Del 9: Søndagens dagsorden – Ingen hvile
Hun vågnede ikke af sollys, men af en hånd, der trak dynen væk fra hendes nøgne krop. Værelset var køligt, og hun gøs, da den kolde luft ramte hendes hud.
"Klokken er 07:00," sagde hans stemme oppe fra hovedgærdet. Han sad allerede op, lænet op ad sengegavlen med sin tablet i hånden. Han kiggede ikke på hende. "Vi har en stram tidsplan. Punkt 1 på dagsordenen er min morgenrutine. De kender proceduren."
Hun forstod straks, at der ikke var tale om morgenmad på sengen. Hun kravlede ned under dynen igen, men denne gang ikke for at sove. Mens han tjekkede børserne i Asien, arbejdede hun ihærdigt mellem hans ben. Han gav ikke en lyd fra sig, men lagde blot sin hånd tungt på hendes baghoved og styrede tempoet, indtil han var færdig og efterlod hende gispende og med ømme kæber.
"Godkendt," sagde han tørt og stod ud af sengen. "Gå i bad. De har 10 minutter. Derefter skal De pakke. Vi spiser ude."
De forlod hotellet en time senere. Hun bar igen sin trenchcoat, men denne gang havde han forbudt hende at tage stiletterne på. I stedet havde han rakt hende et par flade, diskrete ballerinaer.
"Vi skal gå en tur rundt om Alsteren," havde han sagt. "Og stiletter larmer for meget. Jeg vil have, at De er lydløs i dag."
Hvad han ikke havde givet hende lov til, var at tage trusser på. Og for at sikre, at hun huskede sin plads, havde han indført et nyt element: En lille, vibrerende "reminder", som hun måtte bære indeni sig. Han havde fjernbetjeningen i sin frakkelomme.
Gåturen rundt om søen var tortur. Hamborg var fyldt med søndagsglade familier, joggere og turister. Han gik ved siden af hende, rolig og afslappet, mens han konverserede om firmaets mål for næste kvartal.
Pludselig stoppede han op ved en bænk, hvor der sad et ældre ægtepar i den anden ende.
"Sæt Dem," beordrede han.
Hun satte sig stift, livræd for at "reminderen" skulle lave en lyd eller glide ud. Han satte sig ved siden af hende og lagde en arm om hendes skulder – en kærlig gestus for omverdenen, men hans hånd gled ned under hendes frakke og fandt vej ind mellem hendes lår.
Han tændte for vibrationen på laveste blus. Hun gav et spjæt, men han holdt hende fast.
"Smil," hviskede han ind i hendes øre, mens han skruede en anelse op. "Fortæl mig om Deres styrker som sekretær, mens de her mennesker går forbi. Og hvis De får det til at se ud som andet end en hyggelig samtale, skruer jeg helt op."
I tyve minutter sad hun der, svedende og sitrende, mens hun tvang sig selv til at formulere sætninger om arkivering og kalenderstyring, alt imens han pinefuldt langsomt øgede intensiteten og derefter slukkede brat, lige før hun kom.
"Ingen udløsning i arbejdstiden," hviskede han koldt, da han rejste sig. "Kom. Vi skal videre."
Del 10: Hjemturen – Udholdenhedsprøven
Bilturen hjem var ikke en afslapning; det var en test af hendes viljestyrke. Han kørte ikke direkte mod grænsen. I stedet fandt han en rasteplads et øde sted i Nordtyskland.
"Jeg skal bruge en pause," sagde han og parkerede bilen bagerst på pladsen, væk fra lastbilerne. "Og De skal bruge en lektion i at tage imod ordrer på trange steder."
Der holdt en lastbil længere fremme, men chaufføren sov formodentlig. Stilheden var total, da han slukkede motoren.
"Sædet tilbage," kommanderede han lavmælt.
Hun adlød og lænede passagersædet så langt tilbage, det kunne komme i den trange kabine.
"Kravl over på midterkonsollen," fortsatte han. "Jeg vil have, at du vender ryggen til mig. Du skal se ud gennem forruden, så du kan holde øje med, om der kommer nogen."
Det var en ydmygende og besværlig manøvre. Hun måtte kravle op på knæ i det snævre rum, mens læderet knirkede under hende. Hun pressede hænderne mod instrumentbrættet for at holde balancen, mens hendes bagdel var vendt direkte mod ham. Hendes trenchcoat var gledet op og lå nu som en bylt omkring hendes talje, hvilket efterlod hende helt blottet for hans blik.
