Tove.
Et kapitel der fører historien over i et nyt forløb.
Tove var en landskendt advokat. Landskendt for sit flotte udseende og de bidske kommentarer, Tv-aviserne udsendte med hende og vidste tog kegler hos seerne; modparten var altid inviteret med i studiet, men da hun havde vist sin lynende intelligens og skarpsindighed, var der ikke mere nogen der havde lyst til at stille op imod hende. Desuden var hun kendt fra den kulørte presse for sit udsvævende liv, hvor hun konstant blev kædet sammen med diverse kendisser.
Tove fik ført ad omveje kendskab til det tragiske dødsfald, et par dage efter at en delegation af firmaets topchefer havde været ude i Strandvejsvillaen og overbringe den sørgelige nyhed, at Torben desværre var blevet dræbt ved en arbejdsulykke.
Tove aflyste dagens sidste 2 klienter og kørte ud til villaen. Døren blev åbnet af en ung pige, som Tove ikke tidligere havde set.
”Goddag er Henriette hjemme?”
”Ja, hun sidder inde i stuen og snakker med nogle mænd.”
”Jeg kan vist godt gå ind og kondolere alligevel, jeg kender vejen.”
Sandra lukkede døren efter Tove. Henriette havde bedt hende om at være her og hjælpe til. Alt var én stor forvirring. Folk kom og gik hele tiden og Henriette græd meget. Ian var blevet tavs og indesluttet. Foruden alt det tragiske, var han vidne til en forestilling han bestemt ikke brød sig om.
Henriette rejste sig hurtig, da hun så Tove komme ind i stuen. De to kvinder omfavnede hinanden.
”Hvor er jeg glad for at se dig,” fik Henriette lige sagt, inden hun græd mod Toves skulder.
Tove fik ledt Henriette hen på sofaen. De sad sæt sammen, så Henriette kunne græde færdig ved hendes skulder. Det gav Tove lejlighed til at se nærmere på de to yngre mænd i mørke jakkesæt i stolene over for. De var tydelig forlegne ved hendes gennemborende blik.
”Og hvad er så de herrers ærinde?”
Mændene kunne i første omgang ikke finde ud af hvem der skulle svare.
”Det er nogle formalia, der skal på plads, så kisten med Torben Winther kan blive transporteret til Danmark.”
”Nægter Henriette at underskrive disse formalia?”
”Nej, men der er nogle punkter vi gerne skulle gennemgå med fru Winther.”
”Da i sikkert har travlt, vil jeg foreslå at i efterlader papirerne og sender et notat om de punkter der er uklare, så skal jeg nok gennemgå dem med Henriette.”
Mændene kiggede lidt rådvilde på hinanden.
Toves falkeblik fangede en skikkelse ude i hall`en.
Tove løftede Henriettes hoved og fangede hendes øjne.
Hurtig nu Henriette, vil du have mig som advokat?”
Henriette nikkede forvirret.
”Du skal svare Henriette!”
”Ja!” kom det stadig forvirret fra Henriette.
I det samme løftede Tove hovedet og råbte:
”HOLM!”
Skikkelsen ude i hall`en stivnede.
Tove rejste sig og gik ud mod den stivnede skikkelse, med meget bestemte skridt.
Sandra fulgte optrinnet på nærmeste hold fra den åbne køkkendør. Det var kattens leg med musen.
”Jeg havde ikke ventet at træffe dig her Holm!”
Tove nedstirrede den lille duknakkede mand med dårligt siddende ternet jakkesæt og en komisk hat på hovedet. Han knugede en lædermappe mod brystet.
”Jeg skulle også lige til at gå.”
”Og hvad var så dit ærinde her i huset?”
”Jeg var i nærheden og ville så lige kigge ind og kondolere den stakkels enke.”
”Ha!” kom det skeptisk fra Tove.
”Jeg synes ikke jeg bemærkede dig inde i stuen.”
”Jeg skulle lige vaske hænder før jeg gik igen.”
”Du lyder noget huskendt.”
Tove vendte sig mod Sandra.
”Har du lukket den mandsperson ind og vist ham vej til badeværelset?”
Sandra rystede på hovedet.
”Vær venlig at svare, min pige.”
”Nej!” kom det fra Sandra og hun fortsatte:
”Han må være kommet ind imens jeg stod i køkkenet, for jeg har ikke set ham før.”
”Vil det sige, at han ikke ringede på?”
”Jeg har åbnet for alle, der har ringet på.”
Tove vendte sig langsom om mod Holm.
