BADEMESTERENS BLIK
PROLOG
Der er noget særligt ved en svømmehal en tidlig morgen. Lugten af klor, ekkoet i hallen, varmen fra bruserne der får kroppen til at vågne. Men der er også det andet – den usagte spænding, de blikke der forbliver et sekund længere end nødvendigt, den stilhed der næsten dirrer mellem to mænd, der godt ved hvad de ser.
Jeg har svømmet her i årevis. Jeg kender hver flise, hver rutine, hver mand der plejer at komme på samme tid som mig. Men det var først da den nye bademester dukkede op, at mine ture i vandet begyndte at føles som noget mere end motion.
Der er måden han står på. Måden han følger mig. Måden han ikke skjuler, at han nyder synet, når jeg træder nøgen ind under bruseren.
Jeg har aldrig rørt ham. Han har aldrig rørt mig. Ikke rigtigt. Men vi har delt øjeblikke, der føles som hemmeligheder. Øjeblikke der gør min krop varm længe efter, jeg forlader hallen.
Og denne dag… blev endnu en hemmelighed, der blev siddende i min krop.
NOVELLEN
Der er noget særligt ved lyden i en svømmehal. Den hule rumklang, vandet der skvulper mod kanten, og de små ekkoer af stemmer, der blander sig med den fugtige varme. Jeg kommer der oftest om morgenen, mest for at svømme mig tom i hovedet – men også fordi der er en bestemt energi i rummet, når mænd i alle former bevæger sig nøgne rundt i omklædningen, uden masker, uden kostumer. Bare kroppe, der er til stede.
Og nu er der ham den nye bademester.
Han forsøger at være diskret, men jeg tror ikke han ved, hvor tydelig han egentlig er. Det er måden, hans blik glider – ikke slibrigt, ikke ufint, bare… interesseret. Studerende. Som om han læser hver linje i kroppen, hver dråbe, der løber ned over huden, som om det hele siger ham noget, han gerne vil forstå tættere på.
Han er i fyrrerne, vil jeg gætte på. Kraftig på den solide måde, brede hænder, en rolig måde at bevæge sig på. Han virker som én, der ikke lader sig forvirre af meget. Men når jeg står nøgen ved bruserne, og jeg ved, han er i nærheden – ja, så kan jeg mærke hans opmærksomhed som et varmt pust i nakken, selv når han står flere meter væk.
Det er endnu ikke blevet til noget. Ikke engang en kommentar. Måske et ekstra langt blik, når han tror, jeg ikke ser det. Eller den måde han altid lige kommer forbi for at “tjekke temperaturen” i saunaen, når jeg sidder der alene.
Måske indbilder jeg mig det.
Men… nej. Jeg kender den slags blikke. Jeg har selv haft det.
Og i dag, da jeg stod under en af bruseren, vandet stadig løbende ned ad min krop, stod han der i døråbningen med et lille smil, der sagde mere end ord nogensinde ville kunne.
Som om han tænkte: Hvis du bare gav mig lov…
Bruseområdet var næsten tomt, kun lyden af vandet, der rammer fliserne, og den varme damp, som svøber sig rundt om min krop. Jeg står med ryggen mod rummet, sæber mig ind over skuldrene, lader håndfladen glide ned over brystet, maven, helt ned over hofterne. Jeg mærker selv, hvordan kroppen langsomt vågner, hvordan den varme vandstråle får huden til at sitre.
Og så hører jeg ham.
Hans skridt er stille, men der er en bestemt rytme i dem. Den måde han går på, træskoenes slæben, som om han både vil være afslappet og samtidig gerne vil se mere, end han giver sig lov til. Jeg vender mig ikke om med det samme. Jeg kan allerede mærke hans blik, som en varm streg langs rygsøjlen.
Da jeg til sidst drejer hovedet en smule, står han der. Lige indenfor døren til bruserne. Unitrøjen halvt åben i halsen, en anelse for åben til en almindelig arbejdsdag. Og ja – hans hænder er dybt nede i lommerne.
