De næste dage prøvede han at få Lin til, at tænke på noget andet. Han fortalte om båden og om sine planer med den og tog hende med ud at sejle en dag, hvor vejret var særlig godt. Lin havde aldrig sejlet, men synes vældig godt om det. Han lod hende styre, hvilket krævede så meget koncentration, at hun få en stund glemte, at nogen stræbte hende efter livet. Om aftenen spiste på båden, for ikke at Lin skulle blive set af nogle af Claire-Murdogh’s mænd, hvilket viste sig at være en god forholdsregl, for en eftermiddag fik han øje på to mænd i sorte jakkesæt der gik ud på alle bådbro’er og så undersøgende på alle bådene.
“Gå ned om læ og forhold dig i ro Lin” sagde han stille uden at tage øjnene fra de to mænd. Lin så forskrækket ud, men listede hurtigt ned i båden. Han tog en klud og begyndte at pudse et af de store rustfri elektriske spil. Efter nogle minutter nåede mændene ud til hans båd. Han rettede sig op og så nysgerrigt på dem. De havde begge sorte solbriller og igen kunne han se, at de bar våben under jakken. Den eneste forskel på dem var deres slips. Den enes var diagonalt stribet i to grå nuancer, mens den andens var mørkeblåt med små hvide prikker.
“I ser da ud til at være lidt ude af jeres rette element. Kan jeg hjælpe?” spurgte han muntert. De så undersøgende på ham og stribe svarede.
“Nej, vi er på udkik efter en båd og har fået lov til at se os omkring af bådmægleren”. Det vidste han var en løgn, for broerne er normalt aflåst og mæglerne gik altid med sine potentielle kunder.
“Dejligt! Der er intet som at sejle. Hvad kikker I efter? - måske jeg kender til en”. Stribe smilede.
“Vi leder efter en motorbåd. Noget ala... den der”. Han så sig om og pegede på en stor Sunseeker Manhattan 84. En absurd stor luxusyacht, af den slags man kun ser langs den sydfranske middelhavskyst eller her i USA.
“Hold da op! Nå, men den type kender jeg ikke så meget til, beklager. Fortsat god jagt” sagde han smilende og så bare på de to mænd. Stribe tog et foto op af inderlommen på sin jakke og holdt det op så Thom kunne se det. Det var et billede af Lin.
“Har du set denne kvinde?” Thom så undrende på mændene og lænede sig frem og betragtede billedet.
“Hvem er hun? Leder I også efter piger?” De to mænd smilede ikke længere.
“Har du set hende? Ja eller nej!!” spurgte prik irriteret. Thom så længe på ham.
“Næ. Men der kommer sjældent fremmede herud - broerne er jo normalt aflåst” svarede han udtryksløst. De to mænd var tydeligt provokeret af den flabede sejler, der tilsyneladende ikke lod sig skræmme af dem som de fleste andre gjorde, men deres professionalisme lagde bånd på dem og efter en kort akavet pause, smilede stribe igen og sagde
“Hvis du ser hende eller en stor attraktiv motorbåd, så ring venligst på dette nummer”. Han rakte Thom et visitkort. Thom tog kortet uden at bryde deres øjenkontakt.
“Naturligvis” svarede han, men de vidste begge, at det ville aldrig ske. Så vendte mændene om og gik. Han begyndte at pudse spillet igen, men holdt øje med dem til de satte sig i deres bil og kørte fra marinaen. Så gik han ned til Lin, som sad på sengen i agterkahytten med benene bøjede op foran sig. Hun var bange.
“Det var William’s mænd ikke?” spurgte hun frygtsomt.
“Jo. Men det er et godt tegn Lin. De har tabt sporet af dig og leder nu hvor du sidst blev set”. Logikken synes at berolige hende lidt.
“Men for en sikkerheds skyld, finder vi et andet sted ligge. Jeg proviantere lidt og så sejler vi - ok?” Lin nikkede.