Han rørte ikke ved hende med det samme. I stedet lænede han sig frem og hviskede hende i øret: "Du er helt åben. Enhver, der går forbi bilen nu, vil kunne se præcis, hvad du er."
Så greb han fat om hendes hofter med et fast greb, der efterlod mærker. Han trængte ind i hende uden forvarsel, hårdt og dybt. Den begrænsede plads gjorde, at hun ikke kunne bevæge sig væk; hun var låst fast mellem hans krop og bilens instrumentbræt.
"Stille," hvæsede han, da hun gispede højt. "Hvis du laver en lyd, ruller jeg vinduet ned."
Han brugte hende med en rytmisk, næsten mekanisk præcision. Det handlede ikke om nydelse for to; det var hans behov, der skulle dækkes, og hun var blot redskabet. Han holdt den ene hånd om hendes hals – ikke for at kvæle, men for at styre hendes hoved, så hun blev tvunget til at stirre ud på den tomme parkeringsplads.
Hver gang lyskeglen fra en passerende bil ude på motorvejen fejede hen over dem, spændte hun op i kroppen af frygt for at blive set, hvilket kun fik ham til at støde hårdere. Han udnyttede hendes frygt og hendes ophidselse, og han trak bevidst pinen ud.
Han skiftede greb og holdt hende fast i håret, mens han dikterede tempoet. "Du tager imod det hele. Hver eneste centimeter. Det er det, en god sekretær gør, ikke sandt?"
Da han endelig nærmede sig sin udløsning, pressede han hende helt frem, så hendes bryster blev mast mod det kolde handskerum. Han tømte sig i hende med en dyrisk knurren, mens hun rystede under ham, frarøvet sin egen forløsning, men fyldt op af hans.
Han trak sig ud og lod hende falde sammen over sædet, gispende og rodet.
"Sæt dig op," sagde han koldt og begyndte at rette på sit tøj. "Og tør duggen af ruden. Vi skal videre."
Han rettede på sit tøj og åbnede vinduet for at få frisk luft ind. Hun sad halvt sammensunket på passagersædet, hendes hår uglet og hendes frakke åben.
"Få styr på Dem selv," sagde han og startede motoren. "Vi er hjemme om to timer. Jeg vil have, at De bruger tiden på at tænke over, hvordan De kan forbedre Deres indsats i næste uge. De virkede lidt ukoncentreret nede ved søen."
Han lagde en hånd på hendes lår igen – ikke kærligt, men ejende.
"Og behold legetøjet inde. Jeg vil have det tilbage, når jeg sætter Dem af. Det skal være en påmindelse om, hvem der har kontrollen over Deres nydelse. Hele vejen hjem."
Da han satte hende af foran hendes lejlighed søndag aften, var hun øm, træt og fuldstændig drænet. Hun afleverede den lille vibrator i hans håndflade, stadig varm fra hendes krop.
"Tak for turen, chef," hviskede hun med hæs stemme.
Han tørrede den af i et lommetørklæde og lagde den i lommen. "Vær klar klokken 08:00 i morgen. Og husk... ingen trusser på kontoret. Jeg tjekker som det første."
Han kørte væk, og hun blev stående på fortovet, skælvende i benene, men med en brændende vished om, at hun aldrig havde følt sig mere "ansat" end netop nu.
Del 11: Mandag morgen – Tilbage i folden
Hun mødte ind præcis klokken 07:55. Hendes krop var stadig øm efter weekendens strabadser i Hamborg, og hver eneste muskel i hendes lår protesterede, da hun trådte ud af elevatoren på direktionsgangen. Hun var iført en koksgrå, knælang nederdel og en stram, hvid skjorte – og som befalet var hun fuldstændig nøgen under stoffet.
Direktøren sad allerede ved sit skrivebord og talte i telefon, da hun trådte ind. Han værdigede hende ikke et blik, men pegede blot resolut mod gulvet under sit skrivebord. En lydløs kommando.
Hun vidste, hvad der forventedes. Uden at sige et ord satte hun sin taske, gik om bag det massive mahognibord og kravlede ind i mørket ved hans fødder. Det var blevet hendes nye plads. Mens han fortsatte sin samtale om aktiekurser og fusioner, åbnede hun hans gylp og tog ham i sin mund.
