"Hej, Anna!" Tove passer mig op på gangen udenfor spisesalen. Klokken er halv et, vi er lige startet på det lange frikvarter efter frokosten. I tankerne har jeg allerede været igennem denne samtale flere gange, uden helt at kunne lægge mig fast på hvordan jeg vil gribe den an.
Tove sænker stemmen. "Hvordan gik det i går aftes? Hvad skete der?" Jeg trækker på skuldrene.
"Som forventet."
"Altså.. endefuld?"
"Ja."
"Hvordan var det?"
"Som du sagde. Det svider, og så kommer man igennem det til sidst."
"Kom, lad os gå herind!" Toves stemme er hemmelighedsfuld, hun gør et kast med hovedet og åbner døren ind til biologilokalet. Jeg følger tøvende efter, er ikke så vild med at skulle uddybe emnet alt for meget. Tove lukker døren efter os. Lokalet er tomt, på nær de døde blikke fra udstoppede dyr, og det konstante grin fra skeletmodellen ovre i hjørnet som af uransalige grunde bliver kaldt for Onkel Edvard. Tove vender sig mod mig, ser mig i øjnene, hendes blik er alvorligt, udforskende.
"Fortæl! Hvor hårdt var det? Har du taget farve af det?"
"Den har fået en mørkerød tone, men det er ikke rigtig noget der er ømt."
"Må jeg se?" Toves stemme virker nærmest ivrig. Jeg tøver, føler mig.. blufærdig, men jeg kan ikke finde en grund til at Tove ikke skulle se min bagdel. Vi har da set hinanden uden tøj på før, i omklædningen til gymnastik og sådan noget. Nu er der jo bare det at jeg altså er.. ja, til piger, men det ved Tove jo ikke noget om.
Jeg vender langsomt ryggen til hende, hiver nederdelen op, krænger trusserne ned over balderne.
"Ja, du har da fået en tur der kunne mærkes, selvom det nok kunne være værre." Jeg fornemmer allerede at det her var en fejl. Tanken om at Tove står og betragter min bare ende får min puls til at stige, og det suger lidt i maven. Hvad er det nu for noget? Er jeg tiltrukket af Tove? Hendes fingre stryger forsigtigt hen over det mest mørkerøde sted.
"Hvad med her? Er det slet ikke ømt når du sidder?" Hendes berøring er elektricitet under min hud. Jeg må kæmpe for at kontrollere mit åndedræt.
"Nej, ikke rigtigt."
Tove tager hånden til sig, jeg sætter hurtigt trusser og nederdel på plads. Vender mig langsomt mod hende igen, håber at kinderne ikke blusser for meget.
"Må jeg spørge om noget?" siger hun.
"Ja, selvfølgelig?"
"Bagefter, blev du så liderlig?"
Jeg gør det hele forkert. Først tøver jeg alt for længe. Så hakker jeg i det. Og så kommer benægtelsen alt for pludseligt og voldsomt. "Altså.. hvordan mener... NEJ, for pokker!"
Jeg kan se at Tove med det samme gennemskuer min falske reaktion, men hun vælger ikke at kommentere den, i hvert fald ikke i første omgang.
"Ja, undskyld, men det er bare fordi.. når jeg kommer ud fra kontoret, så er jeg på en eller anden måde enormt liderlig, og hvis jeg så kan komme ned at ligge og pille lidt lige bagefter, så er det bare rigtig godt. Derfor var jeg faktisk lidt misundelig på at du fik aftensmæk."
"Tove!" siger jeg overrasket. "Så det er derfor at du render og laver ballade!"
"Nej! Altså, det er jo ikke fordi jeg kan lide at få smæk. Men.. det hjælper selvfølgelig lidt at der er noget at se frem til bagefter."
"Hvad så, når du.. gør det? Tænker du så på Laust?" Jeg vil gerne drive emnet væk fra mig selv og min tur hos forstanderinden.
"Laust?"
"Bagerens Laust. Kom nu, Tove!"
"Jeg har ikke noget at gøre med ham!" Hendes stemme er hård, på en mut, tonløs måde.
"Det er ellers ikke hvad jeg hører."
"Anna, jeg ved ikke hvad du går og hører, men jeg har ikke noget at gøre med ham. Vi var sammen et par gange, men det er slut nu!"
"Nå, hvorfor?"
"Hvorfor vi var sammen, eller hvorfor vi stoppede?"
"Hmm, begge dele måske?"
"Altså, alle de andre piger gik jo og sukkede over Laust, og hvor sød og flot og dejlig han var. Men ingen af dem gjorde noget ved det. Sådan noget synes jeg altid er latterligt. Og jeg var jo selv begyndt at blive lidt nysgerrig på det her med fyre og erotik, så jeg tænkte at nu skulle jeg vise dem. Og så prøvede jeg at komme i lag med ham, og det var ved gud ikke særlig svært!"
"Og så.. bollede I?"
"Ja, vi bollede. To gange. Oppe på hans værelse over butikken."
"Hvordan var det? Godt?"
"Den første gang gjorde ondt, men det var jeg forberedt på, så jeg gav det et forsøg mere. Den anden gang.. det var vel på en måde meget rart, men så var det heller ikke bedre. Og så var det jeg begyndte at tænke."
"Tænke?"
"Ja, tænke som jeg burde have gjort fra starten af! Altså, man kan jo blive gravid af det der. Der skete heldigvis ikke noget, men jeg blev skræmt fra vid og sans ved tanken om hvad der kunne være sket. Så da vi mødtes for tredje gang havde jeg købt sådan et præservativ og forlangte at han tog det på. Men det ville han slet ikke høre tale om. Og så sagde jeg at så kunne han godt glemme det."
"Og hvad sagde han så til det?"
Tove tøver, jeg ser hendes læber skælve lidt. Det går op for mig at jeg har været uopmærksom, og ikke registreret hendes ubehag ved at fortælle historien.
"Han.. han forsøgte at tvinge mig!"
"Det er løgn!"
"Nej, han greb om mine arme og pressede mig ned mod sengen, og forsøgte at lægge sig oven på mig."
"Hvad gjorde du så? Skreg du?"
"Nej, jeg satte et knæ imellem hans ben så hårdt jeg kunne. Og da han knækkede sammen slog jeg ham hårdt over næsen også."
"Tove!" Jeg er ægte chokeret, selvom jeg godt vidste at hun var hårdkogt.
"Jeg havde brug for tid! Vi havde jo allerede taget tøjet af. Og jeg turde slet ikke tænke på hvad der ville ske når han kom til hægterne igen. Heldigvis lå mit tøj pænt samlet i en bunke, jeg snappede det og løb ud af værelset. Stod fandeme og klædte mig på ude på trappeafsatsen. Så kom han efter mig. Jeg nåede lige præcis at få skoene på og løbe ned ad trappen, ned i baglokalet hvor svendene går og døren står åben ud til butikken. Der kunne han jo ikke røre mig. Jeg gik stille og roligt ud af butikken, og så løb jeg alt hvad jeg kunne op i skoven. Sad fandeme på en træstub og tudbrølede i en halv time eller sådan noget."
"Og hvad så? Har du.. har I.."
"Jeg har ikke haft mere med ham at gøre, nej! Jeg tør slet ikke vise mig i butikken længere, og bare jeg tager ned i byen er jeg ræd for at møde ham. Nogle gange om natten har jeg også mareridt om at han kommer herop. Det er.. jeg føler mig simpelthen så dum. Og der var jo ikke engang noget særligt ved det."
"Det er sgu da ikke din skyld at han er en idiot!"
"Nej, men jeg var en idiot at jeg indlod mig med idioten."
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til det. Tove skælver svagt, og hendes øjne er blanke. Jeg fortryder at jeg fik hende til at tale om det.
"De andre piger tror stadig at I er sammen."
"De kan tro hvad de vil." siger Tove mut. Så løfter hun hovedet i et ryk, ser mig skarpt i øjnene. "Anna, du siger fandeme ikke noget om det her til nogen! Du er den eneste jeg har fortalt det til, og jeg siger dig, hvis du snakker så.."
"Jeg skal nok holde mund. Men helt ærligt, hvad er det.."
"De vil håne mig hvis de finder ud af det. Nogle af dem snakker allerede dårligt om mig, men det er fordi de er misundelige. Hvis de finder ud af det her så bliver det ´Ha! Hvad sagde vi?´ Jeg orker det simpelthen ikke, Anna."