Ikke de løse, “jeg slapper bare af”-lommer.
Nej, de faste, rolige, næsten stille bevægelser, der fortæller præcis, hvad han laver, uden at han behøver at flytte sig en millimeter.
Hans øjne falder ikke nervøst væk. De bliver. De vandrer langsomt ned langs min krop, som om han føler med synet, samme rytme som hans skjulte hånd. Varmen i rummet bliver pludselig tungere. Jeg lader vandet løbe ned over min lænd, videre mellem benene, mens jeg sæber mine lår langsomt ind. Jeg gør det naturligt – men jeg ved udmærket godt, hvad han kigger efter.
Og hvad han forestiller sig.
Jeg vender mig helt om og lader hænderne glide over brystet endnu en gang, denne gang mere bevidst. Ikke vulgært, ikke overdrevet – bare nok til at vise, at jeg kender spillet.
Hans blik bliver mørkere. Han bider sig ikke i læben, men kæben strammer sig en anelse, som en mand der holder noget tilbage, fordi han ved, han ikke må. Men han vil. Gud, hvor han vil.
Hans ene skulder hviler mod dørkarmen. Hans vejrtrækning er dybere nu. Og hånden i lommen bevæger sig så langsomt, så kontrolleret, at det næsten er værre end hvis han havde gjort det hurtigt. Han nyder det. Nydelsen er tydelig.
Og jeg lader vandet skylle ned over mig, tager mig god tid, langsomt, som om min egen krop er det eneste jeg tænker på – selv om alt i mig er fuldt bevidst om ham, om hans blik, om hans hånd.
Om den energi, der fylder rummet mellem os.
Det forbudte.
Det frække ved, at ingen af os siger noget.
At alt sker i stilheden, i blikkene, i forestillingen om hvad der kunne ske… hvis han tog et skridt tættere på.
Jeg slukker bruseren, lader dampen falde af min hud og tager mine speedos på i rolige bevægelser. Ikke for hans skyld – men jeg ved, han kigger. Jeg mærker det i nakken, mærker den lille strøm i kroppen, som kun kommer, når nogen ser på én på den rigtige måde.
Jeg retter, som de fleste mænd gør, lige lidt på pikkens placering - den ligger som altid til højre, og den er let påvirket af situationen og dermed lidt større.
Da jeg går ud i hallen, hører jeg hans skridt bag mig. Ikke for tæt på. Bare nok til at signalere, at han er der. At han ikke er færdig med mig.
Jeg springer i vandet og begynder at crawle, ren motion og tyve af de lange baner. Jeg elsker det, men min hjerne tømmes ikke som den plejer. Hans rumsterer og jeg begynder at forestille mig forskellige scenarier.
Vandet er lunt, da jeg glider i bassinet, og jeg lader kroppen strække ud. De første tag gennem vandet føles befriende, men det er som om jeg svømmer i en form for elektricitet, som om noget ulmer med underfladen.
Da jeg vender hovedet for at trække luft, står han ovre ved rækværket. Ikke med den professionelle, neutrale mine, som bademestre normalt gør. Han ser ud som en mand, der nyder synet. Åbenlyst.
Hans øjne følger min rytme:
Armen der glider frem.
Kroppen der skærer gennem vandet.
Hofterne der løfter og sænker sig i bevægelserne.
Jeg gennemfører et par baner, og da jeg stopper for at trække vejret ved kanten, smiler han til mig.
Ikke et venligt arbejds-smil.
Et genkendende, lidt for personligt smil.
Som om han tænker på brusebadet igen. Eller på noget, der kunne være sket, hvis jeg var blevet stående lidt længere.
Så gør han noget, der ville have været komisk, hvis ikke det havde været så frækt:
Han vender sig lidt væk, som om han blot skal justere buksebenet. Men hans hånd retter på pikken - ingen kan være i tvivl om denne bevægelse. En hurtigt, men selvsikker bevægelse. Som om han siger til mig uden ord:
Jeg ved godt, du kigger nu. Og jeg gør det. Selvfølgelig gør jeg det.
