min fisse. Det eneste, der hindrer mig, er, at jeg er sådan en pæn pige."
De måtte begge grine. "Pæn, på visse måder," svarede han.
"Tak! Vi ses," udbrød hun og satte nøglen i tændingen. Hvor kom det fra, overvejede hun. Det havde hun da ikke den ringeste ide om.
"Det håber jeg," svarede han stille. Så bakkede hun. Hun valgte at køre til et center og anede ikke, hvad hun skulle bruge sine penge til. Men det agtede hun bestemt at finde ud af.
Da hun senere til aftalt tid trillede bilen op foran Allans virksomhed, stod Allan der allerede.
"Hvad har du købt?" spurgte han, da han var kommet ind og de var ude i trafikken igen.
"Ikke noget.." svarede Klara stille og følte sig dum, "jeg kunne ikke beslutte mig."
"Det passer dig egentlig grundlæggende godt, at det er som det er, og jeg træffer beslutningerne, ikke?" spurgte han efter et øjeblik.
Klara risikerede et hurtigt sideblik på Allan, før hun rettede øjnene mod trafikken igen og svarede: "Det... Det kan der godt være noget om."
Klara tænkte et øjeblik, og Allan lod hende gøre det. Det var egentlig et ret nemt liv, hun havde. Ikke alt var, som hun ville; men hvornår ville livet nogensinde være sådan? Det var i hvert tilfælde lang tid siden, at hun havde opfattet sin nuværende tilværelse som en straf. Tværtimod bragte den hende nydelse. En hel del nydelse, når hun sådan tænkte over det. "Ja, jeg kan egentlig godt lide det," konkluderede hun.
Allan nikkede og fortalte lidt om en intetsigende arbejdsdag. Men Klara satte på en måde pris på, at han gjorde det.
Og hun overvejede et øjeblik, hvordan hun skulle fortælle om bilvasken. Men så spurgte Allan om, hvordan det var gået, og så måtte hun bare i gang med at fortælle.
Hun prøvede at gengive forløbet så ædruelig som muligt, og valgte efter en kort overvejelse også at fortælle, at hun vist havde forrendt sig overfor den unge tankpasser.
"Den stakkels dreng," udbrød Allan grinende.
"Du... er ikke sur?" spurgte Klara for at være sikker.
"Du havde jo forstået opgaven rigtig," sagde Allan. "Det var jo tydeligt, at du i et eller andet omfang ikke kunne undgå at blotte dig. Og jeg nød tanken, og håbede, at du også nød det. Men jeg er alligevel overrasket over, at du lagde så meget i det. Men sig mig lige, har du så været sådan en pæn pige, som du fortalte ham?"
"Det... Det holdt hårdt... Men jeg ved jo, at jeg kun må pille ved mig selv, når jeg får lov," svarede Klara stille.
"Jeg er i øvrigt glad for billedet," fortalte Allan. "Og jeg er glad for, at du holdt dig i skindet, både mens det stod på og bagefter," tilføjede han. "Gør det noget ved dig, når du tænker tilbage?"
Klara smilede. "Spørger du mig, om jeg har dårlig samvittighed, eller spørger du mig, om jeg er liderlig?" spurgte hun, og greb sig i at tænke over, hvor nemt hun efterhånden havde til at omtale sig selv som liderlig og at sige ting som pik og fisse og det der var værre uden den rødmen, der tidligere fulgte med.
"Er du liderlig?" spurgte Allan.
"Jeg kunne definitivt, afgjort og helt bestemt trænge til pik," svarede hun. Hun havde ikke tid til at sende ham et smil, for hun var i gang koncentreret om et venstresving. Allan lod hende fortsætte kørslen uden flere forstyrrelser. Hun var trods alt ikke ret rutineret.
De havde lige lukket indgangsdøren, da Allan sagde: "Soveværelset, Klara!" og lidt efter sultent kastede sig over hende. Og Klara havde bestemt intet imod at tage imod hans dybe, krævende stød. For hende var det en befrielse, at blive krævet, taget efter at have været på en slags pinebænk det meste af dagen. Den kulminerede i, at hun skreg den orgasme, der skyllede ind over hende, ud i soveværelset, mens Allan med et stilfærdigt "Åh" og et stort smil, tømte sig i hende.
Allan vidste godt, at Klara jo ikke gjorde det helt frivilligt, men han havde på fornemmelsen, at det nu var alligevel. Hun nød det i hvert fald meget. Og han. Og hendes smil, da de bagefter lå sammen, var fortryllende. Som så meget andet ved hende.
Erotiske noveller skrevet af HamDérHistorien er rettet af HamDer