"Men de andre er også vilde efter ham. Burde de ikke vide hvordan han er?"
"Det vil ikke hjælpe noget. De vil bare tænke at de nok skal få sat skik på ham, fordi de ikke er så nemme og billige som mig! Lad dem hellere tro at vi stadig er sammen, så holder de sig måske fra ham så længe."
Tove har talt heftigt, stødvist. Hun kigger stadig olmt på mig.
"Bare rolig Tove, jeg siger ikke noget." Jeg kan se hun falder lidt ned igen.
"Godt. Du er virkelig den eneste jeg har fortalt det her til." Hun sætter et sardonisk smil op. "Og nu vil jeg til gengæld vide hvad der i virkeligheden skete oppe hos forstanderinden."
"Hvad mener du?"
"Hvis jeg vidste det behøvede jeg jo ikke at spørge. Men du skjuler noget, jeg kan se det på dig. Ud med sproget, Anna!"
Jeg tøver, synker en gang. Føler mig fanget i en umulig situation. Uanset hvad jeg gør nu vil jeg svigte nogen.
"Tove.. kan jeg stole på dig? Jeg har lovet ikke at sige noget om det."
"Selvfølgelig kan du stole på mig, Anna. De bedste tillidsforhold er dem hvor man har noget på hinanden." Hendes sardoniske smil bliver bredere. "Du har noget på mig, nu vil jeg have noget på dig!"
"Altså.. i starten gik det bare som du havde fortalt. Jeg ville ikke sladre, så fik jeg numsen bar og kom op over knæet. Hun slog, og jeg hylede og spjættede som du sagde jeg skulle, og lige før det måske var blevet for meget, så holdt det op."
"Og hvad så?"
"Ja, så lå jeg jo der, og det brændte godt i min mås, og jeg havde en enorm lyst til at gnubbe mig i den, for at få smerten til at gå væk. Du kender sikkert følelsen."
"Ja, sådan har jeg det også."
"Men jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Samtidig kunne jeg mærke at hun var enormt ophidset, også som du havde sagt. Og så.. begyndte hun pludselig at gnubbe mig over numsen. Præcis sådan som jeg selv havde lyst til at gøre."
"Det er løgn!" Tove spærrer øjnene op.
"Nej, hun gjorde det. Og så, lidt efter.. så begyndte hun sådan at kilde mig inde imellem balderne."
"Hvad for NOGET?"
"Ja, men altså sådan forsigtigt, som om hun ikke helt vidste om hun.. måtte. Næsten som om hun spurgte om lov, selvom hun ikke sagde noget."
"Og hvad gjorde du så?"
"Jeg sagde ja!"
"HVAD gjorde du?"
"Tove, jeg var så ophidset så du slet ikke drømmer om det. Hele situationen.. hendes berøringer, endefulden, bare det at mærke varmen fra hendes krop. Jeg har aldrig før været så ophidset i hele mit liv. Jeg KUNNE ikke have svaret andet."
Tove er stille i nogle sekunder, det tager åbenbart lidt tid at kapere min fortælling.
"Og hvad.. gjorde hun så? Da du havde sagt ja?"
"Hun begyndte at pille på mig. Du ved inde mellem benene. Først var hun enormt forsigtig, men efterhånden gnubbede hun hårdere, og dybere. Og jeg siger dig, hun ved hvad hun gør. Jeg fik det simpelthen så dejligt."
"Fik du.. orgasme?"
"Orgasmer! Det var så dybt og vidunderligt. Helt anderledes end når jeg piller på mig selv. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal beskrive det."
"Prøv!"
Jeg tænker mig om i nogen sekunder. "Du ved, vi lærte i matematik at et tal kan være negativt, og så kan man gange med minus en, og så er det lige så stort som før, men positivt i stedet for negativt?"
"Øhm, jaeh?" Tove ser perpleks ud, forvirret over den drejning samtalen pludselig tager.
"Godt. Prøv at tænke på den værste endefuld du har fået. Eller måske den værste du kunne forestille dig at få. Og gang så med minus en. Jeg tror at jeg skreg lige så højt, og spjættede lige så meget. Men nu gjorde det bare godt i stedet for ondt. Og på en eller anden mærkelig måde var det som om det ene fulgte af det andet."
Tove er igen tavs et stykke tid. Det er som om noget, en tanke, arbejder i hende.
"Så du er.. altså du bliver ophidset af.. kvinder?"
Nu er det mig der tøver et par sekunder med at svare. "Ja. Det er ikke let, men jeg bliver nødt til at se det i øjnene. Jeg var ophidset allerede da jeg lagde mig over forstanderindens knæ. Ja faktisk allerede da jeg kom ind på kontoret."
"Hvad med.. lige før? Da jeg rørte ved din bagdel? Blev du så også ophidset?"
Jeg tøver igen. Tove sætter fingeren lige på det ømme punkt. Men jeg har allerede sagt for meget til at kunne bakke ud af det. Samtidig fornemmer jeg en undertone i hendes spørgsmål af noget som jeg ikke helt kan få hold på. Jeg tager en dyb indånding.
"Ja, Tove. Ja, jeg blev ophidset." Jeg holder en ufrivillig kunstpause. "Gjorde du?"
Vi står ansigt til ansigt, og ser hinanden i øjnene. Det er som om vi befinder os i en boble, så intenst opmærksomme på hinandens øjne, mimik og bevægelser, at tid og sted forsvinder omkring os. Øjeblikket er ufattelig betydningsfuldt. Jeg ser Toves læber skilles, tungen inde bagved, hun åbner munden, hun vil tale nu, hun vil svare mig...
"Klingelingeling!" Den gamle klokke i det lille tårn over hovedbygningen klemter løs. Sekundet efter stemmer den nye elektriske i med sit gennemtrængende "DRRRIIIIIIIIING!" Boblen brister omkring os, vi er tilbage i biologilokalet mellem udstoppede ugler og ildere og Onkel Edvards stivnede grin ovre i hjørnet. Det lange frikvarter er slut. Toves mund lukker sig, åbner sig så igen.
"Vi skal have kemi!"
Jeg ved hvad hun mener. Kemilokalet ligger i skolens fjerneste hjørne, og frk. Haugstedt er ikke glad for efternølere.
"Afsted!" siger jeg, vi griber vore skoletasker, river døren til biologilokalet op, og spæner ned ad gangen.
De næste dage får jeg mærkeligt nok ikke snakket med Tove. Måske er det tilfældigt. Måske undgår hun mig med vilje. Eller er det mig der undgår hende? Jeg brænder efter at vide hvad hun ville have svaret mig derinde i boblen. Men jeg er også bange for det.
Fredag træder tanken i baggrunden til fordel for mit forestående møde med forstanderinden. Hun har givet mig besked på at stille på kontoret klokken otte. Hvad mon der skal ske? Vil hun give mig smæk igen? Vil hun pille mere på mig? Vil hun have mig til at pille på hende? Eller vil hun bare snakke med mig?
Og hvad vil jeg selv? Oppe på kontoret var jeg i mine følelsers, eller lidenskabers, vold, og kunne ikke andet end at ride med på bølgen. Men jo mere det kommer på afstand, jo højere taler fornuften. Min seksualitet er anderledes end jeg havde troet, det erkender jeg, det kan jeg ikke løbe fra. Men det må være forkert at forstanderinden og jeg skal.. ja, hvad er det egentlig for et forhold vi har? Jeg er for pokker en pige på 16 år, mens hun er en moden kvinde. Det bliver måske svært, men jeg må finde min egen vej igennem det her.
Jeg forsøger igen og igen at gennemspille situationen når jeg møder hende i aften. Jeg må selv sige fra. Takke hende for det hun har vist mig, men pænt fortælle at det ikke går, at jeg vil fortsætte med at være hendes kostskoleelev, og intet andet. At det også må være bedst for hende selv. Ja, det er det jeg vil sige, jeg vender og drejer formuleringerne om og om igen. Kan jeg?
