Mine ben føles tunge som betonklodser, mine fødder er ømme, mine skuldre er, på trods af den godt tilpassede vandrerygsæk, smertelige af stroppernes pres. Jeg sætter dog automatisk det ene ben foran det andet. Det er fjerde døgn på min vandring, som startede nede sydpå og mine ben har langsomt bragt mig nordpå ad Hærvejen.
Solen skinner idag, himlen er blå med kun få enkelte hvide totter. I dag er årets første rigtige sommerdag, tror det bliver varmt senere. Jeg burde være glad for at undgå den kolde tunge regn, som jeg ellers har været udsat for de første dage, men regnen passede ligesom bedre til mit humør. Må man godt være sur og trist i solskin? For egentlig er jeg bare dødtræt, dødtræt af at høre alle mine egne tanker der rumsterer i mit hoved.Træt af halvkedelig pulvermad og lunkent vand.Træt af hårde liggeunderlag. Savner nogen at snakke med.
Pilgrimstur, mindfull vandring, “kom ned i gear” og “mærk dig selv” alle de fine ord om hvad vandring på Hærvejen er. Lige nu føles det bare, som en ubehagelig flugt. En håbløs flugt fra en alt for hektisk hverdag. Sedler der skal udfyldes til skolen, tøj der skal vaskes, konflikter med nærtagende hormonforstyrrede teenagebørn, travlhed, manglende overblik, følelsen af kun lige at hænge på. En hverdag, som denne tur ikke ændrer på, for den venter bare på mig derhjemme. De samme opgaver, de samme dilemmaer, det samme pres, det samme liv. Jeg mærker tårer presse sig på bag øjenlågene. Men selvfølgelig går jeg videre, for hverdagen må vente lidt endnu. Og jeg er jo ikke en tudemarie, men en selvsikker, stærk kvinde med styr på tingene. “Ha” de skulle bare tage et kig ind i mit indre kaos. Ja facebook viser sgu ikke alt. Der er ikke noget sejt over mig lige nu.
Jeg kommer til den lille landsby Kollemorten, går ned af en lang hovedgade, der er en god blanding af gamle huse, nogle istandsatte og hyggelige med smukke blomster i forhaven, mens andre er faldefærdige og triste. Der er ingen mennesker på gaden, ingen legende børn i haverne, her er bare stille. Jeg ser hytterne, som også kan bruges til overnatninger, men går forbi, da jeg jo næsten kun lige er startet på dagens tur, og har mindst 15 km vandring foran mig. Jeg kommer til et vejkryds, der er en købmandsforretning. Foran er der masser af farverige blomster sat på paller. Der ser rart ud. Jeg går derhen. Køber mig en is, og sætter mig tungt på bænken foran butikken, nyder slet ikke den kølige flødeis, der fylder min mund, spiser bare mekanisk, det er ren trøstespisning. Der kommer en mand på fuldt oppakket cykel, han stiger let af og går ind i butikken. Måske skulle jeg tage på cykelferie næste gang, tænker jeg surt, for det kan umuligt være lige så træls som på gåben, der kan man da i det mindste komme hurtigere fremad.
