Kapitel V
Grevens dagbog
28. Juni MCMXXVI – Herredet. Nummer XIV ankom ved middagstid i dag. Jeg så hende skridte over gårdspladsen sammen med Becca. Jeg stod i vinduet og nød en tør sherry.
MCMVII – interessant årgang. Ung og frisk, men lidt genert. Et pikant blend, men med en sødlig, harmonisk balance. Godt modnet af sin alder og dog så ung og frisk. Noter af honning og eddike.
?
Jeg vågnede lidt før solopgang. Endnu en urolig nattesøvn. Equinox mumler i krogene, så snart jeg lukker øjnene. Duften af regn og afbrændte lig hænger mig endnu i næsen. Noter af karamel og efterårsdag.
Den samme drøm som altid. Himmelen er rødglødende. Hestene stamper utålmodigt. En barberrift på min kind irriterer mig. Jeg må huske at give min oppasser en tur med stokken, når jeg returnerer. Løjtnant Collins sidder ved min side. Han rækker mig et glas sherry.
Vi skåler. Noter af svovl og smerte.
En fløjte lyder i det fjerne. Løjtnant Collins smiler og nikker. Vi trækker blank. I hastigt ridt, fører vi højre flanke over Saint Florents mudrede landskab. Tæt tåge. Morgensolen brænder. Skygger i horisonten. Mørkklædte ryttere. Krautersvin!
Jeg prikker til hesten og lægger mig i front. En prægtig skimmel er min ganger – ægte Equinox avl. Skinner som solen gør den – kongens kavaleri gemmer sig ej på sorte heste. Stolthed. Storhed.
En krauter bryder tågen – en spejder. Stålhjelm og klinge blinker i morgengryet. Sablerne hæves. Vi passerer hverandre højre om – tror han. Som et lyn skifter min skimmel position. En ædel Equinox manøvre. Jeg passerer ham venstre om. Min sabel kysser hans markante krauterfjæs. Han skriger. Så falder han. Krauterblod på min sabel. Jeg vokser. Mine ridebukser strammer. Jeg retter mig i sadlen.
Skygger i horisonten. Jeg trækker min revolver og sigter. Krautersvin falder. Jeg gnider mig mod sadlen. Lyksalighed. Livet er smukt. Noter af krudtslam og skrig. Løjtnant Collins er ved min side. Hans sabel bløder. Han griner. Sprudlende ild i horisonten. Beredne hedninge. Stålhjelme og gasmasker. Petroleumstanke på ryggen og flammende lanser.
Uciviliseret…
Formationer smadres. Heste vrinsker.
Løjtnant Collins er ved min side. Hans krop er væddet i brændende petroleum. Jeg kan mærke varmen fra ham. Det brænder. Mit ansigt brænder. Equinox mumler i krogene.
Jeg vågner, badet i sved. Tager mig til ansigtet. Løjtnant Collins er væk. Noter af petroleum og blottede knogler.
Equinox kravler hen over loftet.
?
Nummer XIV blev ført ind i mine gemakker. Hun kan vente – jeg er midt i et stykke af Drauer. Salig sørgmodighed. Noter af gråd og kirkegårde.
Jeg har ventet en hel uge. Equinox kravler på væggene. Altid denne rastløshed. Clara Campbell din lille luder – hvem tror du, du er?
De sort-hvide tangenter ånder ud. Jeg lukker kistelåget over Drauer og lader ham hvile.
En lille, bittersød sag, står inde på mit kontor og venter. Jeg skænker op og nyder de ravmørke dråber. Noter af tørret frugt og vanilje. Udsøgt. Tiltrængt.
Det kommer altid over mig efter Drauer.
Claras afkom står og venter på mig, midt på et orientalsk, vævet tæppe. Nøgen og nummereret. Langt om længe. Der må være orden i sagerne.
Hun er ikke dum, det lille føl. Hun forstår hurtigt, at knæle og kravle. Hun læser bøger. Det frustrerer lille Becca. Equinox gnægger hånligt og frydefuldt i dur – det skærer i mine ører.
Hun har de mest pikante, stoiske krautertræk – jeg væmmes og betages. Claras lyse hår. En nærmest rørende uskyldighed. En skjult styrke i et tæt slør af naivitet.