Det var en surrealistisk start på ugen. Lyden af hans stemme ovenover, lugten af dyrt læder og hans duft fyldte hendes sanser. Hun arbejdede dedikeret og rytmisk i mørket, opsat på at vise, at hun havde lært lektien fra Hamborg.
Del 12: Det eksterne tilsyn
Klokken var 10:15, da det bankede på døren. Et kort, præcist, "ansat" bank.
Under det massive skrivebord mærkede hun vibrationen fra slaget gennem gulvet. Hun var dybt koncentreret, hendes mund omsluttede Direktørens tunge køn, mens hendes hænder hvilede på hans lår for at holde balancen.
Normalt ville en sekretær have stoppet enhver uden forudgående aftale. Men Direktøren havde ventet dette besøg. Han fjernede ikke hånden fra hendes nakke, men strammede tværtimod grebet, flettede sine fingre ind i hendes hår og pressede hende en anelse dybere.
"Kom ind!" kaldte han med sin dybe røst, uden at ændre stilling i læderstolen.
Døren gik op med et svagt klik. Lyden af fodtrin nærmede sig over de tykke, lyddæmpende tæpper. Det var ikke de tunge, arrogante skridt fra en anden topleder. Det var hurtige, effektive skridt fra gummisåler på et par fornuftige, pæne herresko. Lyden af en mand, der bliver betalt pr. time for at være effektiv.
"Jeg har de reviderede compliance-dokumenter med fra firmaet," sagde en stemme, der fik hendes hjerte til at gå i stå midt i et slag. "Der var et par juridiske spidsfindigheder omkring databeskyttelsesloven og GDPR, vi var nødt til at glatte ud."
Stemmen var rolig, saglig og skar igennem hendes hjerne som en kniv. Det var Mit Pindsvin.
Hendes elsker. Den helt almindelige jurist, hun plejede at mødes med i hemmelighed på hoteller, når han kunne stikke af fra konen. Han var manden, der altid talte om procedurer, om at gøre tingene "efter bogen", og om hvor vigtigt det var at holde deres affære under radaren.
Nu stod han midt på hendes arbejdsplads, med en stak kedelige papirer, mens hun sad på knæ og servicerede den mand, der betalte hans firmas regninger. Panikken var total. Hun ville slippe, spytte ud og gemme sig, men Direktørens lår var som sten mod hendes kind.
"Læg mappen her," sagde Direktøren og pegede på et ledigt hjørne af bordet uden at se væk fra sin skærm. "Jeg er midt i en... manuel stikprøvekontrol af personalet."
Del 13: Gennemgangen af aktiverne
Hun hørte lyden af en dokumentmappe, der blev lagt på bordet lige over hendes hoved. Pindsvinet blev stående. Hun kunne se hans ben – iført et par pæne, mørkeblå lærredsbukser og en skjorte, der var strøget, men som ikke var skræddersyet som Direktørens. Han duftede af kaffe, kopipapir og en diskret Hugo Boss deo. Duften af hverdag.
"Stikprøvekontrol?" Pindsvinets stemme tøvede et øjeblik. Han var professionel til fingerspidserne, vant til at ignorere klienternes excentriske opførsel, men der var en undertone af nysgerrighed. "Det lyder som om, du går grundigt til værks. Skal jeg vente udenfor, mens du... afslutter?"
Direktøren lænede sig tilbage i stolen, hvilket tvang hende til at følge med bevægelsen. "Nej, bliv. Du er jurist. Du er vant til at se folk uden tøj på, metaforisk set. Jeg har brug for din vurdering af... aktivet her."
Pindsvinet sagde ingenting. Stilheden i rummet var larmende.
"Kig på hende," beordrede Direktøren.
Før hun nåede at reagere, mærkede hun Direktørens hånd gribe hårdt fat i hendes hage. Han tvang hendes hoved bagover og ud i lyset, så hun måtte slippe ham med et vådt svup. Hendes læber var hævede, hendes mascara en anelse udtværet, og hendes øjne var store af skræk.
Hun stirrede direkte op i Pindsvinets ansigt. Han stod med armene over kors, mappen under den ene arm. Han lignede præcis det, han var: En ordinær jurist på arbejde. Men da deres blikke mødtes, skete der noget.