Han bliver stående i hallen hele tiden, mens jeg svømmer. Ikke én gang går han. Ikke én gang mister han mig af syne. Han går lidt rundt, tjekker et par småting, men det er tydeligt, at hans reelle opmærksomhed ligger et helt andet sted.
Da jeg tager de sidste baner, føles det som en dans mellem os. En usagt rytme. Vandet omkring mig og blikket fra ham over mig.
Jeg ved, han ville noget.
Jeg ved, han fantaserer.
Og jeg ved, at dagens svømmetur er meget mere end bare motion.
Jeg mærker trætheden i armene, når jeg endelig griber kanten og trækker mig op. Vandet løber tungt af min krop, drypper ned på fliserne, som om hver dråbe markerer, hvor langt jeg har svømmet. Jeg retter hurtigt på badebukserne – det kolde vand har gjort dem stramme på den måde, man kun lægger mærke til, når nogen kigger. Og jeg ved, at han kigger.
Selv uden at vende mig om kan jeg fornemme ham. Den måde hans tilstedeværelse fylder rummet, som en stille varme, en ulmende opmærksomhed. Det er næsten som at blive fulgt af et blik, der kærtegner uden at røre.
Jeg går ud af hallen, fødderne efterlader våde spor på gulvet. Og ja – der er han igen. Lige bag mig. Ikke tæt nok til at ramme mig, men tæt nok til at lade mig vide, at han vælger at følge mig, ikke fordi han skal, men fordi han vil.
Dampen fra bruserne møder mig, da jeg træder ind i baderummet. Jeg stopper midt i rummet, vender ryggen let mod ham, lader et øjeblik hænge i luften. Et stille, ladet øjeblik.
Så trækker jeg badebukserne ned og lader dem falde til gulvet.
Et lille klask mod fliserne.
En lyd der altid virker højere, når nogen lytter intenst.
Det varme vand rammer igen min nakke, løber ned over ryggen som en lettelse efter kulden fra bassinet. Jeg løfter armene, lader fingerspidserne massere shampoo ind i håret, fordeler shampooen på resten af kroppen. Jeg strækker mig en anelse – helt naturligt, men jeg ved, hvordan ryggen buer, hvordan musklerne står frem, hvordan lyset fanger konturerne.
Jeg behøver ikke at se ham.
Jeg ved, at han står der.
Jeg ved, at han kigger på mig, som om han indtager alt.
Jeg ved, hvad der sker i hans krop lige nu.
Hans åndedrag er lidt tungere.
Ikke meget. Bare nok til at jeg kan høre forskellen.
Han flytter sig en halv meter tættere på – ikke nok til at virke frækt i sig selv, men nok til at dampen omkring mig bliver varmere, tættere, som om hans kropstemperatur blander sig med vandets.
Jeg lader hænderne glide ned over brystet, langsomt, helt ned over maven og videre ned i skridtet. Bare en grundig vask. Og grundig nok til at give ham præcis det syn, han håbede på, da han fulgte efter mig fra hallen.
Jeg vender mig med front mod ham, men hans blik er så tydeligt, at det næsten føles som en hånd. En, der glider langsomt ned over mig, følger dråberne, følger bevægelserne, følger lysten der vokser uden at blive nævnt.
Og jeg lader ham kigge.
Lader ham nyde det.
Lader ham blive i sin stille, desperate nydelse, mens jeg vasker mig med den langsomme, fokuserede ro, han tydeligvis ikke kan få nok af.
Min hånd glider ned omkring min pik, som nu igen tager en form der indikere, at noget sker omkring mig. Han studerer mig, bider sig i underlæben - jo, hans hjerne arbejder på højtryk.
For dette øjeblik – den varme damp, min nøgne krop, hans skjulte, men alt for levende begær – er næsten mere intenst end hvis han rørte mig.