Manden kommer ud, og sætter sig på den anden side af bænken med et stort smil og et “hej”. Jeg sender en grimasse af et smil og kigger hurtigt ned i min telefon. “Hvor er du på vej hen?” spørger han med en frisk stemme. “Nørhoved” svarer jeg kort og håber, at han dog vil holde sin mund. “Hvor længe har du været undervejs?” siger han stadig med interesseret stemme. “4 dage” svarer jeg uden glød i min stemme. “Du ligner ikke en der nyder det” siger han blidt efter en lang stilhed. Jeg drejer mit ansigt og kigger på ham, ser ind i et par klare blå øjne, som betragter mig bekymret. Jeg ryster på hovedet og mærker min hals snøre sig sammen, jeg siger et halvkvalt “nej” lukker mine øjne hårdt i og forsøger desperat at holde samling på mig selv. Jeg mærker en varm blød hånd på min hårdt sammenpressede næve og ordene strømmer pludselig bare ud af min mund. Alt det der fylder presser sig på, min trætte krop, at jeg ikke kan overskue hverdagen, at jeg ikke kan overskue bare det at tage rygsækken på ryggen igen, at jeg ikke kan overskue at komme hjem, eller at fortsætte, alt det flyder i en fossende flod, sammen med tårer og snot, ud over bordet foran købmanden i Kollemorten og videre ind i en fremmed mands ører. Jeg skiftevis hulker uhæmmet og forsøger at stoppe, undskylder flere gange, og føler mig fuldstændig umulig og dum. Manden er tavs, lytter, og holder stadigt min hånd i et trygt greb, efter hvad der føles af uendeligheder, og mine øjne er tømte for års ophobning af tårer, og jeg bare sidder fuldstændigt udmattet, med dundrende hovedpine, men mange bekymringer lettere. Jeg kigger genert på ham og har lyst til at forsvinde fra jordens overflade, men han nikker bare eftertænksomt. Jeg er helt lille og sårbar. Vi sidder længe i stilhed. Han rækker mig en drikkedunk med dejligt koldt vand. Hovedpinen forsvinder roligt.
Efter noget tid siger han beslutsomt. “Nu tager du rygsækken på, går videre ud af byen, til du rammer kirken, der sætter du dig ind og holder mindst 1 times pause” Jeg kigger på mit ur og forsøger at indvende, at så kan jeg ikke nå til mit næste stop inden aften. Han kigger mig dybt i øjnene, og siger: “Jamen hvad er det du skal nå? Du skal ikke følge en plan, du skal ikke jagte afsted, nej du skal mærke, hvad der giver mening for dig lige nu. Det kan godt være, at det gav mening, da du sad derhjemme og planlagde turen. Men det gør det ikke længere, da du er alt for udmattet. Nu skal du respektere dig selv og din krop og gøre det, der giver bedst mening lige der hvor du er nu.” Jeg mærker igen klumpen i halsen og nikker som lille pige, der godt ved, at hun har fortjent at få skældud. Han fortsætter: “hvor vejen deler sig i Hærvejen og Vandskellet følger du Vandskellet til Gudenåens Udspring og der holder du endnu en pause, og nyder at kigge ned i vandet og så kommer jeg og henter dig og så følges vi til din nye overnatningsplads.” “Jamen” forsøger jeg mig, men uden nogen styrke til at mene, hvad jeg end kunne komme på af meningsfuld tanke. Han kigger på mig “stol på mig.” Jeg betragter ham et langt øjeblik, han er høj og slank, har markerede muskler, hans korte mørke hår er fladt, efter at have været under cykelhjelmen. Hans tænder er regelmæssige og hvide. Solbrun. En meget pæn mand faktisk. “Hvad hedder du?” spørger jeg ham om, inden jeg rejser mig fra bænken og tager rygsækken på ryggen.
“Mads, Mads Juhl” siger han med et glimt i øjet og et skælmsk smil, “ nu har du mulighed for at tjekke mig ud på nettet - Jeg er ikke nogen farlig psykopat.”
Jeg går ud af byen, jeg er stadig træt, men kan nu nyde hvad jeg ser omkring mig, nogle af de grå skyer i mit sind et lettet, og jeg går gennem et kønt område med snoet vej, gennem lidt grønt skov forbi en træstak der udsender en stærk duft af harpiks. Jeg ser en musvåge, der bliver jagtet af en krage over mig. De skriger af hinanden og flakker uroligt omkring i en aggressiv dans, og forstyrrer den ellers rolige idyl. Jeg kommer ud af skoven og kan se Kirken på sin bakketop. Valmuer står og lyser rødt i de grå/grønne rugmarker side om side med de dybblå kornblomster. Føler mig lettere og tankerne er roligere, bortset fra, at jeg nu spekulerer over, om jeg skal gøre, som Mads han sagde, eller om jeg bare skal vandre videre ad Hærvejen og følge min plan. Meningsfuldhed et stort ord. Tænker over om det var tilfældigt, at han dukkede op lige der, eller om skæbnen vidste, at jeg havde brug for, at komme af med alle mine tanker. Mon han overhovedet vil være der, hvis jeg går den vej han bad mig om, eller har han fået nok af hysterisk tudende kvinde for i dag. Hvorfor tro på ham? Er der overhovedet noget der giver mening.