Han tabte ikke mappen. Han gispede ikke. Han mødte hende med sit blik, og et langsomt, skævt smil bredte sig på hans læber. Det var ikke det professionelle smil, han gav klienterne. Det var det sultne, mørke smil, hun kendte fra deres hemmelige møder. Hun stirrede direkte op i hans klare, blå øjne. Han så alt.
"Jeg vidste ikke, at du benyttede dig af... eksterne konsulenter, som jeg kender privat," sagde Pindsvinet tørt. Hans stemme var rolig, men hans blå blik var låst fast på hendes våde mund. "Normalt er hun meget nøje med sin tavshedspligt, når vi mødes."
Direktøren løftede et øjenbryn og kiggede fra hende til juristen. "Er det sandt? Har du allerede godkendt hende?"
Pindsvinet trådte et skridt nærmere bordet og lagde en hånd på bordpladen, tæt på hendes ansigt. "Vi har en løbende... sag kørende. Hun hjælper mig med at lette trykket, når revisionssagerne bliver for tunge. Men jeg var ikke klar over, at hun nu var en del af din faste stab."
Del 14: En tilføjelse til kontrakten
Dynamikken skiftede fuldstændigt. Det var ikke længere Klient og Rådgiver. Det var to mænd, der pludselig delte en hemmelighed og en ressource. Direktøren, der havde magten og pengene, og Pindsvinet, den ansatte jurist, der nu fik lov til at smage på chefens privilegier.
"Så ved du jo, at hun leverer varen," sagde Direktøren med et indforstået nik mod døren. "Lås. Jeg betaler ikke dit firma 3000 i timen for, at vi bliver forstyrret af rengøringen."
Pindsvinet gik roligt hen og drejede nøglen om. Lyden af låsen var endelig. Da han vendte tilbage, smed han jakken over en stol og begyndte at rulle ærmerne på sin hvide skjorte op. Han lignede en mand, der var klar til at gå i krig med en stor stak papirer – eller noget langt mere fysisk.
"Rejs dig op," sagde Pindsvinet lavmælt til hende. Det var ikke et spørgsmål.
Hun kravlede rystende ud fra sit skjul. Hun stod nu midt på gulvet, blottet og sårbar. Hendes knæ var røde efter gulvtæppet.
Pindsvinet gik rundt om hende, som om han inspicerede en vare. Han standsede bag hende og lænede sig helt tæt ind, så hans ånde ramte hendes øre.
"Du plejer at være så bange for, at nogen skal opdage os," hviskede han. "At min kone finder ud af det, eller at nogen ser os. Men se på dig nu. Stående her på din chefs kontor, våd og brugt, mens jeg ser på."
Han greb fat i hendes hofter med begge hænder – et fast, ejende greb, der fortalte hende, at selvom han kun var en almindelig ansat, så var han herre over hende i dette øjeblik.
"Jeg tror, vi skal have lavet en tilføjelse til samarbejdsaftalen," sagde han højt til Direktøren, mens han pressede hende forover, indtil hendes overkrop lå hen over skrivebordet, og hendes bagdel strittede op mod ham.
Direktøren rejste sig og kom rundt om bordet. "Enig. Jeg tager mig af den daglige ledelse her foran. Så kan du tage dig af... revisionen bagtil."
Pindsvinet lynede sine bukser ned. Han var ikke en CEO med et imperium, men lige nu, da han trængte ind i hende bagfra, mens hun åbnede munden for Direktøren, føltes han større end nogen af dem. Hun var fanget i spændet mellem den mand, der ejede hendes karriere, og den mand, der ejede hendes hemmelige lyster.
"Ja," gispede hun, da Pindsvinet stødte ind i hende med den indestængte energi fra en mand, der har siddet bag et skrivebord hele dagen. "Revidér mig."
Del 15: Dobbelt bogføring
Kontoret forvandlede sig til et maskinrum af begær og magt. Hun hang hen over mahogniskrivebordet som et stykke dyrt inventar, der endelig blev udnyttet til sin fulde kapacitet.
Bagfra arbejdede Pindsvinet med en indestængt voldsomhed. Den pæne jurist, der altid gik stille med dørene og hviskede om diskretion, var forsvundet. I stedet var der en mand, der havde smidt hæmningerne sammen med jakken. Han holdt hende fast i hofterne med et greb så hårdt, at hans tommelfingre borede sig ind i hendes bløde kød og efterlod hvide mærker, der langsomt ville blive til blå mærker – de første tegn på dagens ejerskab.