Jeg slukker bruseren, vandet drypper stadig fra mine arme og ned på gulvet. Jeg burde være helt afslappet efter alle de baner, men min vejrtrækning er en anelse dybere, end den plejer at være. Ikke på grund af motionen – men på grund af ham. Hele situationen, blikkene, hans stille, brændende tilstedeværelse.
Jeg vrider håndklædet halvt, blot for at have noget at gøre, og så går jeg mod saunaen. Ikke hurtigt. Ikke langsomt. Bare i den rytme, der lader ham se, at jeg stadig er lidt påvirket af det hele. Jeg går forbi ham, og giver ham et stille nik - en hilsen eller var det en opfordring?
Døren til saunaen giver et lille suk, da jeg åbner den. Den varme, tørre luft møder mig med det samme – omslutter mig, rammer den fugtige hud og sender en sitrende varme ind i kroppen. Jeg går ind og vælger nøje mit sted med fuld bevidsthed:
Øverste hylde. Tæt på termometeret. Det sted, hvor man er mest synlig.
Jeg lægger håndklædet ud, sætter mig med ryggen let mod væggen, spreder benene en anelse, så varmen kan nå helt ind over lårene, mellem dem, ind i alle folder og spændinger. Pikken hænger blødt over mine nosser. Pulsen falder langsomt, men det gør ophidselsen ikke.
Jeg kan høre ham udenfor.
Han forsøger at være diskret, men hans bevægelser er blevet for tydelige til at skjule noget. Et stop foran døren. En hånd mod træet. Den lille tøven – som en mand, der både ved, han ikke burde gå ind… men som slet ikke kan lade være.
Jeg læner mig en anelse frem, som om jeg tjekker termometeret, men i virkeligheden giver jeg ham bedre udsyn, hvis døren åbner.
Varmeperlerne løber allerede ned over brystet. Min krop reagerer på alt – temperaturen, situationen, hans blik der stadig brænder i min hukommelse. Bare tanken om, at han kunne træde ind lige nu, sætter en tung varme i underlivet, en langsom, trykkende puls. Min pik rejser sig lidt - fuck jeg er liderlig ved tanken.
Jeg sætter mig til rette. Retter lidt på pikken, og hænderne hviler på lårene.
Kroppen åben. Blikket rettet mod døren.
Jeg siger ikke noget.
Jeg gør ikke noget.
Jeg venter.
Og jeg ved, at han ved det.
Døren åbner med en blød, tør lyd, og den tunge varme i saunaen skælver næsten, da han træder ind. Det er, som om hele rummet trækker vejret dybere. Han står et øjeblik i døråbningen, lader sine øjne vænne sig til varmen, og så finder hans blik mig.
Ikke helt tilfældigt. Ikke professionelt. Men som en mand, der ved præcis, hvad han går ind til.
Jeg trækker langsomt det ene ben op på bænken. Ikke abrupt, ikke dramatisk - bare som en naturlig bevægelse, som om jeg søger en bedre balance. Men det er alt andet end tilfældigt. Benene er nu mere åbne, mere indbydende, mere udstillede. Pikken hænger tykkere end normalt, lidt udadstående uden at være rigtig stiv - men på vej. Og jeg kan mærke, hvordan varmen fra saunaen, fra situationen, fra hans blik, trækker sig helt ind i kroppen, og helt ned i nosserne.
Hans reaktion er øjeblikkelig. Ikke et chok. Ikke overraskelse. Men en stille spænding, der løfter hans brystkasse, når han trækker vejret ind. Blikket glider langsomt ned over min krop, som om han læser den linje for linje. Han dvæler ikke på ét punkt – han tager hele synet ind. Lader det arbejde i ham.
Så begynder han at gå frem. Ikke hurtigt. Men med en ro, der er langt mere intens end hast.
Da han når helt tæt på mig, læner han sig en smule ind for at aflæse termometeret over mit hoved. Hans krop kommer så tæt på, at jeg kan mærke varmen fra ham gennem den allerede glohede luft. En dyb, fysisk fornemmelse, der går gennem huden.