Jeg når svedende til kirken, kigger mig omkring og læser skiltene. “Øster Nykirke, beliggende på toppen af højderyggen, og Danmarks højest beliggende Kirke 127 m over havet. Bygget i 1150-1200 som Valfartskirke til Sct. Peders Helligkilde, hvis vand mentes at have en helbredende Kraft”( Visit Vejle). Jeg går ind i fåreindhegningen der omgiver brønden, jo der er grøntbrunt grumset vand i. Skulle godt nok være meget fortvivlet, hvis jeg skulle drikke det, men det er selvfølgelig heller ikke meningen. Tænker på alle de mennesker der i tidens løb har været lige netop her. Mon vi overhovedet ville kunne forstå hinandens problemer. Ville de tænke, at jeg bare har det nemt, men er mit liv ikke også nemt? Eller er det skide komplekst i forhold til livet dengang. Jeg ville i hvert fald have svært ved at forstå, hvordan det er at være sulten i måneder i en lang kold vinter og. Men er der overhovedet rigtige og forkerte problemer? Jeg løsriver mig fra brønden og disse tanker og går langs det smukke stengærde, der omkranser kirkegården og kirken.
Jeg åbner den tunge brune kirkedør og træder ind, her er køligt og helt stille. Jeg er ikke sådan meget troende, men finder alligevel en ro i at være her. Jeg kan høre pulsen i mit eget øre og min vejrtrækning bliver roligere. Jeg sætter mig og lukker mine øjne. Ved ikke hvor længe jeg sidder der, om jeg sover eller bare er i dvale.
Jeg går videre, nyder udsigten, hvor vejen bugter sig afsted mod skoven, og forbi markerne, føler mig fyldt med mere energi, og jeg drak ikke engang af kilden, men fyldte bare min vandflaske med dejligt koldt vand på kirkegården, mon det kommer fra samme kilde? Fuglene synger, en ko brøler og jeg mærker ikke mine ømme ben. Lige nu føles det som om, at jeg kan gå i evigheder, men alligevel følger jeg uden at tænke nærmere over det vejen mod Gudenåens udspring. Efter det sidste stykke, hvor det går ret stejlt nedad på den grove grusvej, drejer jeg ind til højre ad den lille sti der viser mod Udspringet. Vandet klukker lystigt i det lille vandløb og omkring den større sten der markerer kilden ligger små glinsende perlesten i smukke farver, Solens stråler, der bryder gennem træernes grønne kroner, giver et fantastisk spil i vandets overflade. Her er magi i luften, i vandet og i lydene fra de mange fugle der sludrer lystigt i budskadserne. Jeg smider mine sko og strømper og træder ud i det kolde vand og lader det strømme henover og køle mine svedige fødder. Jeg bøjer mig ned og samler i hænderne en håndfuld køligt kildevand og slubrer det i mig. Jeg føler mig i dette øjeblik meget heldig.