Jeg påbegyndte den rutinemæssige inspektion. Først ind over bordet. Krydset sidder lidt lavt. Uortodokse proportioner, men med en, tilsyneladende pragmatisk harmoni. Næste position. Ned på ryggen, med benene godt spredt i stigbøjlerne, så sadlen kan vurderes. Upåklagelig smidighed. Fin tilgængelighed.
Lidt genert i sadlen, men med en varm, fugtig rødmen. Optimale betingelser for den kemiske forbindelse. En lyserød blomst i en korngul have. Krauterfisse…
Hun er godtaget, indtil videre.
?
Jeg holdt tale på Golgata, for mine nye disciple. De var slået med beundring over mine oratoriske evner. Jeg badede mig i folkets jubel. Som en olympisk gud i hvid toga, lod jeg mig hylde og tilbede. Jeg er for god til disse fortabte føl – de har ikke fortjent mig.
Becca demonstrerede den kemiske forbindelse for dem. Jeg håber at jeg stadig evner at løfte et par af dem op på hendes niveau.
Kun fjorten noviciaer i år. Det er det laveste antal nogensinde. Equinox er ikke tilfreds. Det er svært at kæmpe imod tiderne. Dampdrevne rædsler erstatter ekvipager overalt i Riget.
Det er skammeligt.
?
Equinox var rastløs. Den krævede underholdning.
Jeg havde besluttet at sætte krauterbastarden på prøve allerede i aften. Tragedien om den hellige treenighed skulle endnu engang udspille sig i mine beskedne gemakker.
De tre S´er, som noviciaerne kalder det. Denne underfundige, tredelte vægtskål. Den pirrende, afvejede balance. En gensidig afhængighed i smuk harmoni.
Udover bastarden, havde jeg valgt Roxy – min bedårende lille skøge. Klassisk, vestlandsk skønhed. En naiv, kæk villighed. Krøllet, hvid man. Glatbarberet sadel. Og hendes læber. Disse fyldige, flittige læber.
En sælsom underdanighed. Sparsom naturlig modstand. Et følelsesvæsen uden megen dybsindighed. Hun fandt allerede vej til mine gemakker den første aften. Hun kan knæle, men kan hun vrinske? Det skulle blive interessant at se.
Ginger var sidste S på vægtskålen. En højlandsk krampe, med ild i håret og keltisk blod i årerne. En beslutsom sjæl, som nok skulle få vægtskålens kæder til at værke.
?
Mine tre, nøgne føl, stod parate da jeg kom ind i kontoret. Equinox hang i loftet og dirrede af kådhed. Louisa skænkede mig et glas cognac MCMXVI – udsøgt årgang. Noter af uskyld og fugtig forventning. Hun åbnede sølvskrinet fra min moder og tilbød mig en cigar.
Salige moder, gid du må brænde i helvedet.
Da jeg havde smagt på de ravgyldne dråber og taget de indledende hvæs, følte jeg mig godt tilpas. Jeg gav tegn til Becca om at indlede ritualet. Hun fandt rebene frem og viste Roxy hen til bordet. Roxy stirrede overrasket på hende, hvorefter hun sendte mig et panisk, bønfaldende blik.
Nej, lille Roxy. I dag skal du ikke på knæ. I dag skal dine fyldige læber ikke sutte – de skal vrinske.
Roxy lod sig – tøvende – binde ind over bordet. Hun havde frygt i sine våde øjne. Equinox gnæggede under stolen.
Beccas håndarbejde, var betagende som altid. Med sikre, metodiske løkker og knuder, fik hun snart fikseret Roxys skælvende krop ind over skrivebordet. Benene let spredte. Overkroppen plan med bordfladen. Armene strukket ud foran sig, lige til smertegrænsen. Perfektion.
Louisa gav hende biddet i munden – den særlige læderrem som sadelmageren har fremstillet. Den gamle bøssekarl – han stirrer altid på mine benklæder. Det gør mig ukomfortabel. Men dygtig, det er han.
Roxy bed fat om læderet, efter Louisas anvisninger, og remmen blev spændt om hendes hoved.
Dygtig pige – du skal ikke tale nu, kun vrinske.
Hun sendte mig det mest ejendommelige blik; såret og forrådt så hun ud – som en hoppe på vej til slagtehuset. Fjollede pigebarn.
Becca overlod pisken til Ginger, som beslutsomt tog imod den og gav den et par forberedende sving i luften. Pragmatisk beslutsomhed – ægte højlandsk avl. Der er potentiale.
Jeg gav tegn til Becca og hun instruerede bastarden i at lægge sig på alle fire og kravle hen imod mig. Hun adlød. Tøvende, men målrettet.