Hans ansigt er bare få centimeter fra mit, og mens han lader som om han læser tallet, falder blikket igen ned over mig. Først mine øjne. Så min hals. Mit bryst. Mavens langsomme hævning. Benene, der er trukket fra hinanden i en uforglemmelig positur.
Han smiler. Et lille, næsten drilsk smil. Som en mand, der nyder, at jeg gør præcis dét, han håbede på.
Og så - uden at sige ét ord - lader han blikket glide hele vejen ned. Rullende, målrettet, som en hånd der langsomt glider hen over huden uden at røre.
Den slags blik, der får hele kroppen til at reagere. Til at åbne sig. Til at pulsere lige under overfladen.
Og jeg lader ham. Lader ham se alt. Lader ham mærke, at jeg ved præcis, hvad jeg giver ham lige nu.
Han står stadig tæt på mig, så tæt at jeg kan mærke varme, både fra saunaen og fra hans krop. Blikket hænger ved mig et øjeblik længere, end nogen “professionel” nogensinde ville tillade sig. Og så sker det.
Han rømmer sig lavt.
Et lille “øh… undskyld”, som om han har tabt tråden et sekund.
Og mens ordene slipper hans mund, glider hans hånd ned mod min side - og lægger sig på mit lår.
Ikke midt på.
Ikke neutralt.
Men dér… helt oppe, tæt på, måske to centimeter fra min pik.
Hans hånd er varm. Hans greb er roligt. Men spændingen mellem hans tommelfinger og min hud er så elektrisk, at jeg næsten glemmer at trække vejret.
Han rører mig ikke dér, hvor tankerne råber efter det - men han er så tæt på, at det føles som en berøring alligevel. Som om hans hånd skriver et løfte lige på huden.
Jeg mærker min egen krop reagere med det samme. Det dunker.
Varmen fra saunaen presser på, men varmen fra hans hånd er værre. Eller bedre.
Han smiler igen. Et smil, der siger alt det, han ikke tør sige højt.
Så løfter han hånden langsomt, næsten modvilligt, og træder et skridt tilbage.
Han retter på sin uniform – især foran, hvor stoffet buer strammere end før. Den lille justering er så åbenlys, at ingen kunne misforstå den. Han ved det. Jeg ved det.
Og dér. Da han drejer sig for at gå ud, ser jeg det.
En våd plet. Lige foran.
Ikke stor, bare en lille, mørkere cirkel i stoffet – men lige præcis dér, hvor ingen bademester normalt har “uheld”.
En plet er måske ikke unormalt med vand i en svømmehal…
men præcis det sted…
den størrelse…
det tidspunkt…
Det fortæller sin egen historie.
Han åbner døren og forlader saunaen uden et ord.
Bare det sidste, hurtige blik tilbage mod mig.
Et blik så intenst, at det næsten holder mig fast i bænken.
Og jeg sidder tilbage i varmen, med pulsen hårdt i kroppen, benene stadig let åbne, huden brændende og en sitrende erkendelse:
Nu var det ikke bare mig, der var påvirket.
Saunaens varme klæber stadig til min hud, da jeg åbner døren og går ud i baderummet. Dampen fra bruserne er som en væg, en tæt, fugtig varme, der blander sig med min egen pulserende tilstand. Min pik er stadig påvirket - også mere end normalt efter et saunabesøg.
Jeg tænder bruseren og lader det varme vand skylle ned over mig endnu en gang.
Først håret.
Så nakken.
Skuldrene.
Brystet, maven… længere ned.
Jeg vasker mig langsomt, grundigt, så hver bevægelse bliver en del af den ulmende spænding, der stadig hænger mellem os som usynlig røg. Jeg ved, han er der. Jeg behøver ikke at se ham for at mærke det.
Hans blik brænder i min ryg som en hånd. En der ikke rører – men alligevel gør.
