Jeg er assurandør.
Det er sådan, jeg forklarer mig selv. Et menneske, der lever af overblik, af at forudse, af at holde den rigtige afstand. Mapper, risici, rolige stemmer ved borde, der har stået det samme sted i årtier. Jeg lægger mærke til det, andre overser, og jeg ved, hvornår noget er dækket ind.
Men jeg har også en lille, guilty pleasure.
Jeg siger, jeg kigger på fugle.
Ikke som en ornitolog. Ikke med navne, sæsoner og systematik. Mere som Djämes Braun, der altid har lydt som en indrømmelse, man gentager for sig selv, indtil den føles sand:
Jeg kigger på fugle
Mest torsdag mest fredag mest lørdag
og
Jeg si’r – hvorfor ik’ hvorfor ik’
Det er ikke fuglene.
Det er blikket.
Derfor ligger kikkerten altid i bilen, ingen stiller spørgsmål, til en stor kikkert, for jeg kigger jo på fugle.Den giver mig lov til at standse. Til at være stille. Til at se længe uden at skulle forklare hvorfor.
Den dag havde jeg været hos en kunde, en stor gammel rømøsk kro. Træværket var glat af hænder, luften tung af kaffe og tid. Ejeren nikkede, mens jeg talte, som om han allerede havde accepteret det hele. Salget gik godt. Da jeg kørte derfra, sad der en ro i kroppen, den slags ro der kommer, når noget er landet rigtigt.
Jeg kørte mod stranden på Rømø.
Landskabet åbnede sig, fladt og vidt, uden hemmeligheder. Vinden tog fat i bilen, som om den ville have mig ud. Jeg fandt en klit, satte mig lidt oppe, hvor sandet stadig var køligt, og tog kikkerten frem.
Og så fandt jeg hende.
Min kone.
Hun gik nede ved vandkanten, barfodet, i sit eget tempo. Hun vidste ikke, at jeg så hende. Og netop derfor var hun anderledes. Mindre bevidst. Mere hel. Kjolen bevægede sig omkring hende uden at ville noget bestemt.
Jeg fulgte hende længe. Så pauserne i hendes gang, små beslutninger kroppen tog uden hende. Jeg burde have sænket kikkerten.
Det gjorde jeg ikke.
Hun standsede.
Denne gang løftede hun blikket og lod det glide op over klitterne, som om hun fornemmede noget. Da hendes øjne fandt mig, blev hun stående et øjeblik. Så begyndte hun at gå op mod mig.
“Finder du noget?” spurgte hun, da hun satte sig ved siden af mig.
“Ja,” sagde jeg.
Hun tog kikkerten uden at spørge og pegede ud over stranden.
“Så lad os kigge sammen.”
Det var dér, vi fandt dem.
Et par længere nede ad stranden. De lå lidt for sig selv, men ikke skjult. Han sad bag hende, hun lå på maven foran ham. Den gule bikini lyste mod sandet, som om solen havde valgt den særligt ud.
Manden tog solcremen.
Han skyndte sig ikke.
Han lod hænderne hvile et øjeblik på hendes ryg, som om han mærkede efter, før han begyndte. Så fordelte han cremen langsomt i brede, rolige strøg. Ikke mekanisk. Ikke målrettet. Bevægelsen havde sin egen rytme, som om tiden var en del af berøringen.
Hun svarede med små bevægelser. En let forskydning i hoften. Et dybere åndedrag. Hun så ikke på ham. Hun behøvede ikke.
Min kone trak vejret langsommere ved siden af mig.
“Se, hvordan han tager sig tid,” sagde hun lavt.
Manden lod hænderne glide ned langs kvindens sider og standsede dér, hvor ryggen bliver til noget mere sårbart. Han blev i pausen. Som om den var lige så vigtig som berøringen.
Lod hænderne glide ned langs siden på hende, trak i snorene på siden af bikinitrusserne, lod sine hænder smøre hendes baller, langsomt, som om han nød at mærke hendes varme.
Hun løfter sig lidt, og han trækker hendes bikinitrusse væk, tager mere creme på sine hænder, og begynder at smøre hendes baglår. Han lader hænderne komme ned mellem lårene, det ser ud som om hun skælver let, hun nyder det.