Aftensmaden bliver serveret allerede fra halv seks, fordi vi har friweekend. Det betyder at lørdagens undervisning er aflyst, så eleverne kan tage hjem og holde weekend med deres forældre. Det gør de fleste, skolen er altid meget stille i de weekender. Mange er allerede taget ned på stationen lige efter sidste time, så de kunne nå toget mod Jylland klokken 17. Jeg går ned i spisesalen så snart maden serveres, den er halvtom, jeg sidder for mig selv, det passer mig fint. Bagefter går jeg op på mit værelse, sætter mig på sengen, og lader på ny tankerne køre i ring omkring det forestående møde. Både Adele og Erika er taget afsted, jeg har værelset for mig selv, og har god tid til at slappe af og forberede mig inden klokken bliver otte.
Hvor længe jeg sidder der på sengen for mig selv ved jeg ikke, men pludselig banker det sagte på døren. "Ja?" siger jeg, har ikke den mindste lyst til besøg. Mit hjerte hopper et slag over da jeg ser Tove stikke sit hoved ind ad døråbningen. Min nysgerrighed fra de forrige dage springer op igen, men det er også forstyrrende. At skulle tænke på både Tove og forstanderinden på en gang er næsten for meget.
"Må jeg komme ind?"
"Selvfølgelig!" Hvad ellers kan jeg sige? Tove kommer ind, lukker døren efter sig.
"Jeg tænkte bare at.. vi blev ikke helt færdige med at snakke i onsdags."
"Nej, det gjorde vi vel ikke."
"Jeg har.. tænkt meget over det du spurgte om."
"Ja? Er du så kommet frem til noget?" Jeg forsøger at få min stemme til at lyde rolig, men min puls galoperer allerede afsted.
"Jeg.. jeg ved det ikke rigtig. Altså, det var på en eller anden måde.. rart.. og lidt spændende. Men.. jeg er jo ikke.. sådan en.."
"Sådan en som mig!?" Mit tonefald er måske lidt hårdere end jeg egentlig ønskede.
"Anna, du ved hvad jeg mener!"
"Det er jeg faktisk ikke sikker på at jeg gør."
Tove virker helt usikker, jeg kan se hendes læber skælve. Det er meget ukarakteristisk for hende.
"Altså, jeg har jo allerede været sammen med Laust, og.."
"Og det var en kæmpe succes, eller hvordan var det nu?"
"Anna! Hold så op!"
"Tove, hvis du slet ikke følte noget for mig ville det vel ikke være så svært at sige det?"
"Jamen jeg VIL ikke være sådan, for pokker! Det betyder jo... at.."
"Tror du måske jeg vil? Jeg synes også det er komplet uoverskueligt. Men jeg KAN ikke være andet, så meget har jeg da lært oppe hos forstanderinden." Jeg er tæt på at råbe, tager mig i det, der kan være andre piger på gangen. Tove bider sig i underlæben.
"Undskyld, Anna!" Hun taler meget sagte nu.
"Det er i orden. Det er også svært for mig. Men hvad var det du sagde om piger der længes, men ikke gør noget ved det?"
Hun siger ikke noget med det samme, men jeg kan se at bemærkningen rammer dybt.
"Det er bare det at.. jeg ved slet ikke hvordan sådan noget skal føles. Men det var godt at.. røre ved dig." Hun tøver igen, stilheden er som en langtrukken eksplosion. "Og jeg har også nogle gange tænkt at.. at du har flotte bryster!"
Jeg kan se det er en overvindelse for hende at sige det, men kan alligevel ikke lade være med at smile lidt. Toves egne bryster er runde og faste, men endnu ret små, mens mine er begyndt at blive store, bløde og fyldige. Man ser tydeligt deres runding, selv under skoleuniformens tækkeligt løstsiddende skjorte. Jeg lægger pludselig mærke til at Tove er trukket i civil, en lang og flot bourdeaux nederdel, og en tynd, sort og tætsiddende sweater med høj hals, som faktisk får hendes egne bryster til at stå en lille smule frem. Har hendes underbevidsthed en dagsorden som hun ikke helt selv er med på?
"Du må gerne røre ved dem hvis du har lyst!"
Tove åbner hurtigt munden til en afvisning, men den kommer ikke ud. Min bemærkning fra før arbejder i hende, det er helt tydeligt.
"Anna.." Hun kommer ikke videre.
"Ja?"
"Jeg ved ikke.. det er ikke sikkert at der.. er noget.. men.."
"Men vi kunne måske prøve det?" siger jeg med et smil.
"Du må bare love mig ikke at blive skuffet, hvis nu.."
"Tove, jeg ønsker ikke andet end at du finder ud af hvad du selv vil." Hold kæft hvor jeg lyver lige nu! "Men jeg har lyst til at blive rørt af dig!" Det er i det mindste rigtigt.
Jeg vender ryggen til hende, knapper skjorten op, og tager den af. Jeg famler bagom ryggen, åbner brystholderen, smider den på sengen. Jeg mærker at Tove ganske forsigtigt kommer nærmere, hendes åndedræt, det er måske tungere end det behøvede at være, eller jeg er bare mere intenst opmærksom på det. Hendes hænder glider forsigtigt om foran min krop, hun folder dem som skåle, finder ind under brysterne, omslutter dem forsigtigt, mærker på deres fyldighed. En vidunderlig lystfølelse breder sig ud i min krop, jeg kæmper for at holde styr på min vejrtrækning. Tove må helst ikke føle sig presset til noget lige nu. Men jeg kan mærke hvor meget jeg løj for hende lige før. Jeg ved faktisk ikke om jeg kan håndtere det hvis hun afviser mig nu.
"Hvordan føles det?" spørger jeg hende efter et stykke tid.
"Det føles.. rart. Dejligt. Hvordan er det for dig?"
"Meget dejligt!" Hun klemmer dem en smule fastere. "Mmmm!" siger jeg bekræftende.
"Anna.. hvad skal jeg.. gøre?"
"Nyde det, måske? Ligesom jeg gør." Tiden står pludselig stille. Alt er perfekt, jeg har ikke lyst til andet end at stå lige her, i Toves forsigtige, usikre favntag. Men til sidst begynder tiden at gå igen, eller måske bare presse på for at gå. Jeg mærker en uro, en fornemmelse af at der før eller senere må ske noget mere.
"Tove, når du var sammen med Laust, kyssede I så hinanden?"
"Ja.. ja, det gjorde vi. Lidt."
"Hvordan var det?"
"Hmm.. hektisk. Akavet." Hun tænker et øjeblik. "Men også lidt rart. Intimt. Vi kom lidt tættere på hinanden. Eller sådan følte jeg det. Jeg ville gerne have gjort det lidt mere. Men Laust ville hele tiden videre. Til syvende og sidst ønskede han kun én ting."
"At kneppe?"
"Præcis. Den første gang syntes jeg det var lidt ophidsende at mærke hans begær efter mig. Men allerede anden gang tænkte jeg at jeg for hans skyld kunne have været hvem som helst."
"Så du ville gerne have kysset mere, og kneppet mindre?"
"I hvert fald ville jeg gerne have været sammen med en der havde lyst til at kysse mig!"
Jeg tøver i nogle sekunder, samler mit mod.
"Tove?"
"Ja?"
"Jeg har aldrig kysset nogen."
"Slet ingen?"
"Nej. Men jeg har lyst til at kysse dig!"
Tove svarer ikke noget, men hendes hænder glider af mine bryster, tager blidt fat i siderne af min krop, og drejer mig forsigtigt rundt, så vi atter står ansigt til ansigt og ser hinanden i øjnene.
Forstanderindens læber er smalle og fine streger, men Toves er fyldige og rundede, som en blomst der åbner sig mod mig. Vi nærmer os hinanden ganske langsomt. Da vore læber endelig mødes giver det et lille sæt i min krop. Følelsen er varm og rar. Jeg mærker Toves tunge komme forsigtigt ud, jeg stikker min egen frem, spidserne mødes, det kildrer dybt inde i mig. Vi står et stykke tid og lader tungespidserne lege forsigtigt med hinanden. Det er blødt og lækkert, jeg kunne nyde det uendeligt, hvis det ikke var for den grådige ophidselse der stille og roligt breder sig ud i min krop.
