Det var en af de dage, hvor vejret var gråt og tungt, som om himlen vidste, hvad der ventede. Jeg var fysioterapeut i slut 40´erne, og havde behandlet Martin regelmæssigt de sidste par år – sclerosepatient, progressiv sygdom, der havde taget hårdt på ham. Jeg kendte ham godt nu: hans frustrationer, hans gode dage, hans dårlige. Og jeg kendte hans kone, Anna, endnu bedre. Vi havde snakket mange gange – over en kop kaffe efter behandlingerne, når Martin tog en lur. Hun havde åbnet sig lidt efter lidt: om savnet af de gamle dage, om ensomheden, om hvordan livet var blevet en rutine af pleje og medicin. Jeg havde lyttet, trøstet, uden bagtanker. Vi havde bygget en fortrolighed, som man gør, når man er i folks hjem så ofte.
Jeg havde pakket min taske med elastikker, bold og manualer, og kørte ud til deres lille rækkehus i forstaden. Da jeg ringede på, var det Anna, der åbnede. Hun smilede svagt, men øjnene var røde – hun havde grædt.
»Hej, Jonas. Kom ind.«
»Hej, Anna. Er Martin klar? Hvordan har han det i dag?«
Hun rystede på hovedet, trak mig ind i entreen og lukkede døren. »Han blev indlagt i går. Lungebetændelse. Han har det fint efter omstændighederne, men... det er bare...« Hendes stemme knækkede. Tårerne kom igen.
Jeg lagde en hånd på hendes skulder. »Anna, hvad sker der? Du ser ud som om du har brug for at tale.«
Hun nikkede, tørrede øjnene. »Kom ind i stuen. Jeg vil ikke have, naboerne ser mig sådan her.«
Vi satte os på sofaen – den samme sofa, hvor jeg havde siddet med hende før, lyttet til hendes bekymringer. Hun begyndte at fortælle: »Det er så hårdt, Jonas. De sidste par år... Martin er blevet værre og værre. Vi kan ikke gå ture mere, ikke rejse, ikke opleve noget. Han har mistet energien til livet. Og... han er blevet impotent. Det er over fem år siden, vi har haft sex. Han har endda sagt, jeg skal finde en elsker, men... jeg elsker ham. Jeg vil ikke forlade ham. Men jeg savner det så meget – berøringen, intimiteten.«
Hun græd nu rigtigt, skuldrene rystede. Jeg lagde en arm om hende – kun for at trøste, som jeg havde gjort før. Vi havde den fortrolighed det føltes naturligt. Hun lænede sig ind mod mig, hendes hoved mod min skulder, og pludselig mødtes vores blikke. Hendes øjne var våde, men der var noget andet i dem: sult, længsel.
Vi kyssede – blødt først, som om det var et uheld, så dybere, mere desperat. Hendes hænder greb fat i min trøje, trak mig ned over hende på sofaen. Jeg trak hendes bluse op, kyssede hendes hals, ned over brysterne – de var fulde, frække, med store, mørke brystvorter der stivnede under min tunge. Hun stønnede lavt, trak mine bukser ned, tog fat i min pik – den var allerede hård af spændingen.
Jeg trak hendes bukser af, spredte hendes ben. Hun var våd, klar – ingen tid til forspil. Jeg trængte ind i hende i én lang bevægelse, og hun gispede højt, greb fat i mine skuldre. Jeg stødte dybt, rytmisk, mærkede hvordan hun klemte om mig. Hun kom hurtigt – kroppen spændte, hun stønnede mit navn, og så begyndte hun at græde igen, tårerne løb ned ad kinderne mens orgasmen rystede hende.
Jeg stoppede – trak mig ud, holdt om hende, mens hun rystede i mine arme. »Shh... det er okay, Anna,« mumlede jeg. Hun slappede langsomt af, kiggede op på mig med våde øjne, men et lille smil.
Så kravlede hun ned på knæ foran mig, tog min pik i munden – våd af hende selv. Hun sugede langsomt, dybt, som om hun savnede det. Pikken blev hård som sten igen. Hun rejste sig, satte sig overskrævs på mig, guidede mig ind i sig igen.
»Jeg har savnet pik så meget,« stønnede hun. »Over fem år... jeg håber, du er klar. Jeg har noget at indhente.«
Hun red mig hårdt – hofterne bevægede sig i aggressive cirkler, hendes bryster hoppede foran mit ansigt. Jeg kyssede dem, slikkede brystvorterne, bed let. Hun kom igen – højt, vildt – kroppen rystede, hun klemte om mig så hårdt, at jeg måtte bide tænderne sammen.
Jeg vendte hende om på alle fire, tog hende bagfra. Hun havde en stor, fræk røv – jeg greb fat i den, stødte dybt. Så lod jeg min tommelfinger glide op i hendes røv – langsomt, fugtet af hende. Hun blev helt vild: stønnede, prustede, pressede sig tilbage. Hun kom igen – flere små orgasmer i træk, kroppen dirrede under mig.
Hun gled frem på maven, pikken gled ud af hende. Hun lå der svedig, håret klistret til ansigtet, vejrtrækningen som en sprinter efter OL-finalen. Jeg trak hendes hofter op mod mig, spredte hendes baller, fugtede pikken i hendes våde fisse et par gange, før jeg langsomt gled op i hendes stramme røv. Hun hvæsede – smerte blandet med lyst – indtil jeg var i bund. Jeg holdt stille, lod hende vænne sig.