“De er glade,” sagde hun.
Jeg nikkede.
Det var ikke optræden.
Det var fortrolighed.
Noget i mig samlede sig. En opmærksomhed, der ikke havde haft plads længe.
Min kone rykkede tættere på mig. Vores lår rørte hinanden.
“Det gør noget,” sagde hun.
Hun rejste sig langsomt, lod kjolen glide af over hovedet uden at se på mig, som noget praktisk, ikke demonstrativt. Hun lagde sig i sandet foran mig, på maven, i samme stilling som kvinden dernede.
“Vil du smøre mig?” spurgte hun.
“Som ham.”
Hun åbnede selv bh’en, trak trusserne af og lagde dem ved siden af kjolen, før hun lagde sig til rette igen. Helt roligt. Helt uden hast.
Jeg tog solcremen og lod den varme i hænderne et øjeblik, før jeg lagde dem på hende.
Da jeg begyndte at smøre hende, mærkede jeg, hvor meget jeg så. Hvordan hendes ryg bevægede sig under mine hænder, hver gang hun trak vejret. Hvordan sandet gav efter under hendes vægt. Solen tegnede bløde skygger langs hendes skuldre og rygsøjle.
Jeg arbejdede langsomt ned. Lod hænderne blive hvert sted en anelse længere, end nødvendigt. Da jeg nåede hofterne, standsede jeg.
Hun flyttede dem en anelse. Åbnede benene lidt.
Jeg fortsatte. Over ballerne. Roligt. Cirkulært. Mærkede varmen, tyngden, den måde huden gav efter. Det gjorde mig fuldstændig nærværende, som om verden var blevet mindre og mere præcis.
Hun trak vejret tungere nu. Stadig stille.
Da jeg var færdig, lod jeg hænderne blive. Ikke for at gøre mere. For ikke at bryde noget.
Hun vendte sig langsomt om mod mig. Sandet fulgte med hende. Hendes blik var åbent, roligt, besluttet.
“Nu er det din tur,” sagde hun.
Hun satte sig op foran mig og begyndte langsomt at tage mit tøj af. Ikke hurtigt. Ikke hjælpsomt. Men med samme opmærksomhed, som jeg lige havde haft. Hun lod hænderne følge med stoffet, mærkede forskellen mellem dækket og bart.
Hun tog solcremen igen og lagde hænderne på mig. Hendes berøring var sikker, rolig, bevidst. Hun smurte mig ind i lange strøg, ikke for at beskytte, men for at blive. Jeg sad stille, fordi jeg ikke ville forstyrre det, hun gjorde. Smurte min pik ind, måske lidt for meget, men dejligt.
Vi rykkede os længere ind i klitten, i læ for vinden. Bevægede os langsomt sammen, som om vi allerede kendte rytmen. Berøringerne var gensidige, lyttende, uden hast.
Parret med den gule bikini gled ud af fokus. De var blevet begyndelsen.
Vi elskede i klitten, ikke med støj eller hast, men med nærvær. Med pauser. Med den slags opmærksomhed, der kun findes, når man har set noget smukt og ladet det minde én om det, man deler.
Da vi lå stille bagefter, sagde ingen af os noget.
Solen stod stadig højt.
Vinden gik hen over os.
Og det føltes, som om noget gammelt var blevet fundet igen — ikke fordi vi havde ledt efter det,
men fordi vi havde taget os tid til at se.
Senere på dagen var lyset anderledes.
Det hårde, hvide fra stranden var blevet blødere, mere gyldent. Kørte hjem med vinduerne åbne, sand stadig i tøjet, solen siddende i kroppen som noget, der ikke helt ville slippe. Sagde ikke meget på vejen. Der var ikke behov for at forklare noget, der stadig levede i dem begge.
Hjemme lukkede de havelågen bag sig.
Haven var lukket, beskyttet af hække, der havde vokset sig tætte gennem år. Et sted, hvor blikke ikke kom ind udefra. Hvor kroppen kunne være uden at blive til noget for andre.