Tove rækker omkring mig, hendes fingre kærtegner blidt, forsigtigt, min nøgne ryg. Igen denne følelse af elektricitet, hendes kærtegn er større end udstrækningen af hendes fingerspidser, og de kryber under huden. Jeg må afbryde vores kys et øjeblik for at kunne trække vejret. Så mødes vore tunger igen, og samtidig lader jeg mine egne hænder glide op under hendes højhalsede, mærker den glatte hud på hendes ryg, først med fingerspidserne, så fastere, med hele håndfladen. Mine øjne er lukkede, al min koncentration er fokuseret på tungens og hændernes sansninger. Jeg kan fornemme hendes ophidselse, de ilninger der går igennem hendes krop, hendes åndedræt der bliver mere hektisk. Dette er ikke bare en interessant leg, hendes begær løber dybt i kroppen, ligesom mit. Efter lidt tid søger mine hænder længere ned, over bagdelen, mærker dens runding, klemmer en smule, fornemmer dens faste blødhed. Det ophidser hende voldsomt, hun rykker hovedet tilbage og gisper efter vejret. Jeg åbner øjnene, ser på hende, men ser også forbi hende, mod døren. Den er slet ikke ordentligt lukket som jeg troede, hun har bare sat den på klem, og lige idet jeg tænker at vi egentlig burde gøre noget ved det begynder den til min skræk at åbne sig, og forstanderindens ansigt kommer til syne!
Hun spærrer øjnene op, stopper et øjeblik i sin bevægelse, som om hun ville lukke døren igen og skynde sig væk, men indser at jeg har set hende, og skynder sig i stedet indenfor og lukker døren til. Tove bemærker mit chokerede ansigtsudtryk, afbryder omfavnelsen og snurrer rundt. I flere sekunder står vi alle tre og stirrer på hinanden i tavshed. Mine tanker er en pose kartofler med hul i. På enhver anden kostskole ville denne situation være ensbetydende med skandale, hjemsendelse, bestyrtede forældre, alvorlige samtaler med læger og psykiatere. Men hvad vil der ske her? Vil forstanderinden dække over os? Vil hun være jaloux på Tove? Eller vil hun ofre os for at redde sig selv og skolens omdømme?
"Jeg troede vi havde en aftale klokken otte, Anna!" Hendes stemme har stadig sit myndige og lidt strenge tonefald, men det er tydeligt at det var det hun havde tænkt sig at sige, og nu siger hun det i mangel af bedre ideer. Ikke desto mindre skammer jeg mig, fordi jeg ikke tænkte på klokken, fordi jeg helt ærligt glemte alt om vores møde fra det sekund hvor Toves hænder omsluttede mine bryster. Jeg tvinger mig selv til at kigge hende i øjnene. "Undskyld, frk. Schmidt!" siger jeg meget lavmælt.
"Det var min skyld!" indskyder Tove hurtigt, "Det var mig der..".
Forstanderinden ignorerer hende, stirrer strengt på mig. "Anna, hvad har I talt om? Har du.."
Jeg ved hvad hun mener, og skammen bølger gennem min krop. Men jeg tør ikke lyve, ikke i denne situation hvor jeg slet ikke kan overskue hvad der kommer til at ske.
"Ja, frk. Schmidt! Jeg har fortalt.. om os.. om i tirsdags."
"Jaså! Det var meget forkert og uforsigtigt af dig, Anna! Men måske er det ikke så galt som det kunne have været. Jeg har vist taget fejl af dig, Tove? Var du ikke sammen med ham bagerdrengen nede fra byen?"
Tove ser mut ud, og mumler sit svar frem. "Der er ikke mere. Det var en fejltagelse."
"Det var det helt sikkert! Men måske en større fejltagelse for dig, end for så mange andre?"
"Hvad mener De?" Toves tonefald er pludselig trodsigt.
"At du ser ud til at være en del mere interesseret i Anna!"
"Eller Anna er interesseret i mig! Men jeg.. ved ikke.. det er ikke sikkert at.."
Jeg er forundret og lidt skuffet, hvordan i alverden kan Tove stadig stå og benægte når jeg mærkede hende skælve af ophidselse lige før, og forstanderinden kan se det på to meters afstand?
"Tove, det lyser ud af dig!"
"Det siger De! Men det må vel være mig selv der.." Hun går i stå. Jeg overvejer at sige noget, men er bange for at presse Tove mere end hun er i forvejen. Hvorfor er det så svært for hende at erkende det? Hun ser på mig, pludselig med et skyldbetynget udtryk i ansigtet, som om hun opfatter det svigt jeg føler. Men hun siger ikke mere.
Forstanderinden vender sin opmærksomhed imod mig.
"Anna, jeg er meget skuffet over at du alligevel ikke kan holde på en hemmelighed!"
"Det var også min skyld!" prøver Tove igen. "Anna prøvede at.. at være loyal over for Dem, men jeg pressede det ud af hende!"
"Ja, du har været vores mest uvorne tøs siden du kom! Men lad det nu være! I skal begge to lære at være meget mere forsigtige. Hvem som helst kunne være kommet ind ad den dør. Det er som om I ikke helt forstår hvor farligt det her er. Hvor galt det kan gå for jer begge.. og måske også for mig, og for skolen!"
"Undskyld, frk. Schmidt!" gentager jeg, stirrer skamfuldt ned i gulvet, føler mig som et får.
"Vi lover at det ikke skal gentage sig!" siger Tove, og jeg føler igen en skuffelse brede sig i min krop. Hvad er det Tove ikke vil gentage? Er hun på fuld retræte fra de følelser jeg lige har mærket så umiskendeligt i hende?
"Det er den helt forkerte konsekvens at drage." siger forstanderinden, og vi kigger begge overraskede op på hende. "Det skal bare ikke være her! Der er for mange som kan høre os. I må komme over i forstanderboligen. Tag bagvejen, langs skovkanten. Gå omkring huset og ind ad bagdøren, den er åben. Anna går om fem minutter, Tove om ti!"
Hun drejer omkring, åbner døren og forlader værelset uden at sige mere. Tove og jeg kigger fortumlede på hinanden.
"Hvad var det for noget med en aftale?"
"Hun havde bedt mig om at stille på kontoret klokken otte. Jeg går ud fra at hun ville have.. vist mig noget mere. Men jeg ved ikke præcist hvad.
"Hvad.. tror du hun vil gøre nu?".
"Aner det ikke! Men du kan ikke blive ved med at.. altså, du må.. bestemme dig." Jeg har lyst til at tale ud af posen, men er bange for at skræmme hende endnu mere.
"Hvorfor? Altså, hvorfor skal hun nu blande sig i det?"
"Hvis det ikke var for hende havde vi ikke stået her!"
"Og godt det samme måske!"
"Hold op, Tove! Jeg mærkede dig skælve lige før! Forstanderinden har ret."
"Årh, hold selv op. Du siger jeg skal bestemme mig, men I har sgu begge to så travlt med at bestemme for mig!"
"Og du har travlt med at flygte fra dig selv og dine egne følelser!" Min stemmeføring er hård, jeg kan ikke længere beherske mig.
Tove stirrer tavst på mig i nogle sekunder, hendes læber dirrer, jeg kan se hun tager tilløb til et svar, men det vil ikke komme ud. Til sidst er det som om hun slapper af i ansigtet, og synker lidt sammen.
"Anna.. undskyld! Det er bare så.. overvældende for mig. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tro. Men jeg ville ikke.. såre dig."
"Det gør ikke noget Tove. Jeg ved godt det er svært. Det nytter bare ikke at løbe sin vej."
"Men hvad VIL hun gøre, tror du?"
"Jeg ved knap nok hvad hun ville have gjort med mig alene. Jeg har slet ingen ide om hvad hun vil gøre med os begge to."
Vi står lidt og kigger på hinanden, ingen af os ved rigtig hvad vi skal sige. Jeg tager langsomt min brystholder på igen, derefter skjorten, fumler med knapperne, til sidst mine sko. De fem minutter er vel også snart gået.
"Jeg.. jeg går derover nu." Jeg er stadig usikker på hvad Tove vil stille op.
"Vi ses!"
Jeg smutter forsigtigt ud ad døren, kigger til højre og venstre, men der er ingen på gangen. Jeg smyger mig musestille nedenunder, ud ad fordøren, bagom hovedbygningen ad den lille uoplyste sti, hvor jeg nærmest må famle mig frem. Aftenmørket har lukket sig tæt, og der er heldigvis ingen måne. Efter et stykke tid får jeg famlet mig om bag hækken og ind til forstanderboligen, finder bagindgangen. Den fører ind i et bryggers med syltekrukker, løg, kartofler og forskellige andre ting. Jeg går gennem den næste dør, kommer ind i en smal, dunkel gang.