"Du er strammere, end når vi er på hotellet," knurrede han ind i hendes nakke, mens han stødte dybt og rytmisk. "Er det fordi chefen ser på? Strammer du op for ledelsen?"
Foran hende stod Direktøren. Han var rolig, kalkuleret, næsten kølig. Han holdt hendes hoved i et fast jerngreb, hans fingre flettet ind i hendes mørke hår, mens han styrede hendes mund. Han brugte hende ikke med lidenskab, men med ejerskab. Hvert stød fra hans hofter tvang hende til at tage ham dybere i halsen, så hun gispede og kæmpede for luft, hver gang han trak sig en smule tilbage.
Hun var spændt ud mellem dem. En bro mellem kapitalen og loven. Hver gang Pindsvinet stødte frem bagfra, blev hun skubbet længere ind over bordet og dybere ned over Direktøren. Hun var fanget i en nådesløs rytme, dikteret af to mænd, der normalt kun udvekslede kontrakter, men som nu udvekslede hende.
Del 16: Mærkningen
"Dybdegående revision," stønnede Pindsvinet hånligt, mens han øgede tempoet. Sveden haglede af hans pande og dryppede ned på hendes ryg. Han var ikke vant til denne form for fysisk udfoldelse midt på dagen, og det tændte ham voldsomt. Han slap hendes ene hofte og lod hånden klaske hårdt mod hendes balle. Lyden af slaget skar igennem lokalet.
Smack.
Hendes hud rødmede øjeblikkeligt. Et tydeligt, rødt håndaftryk begyndte at tegne sig på hendes blege hud.
"Hold fokus," kommanderede Direktøren foran hende. Han slap hendes hår og greb i stedet om hendes kæbe, tvang hendes mund åben, så han kunne se ned i hende. "Se på mig. Du er ikke her for at nyde det. Du er her for at levere."
Hun kunne ikke svare. Hun kunne kun gurgle svagt, mens tårerne løb fra hendes øjne af anstrengelsen. Hun følte sig fyldt op, udspilet og fuldstændig overtaget. Hun kunne mærke Pindsvinets mave slå mod hendes bagdel, og Direktørens lår mod hendes bryst.
Lugten i rummet var intens. Blandingen af hendes egen ophidselse, mændenes sved, dyr herreparfume og den metalliske duft af sex. Det var duften af hendes nye virkelighed.
"Jeg er tæt på," gispede Pindsvinet bag hende. Hans bevægelser blev kortere, hårdere, mere desperate. "Jeg kan ikke holde den tilbage... Jeg lægger det hele i arkivet."
"Gør det," beordrede Direktøren koldt, mens han selv øgede tempoet mod hendes ansigt. "Fyld hende op. Jeg vil have, at hun kan mærke os resten af dagen."
Del 17: Det endelige stempel
Klimakset kom som en eksplosion fra to sider.
Pindsvinet brølede lavt – en lyd, hun aldrig havde hørt fra den ellers så kontrollerede jurist – og tømte sig dybt inde i hende. Han stødte helt i bund og holdt sig der, mens han krampede og sendte bølge efter bølge af varm sæd ind i hende. Han markerede hende indefra, gjorde hende tung og fyldt af sin tilstedeværelse, så hun ikke ville være i tvivl om, hvem der havde været der, hver gang hun tog et skridt resten af dagen.
Foran hende trak Direktøren sig pludselig ud med et svup. Før hun nåede at trække vejret eller lukke munden, greb han hende i håret igen og trak hendes hoved tilbage. Han tømte sig ud over hendes ansigt, hendes hals og den hvide skjorte, der nu var krøllet og åben. De tykke, hvide dråber landede på hendes øjenvipper, hendes kind og løb langsomt ned over hendes bryst.
Det var den ultimative mærkning. Indvendigt ejet af juristen, udvendigt stemplet af direktøren.
De to mænd trådte tilbage næsten samtidig. Stilheden faldt over kontoret, kun brudt af deres tunge åndedræt og lyden af hende, der gispede efter luft. Hun sank sammen over bordet, hendes ben rystede så voldsomt, at de ikke kunne bære hende.