Velafbalanceret fremdrift.
Da hun havde fundet sig til rette imellem mine ben, instruerede Becca hende i at knappe mine stramme ridebukser op og trække manddommen frem i lyset.
Rystende, usikre hænder – det har hun næppe prøvet før.
Min sabel stod allerede i stolt forventning. Klar til at blive fugtet af uskyldens læber.
Becca kommanderede hende til at sætte munden til. Det lille føl gabte over skaftet, så hendes små krautertræk straktes i spændende nye positurer.
Med et nik med hovedet, gav jeg Louisa tegn til at sætte den spinkle nål ned på lakpladen, så den fine, gamle grammofon i hjørnet, kunne velsigne rummet med Drauers liderlige melankoli.
Da den gamle krauterkomponist havde slået de første toner an, gav jeg tegn til Ginger, som prompte svang pisken med en målrettet præcision. Roxy slog med nakken og hendes smidige ben spændtes, da pisken ramte det bløde kød mellem baller og baglår.
Bastarden mellem mine ben, krympede sig lidt ved lyden, men beholdt tappert mit lem mellem læberne.
Fin begyndelse.
Jeg gav atter tegn til Ginger – en lille, næsten usynlig håndbevægelse og højlandstøsen svang pisken metodisk, igen og igen. Roxys smidige krop spændte krampagtigt imod de stramme reb og hun gav det første vrinsk fra sig.
Cirklen var sluttet.
?
Hvilken vidunderlig harmoni. Hvilken hellig cyklus. Bastardens læber på min manddom. Denne bløde, smaskende herlighed. Lidt mekanisk og usikkert, men med en stædig velvilje. Hendes kærtegn giver mig lyst til at høre Roxy vrinske. Se hende vride sig i rebene til de skærer i hendes hud. Jeg giver tegn til Ginger og pisken falder igen. Kådheden fylder mig.
Min søde Roxy – du har aldrig været smukkere. Du giver mig lyst til mere.
Jeg tager fat i bastardens hår og presser hende længere ned. Hun er mod-villig, men mit greb er stærkt. Metodisk arbejder jeg med hende. Presser hendes hoved, stadigt længere og længere ned mod stammens rod.
Hun stritter imod. Hun hoster. Hun tager fat i mine bukser og presser imod. Hun savler og snøfter. Hendes kinder er røde. Tårerne løber. Jeg presser mig længere ned. Hun spræller som en fisk. Hendes svælg kramper. Peristaltiske bevægelser forsøger forgæves at hoste et insisterende fremmedlegeme op.
Jeg lader hende – langsomt – spytte min manddom ud igen, stadig med et fast greb i hendes hår. Hun hiver panisk efter vejret og hoster. Savlen løber ned af hendes hage.
Jeg giver hende kun nogle få sekunder til at samle sig, så presser jeg endnu engang hendes små krauterlæber, ned over det spændstige kød. Før hun ved af det, er vi atter i gang. Stadigt dybere og dybere tvinger jeg hendes tårevædede ansigt til at sluge. Hun stritter igen imod. Hendes krop ryster.
Jeg presser det sidste stykke, før jeg giver efter og lader hende komme op og gispe et par sekunder. Hun hoster og græder.
Pisken smælder. Roxy vrinsker højt og krymper sig.
Livet er godt…
Jeg presser nok engang bastardens mund mod mit lem. Hun vil ikke. Hun stritter imod. Hun skal! Jeg presser hendes mund imod den våde spids og hun giver efter. Min manddom forsvinder i hendes svælg. Stadigt hurtigere. Stadigt dybere. Hun kæmper imod.
Denne gang slipper hun ikke. Jeg presser mig i bund og holder hende i et jerngreb. Hun hoster. Hun kæmper. Hun slår.
Så bider hun.
Ikke hårdt. Men nok til at jeg slipper. Hun gisper og græder.
Mage til hysteri…
Så falder smældet. Hun når ikke at opdage noget, før hun ligger hen ad gulvet.
Min håndflade aftegner sig tydeligt på hendes kind.
”Uduelige bastard!” skriger jeg og smider cognacglasset gennem luften.
Drauer runder af i Cis… Equinox knurrer i hjørnet…
Bastarden græder og tager sig til ansigtet.
Ginger stirrer på mig, med pisken hævet over Roxy. Jeg ryster på hovedet – betragter min manddom. Svigtet. Forladt. Forrådt…
Det er forræderi!