"Herinde, Anna!" kommanderer forstanderindens stemme fra bagved en dør hvor en smal lysstribe trænger ud. Jeg går igennem døren. Det er ikke stuen men soveværelset hun har vist mig ind i. Rummet er halvt fyldt ud af en ret bred seng på over halvanden meter, et natbord på den ene side og et højt skab på den anden, flere indbyggede skabe i den frie væg bag ved sengens fodende. Forstanderinden står ved siden af sengen, modsat den side hvor døren er. Jeg lægger mærke til at et kraftigt rullegardin er trukket forsvarligt for.
Vi stirrer på hinanden et stykke tid, ligesom forlegent, det var sikkert klogt at lade os gå hver for sig, men nu ved ingen af os rigtigt hvad vi skal sige til hinanden inden Tove ankommer. En dyb følelse af svigt nager mig stadigvæk. Måske skulle vi benytte chancen til at tale ud.
"Frk. Schmidt.. jeg er ked af at.. at De skulle se mig.. sammen med Tove. Jeg ved ikke hvad.. det er bare så forvirrende det hele!"
"Du skal ikke undskylde, Anna. Jeg er ikke.. jaloux.. på dig, eller på jer. Vi er så få, og der er så langt imellem os. Og vi kan ikke række åbenlyst ud. Måske kan du og Tove være noget for hinanden. Men i jeres alder kan man ikke være sikker på noget."
"Tak, frk. Schmidt!" mumler jeg usikkert, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige, men min følelse af skyld er en smule på tilbagetog. Jeg hører yderdøren gå.
"Herinde, Tove!" siger forstanderinden.
Tove kommer ind, vi står et øjeblik og kigger ubeslutsomt på hinanden.
Så fremstammer jeg det ene spørgsmål der virkelig presser sig på for mig, og sikkert også for Tove.
"Hvad.. hvad vil De med os, frk. Schmidt?"
"Jeg vil lære jer hvem I selv er! Hvad I vil stille op med det er jeres egen sag."
"Er det meget.. forkert, det vi gør?"
"Det er er nogen der synes. Men jeg mener at det er dem der tager fejl. I jeres alder er det bare meget svært at være sikker på noget som helst, og ikke mindst sig selv. Jeg vil forsøge at give jer nogle oplevelser der er så stærke at I må tro på dem. Tro på jer selv. Dengang jeg selv var ung.. jeg vidste ingenting. Jeg ville ønske at nogen havde gjort det samme for mig."
Jeg forsøger at forestille mig forstanderindens liv. Den farlige hemmelighed, den ensomme afsondrede tilværelse på skolen, flygtige erotiske forhold til skolepiger som er alt for unge til at det kan blive.. mere. Jeg mærker en klump i halsen. Samtidig bliver jeg pinligt bevidst om hvor vigtig Tove er for mig.
Forstanderinden kigger igen strengt på os. "Men I er nødt til at forstå hvor farligt vi lever, hvor forsigtige vi må være. Omverdenen betragter os som unaturlige og.. syge, ja, slet og ret syge! Jeg vil bevise for jer at det er forkert. At det vi gør er lige præcis det vi er skabt til. Men det ændrer ikke på at vi må gå umådeligt forsigtigt til værks. De andre.. de ´normale´.. vil aldrig tro på at det vi føler kan være sundt og naturligt. Jeg vil forsøge at dække over jer så godt jeg kan. Men hvis andre på skolen opdager noget.. så kan jeg måske ikke.. det er også farligt for mig! Og desuden må jeg tænke på skolens renommé."
"Vi forstår, frk. Schmidt!" siger jeg lavmælt.
"Det er jeg ikke helt sikker på at I gør. Men det kommer I til!" Hun kigger atter op på os. "Tag jeres.. nej vent. Anna. Klæd Tove af!"
Jeg mærker et sug i maven. Hvad det end er forstanderinden har tænkt sig der skal ske, så begynder det nu. Oplevelser der er så stærke at vi må tro på dem. Jeg tænker på den oplevelse jeg allerede har haft, i tirsdags over hendes knæ. Min såkaldte ´fornuft´ fik næsten bugt med den i løbet af ugen. Nu må vi se hvor langt den næste vil række.
Jeg træder om bagved Tove, tager fat for neden i hendes højhalsede og begynder at trække den opefter. Hun strækker armene i vejret, hun virker mere sikker på sig selv nu. Måske havde hun brug for at være alene i nogle minutter, ligesom jeg havde i tirsdags. Måske er det bare lidenskaben der tager overhånd hos hende. Jeg trækker sweateren over hovedet på hende, ser betaget på hendes nøgne hvide ryg med det elegante svaj. Selv om jeg har set hende nøgen før er det en helt anden fornemmelse nu. Mine hænder glider blidt ned langs hendes flanker, jeg mærker en svag skælven gå igennem hende, en kildrende ophidselse i mit eget mellemgulv. Forstanderinden nikker anerkendende.
Jeg åbner hendes nederdel, lader den falde til gulvet i en krans om hendes fødder. Hendes bagdel har den fylde som brysterne endnu mangler, spænder de hvide bomuldstrusser godt ud. Mine hænder skælver svagt da jeg tager fat i dem på hver side af hendes hofter, og langsomt begynder at skrælle dem nedefter. Jeg går ned i knæ, hun løfter fødderne, den ene efter den anden, så jeg kan tage trusserne helt af hende. For en ordens skyld tager jeg også hendes sokker af, og lægger nederdelen til side. Så går jeg roligt tilbage i stående stilling, lader hænderne glide blidt op ad siderne på hendes lægge og lår, for til sidst at slutte hende om livet, og trykke hendes nøgne krop tæt ind mod mig. Hun stønner sagte, åndedrættet er tungt. Vi står i nogle sekunder og mærker hindandens kropsvarme. "Udmærket, Anna!" siger forstanderinden med et lille anerkendende nik, som om hun roste en stil eller en opgave jeg havde afleveret. "Og nu dig, Tove!"
Hun behøver ikke sige mere. Tove træder ud af mit favntag, vender sig om, og begynder at knappe min skjorte op, roligt, eller i hvert fald så roligt som hun nu kan. Rækker omkring min ryg, og fjerner brystholderen. Hun læner sig fremover, kysser min venstre brystvorte forsigtigt, lader læberne klemme om brusken, suger svagt. Derefter den højre. Ophidselsen begynder at løbe gennem hele min krop nu. Hun bøjer sig mere frem, trækker nederdel og trusser af mig, hendes hænder omslutter min bagdel, udforsker dens kurver, klemmer forsigtigt til som var hun usikker på dens konsistens. Nu kilder det rigtig meget i mellemgulvet, og jeg begynder at lægge mærke til saften mellem mine ben.
"Læg jer op på sengen!" siger forstanderinden, og gør et kast med hovedet. "Vend jer om på siden, ind mod hinanden." Vi gør som hun siger, spændte, stakåndede. Hun sætter sig op over os, skræver med et knæ på hver side, ansigtet i retning af vore fødder, sænker sin bagdel ned så den støtter svagt på vore skuldre, lader os mærke dens varme blødhed. Hendes lår klemmer os ind mod hinanden, de er faste, stærke. Vi bliver trykket tæt sammen, jeg mærker Toves kropsvarme, og forstanderindens, det ophidser mig endnu mere. Vore læber finder hinanden, vi kysser blidt, forsigtigt, men så bliver det pludselig grådigt. Samtidig mærker jeg Toves ene hånd famle over mit venusbjerg, det kilder, den søger længere ned, finder mine fugtige skamlæber, jeg gisper. Uvilkårligt søger min egen hånd ned mod hendes skød, vi vrider os og retter på vores stilling så vidt som forstanderindens lår tillader det, indtil vi begge kan komme til. Og så begynder vi at udforske hinanden, jeg mærker min egen lyst stråle op igennem kroppen da Tove finder min klitoris, men jeg mærker også hendes, er intenst opmærksom på hendes reaktioner. Vi er allerede for stakåndede til at kysse ordentligt, men vore ansigter er presset tæt op ad hinanden, Toves tunge åndedræt kilder svagt i mit ene øre, det er ret lækkert.