Da jeg til sidst lader vandet glide mellem benene og vasker mig dér, meget bevidst, meget langsomt, kan jeg høre hans vejrtrækning ændre sig. Bare en smule. Som en lille rystelse i luften.
Jeg vender mig halvt, blot for at ryste vandet af håret, og der står han – tættere end før, men stadig på den dér kontrollerede, professionelle-uprofessionelle måde. Hans hånd er igen i lommen. Hans skuldre anspændte. Hans blik helt matte af varme og… noget mere.
Og vi er alene.
Rummet er stille, undtagen vandets rytme mod min hud.
Hans bryst hæver sig fastere.
Blikket sænker sig.
Vender tilbage.
Sænker sig igen.
Jeg kan se, hvad det gør ved ham.
Jeg kan mærke, hvad det gør ved mig.
Jeg stryger hånden langsomt ned over mig selv én sidste gang, trækker forhuden helt tilbage, blot for at vaske ordentligt, og situationens intensitet knitrer i luften som elektricitet. Griber lige fat om mine nosser, og gnider nu kort forhuden lidt frem og tilbage.
Det er dér, det sker.
Ikke højt.
Ikke dramatisk.
Bare et øjeblik hvor hans kontrol slipper – en lydløs, men tydelig reaktion, der forvandler hans rolige facade til ren, rå tiltrækning.
Han forsøger at rette sig op.
At trække vejret normalt.
At stå fast på fødderne.
Men stoffet foran på hans bukser mørkner langsomt.
Ikke som vandstænk fra gulvet eller en vildfaren bruser.
Men som noget, der kommer indefra.
En tynd, næsten skjult stribe begynder at glide ned langs det ene ben.
Uundgåelig.
Uigenkaldelig.
Han står helt stille.
Så smiler han.
Det samme lille, varme, lidt skyldige smil som før.
Men nu fyldt med en ny form for lettelse.
Som en mand, der både er flov – og samtidig dybt tilfreds.
Og jeg står der under bruseren, huden brændende varm, kroppen åben, og ved præcis, hvad vi lige har delt.
Ikke med ord.
Ikke med berøring.
Men med øjne, krop… og mod.
Jeg slukker bruseren. Vandet drypper stadig fra min hud, mens jeg går ud i omklædningsrummet. Rummet føles større end normalt, som om stilheden mellem os fylder det hele ud.
Han er væk et øjeblik, hvilket næsten gør stemningen endnu mere elektrisk. Jeg tager et håndklæde og begynder at tørre mig - langsomme bevægelser, fordi kroppen stadig pulserer let efter saunaen, bruserne, hans blik… alt.
Lidt efter åbner døren igen.
Han kommer ind i en tør uniform.
Tøjet sidder glattet, neutral farve, professionel fremtoning - fuldstændig i kontrast til det, der lige er sket mellem os uden et eneste berørt ord.
Men blikket?
Det er stadig det samme.
Mørkere. Dybere.
Fyldt med noget han ikke engang prøver at skjule længere.
Jeg står halvt vendt mod ham og trækker mine briefs på. Han stopper et par meter fra mig, som om han ikke vil virke for nærgående - men hans øjne afslører ham.
Den måde han følger min hånd, når stoffet glider op over hofterne.
Den måde han ser på min ryg, skuldrene, dråberne der stadig glitrer på siden af kroppen.
Han hilser. Venligt. Roligt.
Men stemmen er en smule dybere end før.
“Du… øh… du svømmer virkelig godt,” siger han.
En sætning, der på overfladen er fuldstændig uskyldig.
Men tonen? Det var alt andet end uskyldigt.
Han smiler til mig igen – det samme smil som i saunaen, det smil der næsten stryger langs huden. Jeg knapper mine bukser, og jeg kan mærke hans øjne på hver bevægelse, helt til jeg tager trøjen på.
“Det er… altid en fornøjelse at se dig i vandet,” tilføjer han langsomt. Som om han vælger ordene med omhu. Som om han giver mig et lille glimt af sandhed, pakket ind som et kompliment.