Bag mig rømmer en stemme sig, jeg vender mig om og smiler til Mads. Han smiler tilbage og siger, at det klæder mig at smile. Jeg mærker, at jeg rødmer, og jeg er glad for at se ham igen, han holdt sin del af aftalen og hvorfor jeg holdt min, ved jeg ærligt talt ikke. Han er ikke længere i cykeltøj, men i en lys t-shirt og et par lyseblå cowboyshorts. Han ser mere bredskuldret ud end jeg husker og hans øjne er varme og nærværende. Jeg går ud af det kolde kildevand og han rækker en hånd frem mod mig, jeg tager den. Vi går 30 meter hen og sætter os på en lille træbro over det allerede nu markant større vandløb. Mine fødder tørrer i luften og vi snakker om alt muligt og ingenting. Han fortæller om området med de historiske badebassiner. Jeg om mit liv liv og mine tanker. Det føles ikke, som om vi kun lige har mødt hinanden. Han har set den grimmeste og mest sårbare mig, så jeg er helt rolig og uden det sædvanlige påtagede filter, som kun kan sige det, jeg tror folk gerne vil høre.
Han tager min rygsæk og jeg går på bare tæer på en sandet lille vej til et shelter i nærheden. Det ligger helt alene på grænsen mellem den blandede løvskov og kurvede indhegninger med græsgumlende kvæg. Han udpeger en bygning, det gamle naturcenter, næsten skjult på den anden side af indhegningen og fortæller, at der kan jeg gå over og tage bad og der er også toilet, så laver han noget mad klar imens.
Jeg tager mig god tid og nyder at lade vandet strømme ned af kroppen, og masserer sæben godt ind i min varme følsomme hud. Jeg undrer mig over, at jeg bare gør hvad han siger, men nyder samtidigt, at jeg ikke behøver forholde mig til noget. Hvornår mon det egentligt sidst er sket? Jeg tager min sidste rene t-shirt på og et par løse shorts, som også er forholdsvis ubrugte, bliver pludselig lidt forfængelig og bevidst om, at det faktisk er en mand der sidder og venter på mig. Men der har jo ikke været andet end medmenneskelighed imellem os, han er jo bare en ven i nøden. Eller hvad, jeg føler et lille sug i maven, hvad nu hvis han forventer gengæld for sin omsorg. Jeg skubber tossede tanker til side. Eller hvad? har jeg egentligt ikke en stor lyst til ham. Det er længe siden, jeg overhovedet har tænkt på sex, jeg har ikke overskud i hverdagen, er min evige undskyldning. Jeg mærker en lille kuldegysning glide igennem kroppen, men skubber det i baggrunden og går tilbage til shelteret. Bare fordi han er mand behøver han jo ikke at have sådanne tanker.
Bålet buldrer lystigt og Mads er i fuld gang med at tilberede kød og grøntsager i bakker på risten. Han kigger på mig og smiler og jeg ruller mit liggeunderlag ud i shelteret og betragter ham i stilhed. Han er erfaren med madlavning på bål kan man se. Her er ikke plads til sortsvedne pølser og koteletter der er seje og tørre som sålelæder, nej, det ser ud til, at der venter os en udsøgt middag. Jeg er sulten, min mave rumler og mundvandet fugter min mund. Mads fremtryller også pludselig en flaske hvidvin og skænker os et glas. Han griner, skåler og siger, at det altså ikke er standart i hans cykeloppakning, men at det jo heller ikke er altid, at han får besøgende, som han skal forkæle. Jeg rødmer, drikker og nyder den kølige blanding af søde frugter og lidt skarpere urter som stimulerer mine smagsløg.
Efter vi har spist, snakket, grinet og vinflasken er tom, sidder vi et øjeblik i en pludselig sær spændingsfyldt ro. Mads har taget min hånd i sin, og mine fingerspidser er sitrende opmærksomme på, at de hviler på den varme hud, tilhørende et menneske af det modsatte køn. Han begynder stille at massere min hånd, han nulrer i håndfladen, klemmer hver en finger for sig og jeg lukker øjnene og nyder hver en berøring. Han lader sine hænder glider længere op ad mine arme, selv her kan han finde ømme muskler. Han tager liggeunderlaget fra shelteret og beder mig lægge mig på bordet på bordebænkesættet og lægger et varmt tungt tæppe over mig, da aftenluften er blevet køligere. Jeg lægger mig villigt på maven og trækker vejret dybt og nyder fuglenes sang i den rolige aften. Mads stiller sig ned til mine fødder og starter med at blidt massere mine ben og ømme fødder. Han har faste erfarne hænder, der med lethed løsner hver en anspændthed minut for minut. Han fortsætter op over min krop. Min t-shirt løftes over mit hoved og snart ligger jeg nøgen under tæppet. Jeg er helt tryg og lader min krop blive bearbejdet af hans hænder. Han arbejder længe på mine ømme skuldre og jeg vrider mig i smertefuld nydelse, når hans hænder arbejder på en særlig genstridig myose. Langsomt begynder blodet at kunne strømmer friere, musklerne bliver afslappede og jeg er i fuldstændig nydelse.