Forstanderinden kærtegner min bagdel med den ene hånd, lader fingrene glide ind mellem mine balder, ligesom da jeg lå over knæet i tirsdags. Jeg kan mærke på Toves reaktioner at hun spejler bevægelsen med den anden hånd, over Toves bagdel. Hun begynder at kilde i vore røvhuller, det er sindssygt ophidsende, vi begynder begge to at klynke nu, kommer med små hvin når den anden får trykket helt rigtigt på klitten, og et jag af vellyst skyder op igennem kroppen. Det er første skoledag. Vi er meget lærevillige. Jeg kan mærke at forstanderinden også er voldsomt ophidset oven på os, men det er ingenting imod den lyst jeg føler strømme imellem Tove og mig, som om vi var en slags kortsluttet elektrisk kredsløb. Forstanderindens fingre begynder at trænge længere op i vore numser, det er så vanvittig lækkert, vore egne fingre glider også dybere ind, vi udforsker hinandens indre, og registrerer resultatet i form af stønnen, ilninger, små skrig. En kontinuerlig skælven spreder sig ud i hele min krop, jeg mærker den også i Toves, vi er meget tæt på at komme, så tæt, hvis bare vi kunne finde ud af at gøre det helt rigtigt..
Pludselig mærker jeg forstanderindens fingre forsvinde ud af mig, og sekundet efter smælder et svidende slag på min ene balde. Jeg skriger højt, samtidig med at jeg hører det smælde i Toves bagdel, ikke fordi slaget gør voldsomt ondt, men fordi det udløser et kæmpe chok i min krop. Forstanderinden klasker løs i vore ender, faste hurtige slag, og orgasmens voldsomme bølger bruser igennem min krop, og videre ind i Toves, jeg mærker hende spjætte, hendes skrig er gennemtrængende tæt imod mit øre, jeg skriger selv, vrider mig under forstanderindens vægt, orgasmen er langtrukken, blæser vore kroppe og vore hjerner igennem så vi glemmer alt.
Så bliver vore kroppe slappe, veltilpasse, forstanderinden stopper slagene, og frigør os fra sine lårs skruestik. Jeg vælter om på ryggen, tung i hele kroppen. Forstanderinden er også stakåndet og ildrød i hovedet, i et langt stykke tid er der kun lyden af vore åndedræt der langsomt falder til ro.
"Hold da op!" siger Tove til sidst. "Hold da op.. hvor har jeg været dum!"
"Lad være med at bebrejde dig selv!" siger forstanderinden hurtigt, bestemt. "Det fører ingen steder hen. Og det har været svært for os alle sammen."
"Jamen jeg VIDSTE det jo! Når jeg ser tilbage på det nu. Jeg blev jo ophidset når De gav mig smæk. Og Anna.. jeg har været så led overfor dig. Men.. det var mig selv jeg var bange for!"
Jeg kigger forundret på hende, ser at hendes øjne er blanke. "Hvordan det?"
"Jamen.. jeg SÅ dig jo lige fra din første skoledag. Og jeg tænkte at jeg hadede dig fordi du var så pæn og artig, og samtidig sød og smuk og klog og alt muligt. Jeg.. misundte dig. Eller det troede jeg at jeg gjorde. Men jeg var jo tiltrukket af dig, det kunne jeg bare slet ikke erkende."
"Selvfølgelig kunne du ikke det!" siger forstanderinden. "Ingen har nogensinde fortalt dig at sådan noget overhovedet kunne være en mulighed."
"Måske ikke, men vi ved det jo godt alligevel. Jeg.. vi.. kan jo også godt mærke hvad De.. føler.. når De giver os smæk." Forstanderindens mund trækker sig sammen, men hun siger ikke noget, bemærkningen giver hende tydeligvis noget at tænke over. "Vi ved godt at det eksisterer. Men JEG kunne jo ikke være sådan. Det ville være for.. jeg ved ikke hvad.. forkert. Skamfuldt. Men jeg burde jo have forstået det. Jeg som sætter en ære i ikke at lade mig styre af skam og skyldfølelse."
"Ja tak, det har vi bemærket!" siger forstanderinden. "Men du var svær at læse, Tove, også for mig. Hvad er det for noget med at du har været led overfor Anna?"
"Det er ikke noget!" siger jeg hurtigt. "Ikke noget vigtigt. Bare.. tøsefnidder. Tove, jeg er ligeglad med hvad der er sket. Det der tæller er hvad der sker nu. Hvad vi føler nu."
Tove synker engang. "Du er så sød, Anna. Men.. jeg føler det som jeg har svigtet dig. Og også mig selv. Som om jeg fortjente en kæmpe endefuld!"
"Ja det kunne du nok tænke dig!" siger forstanderinden med et lille indforstået smil. Tove kan ikke lade være med at smile igen, selvom hun stadig virker meget berørt. Jeg ser atter op på forstanderinden.
"Frk. Schmidt, hvorfor.. virker det egentlig? Altså, endefuld.. hvorfor bliver vi ophidsede af det, når det også gør ondt?"
"Det er forskelligt. Nogle skammer sig. Nogle tænker for meget. Nogle synes det er frækt at lade sig dominere. En god endefuld hjælper på det alt sammen. En blid endefuld som I fik lige før er bare fræk og stimulerende. Men det virker ikke på alle, det må I ikke tro."
Jeg kigger hen på Tove. Jeg har lyst til at omfavne hende, elske hende blidt og inderligt. Jeg har ikke lyst til at dominere hende, eller slå hende. Eller at hun skal dominere mig. Så kigger jeg tilbage på forstanderinden. Jeg har lyst til at lade mig dominere af hende, at lægge mig over hendes knæ med den bare numse i vejret. Hvad fanden er det her egentlig for noget?
Tove har samlet sig igen, hun fastholder forstanderindens blik, taler langsomt, overvejer sine ord. "Jeg har lyst.. jeg trænger.. til at få en rigtig endefuld. Af Dem. Fordi jeg har været så dum, og så led overfor Anna. Og bagefter, så vil jeg.. tilfredsstille Dem. Gøre for Dem lige hvad De ønsker."
Forstanderinden ryster på hovedet. "Det her handler ikke om mig. Det handler om jer!"
Tove er insisterende. "Lad nu være, jeg kan godt mærke hvad De føler. Og det er ikke fordi vi.. skylder Dem noget. Det er fordi jeg har LYST til at tilfredsstille Dem."
Jeg kigger også op på forstanderinden, fanger hendes blik. "Frk. Schmidt.. lige siden jeg startede på skolen har jeg fantaseret om at se Dem nøgen!"
Forstanderinden er tavs i nogle sekunder. Så er det som om hun tager en beslutning.
"Udmærket. Tove, vend dig om på maven. Anna, sæt dig op i hovedenden der!" Hun vinker med armen, jeg sætter mig op ad sengegærdet, lige ud for Tove. "Hold hendes arme!" Tove rykker sig lidt fremefter, lægger hovedet i mit skød, slår armene om min lænd. Igen kilder det i kroppen ved hendes berøring. Tøvende rækker jeg armene ind under hendes skuldre, samler hænderne over hendes ryg, så jeg kan holde hende i et fast greb hvis det bliver nødvendigt. Forstanderinden sætter sig på knæ i sengen ved siden af Toves numse, dens flotte indbydende buer, hvide med en svag lyserød tone fra det vi foretog os lige før. Hun lægger sin hånd over den ene balde, mærker sig omhyggeligt dens runding. Så løfter hun hånden, og tager fat.
Først er det blidt, afmålt, jeg ser den lyserøde farve brede sig over Toves bagdel, hun siger ikke noget, men hun knuger armene tæt omkring mig, jeg mærker ophidselsen brede sig i hende, og også i mig. Forstanderindes ansigt er strengt, sammenbidt, koncentreret. Endefulden bliver gradvist hårdere, Tove begynder at stønne og rykke lidt på sig, hun knuger armene meget hårdt omkring mig nu. Hendes bagdel bliver højrød, og så mørkerød, slagene regner ned over den, hendes stønnen bliver tungere, går over i klynk, små udbrud, skrig. Jeg fornemmer at hun forsøger at holde det tilbage, ikke at lade sig mærke med det, denne gang vil hun gerne gøre endefulden hård. Det stikker mig lidt i hjertet at hun måske skammer sig på grund af mig. Men hele situationen er også ophidsende. Tove begynder at skrige højere nu, hele hendes numse er mørkerød, hun vrider sig, spjætter med benene, nu må jeg bruge mine kræfter for at holde hende fast. Da hele hendes underkrop begynder at flagre fra side til side, og hun skriger af fuld hals ind imod mit maveskind holder forstanderinden endelig op.
