Centaurea(18-04-2019 13:20)

Jeg ved han kommer, før jeg ser ham, fodtrinene kommer nærmere i havegangens knasende grus på den anden side af det massive rækværk.

Jeg har til morgen med nysgerrig interesse betragtet ham oppe fra mit gavlvindue, så maskulin, trænet, høj, smilende til sine kammerater, der sammen med ham slæbte kasser og møbler ind i huset. Min krop reagerede med en stille summen.

Den lette brise lader den maskuline duft af ham strømme i forvejen. Jeg kigger hurtigt rundt, er der et sted jeg kan gemme mig?Han må ikke se mig sådan her. Mine ben står dog helt fast plantet på fortovsfliserne.
Han træder ud på fortovet. Vender sig mod mig. Mit hjerte banker, blodet bruser og jeg kan mærke at rødmen stiger op fra halsen og langt op ad kinderne, og jeg får et dybt sug i min mave, da han med en dyb behagelige stemme siger “god formiddag, du må være min nabo”. Han smiler lidt skævt og kigger undersøgende på mig og rækker en smuk solbrun højre hånd med lange slanke fingre frem mod mig.

Han er Verdens-Smukkeste-Nye-Nabo, og jeg skulle bare lige ud og tømme postkassen. Her står jeg nu, lammet kl 11 om formiddagen,ude på gaden i min gamle slidte pyjamas, håret slasket og dårlig ånde har jeg sikkert også og i min store søns fire numre for store slidte clogs. Min stemme er væk og ugeaviserne falder flagrende til jorden.

Jeg suges ind i hans smukke øjne.