Mads beder mig vende mig, så jeg nu ligger på ryggen, jeg føler mig pludselig mere sårbar og bliver opmærksom på en fugtighed i mit skød. Jeg kigger på ham og han smiler bare roligt til mig. Ingen tegn på, at han føler sig opstemt i situationen. Han masserer min hovedbund og mine kæber, min nakke, og trækker blidt i mit hoved, så det føles, som jeg bliver 3 centimeter højere. Han lader blide hænder massere omkring mine bryster og jeg anede ikke, at man kunne være så øm i musklerne i mellem ribbenene. Jeg føler pludseligt, at jeg kan trække vejret friere, der er plads til meget mere luft i mine lunger. Han lader sine hænder glide ned over min bløde mave og jeg føler nærmest en skuffelse, da han drejer uden om mit skød og ned ad mine faste lår. Jeg føler mig våd, og i mit underliv har samlet sig en brændende lyst. Jeg kan ikke lade vær i tankerne forestille mig, hvordan de blide fingre vil stimulere mit indre, hvor de kan pirre og udfylde mig og hvor meget lyst jeg har til, at lade en sjælden orgasme rulle i min løsgjorte krop. Jeg bliver opmærksom på min pludselig stødvise vejrtrækning. Jeg er i tankerne flov over mig selv, det er jo slet ikke sikkert, at Mads tænker i disse baner, måske er han massør, som er vant til at massage er dybt professionelt uden nogen seksuelle undertoner, måske er han bøsse, tænder slet ikke på min krop. Eller er han en frelsende engel. Og engler har i hvert fald ikke sex. Jeg bliver berørt over denne tanke og får tårer i øjnene. Her er ingen krav.Jeg opdager, at berøringerne er stoppet. Mads står med hænderne hævet lidt over mig og selvom han ikke rører mig, føler jeg en masse energier der bliver skubbet rundt i min krop. Føler mig dybt taknemmelig, jeg føler mig let, nærmest svævende og lykkelige tårer falder frit ned over mine kinder.
Jeg ligger helt stille lidt, og nyder disse følelser. Mads er gået hen til shelteret og jeg hører taskernes lynlåse der åbnes og han rumsterer noget derhenne. Jeg sætter mig op, lader benene dingle ud over kanten på bordet, strækker mig i min “nye” krop og vikler tæppet tæt omkring mig og betragter ham. Hans bukser sidder stramt over en fast bagdel, han kravler ubesværet rundt og lægger underlag, tæpper og soveposer klar. Jeg kalder på ham og han kigger op. Jeg vinker ham hen til mig med en enkelt finger og et smil, og han træder helt tæt ind til mig, jeg lægger armene omkring ham og hvisker ham et “Tak” i hans øre. Han lægger også armene om mig og jeg mærker en lammende tiltrækning. Jeg kysser ham stille på halsen, lader mine læber smage den salte hud, og langsomt drejer vi ansigterne mod hinanden og vores læber mødes. Vores tunger leger undersøgende, blidt og sanseligt, vådt og voldsomt. Jeg slynger benene omkring hans krop og trækker ham helt tæt ind til mig. Trækker hans t-shirt over hovedet, lader mine hænder, glide rundt på hans bløde glatte hud. Nyder at lade hænderne følge musklernes tydelige markeringer. Mærker ham, sanser ham, snuser hans mandige duft helt ned i lungerne og ville gerne kunne kravle helt ind i hans brystkasse. Jeg føler den tydelig hårdhed, han