"Rejs dig op, tag hænderne på nakken!" kommanderer hun. "Ikke noget med at tørre dem af!" Tove lystrer, på forstanderindens kommando vender hun ryggen til os og stirrer ind i væggen. Forstanderinden ser på mig, ser mine røde kinder, den svage skælven i min krop, lytter til mit tunge åndedræt. Hun sætter sig på sengekanten. "Anna.." Hun behøver ikke sige mere. Jeg kravler hen til hende, lægger mig henover hendes lår med enden indbydende i vejret.
Igen dette sug i maven. Igen hendes tunge stærke arm over min lænd. Igen ophidselsen ved de første, indledende slag, der går over i en smerte som drukner min bevidsthed, skyder alle tanker og følelser brutalt til side, igen den befriende følelse af at skrige højt og sprælle hjælpeløst. Og igen den brusende sitrende ophidselse der breder sig ud i kroppen da hun stopper slagene og lader mig komme til mig selv igen.
"Op med dig!" kommanderer hun, jeg rejser mig forsigtigt, fortumlet, folder hænderne bag ved nakken selvom de meget hellere ville være nede over numsen, og stiller mig hen ved siden af Tove. Vi veksler et kort blik, en følelse af fræk samhørighed som vi står der side om side med hænderne på nakken og stiller vore ildrøde numser til skue for forstanderindens sultne blik. Jeg kan høre hende bevæge sig, svage lyde af knapper der åbnes, tøj i bevægelse. Aner hvad der nu er på vej, Tove aner det også, vi skæver svagt til hinanden, men vover ikke at kigge bagud.
"Godt, vend jer om!" kommanderer forstanderinden. Vi vender os begge, tøvende, hænderne stadigvæk bagved nakken, vi ser tværs over sengen, forstanderinden står på den modsatte side. Det gibber i mig, hun har klædt sig helt af, det jeg har fantaseret om så længe er stillet til skue lige foran mig. Hun har slået det sorte hår ud så det indrammer hele hendes ansigt, og de intense blå øjne der stirrer på os. Mit blik suges nedad mod hendes bryster, de er bløde, fyldige, hænger tungt men strutter også fremad. Jeg anede ikke at en moden kvinde kunne have så flotte bryster. Mine øjne glider længere ned, mavens bløde bule, de brede hofter, stærke kraftige lår, det hele indrammer den kulsorte vildtvoksende dusk i centrum. Der er et helkropsspejl bag hende, det viser hendes balder, de er som brysterne, store, tunge, bløde. Hun er ikke ligefrem sådan en pinup-type der kommer op at hænge på væggen i drengenes værksteder. Ikke desto mindre fylder synet af hende mig med en dump ophidselse, og det rykker næsten fysisk i mine hænder for at komme til at røre ved hende.
"Tove! Læg dig op midt på sengen, på ryggen!" Hendes stemme er fast, kommanderende, hvordan skulle den også kunne være andet efter den omgang hun lige har givet os? Tove lystrer, lægger sig forsigtigt til rette, hun bøjer godt i benene så hun kan ligge uden at støtte for meget på den ømme numse. Forstanderinden kravler op i sengen, skræver over Tove, ansigtet vendt mod hendes, skyder knæene frem foran Toves hoved, så hendes skød svæver over ansigtet. Hvad har hun tænkt sig? "Ud med tungen, tøs!" Tove adlyder på ny, og nu sænker forstanderinden sig forsigtigt ned over hende, justerer sin stilling, en svag stønnen afslører da Toves tunge rammer det rigtige sted. Hun bevæger sig meget forsigtigt over Toves mund, hendes ansigt afspejler intens koncentreret nydelse, øjnene kniber sammen mens læberne skilles let.
Synet af hendes let adskilte balder der bevæger sig over Toves bryster ophidser mig helt vanvittigt. Jeg kan ikke stå uden for det her. Jeg kravler op i sengen, sætter mig overskrævs bag forstanderinden, rækker forsigtigt hænderne omkring hende, ligesom Tove rakte omkring mig i en eller anden fortid der allerede føles uendelig fjern. Finder brysterne, omslutter dem, mærker vorternes stivhed, ælter dem forsigtigt, trykker mig ind mod forstanderindens ryg og bagdel, mærker på ny varmen fra hendes krop. "Ja!" stønner hun svagt, bekræftende, jeg trykker mig tættere mod hende, nu kan jeg mærke hvor ophidset hun er, hvordan hun reagerer på mine kærtegn, men også hvordan hun trykker sig fastere ned over Tove, gør sine bevægelser større, bredere. En blid duvende rytme begynder at gå igennem os, jeg trykker mig tættere mod hende, kommer til at tænke på den kildrende fornemmelse af Toves åndedræt i mit øre. Jeg sætter min mund tæt mod forstanderindens øre, ånder forsigtigt, mærker hendes reaktion, stikker prøvende tungen frem. "Åååh ja, Anna!", hun stønner det frem, som en anerkendelse. Hendes underliv begynder at køre frem og tilbage over hele Toves ansigt, trykker hende ned mod madrassen, jeg kan høre hende snappe efter vejret i de øjeblikke hvor forstanderinden løfter sig, samtidig med at hendes krop begynder at vride sig uroligt.
Jeg ved ikke hvor længe det varer, vi er i et tidløst rum, og dog kan jeg mærke tiden gå ved at forstanderindens ophidselse stiger, og stiger. Hun rider Tove hårdere og hårdere, jeg kommer til at tænke på dengang jeg lå over hendes knæ, og hun pillede ved mig, hvordan lysten i min krop kunne bygge op og op til noget gigantisk som jeg ikke anede jeg havde i mig. Nu mærker jeg det samme i forstanderinden, det skvulper over i mig, jeg stønner af ophidselse, en sitren gennem hele min krop. Så mærker jeg pludselig at forstanderindens krop ligesom spænder op, hun trækker vejret ind, pludseligt, abrupt, og i næste nu slippes kræfterne fri, eksplosioner, stempelslag ned i Toves ansigt, voldsomme kramper igennem hele den store stærke krop som jeg stadig omslutter med mine arme. Hun skriger eller jamrer ikke, kun en dyb, voldsom stønnen afslører hendes intense nydelse.
Da orgasmen klinger af løfter hun sig en anelse, og jeg hører Tove hive efter vejret nede på sengen. Men så tager forstanderinden fat igen, og jeg mærker på ny Toves krop vride sig og blive levende under mig. På en indskydelse læner jeg mig bagud, rækker nedefter med den ene hånd, fingrene stryger over Toves venusbjerg, og så længere ned, finder ind imellem de fugtige skamlæber. Spasmer igennem Toves krop, to fingre ind, længere op, forstanderindens nøgne ryg foran mig, den går op og ned, frem og tilbage i abrupte bevægelser. Hendes balder der skiller og samler sig, min frie hånd glider ned over dem, ind mellem dem, fingrene finder røvhullets åbning, borer sig op. I nogle intense sekunder, eller jeg ved ikke hvad, spidder jeg Tove med den ene hånd og forstanderinden med den anden, jeg mærker Tove eksplodere under mig, hendes skrig bliver til en dæmpet mumlen ud i forstanderindens skød, mens forstanderindens tunge kraftige stønnen vokser, bliver til en brølen der fylder rummet. Tunge, voldsomme kramper går igennem hendes krop, indtil hun til sidst slapper af, ruller sig ned af Tove og om på ryggen ved siden af hende.
Ingen af os har noget at sige lige med det samme. Tove gisper efter vejret, som en skibbruden der lige har reddet sig op på stranden. Jeg kan se forstanderinden samle sig igen efter ekstasens altgennemtrængende bølge. Jeg ved ikke selv hvad jeg skal sige, mit åndedræt er tungt, hele min krop dirrer af ophidselse. Forstanderindens blik låser sig fast på mit, hypnotisk, hun sætter sig langsomt op i sengen, de fine tynde læber danner et utydeligt smil.