“Kom her” hviskede han. Lin rejste sig og han lagde armene om hende. Sådan stod de længe.
Han hentede hvad de havde brug for og lagde fra. Havnemanøvren lavede han alene, så Lin ikke blev set på dækket. De sejlede ned til Key Biscayne og lagde sig for anker i Bill Baggs Cape, som har en fantastisk beskyttet lille bugt. Om aftenen hentede han lækker mad oppe fra Boater’s Grill, en charmerende fiskerestaurant der lå helt ned til vandet og havde sin egen anløbsbro. Lin ville gerne have været derinde, men han var nervøs for, at Claire-Murdoch havde midlerne til, at holde øje med de sociale medier med ansigtsgenkendelse og at hun skulle dukke op på et af de øvrige gæsters facebook eller Instagram opslag.
Søndag formiddag tog han en taxa til Miami International Airport, hvorfra han kunne flyve direkte til LaGuardia Airport i New York. Denne gang rejste han under et andet navn og indkvarterede sig på JW Marriott Essex House beliggende med udsigt over den sydlige ende af Central Park. Dagen efter satte han sig på Le Pain Quotidien allerede kl. 13. Han ville være helt sikker på at være der før Jennifer og forhåbentlig spotte hende inden hun opdagede ham. Foran caféen lå den lille sø New Yorkerne bruger til at sejle med fjernstyrede både i og han forstod hurtigt, hvorfor The Shadow’s kontakt havde valgt stedet. Det var muligt at sidde temmeligt anonymt, da de fleste cafégæsters opmærksomhed var rettet mod søen. Planen var, at flashe Reese’s store afskyelige guldring i forventning om, at hun ville genkende den og ikke ville kunne modstå fristelsen til at finde ud af, hvordan han var kommet i besiddelse af den og hvad han ville. Med lidt held, havde The Shadow allerede hørt om Reese og Nimbus’ død og så ville han uden tvivl gerne vide hvad der var sket.
De første par timer kom der mange blonde kvinder fra den kreative spelt klasse, men ikke umiddelbart nogen der fik hans alarmklokker til at ringe. Da klokken var kvart i fire, fik han pludselig øje på en høj lyshåret kvinde, der sad i det modsatte skyggefulde hjørne af caféen. Hun var iført en sort business agtig spadseredragt, højhælede sko og en sort hat med en bred skygge. Fingre og læber var røde i samme klare nuance som hendes stilletter og hun sad helt tydeligt og betragtede ham. Han løftede sit glas med isvand og hilste på hende. Hun reagerede ikke. Så kom servetrisen hen og tog hans tomme kaffekop og sagde
“Vi lukker om et kvarter - er der mere de har lyst til?”
“Nej, ellers tak. Må jeg drikke mit sidste isvand?” svarede han smilende.
“Ja selvfølgelig”. Så rejste kvinden i den sorte spadseredragt sig for at gå, men da hun var ud for ham, standsede hun og sagde dæmpet
“The Loeb Boathouse om 10 minutter”. Så gik hun hun uden at vente på svar. Loeb Boathouse var en restaurant få minutters gang fra caféen, så han ventede lidt inden han rejste sig.
Da han kom ind af døren i Loeb Boathouse, blev han straks mødt af en tjener.
“Miss Jennifer venter dem hr. Hvis de vil følge med mig?” Han gjorde en let bevægelse med hånden og gik foran ned til det bord, hvor Jennifer sad.
“Sid ned Mr. ?” Jennifer pegede på stolen overfor sig. Thom satte sig og svarede
“Mycroft. Archibald Byron Mycroft”. Jennifer tog langsomt en cigaret frem og tændte den uden at bryde deres øjenkontakt.
“Særpræget fingerring de har Mr. Mycroft”.
“Ja ikke - jeg fandt den på havnen forleden”. Tjeneren kom hen til deres bord og spurgte
“Ønsker de noget at spise eller drikke?” Jennifer svarede stadig uden at fjerne sit blik fra hans
“Jeg tager et glas chablis som jeg plejer Charles og de Mr. Mycroft?”