har fået i sine bukser, og mit skød ønsker kun at blive fyldt ud af hans manddom. Jeg fumler med knappen i hans shorts og han overtager heftigt og river bukserne ned og hans pik kommer til syne i sin svulmende hårdhed. Jeg sidder helt ude på kanten af bordet og ingen tvivl fylder mit sind, da han langsomt centimeter for centimeter lader sig glide ind i mit våde forsømte indre. Vores kroppe smelter sammen og jeg mærker intenst varmen strømme. Og da han langsomt bevæger sig, må jeg snappe heftigt efter vejret, min krop giver allerede efter kort tid efter i voldsomme krampetrækninger. Undres for hver eneste tidligere orgasme i mit liv har været en lang udmattende kamp. Han bliver stille i mig og holder mig tæt ind til sig, til mit stødvise åndedræt igen falder til ro. Så tager han mig fast om bagen og løfter mig op og bærer mig de få meter hen til shelteret. Hvor han blidt lægger mig ned på sit bløde underlag.
Han holder om mit ansigt, kigger mig i øjnene og kysser mine læber, mens han igen roligt begynder at lade sin pik bevæge sig, nu i bløde ottetaller. Jeg føler mig trygt omsluttet af hans vægt og nyder når hans skamben rammer min klitoris. Af og til trækker han sig næsten helt ud og jeg ligger åndeløs og venter på den nydelsesfulde indtrængen. Jeg samler mine ben bagom ryggen på ham og han trænger endnu dybere ind og mit underliv banker lystigt af fryd. Han øger langsomt tempoet og jeg tager imod med åbent sind og skød. Jeg bliver tændt af, at mærke hans kugler, der rammer mit mellemkød, hans hårde stød, der stimulerer mig langt inde i min ophedede grotte. Han hvisker i mit øre, at jeg er fantastisk, at han elsker min varme, at han vil gøre alt for, at give mig nydelse. Snart mærker jeg også igen nydelsen samle sig. Mine muskler spændes og slappes og snart strømmer der igen orgasmens bølgende stød ud gennem alle nervebaner til alle afkroge af min krop. Jeg gisper halvkvalte råb, ind i den svedige hud på hans hals, og han sprøjter med voldsomme dybe stød sin sæd langt op i mig, i en dyrisk brummen.
I den kølige nat ligger vi helt tæt sammenviklede og jeg sover tungt og dejligt. Jeg vågner langsomt til høje fuglestemmer og solen står lavt igennem træernes blade, og sender lune stråler i gyldne farver. Himlen er klart blå og køerne går tæt på hegnet og gumler i det morgenfriske græs og kigger nysgerrigt, da jeg tumler ud af shelteret. Mads er væk. Jeg kigger mig omkring, hans cykel er også væk. Tænker et kort øjeblik, om han bare er smuttet, men ser så, at der ligger en seddel under en sten på bordet. “Er kørt efter morgenmad” efterfulgt af et smilende hjerte. Jeg drager et lettelses suk, ville ikke kunne bære, hvis han var kørt uden at sige farvel. Jeg kigger efter min telefon, finder den uden strøm mellem rodet i shelteren. Sætter den til powerbanken og går langsomt mod toiletterne. Da jeg kommer tilbage er Mads i fuld gang med morgenbordet. Der er lækkert brød, smør, pålæg, ost og nutella. Der er Juice, frugt og frisklavet kaffe. Over trangiaen koger en nærende havregrød. Han har endda fundet servietter i en frisk grøn farve.