Den slags blev man hængt for ved fronten.
Jeg ser over på Roxy. Hun trækker vejret i paniske stød. Tårerne løber ned af hendes kinder.
”Min søde Roxy, du har vrinsket smukt i aften,” siger jeg. ”Men bastarden har svigtet dig.”
Hun kigger bedende på mig.
”Vil du overtage hendes plads?” spørger jeg.
Hun nikker ivrigt.
”Frøken Becca,” siger jeg beslutsomt. ”Vil du løsne Roxy fra bordet, så bastarden kan overtage hendes plads?”
Becca løsner Roxys reb, alt imedens Louisa fjerner bidet fra hendes mund. Snart får de samlet bastarden op og får hende lagt ind over bordet.
Hun stritter ikke imod. Inden længe er hun strukket og fikseret.
Hun bider uden protester i læderet med Roxys tandmærker.
”Ja den kan du roligt bide i,” siger jeg. ”Den slår ikke igen.”
Roxy sidder allerede klar mellem mine ben. Jeg aer hende kærligt på hovedet. Hun smiler. Jeg tilbyder hende min manddom og hun tager villigt imod. Den er vædet i krauterbastardens mundvand, men Roxy er ligeglad – hun sutter begejstret. Hendes fyldige læber kører op og ned ad stammen. Lyksalighed.
Den tøs er født til at sutte.
Louisa starter grammofonen – Drauer slår tonen an. Jeg giver tegn til Ginger og pisken svirper gennem luften. Clara Campbells yngel gisper og krymper sig.
Jeg holder tre fingre oppe og Ginger svinger metodisk, fra højre mod venstre. Venstre mod højre. Højre mod venstre. Bastardens vrinsken, er som kåd musik i mine ører.
Hun bider hårdt sammen og hyler. Hun bløder fra læben. Er det læderet der gnaver? Eller er det min lussing der har åbnet hendes hud?
Det minder mig om noget. Det blik. De udspilede øjne. Noter af angst og vanvid. Pludselig kommer det til mig – krauterluderen som vi fandt i Wolfsburg efter kapitulationen. Hun blødte også.
Vi gav hende whisky og cigaretter. Hun havde de dybeste, blå øjne.
Først stønnede hun… Så vrinskede hun… Så bad hun…
Jeg slog hende – jeg kan ikke holde ud at høre på det sprog. Vi bandt hendes mund.
Tænkt, at sådan en lille kvinde kan bløde så meget.
Jeg savnede løjtnant Collins. Han ville have nydt hende.
Roxys grådige læber går i bund. Min manddom forsvinder i hendes svælg. Jeg kører mine fingre igennem hendes krøllede hår.
Pisken smælder. Bastarden vrider sig.
Jeg tager fat i Roxys krøller og gisper. Som en dampkedel under tryk, eksploderer jeg i svælget på den kære tøs. Jeg slipper hendes hår og hun sutter langsomt til tops. Jeg trækker luft ind i kraftige stød. Jeg hæver min hånd og Ginger holder inde.
Bastarden klynker. Roxy smiler og slikker sine hævede læber. Equinox klapper anerkendende – stående ovation.
Drauer slutter i F…
?
Jeg sad i læderstolen og nød en udsøgt højlandswhisky. MCMXVI – udsøgt årgang. Noter af røg og kobber. Det kommer altid over mig efter udløsning.
Klokken havde lige slået ni slag. Alt var tyst og fredfyldt. Krauterbastarden lå stadig spændt ud over mit skrivebord – en nydelig prydgenstand der samlede rummet. Jeg havde sendt alle de andre i seng. Jeg ville have en lille, intim alvorssnak med Claras uvorne yngel.
Striberne på hendes lår, var betagende små kunstværker, der komplimenterede det flydende guld fortræffeligt.
Hendes vejrtrækning var rolig. Hun lå bare der og så på mig med tomme øjne. Savlen rendte fra læderet i hendes mund og ned på bordet.
Med et beslutsomt suk, rejste jeg mig og travede lidt frem og tilbage i dybe tanker. Jeg stillede mig bagved hende og nød synet af Gingers håndarbejde. Huden var hævet og brændende. Rødlige nuancer med antydning af blåt.
Jeg kneb øjnene sammen. Sadlen var fugtig og glinsende.
Interessant.