Hun var den første, der tog tøjet af.
Ikke ceremonielt. Ikke udfordrende. Hun trak bare stoffet af sig, som man gør, når det ikke længere giver mening. Lod det blive liggende på stolen ved terrassen. Hendes hud var stadig varm fra dagen, let salt, let ru.
Han fulgte efter.
Det føltes anderledes her end i klitten. Mere hverdagsnært. Mere beslægtet med livet, som det var. De gik rundt i haven uden hast, nøgne, som om det var den mest naturlige måde at være sammen på. Hun bøjede sig ned og samlede noget op, han fyldte vand i glassene. Små handlinger, samme kroppe.
De satte sig i skyggen.
Han så på hende, uden at det var et blik, der tog. Mere et, der blev. Som om han først nu rigtig så hende igen, uden strandens intensitet, uden spejle. Bare hende, i sit eget rum.
“Det er rart,” sagde hun stille. “At mærke det stadig.”
Han nikkede. Lagde hånden på hendes arm. Ikke for at starte noget. For at blive i det.
De lå senere på tæpper i græsset. Kroppene tæt, men ikke sammenflettede. Solen bevægede sig langsomt hen over dem, forsvandt bag hækken, kom frem igen et andet sted. De talte om små ting. Om aftensmad. Om noget, de havde glemt at gøre.
Og imellem ordene var der noget andet.
En viden om, at nøgenhed ikke længere kun var noget, der hørte til bestemte øjeblikke. At den også kunne være et sprog i sig selv. Et sted at vende tilbage til.
Da aftenen nærmede sig, blev luften køligere. Hun trak et tæppe over sig, men lod det glide halvt af igen. Han lagde sig tættere på, delte varmen uden at tage mere.
De blev liggende lidt, mens lyset gled ned ad hækken og gjorde haven mere lukket, mere deres. Fuglene faldt til ro. En enkelt lyd fra naboerne forsvandt igen. Det føltes, som om verden havde trukket sig høfligt tilbage.
Hun vendte sig mod ham.
Ikke pludseligt. Ikke for at tage. For at være tættere. Hendes knæ fandt hans, hendes arm gled hen over hans bryst, som om hun mærkede efter, om han stadig var der. Han var det. Helt.
De kyssede ikke med hast. Det var et kys, der havde tid. Som om de allerede kendte svaret på det, de spurgte om.
Han lagde hånden på hendes bryst. Mærkede dagens varme, vorternes blødhed. Lod sig trille over hende. Tyngede hende med sin vægt. Gled ned mellem hendes lår. Pustede på hendes køn. Slikkede hendes klit, smagte hendes safter, legede med hendes fisse, mærkede hendes kropstrækninger, hørte hendes stønnen.
Slikkede hendes salte hav smag af hende, suttede på hendes nu hårde vorter. Trængte stille op i hende.
De elskede dér, i haven, uden at gøre det til noget, der skulle ses udefra. Med langsomme forskydninger. Med pauser, hvor de bare blev, som om det vigtigste var ikke at bryde forbindelsen. Som om berøringen var et sprog, de havde glemt og nu talte igen.
Mærkede hendes stramme fisse om sin pik, lod hendes orgasme klinge at, for at give hende en ny. Sprøjtede sin sperm langt op i hende.
Det var ikke en bevægelse fremad. Det var en samling.
Lyset ændrede sig omkring dem. Skyggerne blev længere. Et sted i nærheden slog en dør. Det betød ingenting.
Da de til sidst lå stille, var det ikke udmattelse, men ro. Den slags ro, der kommer, når noget har fundet sin plads igen.
Hun lagde hovedet mod hans skulder. Han lagde hånden over hendes ryg, uden at bevæge den. De var nøgne, men det var ikke længere noget, der blev tænkt over. Det var bare sådan, de var.
“Det føles enkelt,” sagde hun stille.
Han nikkede.
“Ja.”
Haven holdt dem. Aftenen kom langsomt. Og det, der var begyndt med et blik på en strand, endte her — ikke som en afslutning, men som en tilbagevenden.
Til hinanden.
Erotiske noveller skrevet af Peere