“Har de Hennessys gin?”
“Det har vi” svarede tjeneren.
“Så en G&T med agurk”. Tjeneren nikkede anerkendende.
“S’gerne”. Han drejede om på hælen og forsvandt lydløst mod baren.
“De var ved at fortælle om ringen” sagde Jennifer ledende.
“Åh ja, ringen. Jeg fandt den på pier 4 i New York. Den tidligere ejer får ikke brug for den længere”. Thom fortrak ikke en mine, men han kunne se i Jennifer’s ansigt, at hun vidste at Reese var død.
“Det var en skam Mr. Mycroft. Var det nu også nødvendigt?” Thom så undrende på hende.
“Det synes jeg. Ejeren af ringen og jeg havde et meget forskelligt syn på, hvordan man behandler hinanden, når man forslår et forretningsarrangement. Han mente man skyder hinanden og jeg mener man behandler hinanden med en anelse mere respekt”. De blev igen afbrudt af tjeneren, der kom tilbage med deres drikkevare og stillede dem på bordet. Jennifer løftede sit glas og hilste på Thom.
“Jeg forstår. Det beklager jeg. Chin”.
“Chin-chin”. Thom løftede også sit, nikkede og tog en slurk af drinken. Et næsten usynligt lille smil strøg over Jennifer’s læber i et split sekund idet hun drak af sin hvidvin. Han satte sit glas igen og sagde
“Lad os ikke spilde tiden Jennifer. Må jeg kalde dem Jennifer? Jeg vil gerne mødes... med The Shadow...“ Thom blev pludselig svimmel. Han rystede let på hovedet og så på sin drink og så på Jennifer. Hun smilede overbærende. Så blev alt sort.
“Nåh. Er du ved at vågne igen lille pus”. Kvindestemmen lød bekendt. Hans hoved gjorde ondt og lyset fra... et vindue måske? blændede ham. Langsomt kom det tilbage. Stemmen var Jennifer’s. Han kunne mærke, at han lå udstrakt og både hans hænder og fødder var bundet ud til siderne, så han lå i et X. Da hans øjne havde vænnet sig til lyset, kunne han se Jennifer stå for enden af det han lå på og betragte ham. Han var nøgen. Han lå i en stor seng. Rummet kunne godt være et hotel værelse. Jennifer åbnede sin habitjakke. Hun havde kun en sort bh på under. Hun tog jakken af. Så lynede hun lynlåsen ned på nederdelen og lod den glide ned på gulvet. Under den havde hun hofteholder og nylonstrømper. Hun beholdt de røde stilletter på.
“Hvad laver du??” spurgte han forvirret.
“Det er længe siden jeg har haft sex. Jeg møder sjældent nogen der giver mig lyst.” svarede hun kælent. Hun kravlede op i sengen og stillede sig over ham med et ben på hver side af ham.
“Det kunne du da bare ha sagt. Jeg er gerne til tjeneste!” Hun så ned på ham og forsøgte at afgøre om han løj. Hun satte den ene fod op på hans bryst og trykkede stillethælen hårdt imod hans hud. Han bed tænderne sammen, men åd smerten.
“De lyver vel ikke Mr. Mycroft. Hvad vil du The Shadow?” Hun pressede igen med hælen.
“Jeg har et job til The Shadow” svarede han sammenbidt. Jennifer smilede.
“Virkelig? Og hvem er opgaven så?”
“Det er kompliceret. Det vil jeg helst kun fortælle til ham selv”. Jennifer trådte ned på gulvet igen. Hun gik langsomt rundt om sengen. Han fuldte hende med øjnene. På trods af situationen, kunne han ikke undgå at nyde synet. Jennifer var vanvittigt fræk at se på og hans magtesløshed virkede faktisk ophidsende.
“Jeg synes, du skal lade mig forklare det til The Shadow” hviskede Jennifer. Hun berørte hans bryst med sine røde negle og hans pik afslørede, at hans krop ikke ville lystre hans vilje.