Vi kaster os sultent over maden. Jeg nyder det hele, uden den sædvanlige pligtskyldige tanke på hvad der sundt. Det er lækkert og jeg føler en varme brede sig i mig sammen med mætheden. Vi smiler til hinanden, rører en hånd og læner os mod hinanden. Lige der er der intet der kan røre os. Vi ender i en mindre nutellakamp, da en klat rammer den ene og vi pjatter, leger og løber efter hinanden i højlydt skrigen, som ender med, at han grinende fanger mig, bestemt forlanger, at jeg slikker hans fingre fri for nutella.
Stemningen bliver intens og jeg lader hans fingre glide dybt ind i min mund, jeg sutter hans fingre, mens jeg stirrer ham frækt og intenst i øjnene. Jeg kan mærke hans tanker og da jeg lader en hånd liste roligt indenfor i hans bukser, mærker jeg hans tydelige begær. Jeg slipper hans hånd med munden, og lader hans bukser falde. Jeg griber fat om hans intense rejsning, og jeg lader hånden glide rytmisk frem og tilbage. Jeg fugter mine læber og lader min varme mund omslutte glans, jeg lader tungen lege, mens hånden stadigt stimulerer skaftet. Han sukker af nydelse og jeg lader mine øjne kigge op i hans. Han brummer med grødet stemme et “stop” og jeg afbryder min leg. Han trækker mig ind til sig i en intens omfavnelse, før han vender mig rundt og skubber mig foran sig hen til bordet. Jeg lægger overkroppen ned på bordpladen og han trækker mine shorts ned i en voldsom bevægelse. Han trænger dybt ind i mig i en lang glidende bevægelse, jeg mærker ham og fyldes og nyder følelsen af, at slippe alle hæmninger, og bare blive taget hårdt og næsten brutalt. Jeg føler jeg er drivende våd og der kommer dybe nærmest gryntende lyde dybt nede fra min hals. Lyde der åbentbart tænder ham, for han støder hårdere og hurtigere og brøler snart sin udløsning højlydt ud, mens han holder mig hårdt om hofterne og jeg mærker hans pik pumpe i mit indre, da jeg selv kommer rundt om ham og mine musklers sammentrækninger tapper de sidste dråber ud af ham.
Jeg retter mig mæt og forløst op og vender mig rundt for at give ham et taknemmeligt kram. Men han presser mig tilbage, så jeg ligger på ryggen på bordet og siger, at sådan en hurtigt omgang skal jeg da ikke nøjes med. Han løfter mit ene ben ud til siden, så det støtter på bænken, det andet presser han bøjet op mod min mave. Han lader to fingre glide blidt ind i mig og begynder rytmisk en intensiv massage i mit indre, mens hans anden hånd hviler over mit skamben og med en finger på klitoris. Jeg mærker endnu en orgasme komme min vej, hans rytmiske bevægelser intensiveres, jeg klynker i nydelse og snart kommer også en følelse af at skulle tisse, jeg skyder følelsen væk, og pludselig får jeg en altoverskyggende følelse af at slippe alt i mig selv, alt kontrol forsvinder, jeg er kun min krop og sammen med at orgasmen ruller, sprøjter jeg store mængder væske ud på græsset. Jeg ligger lidt og sunder mig over denne oplevelse, før Mads trækker mig op til sig og holder mig blidt og hvisker at jeg er dejlig. Jeg nyder at blive holdt og føler mig både meget lille, men også helt fyldt op af glæde.
Vi bruger resten af formiddagen på at rydde op og pakke. Jeg får tændt min telefon og der ligger mange beskeder og ubesvarede opkald, de er bekymrede for mig. Jeg kan høre panikken, at de nærmest tror, at jeg er forsvundet, siden de ikke har kunnet få fat i mig og jeg heller ikke har lavet min vanlige opdatering på Facebook. Jeg må hellere svare og fortælle at jeg er okay.
Skal jeg fortælle, at jeg blot har brugt et døgn på dyrke fantastisk dejlig elskov med en lækker fremmed mand eller lyder det bedre at sige, at jeg har fundet mig selv, meningsfuldheden og selvrespekten?
Jeg venter med at svare.
Erotiske noveller skrevet af Centaurea