Jeg svarer ikke noget særligt – kun et kort “Tak… i lige måde,” selvom det ikke rigtig giver mening. Men han forstår, hvad jeg mener, ikke hvad jeg siger.
Blikket mellem os hænger et øjeblik. Et af de øjeblikke, hvor man ved, at døren måske burde lukkes, at situationen egentlig burde slutte – men ingen af os ønsker helt, at den gør det.
Så nikker han og går igen. Roligt. Professionelt. Men skuldrene er spændte, som om han stadig arbejder på at holde sig selv i ro.
Jeg tager tasken over skulderen, går ud i den kølige luft udenfor hallen, og hele kroppen er stadig varm indefra. Ikke fra saunaen. Ikke fra svømningen.
Men fra ham.
Fra den måde han så på mig.
Fra det, der næsten skete.
Og det, der alligevel skete på sin egen måde.
Jeg når ikke længere end ud til bilen.
Døren lukker. Rummet bliver stille. Og hele den tilbageholdte elektricitet, alt det jeg ikke gav slip på inde i hallen… det rammer mig som en bølge.
Og så snart jeg sidder i bilen, med det fugtige hår mod nakkestøtten og varmen i kroppen der endnu ikke har lagt sig, ved jeg én ting:
Jeg kan ikke køre før jeg har taget mig af mig selv.
For jeg er stadig hård. Stadig våd. Stadig fyldt af alt det, han gav mig uden at røre mig.
Jeg finder pikken frem, føler næsten at det er ham der tager sig af den.
Og da jeg læner mig tilbage, lukker øjnene og lader hånden glide ned over mig, er det hans blik jeg mærker.
Hans åndedrag.
Hans hånd på mit lår.
Jeg ved, at jeg kommer igen en anden dag. Ikke kun for at svømme. Men for at se, hvor langt hans blik kan nå næste gang.
EPILOG
Der er gået nogle år siden den morgen, hvor jeg forlod svømmehallen med ham stadig brændende i mine tanker. Jeg kommer der stadig. Ikke hver uge, ikke med samme regelmæssighed som dengang, men ofte nok til at kroppen husker rutinen: det kølige vand, den varme damp, fornemmelsen af fliser under fødderne.
Bademesterens vagtplan har ændret sig mange gange gennem årene. Nogle perioder har jeg næsten glemt ham – indtil han pludselig igen står i hallen, med den samme rolige måde at bevæge sig på, som om intet nogensinde forsvinder helt fra ham. Han er ældre nu, selvfølgelig. Det er jeg også. Men hans blik … det har ikke ændret sig.
Når jeg svømmer forbi hans post, følger han mig stadig med øjnene. Ikke lige så tydeligt som dengang. Mere afstemt, mere kontrolleret. Men han ser mig stadig. Som én, der husker alt. Som én, der ikke glemmer øjeblikke, der satte sig i kroppen.
En sjælden gang støder vi på hinanden i baderummet. Der er ingen hånd i lommen længere, ingen dirrende spænding gennem rummet. Kun et stille smil, et lille nik, en varme i hans øjne, der ikke behøver skjules.
“Godt at se dig igen,” siger han hver gang, som om ordene betyder mere end det lyder.
Og jeg mærker noget særligt hver gang. Ikke som før – ikke den rå, uimodståelige ophidselse. Men en dybere form for genkendelse. Et ekko af noget vi delte uden nogensinde at røre hinanden. En historie, der kun eksisterer mellem os, ulmende under overfladen som varme sten i saunaen.
Nogle mænd forsvinder ud af ens liv uden et spor.
Andre bliver hængende, som en mærkelig, pirrende erindring, der aldrig helt slipper kroppen.
Han er en af dem.
Og hver gang jeg træder ind i hallen, mærker jeg det samme stille smil glide over mine læber:
Nogle øjeblikke går aldrig over.
De modnes.
De bliver til noget andet.
Noget varmere.
Noget vores.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980