“Mr. Mycroft dog!” Hun kunne ikke skjule sin begejstring og nød åbenlyst sin magt over ham. Han besluttede at hans eneste chance var, at lade sig følge sin krop, da det virkede til at Jennifer faktisk blev smigret.
“Ta mig!” sagde han stille og fortsatte
“Jeg er din helt og fuldt. Hold op med at pine mig”. Jennifer smilede. Hun kravlede igen op i sengen og knælede med et ben på hver side af hans hoved.
“Slik mig!” kommanderede hun og pressede sin fisse mod hans mund. Han begyndte at slikke hende. Hun var glatbarberet og allerede fugtig.
“Åh ja. Sådan. Mere. Slik min dejlige fisse. Slik mig til jeg kommer”. Hun kastede sit hoved bagover. Fra tid til anden var han nødt til at dreje hovedet til siden for at få vejret, men indrømmet - hans pik dunkede og blev hård som elfenben. Jennifer rakte ned og spredte sine skamlæber.
“Din tunge føles skønt skat”. Han kunne mærke hvordan hendes safter løb ned i munden på ham. Hun smagte lækkert. Pludselig skælvede hun.
“Åhhh, ja! Ja”. Så vendte hun sig, så hun kunne slikke ham, mens han slikkede hende. Hun greb om hans stangstive lem og sugede det ind i sin varme mund. Han lukkede øjnene. Følelsen var fantastisk. Hendes tunge kærtegnede hans pikhoved, mens hun gned hans manddom i faste rytmiske ryk, alt imens han suttede på hendes opsvulmede klitoris. Efter et par minutter, måtte hun standse sit ellers ualmindeligt kyndige arbejde, da hendes krop igen krævede alt hendes opmærksomhed og hun sitrede i endnu en orgasme.
“Lad mig kneppe dig! Må jeg jeg nok?” bad han inderligt. Hun vendte sig langsomt og så skælmt på ham.
“Hvis jeg løsner dine bånd, vil du så opføre dig ordentligt?” spurgte hun ledende.
“Ja! Ja, jeg vil gøre alt hvad du beder mig om!” løj han meget overbevisende. Hun rejste sig og stod og så lidt på ham. Så fremdrog hun, til hans overraskelse, en ragekniv fra sin hofteholder og åbnede den. Med en påfaldende præcis og lyn hurtig bevægelse, snittede hun det bånd hans højre hånd var bundet med over.
“Det håber jeg. Ellers snitter jeg noget andet.” Han var ikke i tvivl om at hun mente det. Med tre yderligere hurtige snit, var han fri. Så lagde hun sig på sengen, løftede sine strakte ben op og spredte dem helt ud til hver side.
“Så vis mig hvad du kan!” hviskede hun. Det dunkede i hans pik som skulle den eksplodere. Han stillede sig mellem hendes ben og pressede sig ind i hendes våde køn. Hun var dejligt snæver, men da hun var plaskvåd, trængte han helt i bund uden problemer. Hun sukkede dybt og det var tydeligt at hun nød det til fulde. Meget imod hans vilje, nød han det ligeså meget. Jennifer var flot, fræk, sexet og liderlig og hvor meget han end ville, kunne han ikke undgå at finde det lækkert. Hans krop havde taget over og han måtte bare følge trop. Han greb fat om hendes ankler og begyndte at kneppe hende. Han kørte sin pik langsomt ind og ud af hendes fisse med opsvulmede, følsomme skamlæber. Jennifer stønnede og vred sig i lyst, stadig med den skalpel skarpe ragekniv i sin ene hånd. Langsomt øgede han tempoet og stødte virkelig i bund hver eneste gang. Hans nosser klaskede mod hendes røvhul ved hvert stød og selvom hans fornuft sagde ham, at nu var hans chance, havde hans krop for længst taget over og det eneste i verden nu var nydelse. Ekstase. Han slap hendes ankler og tog fat om hendes hofter under hendes knæ, så han stadig holdt hendes ben oppe. Nu var der virkelig fart og styrke. Han pumpede alt hvad han kunne og Jennifer nærmest skreg af lyst og liderlighed.