Så begyndte hun at bevæge sig – kneppede min pik med hendes røv, langsomt, dybt. Hver gang pikken var næsten ude, smækkede jeg hendes balle – hårdt, så den blev rød og varm. Hun stønnede højere: »Knep mig med din store pik... ja... hårdere...«
Jeg skubbede hendes overkrop ned i sofaen, lagde én hånd på hendes lænd, den anden greb om hoften. Jeg startede med lange, dybe stød – øgede tempoet, hårdheden. Hun stønnede, jamrede, pludselig spændte hun i hele kroppen. Hun kom – voldsomt – og sprøjtede ud over mig, sofaen, gulvet. Væsken løb ned ad hendes lår, sofaen blev gennemblødt.
Jeg trak mig ud, gled op i hendes fisse igen – hun lå halvt på siden nu. Fissen føltes anderledes: stadig stram, men våd på en ny måde, glat og pulserende efter sprøjtet. Hun mumlede: »Åh nej... ikke mere... min fisse kan ikke mere...« Men jeg fortsatte – stødte dybt, øgede tempoet. Hun kom igen – sprøjtede endnu en gang, væsken sprøjtede ud i buer.
Jeg kunne ikke holde mere. Jeg brølede min orgasme ud i rummet, tømte mig dybt inde i hende – aldrig havde jeg kommet så meget, så hårdt. Hun lå med et saligt smil på læberne, helt slap under mig.
Jeg ville rejse mig, men hun greb fat i mig, trak mig ned til et kys. Vi lå og kyssede, mens jeg holdt om hende. Min pik var stadig i hende, og den begyndte at blive stiv igen. Hun stønnede: »Please... ikke mere... min fisse kan ikke...«
Jeg trak mig ud – og det væltede ud med min sæd på sofaen og gulvet. Hun kiggede ned, øjnene blev store.
»Jeg bruger ikke beskyttelse,« sagde hun pludselig. »Vi har jo ikke... det har der ikke været grund til.«
Hun begyndte at græde igen – anderledes denne gang. Ikke sorg. Noget mere sammensat. Frygt, lettelse, skyld, måske endda en lille, forbudt glæde. Tårerne løb stille ned ad kinderne, men hun blinkede dem ikke væk. Hun lod dem bare komme.
Jeg svarede ikke. Hvad skulle jeg sige. Ordene sad fast i halsen. Jeg kiggede på kørestolen i hjørnet. Den stod præcis som den altid havde gjort – lidt skævt, hjulet op mod væggen. Martin havde en vane med at parkere den sådan. Jeg havde lagt mærke til det den første dag for to år siden, og siden var det bare blevet en del af rummet. En del af torsdagene. De torsdage, hvor jeg kom her klokken 14, behandlede ham i stuen, drak kaffe med Anna bagefter, lyttede til hendes historier om livet før og efter diagnosen. De torsdage, hvor hun havde smilet træt, men oprigtigt, og sagt »tak, fordi du kommer, Jonas. Det betyder noget«.
Nu sad vi her. Hendes mand lå på hospitalet med lungebetændelse. Hun havde lige sprøjtet to gange, grædt under orgasmerne, og min sæd dryppede stadig ud af hende. Og det eneste, jeg kunne tænke på, var den skæve kørestol.
Anna tørrede øjnene med bagsiden af hånden. Hun trak vejret dybt, som om hun samlede sig.
»Hvad gør vi nu?« spurgte hun stille.
Jeg kendte ikke svaret. Men jeg vidste, at næste torsdag klokken 14 ville se meget anderledes ud end alle de andre.
Jeg trak hende tættere ind til mig, lagde kinden mod hendes hår. Hun lugtede af sved, sex og den samme bløde shampoo, hun altid havde brugt. Vi sad sådan, uden at sige mere. Udenfor begyndte det at regne – små, stille dråber mod ruden.
Til sidst rejste hun sig langsomt, trak en løs cardigan over sig, lod den hænge åben foran. Hun kiggede ned på sofaen – den våde plet, sæden, hendes egen væske – og smilede skævt.
»Vi må hellere tørre op, før Martin kommer hjem,« sagde hun. »Han kan ikke tåle at se rod.«
Jeg nikkede. Vi ryddede op i stilhed – papirhåndklæder, lidt sæbe, en spand vand. Da vi var færdige, stod hun ved vinduet og kiggede ud i regnen.
»Tak, Jonas,« sagde hun uden at vende sig om. »For at lytte. For... alt.«
Jeg gik hen bag hende, lagde armene om hende udefra. Hun lænede sig tilbage mod mig.
»Næste torsdag?« spurgte jeg stille.
Hun vendte sig halvt, kyssede mig blødt.
»Næste torsdag,« hviskede hun. »Klokken 14. Døren står åben.«
Jeg tog min taske, kyssede hende en sidste gang og gik ud i regnen. Bag mig lukkede døren stille. Men jeg vidste, den ville stå åben næste uge.
Og måske alle uger fremover.
Erotiske noveller skrevet af Fyssen