"Din frække, uartige, lille tøs!" Hun taler langsomt, med eftertryk på hvert ord. Hun springer frem mod mig, vælter mig ned på ryggen, tvinger mine lår fra hinanden, det suger helt vildt i maven. Hun slynger sine egne stærke lår omkring min mave og ryg, vender sig så vore kroppe peger væk fra hindanden, skyder sit skød op imod mit. Jeg mærker hendes klitoris gnubbe forskende mod mig, forstår hvor hun vil hen, flytter på min position indtil de to små kildne bønner gnider frydefuldt mod hinanden. En brændende ophidselse skyder op gennem mit underliv, jeg trykker mig grådigt ind imod hende, hun stemmer imod, vi gnubber intenst, jeg kan mærke at også hun har mere i sig. Lysten spreder sig ud i hele min krop, omslutter mig, jeg arbejder energisk imod hende, men det er som om noget mangler, jeg kan ikke komme det sidste lille stykke vej til forløsningen. Efter en rum tid mærker jeg forstanderinden slappe af, hun skyder sig forsigtigt en lille smule fra mig, og ser mig i øjnene.
"Anna, har du nogensinde været sammen med en dreng?"
Jeg ryster på hovedet, endnu stakåndet, og ildrød i kinderne.
"Er din mødom intakt?"
"Ja, frk. Schmidt."
"Skulle vi så ikke se at få gjort noget ved det?"
Igen ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige. Hun rækker en arm bagud, åbner en skuffe i natbordet, og trækker en aflang genstand frem. Det tager mig nogle sekunder at begribe hvad det er. Den er skåret ud i træ, formet, slebet og pudset i ét stykke. Nogen og tredive centimeter lang, og vel omkring fire centimeter i diameter. I hver ende en lidt tykkere bule, og midtpå en smal skive der er flere centimeter bredere end resten.
Først da hun fører den ene ende op i sin frodige sorte dusk, og forsigtigt lader den forsvinde hele vejen indtil midterskiven trykker mod hendes underliv forstår jeg til fulde hvad hun har for. Hun skubber sig forsigtigt frem mod mig igen, og fører langsomt spidsens tykke champignonshoved ind mellem mine skamlæber. Jeg gisper højlydt da jeg mærker trykket mod klitten, og længere oppe. Hun trykker den meget nænsomt og koncentreret ind, og på et tidspunkt mærker jeg ligesom et stik, en kort skarp smerte, der straks efter bliver blødere og mere diffus. Det giver et lille sæt i min krop, og en trækning går over mit ansigt. Hun stopper bevægelsen, betragter mig indgående.
"Gør det ondt?"
"Lidt. Men det gør også godt."
"Skal jeg fortsætte?"
"Prøv! Forsigtigt."
Hun skubber på igen, uendelig blidt og forsigtigt. Penisattrappen glider længere op i mig, indtil den opsluges helt, og vi begge støder op imod midterskiven. Så trækker hun sig bagud, og attrappen glider lidt baglæns igen. Den diffuse smerte er der stadigvæk et sted, men nu ledsaget af en dyb og intens nydelse, som jeg aldrig har oplevet før. Hun presser sig igen mod mig, så attrappen går helt i bund.
"Er det godt, Anna?"
"Ja. Det er meget, meget godt."
Jeg suges ind i nydelsen, laver blide rytmiske bevægelser med og mod forstanderinden, de vokser langsomt, lysten spreder atter ud i min krop omslutter den, det bliver voldsomt, vi støder hårdt mod hinanden, jeg skriger dæmpet, så kraftigere, er meget tæt på at komme.
Og så læner Tove sig omsider ind over mig, omslutter mig med sine arme, trykker læberne mod mine brystvorter, slikker dem, suger på dem, krammer mig intenst. Pludselig løsner alt op inden i mig, jeg kommer langt, dybt og voldsomt, ved ikke om jeg skriger eller brøler eller jamrer, eller måske det hele på en gang, er bare opfyldt af en nydelse som er endnu mere dyb og intens end noget andet jeg har prøvet, selvom jeg ikke længere troede det var muligt.
Hvor længe det varer ved jeg ikke, men da det slutter er jeg fuldstændig tom, ligger slapt på ryggen og kigger op i loftet. Til sidst hører jeg forstanderindens stemme.
"Hvad har vi så lært?"
Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, min hjerne er som kogt makaroni. Men Tove har svaret.
"At man sagtens kan klare sig uden mænd!"
"Nemlig!" siger forstanderinden. "I er lærenemme, begge to. Men det må være nok for i aften. Det er vigtigt at I kommer tilbage på jeres værelser og sover hver for sig i jeres egne senge inden det er for sent. Husk hvad jeg sagde før. Vi kan aldrig nogensinde være for forsigtige."
Jeg har lyst til at protestere, men min hjerne kan ikke rigtig finde på nogen ord. Vi klæder os langsomt på, helt ved siden af os selv, det er som om alle bevægelser skal læres på ny. Da vi til sidst er fuldt påklædte står vi usikkert overfor forstanderinden, som stadig er helt nøgen.
"Hvad.. sker der så nu?" spørger Tove.
"I sover på det i nogle dage, og tænker over hvad I selv synes. Jeg tror allerede jeg har lært jer meget. Og det er fantastisk heldigt at I har hinanden. Det er ikke sikkert vi behøver at.. ses.. på denne måde igen."
"JEG har lyst til at se Dem igen!" Tove taler igen langsomt, afmålt, prøver at give sine ord vægt. Forstanderinden ser hende i øjnene, hendes blik glider over på mig. Jeg siger ikke noget men nikker, bekræftende, og smiler ganske svagt.
"Nuvel, det kan vi tale om senere. Men nu skal I over i jeres egne senge. Anna, du går først."
Jeg lister mig ud ad bryggersdøren på samme måde som jeg kom, sniger mig igennem mørket, ind i beboelsesfløjen og op på mit eget værelse. Der er heldigvis ingen på gangen, men jeg kan høre dæmpede samtaler fra et par af værelserne. Perfekt, så lægger ingen mærke til mine forsigtige trin. Det er en lettelse da jeg slipper ind på mit eget værelse og lukker døren. Selvom jeg er fuldt påklædt, og satte mit hår så nogenlunde pænt foran forstanderindens spejl føler jeg stadigvæk at enhver der så mig lige nu ville kunne se hele aftenens forløb malet i mit ansigt.
Jeg går hen til vasken, slår lidt vand i hovedet, tørrer mig, og sætter mig hen på sengen. Klæder mig langsomt af igen, min krop føles pludselig umådelig træt og tung. Det bliver vist ikke noget problem at falde i søvn. Jeg slukker lampen og trækker dynen over hovedet.
Et minuts tid senere ser jeg til min forundring døren gå forsigtigt op, en smal lysstribe ude fra gangen, en skikkelse der smutter ind i værelset, det er Tove! Jeg sætter mig overrasket op i sengen, hun smutter lydløst hen til sengekanten, tysser på mig allerede inden jeg får sagt noget.
"Tove!" hvisker jeg. "Forstanderinden sagde at.."
"Forstanderinden kan sige hvad hun vil!". Tove er allerede i færd med at klæde sig af. "Det eneste rigtige sted for mig at sove i nat er her. Lige her, i min elskers favn!"
Hun smutter ned under dynen helt uden tøj på. Vi må ligge tæt sammen for at kunne være i den smalle seng. Hendes krop er varm, fast og blød imod min. Jeg mærker pludselig en mærkelig form for velvære, eller veltilfredshed, noget der spreder sig både i kroppen og i hovedet, en følelse af at jeg lige netop i dette øjeblik befinder mig det helt rigtige sted i universet.
"Tove.."
"Jah?"
Jeg tøver, jeg vil sætte ord på følelsen, men kan ikke hitte ud af det.
"Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig." Det lyder så banalt, jeg er skuffet over at jeg ikke kan formulere det bedre.
"Så lad være!"
"Lad være med hvad?"
"At gøre noget uden mig."
"Mener du det?"
"Ja, sgu!"
Vi ligger tavse et stykke tid, nyder at trykke vores varme kroppe mod hinanden, lytte efter den andens åndedræt i det tyste mørke. Jeg mærker igen den umådeligt tunge træthed i kroppen, nu blandet op med en vidunderlig tryghed.
"Godnat Tove!" hvisker jeg til sidst.
"Godnat Anna!" Jeg når kun lige at opfange det før søvnen trækker sin tunge dyne ned over mig.
Erotiske noveller skrevet af Anonym