“NU... nu fucking sprøjter jeg op i din fisse!” råbte han, da han ikke kunne holde det tilbage længere. I samme sekund hun hørte det, spændes alle Jennifer’s muskler i den mest intense orgasme og mens han kom, klemte hendes fisse om hans pik i dejlige små rytmiske sammentrækninger.
“Jamen, Mr. Mycroft dog.” sagde hun forpustet og fortsatte “De kan jo. Jeg mener - de holdt hvad de lovede.”
Han smilede udmattet og trådte lidt tilbage. I det samme satte Jennifer sig lynhurtigt op og holdt ragekniven mod hans hals. Hans reaktion fik hende til at tøve et øjeblik, idet han blot smilede og blinkede til hende. Det øjeblik var alt han havde brug for. I en bevægelse så hurtig, at hun ikke nåede at opdage det, før hun var afvæbnet, greb han om hendes håndled, tvang det rundt, så hun på samme tid måtte slippe kniven og blev vredet rundt og ned på knæ.
“Ah, fuck! Det gør ondt!” råbte hun og fortsatte “Jeg troede lige vi hyggede os”.
“Jamen, det gør vi da også” svarede han stille. “Og nu vil du kontakte The Shadow og bede ham komme”. Hun rystede på hovedet.
“Det kan jeg ikke” sagde hun modvilligt. Der lød et højt skarpt smæld, da hendes underarm brækkede.
“AAAAVV!! Fuck dig!” skreg hun i smerte. “Din idiot! JEG er The Shadow”.
Han tøvede et øjeblik og så faldt tiøren. Jennifer var Shadow, men var lykkedes med at overbevise alle om at hun var en mand, hvilket havde gjort det umuligt at finde ‘ham’. Han samlede tankerne.
“Hvem har bedt dig dræbe Lin?” Hun så vredt på ham.
“Hvem tror du! Claire-Murdoch naturligvis”.
“Og kartellet i Columbia, har de ikke noget det at gøre?” Hun rystede på hovedet.
“Det er ikke dem der har bestilt mordet eller betaler, men det er sikkert dem der har bedt ham om at rydde op”. Han tænkte sig om.
“Så de ved ikke hvem hun er eller hvad hun ved?” Jennifer så ud til at tænke over hvad han mente og svarede så
“Jeg er sikker på de ved hvad det er hun ved, ellers ville de ikke være så pissed, men de ved ikke hvem hun er. Det er kun mig der gør det”. Pludselig sprang hun op og lavede et perfekt cirkelspark. Havde det ikke været for hans træning og mange års erfaring, var sparket gået ind som det var hensigten, men han nåede lige at trække sit hoved så langt tilbage, at stillethælen kun strejfede hans kind, men dog trak en rift dyb nok til at bløde. Desværre for Jennifer, var de samme reflekser skyld i, at hans bevægelse fortsatte i en aikido rotation, som fejede benet væk under hende og kastede hende bagover. Hendes baghoved slog så hårdt mod gulvet, at hun gik ud som et lys.
Han gennemsøgte hurtigt rummene omkring sig, som viste sig at være en stor lækker lejlighed. I skuffen i natbordet, fandt han hendes Ruger som han lagde i hendes hånd og affyrede et skud ind i væggen. Så ringede han til alarmcentralen og hviskede med hæs stemme
“Hjælp mig, vil i ikke nok!? Hun vil slå mig ihjel.” så lagde han røret uden at ringe af og låste sig ud af lejligheden og forsvandt.
Dagen efter lød overskriften på New York Times: SERIEMORDER ANHOLDT.
Erotiske noveller skrevet af Sue Ku-Rads and Tom SenerHistorien er rettet af iLeed