”Ulovlig indtrængen i privat hjem.”
Tove lod som om hun snakkede med sig selv.
”Det kunne være interessant at få en fingeraftryksekspert herud, for at se hvor den lille gnom har haft sine kleptomanpøler henne.”
Henvendt til Holm fortsatte hun:
”Jeg vil være large overfor dig i dag Holm og give dig et valg Holm, men det er kun på grund af de særlige omstændigheder Holm; ellers skal det være mig en sand fornøjelse, at slæbe dig gennem hele møllen. Men nu får du altså muligheden for at smutte ad helvede til ud herfra Holm, men uden den mappe du klamrer dig til Holm.”
Tove lagde afsky i stemmen, når hun sagde navnet.
”Jamen jeg kan da ikke efterlade fortrolige klientdokumenter.”
”Ha!” kom det hånligt fra Tove.
”Vi kunne jo også lade en kriminalkommissær gennemgå mappen.”
Tove så drømmende op i loftet; hun nød dette intermezzo.
Holm stod ubeslutsom.
Ian stod nu bag Sandra med armene om hende.
Tove vendte sig og fik øje på Ian.
”Det var godt du kom Ian. Kan du ikke ringe til alarmcentralen og anmelde et indbrud. Sig at jeg har foretaget en civil arrestation.”
Ian fandt sin mobil frem og tastede alarmnummeret.
”Vent lige lidt, kan vi ikke snakke om det?”
”Mappen bliver returneret til dit kontor minus det materiale, der kan henføres til dette hus. Det er mit sidste tilbud, inden jeg erklærer dig for værende arresteret, din lille lort.”
Holm havde tydeligvis ikke lyst til at slippe mappen, men alternativet var åbenbart værre.
”Jeg skal have mappen tilbage i aften.”
”Rend mig i røven Holm! og se så at forsvind.”
”Okay, okay! Når du tager det på den måde.”
Holm stillede forsigtig tasken fra sig, som om den indeholdt kostbart porcelæn, og gik tøvende hen mod yderdøren. Han havde meget svært ved at efterlade mappen.
De to andre gæster fik pludselig meget travlt med at komme af sted, da Tove vendte om mod dem. De skubbede nærmest Holm ud af hoveddøren i deres iver for at komme væk fra Tove.
Tove gik tilbage til stuen, fnysende af kamplyst, indtil hun så Henriette henne i sofaen. Hun satte sig ved Henriette og nussede om hende. Foruden alt det andet, var Henriette meget udmattet. Tove flyttede sig og fik Henriette til at lægge sig ned, med benene hen over sine lår. Hun rettede på Henriettes nederdel, der var krøbet lidt op og lod hænderne hvile på Henriettes knæ.
Sandra og Ian havde i mellemtiden sat sig i de nu ledige stole.
Da Tove ikke mere behøvede at kere sig om Henriette, vendte hun sig mod Ian. Sandra blev først behørig præsenteret.
”Hvis det ringer på døren, lukker i kun nogen ind, hvis det er absolut nødvendigt, ellers henviser i bare til mig, eller rettere sagt i henviser under alle omstændigheder til mig, det skal nok skille skidt fra kanel.”
Tove udstødte nogle skadefro gnæk.
Ian blev skånsom udspurgt om omstændigheder og forløb.
Det billede, der tegnede sig, viste hende, at det ikke var spor for tidlig, hun var trådt ind på scenen. Da Tove havde fået nogenlunde overblik over situationen, smilede hun kærligt til den sovende Henriette.
Ian var godt nok hårdt præget af sin fars død, men han havde fået noget af sin dømmekraft tilbage. Det var nok hende og Ian i fællesskab, der skulle få tingene genoprettet; Henriette skulle skånes mest muligt.
Tove fik Ian til at række sig de efterladte papirer, så hun ikke behøvede at forstyrre Henriette. De var ganske rigtig overdragelsespapirer ved ligtransport. En masse juridiske spidsfindigheder, der ene og alene havde til formål at fralægge sig enhver form for ansvar i enhver henseende i alle mulige og især umulige situationer. Det sidste dokument var selve overdragelsesdokumentet, som blot behøvede en underskrift. Dette dokument gennemgik hun grundigt, men fandt ingen grund til påtale. Dette papir rakte hun tilbage til Ian, de andre viftede hun med i luften.
”Det her er den værste gang juridisk makværk, jeg endnu er blevet præsenteret for. Man kunne få den tanke, at det udelukkende er skabt for at chikanere stakkels Henriette. Eller for at distrahere,” tilføjede hun eftertænksom til sig selv.