Ganske forsigtigt, lod jeg en finger glide op mellem rosenbladene. Bastarden krympede sig, som om jeg havde slået hende. Jeg studerede sekretet indgående i skæret fra en petroleumslampe. Det klistrede imellem mine fingre og afgav en pirrende duft. Så smagte jeg på det.
MCMVII – udsøgt årgang. Noter af honning og eddike.
Med et skævt smil, vendte jeg mig mod bastarden.
”Du er våd, Eva.”
Hun kiggede op på mig, imedens jeg gned mine fingre imod hinanden.
”Kan du godt lide at få pisk?”
Hendes blik flakkede usikkert. Jeg slikkede mine fingre rene og skyllede efter med whisky. Et pikant blend.
I lang tid, stod jeg bare og betragtede hende, uden at sige et ord. Equinox var utålmodig. Det morede mig.
”Jeg er skuffet over dig, Eva,” sagde jeg med myndig stemme. ”Tænk at bide en adelsmand på den måde. Skamfuldt!”
Hun så op på mig, med store, forvirrede øjne.
”I mine stalde, der bliver små, dumme føl afrettet når de bider.”
Jeg samlede pisken op og svang den et par gange gennem luften. Hun trykkede sig og klynkede. Hendes krop rystede svagt.
”Jeg burde prygle dig med den her hele natten,” sagde jeg og nippede til de gyldne dråber. ”Kunne du tænke dig det?”
Hun rystede på hovedet og udstødte en ynkelig piben.
”Du mener måske, at jeg burde være barmhjertig?” spurgte jeg.
Hun nikkede med en bedende mine.
Med et suk, lod jeg mig atter dumpe ned i min stol.
”Jeg kunne selvfølgelig også være lidt god ved dig,” begyndte jeg.
Hun så undrende på mig.
”Jeg er dog – trods alt – en barmhjertig mand.”
Hun blinkede med et intenst blik.
”Kunne du tænke dig, at jeg var lidt god ved dig?”
Hendes blik flakkede, som om hun ikke rigtigt forstod spørgsmålet.
”Hvad om jeg aede dig blidt på ryggen? Salvede dine ømme sår. Kyssede dig kærligt. Stak min stive pik op i dig.
Kunne du tænke dig det?”
Hun klynkede fortvivlet.
”Nej? Du vil måske hellere have med pisken?”
Hun slog med nakken og rystede på hovedet, idet hun vrinskede.
Jeg rejste mig op og gik hen imod hende. Hun krympede sig og forsøgte at trække sig væk fra mig.
Forsigtigt, lod jeg piskesnerten kilde ned ad hendes ryg. Hun kiggede op på mig med en ængstelig mine.
Jeg stillede whiskyglasset fra mig på bordet. Pisken lagde jeg på hendes ryg, så den flugtede med rygsøjlen. Jeg lagde håndfladerne på bordkanten og lænede mig ind over hende. Hendes vejrtrækning blev hurtigere.
”Er du jomfru, Eva?” spurgte jeg.
Hun stirrede, tøvende op på mig. Hendes kinder rødmede. Så nikkede hun.
Jeg smilede.
”På det punkt ligner du i hvert fald ikke din moder,” sagde jeg. ”Hun havde haft mangt en hingst mellem sine ben før hun overhovedet betrådte mine enemærker. Du skulle bare vide hvor ofte hun har stået ind over dette bord og stønnet som en tæve.”
Bastarden sendte mig et tvivlsomt blik.
”Jeg giver dig et valg i aften, Eva,” sagde jeg og løsnede remmen fra hendes hoved.
Hun sukkede lettet, da jeg trak læderet ud mellem hendes tænder. Med en lettere stønnen, motionerede hun sine ømme kæber og slik-kede sig om munden.
”Hvad vælger du?” spurgte jeg og samlede pisken op fra hendes ryg.
”Pisk… eller pik?”
Hun sukkede og lod hovedet falde ned på sine arme. Så snøftede hun lidt.
”Pik…” svarede hun med en sagte stemme før gråden tog magten fra hende.
Jeg mærkede et smil brede sig på mine læber. Mine bukser strammede igen.
Equinox stønnede i mørket…
”Hvis folk bare vidste hvad der foregår herinde – så ville de have endnu en grund til at se den anden vej.”
Anonym Equinox-pige
Historien fortsætter i paperbackromanen Equinox, som forhandles på bod.dk
Erotiske noveller skrevet af Martin Sigurdsson