Del 18: Omsorg i magtens skygge
Stilheden, der fulgte efter deres fælles udløsning, lå tungt i rummet. Hun hang stadig ind over mahogniskrivebordet, svimmel og skælvende. Hendes lunger kæmpede for at finde en rytme, og hendes underliv dunkede af den intense, dobbelte behandling.
Hun lukkede øjnene og ventede på, at kulden ville indfinde sig. Her, i Direktørens domæne, var hun vant til at blive behandlet som et stykke brugt inventar, når akten var forbi. Hun frygtede halvt, at Pindsvinet – i sin iver efter at spille med på Direktørens præmisser – ville tage jakken på og forlade hende uden et ord.
Men så mærkede hun en varm, velkendt hånd på sin ryg. Den var ikke krævende eller hård som før. Den var blid.
Pindsvinet lænede sig ind over hende. Hans åndedræt var stadig tungt, men da hun åbnede øjnene, mødte hun det bløde, blå blik, hun kendte så godt fra deres hemmelige hotelværelser. Den skarpe, professionelle jurist var trådt et skridt tilbage, og frem stod den mand, der altid havde elsket at passe på hende.
"Er du okay, min pige?" hviskede han hæst og strøg forsigtigt en fugtig hårlok væk fra hendes pande. Han kiggede på hendes ansigt, der var dekoreret med Direktørens dråber, og der var ingen væmmelse i hans blik. Kun en dyb, intim anerkendelse af, hvor meget hun lige havde givet dem begge.
Han trak sit eget, rene stoflommetørklæde op af bukselommen og begyndte med varsomme, cirklende bevægelser at duppe hendes kinder og hage.
"Du var helt fantastisk," mumlede han og kyssede hende blidt på tindingen, helt tæt ved hårgrænsen.
Direktøren stod blot et par skridt derfra og knappede sin skjorte. Han betragtede optrinnet med et køligt, analytisk blik. For ham var hun en luksusvare, en ressource der lige havde været i maksimal drift. Han havde intet behov for at trøste hende – hans distancerende kulde var selve kernen i hans magt over hende.
Men han greb ikke ind over for Pindsvinets omsorg. Tværtimod så han ud til at nyde sceneriet. At se den eksterne rådgiver udvise en så intim, næsten underdanig ømhed over for firmaets ejendom, bekræftede kun Direktørens fuldkomne dominans. Han ejede skrivebordet, han ejede kvinden, og han tillod, at juristen kælede for hende.
Pindsvinet rejste sig langsomt op og mødte Direktørens blik. I samme sekund ændrede juristens kropssprog sig. Han rettede ryggen, og hans tonefald skiftede fra hviskende elsker til en mand, der udviste dyb, professionel respekt for toplederen.
"Hun er et enestående aktiv for virksomheden," sagde Pindsvinet med et let anerkendende nik til Direktøren, mens han begyndte at lyne sine lærredsbukser. "Tak, fordi du... inkluderede mig i evalueringen."
Direktøren smilede svagt, et smil der aldrig nåede øjnene. "Selvfølgelig. En god rådgiver skal kende virksomheden indefra." Han fandt et lille, rent håndklæde frem fra sit skab og kastede det hen over bordet, så det landede lige ved siden af hendes arm. "Sørg for, at hun er præsentabel, inden du går. Vi har et rigtigt møde, vi skal i gang med."
Pindsvinet tog håndklædet og lagde det forsigtigt over hendes rystende skuldre som en beskyttende kappe. Han lod hænderne hvile et kort, tungt øjeblik på hendes nakke – en sidste, stjålen berøring, der fortalte hende, at han stadig var hendes Pindsvin, selvom hun tilhørte Direktøren.
"Vi ses snart," hviskede han, så kun hun kunne høre det.
Så samlede han sin mappe op, tog sin jakke over armen og gav Direktøren et sidste, respektfuldt nik. "Jeg har de reviderede udkast klar til dig nu."
Da døren klikkede i bag ham, lå hun tilbage. Våd, øm og udmattet, men fuldstændig omsluttet af en ny, bizar virkelighed. Direktøren ejede hendes krop koldt og kynisk, mens Pindsvinet nærede hendes hjerte – og på en eller anden pervers måde passede det hele nu perfekt sammen.
Erotiske noveller skrevet af FantasyHunter