”Det pågældende advokatfirma vil i morgen tidlig modtage en skrivelse fra mig, sammen med deres lort. Jeg vil forbyde dem, at kontakte jer under nogen som helst former, medmindre jeg er orienteret i forvejen, har givet min godkendelse og er til stede.”
Tove så over på Ian og Sandra.
”Hvad så med jer to? Hvordan klarer du skærene Ian.”
”Foreløbig har jeg fri fra skole i denne uge, så er det aftalen med rektor, at vi snakker sammen på mandag.”
”Hvad med dig Sandra?”
”Jeg er her, når jeg ikke er på arbejde.”
”Hvad laver du?”
”Jeg er elev hos ”Hairstylisten”.”
”Jeg kender godt salonen; kan du ikke tage fri et par dage?”
”Det ved jeg ikke rigtig.”
”Ian! Ring lige salonen op på mobilen og giv så mig telefonen.”
”Ja goddag, du taler med Tove Strømann…Ja den Tove Strømann….Nej jeg skal ikke bestille tid.”
Tove så opgivende op i loftet, imens hun lyttede til stemmen i telefonen.
”Okay, okay, det skal jeg nok huske, men hør lige her….”
Igen himlede Toves øjne.
”I har en elev i salonen der hedder Sandra…Nej, hun har ikke gjort noget forkert…”
Tove var nu godt irriteret.
”Jeg skal bare sige at Sandra ikke kommer på arbejde i denne uge på grund af nogle særlige familiemæssige forhold.”
Tove afbrød forbindelsen imens de kunne høre en stemme i telefonen, og rystede opgivende på hovedet.
Tove var bevidst om den effekt hun kunne have på andre mennesker, og udnyttede det groft.
”Okay i to turtelduer, nu skal i høre godt efter. Først og fremmest gælder det om at få Henriette på fode igen.”
Tove strøg kærligt Henriettes lår.
”Vi skal have skabt en ny hverdag for jer alle. Alt hvad der ikke vedrører jeres nære hverdag, skal jeg nok tage mig af. I har ingen anelse om, hvad der går løs af svindlere, plattenslagere og andet skidtfolk; derfor er det meget ..og jeg understreger.. meget vigtigt at alle henvendelser bliver henvist til mig.
I skal vænne jer til jeres nye hverdag. I er unge og fornuftige, så i skal nok klare jer. I skal snakke og være sammen med Henriette så meget som muligt; det vil også være godt, hvis i kan komme til at sove i samme rum alle tre, i en kortere periode.
Ian! Jeg vil gerne have at du får Henriette til at underskrive det stykke papir her; så tager du det med over på mit kontor i morgen formiddag; pyt med tidspunktet, men prøv at komme tidligt, vi har en del praktiske ting, der skal aftales.”
Tove blev endnu et stykke tid. Det var som om hun ikke kunne løsrive sig fra nærværet med den sovende Henriette, der havde lagt knæ og lår til hendes kælende, trøstende hånd.
Henriette klynkede i søvne, da Tove begyndte at arbejde sig væk fra Henriettes ben.
”Er der en af jer, der vil afløse mig i sofaen?”
Sandra nikkede inden Ian nåede at melde sig. Tove løftede Henriettes ben, så Sandra kunne komme ind på plads. Henriette faldt til ro, da der igen var trøstende hænder på hendes ben.
Der kom lidt mismod da Tove var gået med papirer og mappen fra hall`en. Alligevel havde hendes besøg haft en fantastisk effekt. Den energi og handlekraft hun udstrålede havde haft en afsmittende virkning på Ian, der nu så mere lys på fremtiden og alt virkede mere overskueligt.
Tove havde til slut givet ham et visitkort med et telefonnummer, hvor hun altid kunne træffes.
Der kom kun én besøgende mere den dag, han virkede svagt bekendt på Ian, så det var nok en af hans fars kollegaer. Han mindede for meget om de tidligere besøgende med en buket blomster i hånden. Nu havde Ian imidlertid været udsat for Tove.
”Ja!!”
”Jeg kommer for at kondolere dig og din stedmor.”
”Okay, tak!”
”Er He.. øh fru Winther hjemme?”
”Ja!”
Ian blev stående midt i døren, imens den håbefulde gæst strakte hals, for at se efter Henriette.
”Kan jeg få lov til at hilse på hende?”
”Så skal du først gå over til advokat Strømann`s kontor og trække et nummer.”
Ian så med fryd, hvordan modet dampede af gæsten.
Han tog imod buketten og smækkede døren i, inden gæsten nåede at vende sig om.
Ian anede nogle truende skyer. Han gik ud i køkkenet og smed buketten i skraldeposen for grønt affald og fortsatte ind i stuen.
En følelse af ømhed steg op i Ian, da han så Sandra sidde og stryge sin stedmors ben. Henriette sov tilsyneladende trygt og godt. Han gik hen og kyssede Sandra, inden han satte sig over i lænestolen.
”Det var bare en af de sædvanlige. Men prøv lige at hør her: Selv om det er slemt nok i forvejen, skal vi nok forvente at der kommer historier i aviser og ugeblade om den unge smukke blondine, der er blevet enke og skal arve en hel masse millioner. Det er simpelt hen guf for pressen.
Henriette er sød og rar og meget godtroende. Hun er et alt for let offer; vi må derfor være enige om at absolut ingen bliver lukket ind, det ved vi godt, men Henriette ved det ikke og vil ikke kunne forstå det. Altså må vi sørge for at Henriette ikke åbner døren, hvis nogen ringer på.”
Ian sad og grundede over hvad de mere kunne gøre, da han registrerede en lysglimt fra husets forside. Han gik ind i køkkenet og kiggede ud. Ude midt i indkørslen stod to mænd, en med et kamera og en med en notesblok; tydeligere kunne det ikke vises. Der kom igen et lysglimt, da Ian stod ved vinduet.
”Satans, satans, satans, satans.”
Ian bandede hele vejen ind i stuen, imens han fandt Toves visitkort og imens han tastede hendes nummer. Sandra så spørgende på ham, men han pegede bare på telefonen.
”Hej Tove det er Ian; kan du ikke give mig nogle råd…”
Tove lod Ian tale færdig, inden hun tog over.
”Godt gået og godt tænkt min ven. Jeg havde håbet på at vi ville slippe for pressen i dag, men sådan skulle det ikke være. De hajer er frække og glatte som bare pokker, hvis vi ikke gør noget, vil hele området snart være fyldt med dem og dørklokken ringe natten igennem. Den eneste løsning jeg har, er også en dyr løsning. Jeg kender et godt vagtfirma og kan få en vagt til at holde alle uvedkommende på afstand indtil vi får arrangeret noget andet.”
Det tog kun et øjeblik for Tove af bestille vagten og give nærmere instrukser; han ville komme indenfor en halv time.
Så havde de i det mindste fred og ro indtil videre.
Et øjeblik var Tove ved at segne under den byrde, der nu hvilede på hendes skuldre. Ian havde allerede set de udfordringer de stod overfor, de var i sig selv slemme nok, men hvad i alverden havde Holm haft gang i ude i villaen?
Tove sad og gennemgik papirerne fra Holms mappe, de sagde hende intet; regninger, kvitteringer, følgesedler og den slags som kunne stamme fra villaen. Desuden var der blandt andet papirer, der kunne sætte en hel rockerbande i fængsel i mange år, men det var ikke hendes sag, så de kom tilbage i mappen, sammen med andre hun med sikkerhed kunne frasortere. Hun forstod udmærket den kvie Holm havde haft ved at efterlade mappen, men indholdet tydede også på en eller anden form for panikhandling, når papirerne i det hele taget befandt sig i mappen. De papirer de unge jurister havde efterladt, var kun en gang juridisk makværk, uden nogen som helst berettigelse, skrevet i en fart for at skabe afledning fra Holms aktiviteter. Tove kunne ikke forestille sig andre muligheder, men hun var også ved at være træt.
Hun havde gemt det bedste til sidst. Notatet blev stilet direkte til en af de ældre partnere i Advokatfirmaet, som hun kendte en smule og havde lidt respekt for. Hun indledte med forbuddet for firmaet om at kontakte familien Winther direkte, men henviste til sig selv. Hun gav de efterladte papirer en sønderlemmende kritik samt udbad sig en skriftlig forklaring på, hvorfor Henriette skulle belemres med den slags i disse svære dage.
Hun satte sin underskrift på notatet, da formuleringerne var på plads. Notatet skulle nok skabe røre i andedammen hos de skidtvigtige røvhuller.
Toves dør var ikke helt lukket, og hun så Ian henvende sig til sin sekretær; hun gik hen til døren og henvendte sig til sin stadig siddende klient.
”Hvis det her er det eneste du har til din sag, kan du godt tage det med hjem igen og bruge det til at tørre røv i, for det er det eneste det kan bruges til. Jeg sender en regning på spildt ulejlighed. Tove forlod sit kontor uden at bekymre sig mere om klienten, kom hen og gav Ian et kram og henvendte sig til sekretæren.
”Jeg tager Ian med ind i privaten, så vi samtidig kan få lidt frokost. Det tager nok en times tid.”
”Jamen du har en aftale om 10 minutter.”
Tove var allerede ved at føre Ian hen mod privaten, så hun drejede bare hovedet og sagde ”Nå!”.
Sekretæren tog sig fortvivlet til hovedet.
Tove fik hurtig noget spiseligt sat på bordet og bød Ian at spise med.
”Indtil videre har jeg sat min fuldmægtig på de trivielle detaljer. Vi skal have afklaret alle de juridiske forhold din far var involveret i, både rent privat med forsikringer, pension og den slags og i forhold til det firma han var ansat i. Der kan være adskillige andre advokatfirmaer engageret i forskellige forhold. I bliver løbende orienteret. Der bliver en masse papirer, der skal underskrives og beslutninger der skal tages. Vi renser alt uvæsentligt fra, resten snakker vi om; sådan.”
Tove satte sig ved spisebordet og kiggede nærmere på Ian. Han havde tilsyneladende klaret natten bedre end hun selv havde.
”Hvordan har Henriette det?”
”Joo tak! Efter omstændighederne godt, hun sov et par timer mere efter du var gået. Da jeg havde snakket med dig, lavede jeg et arrangement af viderestillinger på telefonerne, så alle samtaler går ind på min mobiltelefon. Hvis jeg kender nummeret på den der ringer op, tager jeg telefonen, hvis ikke, bliver samtalen stillet videre til dit officielle nummer efter 15 sekunder.”
”Ahaa! Det forklarer nok hvorfor så mange har smækket røret på eller undskyldt sig med forkert nummer her til morgen.”
Tove smilede op til Ian.
”Du er sku smart min ven. Har du ikke lyst til at læse jura og blive min partner?”
Tove blev alvorlig igen.
”Fortæl nu om Henriette!”
”Altså! Bortset fra hun var ked af at have sovet under næsten hele dit besøg, var hun i nogenlunde humør, især da vi fortalte om den måde du håndterede vores gæster på. Hun er også glad for vagten og for at du er hendes advokat. De besøgende vi tidligere havde, må have været en stor belastning for hende.”
En telefon ringede, og Tove hev en trådløs op af en lille lomme i nederdelen.
”Ja!” sagde hun brysk.
”Okay! Stil ham om… Det er Tove… Goddag Færch, jeg forventer ellers en skriftlig redegørelse… Okay da, men gør det kort, jeg sidder med en klient.”
Tove lyttede lidt til telefonen, stillede et par spørgsmål, afbrød så samtalen og vendte sig mod Ian.
”De to klodsmajorer der pludselig havde så travlt med at komme ud af døren i går, arbejdede godt nok for Advokatfirmaet og når jeg siger arbejdede, betyder det at det gør de ikke mere. Den advokat der satte dem til at lave arbejdet og gav instruktioner befinder sig i Dubai og de kan ikke få kontakt med ham. I hans mailboks ligger der besked om at han ikke længere repræsenterer firmaet. Der er noget der lugter fælt Ian; gevaldig fælt.”
Ian så for første gang en Tove, der ikke havde kontrol over situationen.
Tove hentede en lille stak papirer og lagde dem foran Ian.
”Prøv at bladre papirerne igennem og se om de siger dig noget.”
Ian kiggede dem løseligt igennem.
”Interconstuction kender vi jo og nogle af de andre firmaer er almindelig kendte, men ellers….”
”Nogen har løbet en allerhelvedes stor risiko for at få fat i de papirer; og misset. De papirer du ser her er kopier; originalerne er deponeret i en bankboks. Der er også sendt kopier til en samarbejdspartner jeg har, plus et par andre steder hen. Det skrev jeg også på en seddel og puttede i mappen til Holm, så jeg ikke også skal have personer af hans slags rendende.”
”Hvem er Holm egentlig?”
”På fagets vegne skammer jeg mig over at have en kollega som ham, men rent faktisk har han en lille enmandspraksis i en af de mørkeste sidegader inde i byen. Han er konstant i fare for at miste sin bestallingen, men der er tilsyneladende indflydelsesrige personer, der holder hånden over ham. Officielt får han de sager, ingen andre advokater med respekt for sig selv vil have. Uofficielt løber han ærinder i det organiserede kriminelle miljø.”
Erotiske noveller skrevet af Cold