Som barn tænkte jeg sjældent over, hvad det ville sige at være anderledes. Jeg var bare mig, løbende gennem skovene omkring vores lille landsby med en følelse af frihed, som om intet kunne røre mig. Mine forældre var almindelige mennesker, med et almindeligt liv, og der var ikke meget at tage fejl af i deres øjne. Jeg var deres eneste søn, og selvom de aldrig sagde det højt, vidste jeg, at de forventede, at jeg skulle blive som de andre drenge i landsbyen.
Men som årene gik, begyndte jeg at lægge mærke til noget, der adskilte mig fra de andre. I stedet for at kaste stjålne blikke efter pigerne i klassen, begyndte jeg at mærke en underlig fornemmelse, når jeg så på drengene. Der var en tryghed i deres smil, en længsel efter deres selskab, som jeg ikke forstod. Og det skræmte mig.
På den tid vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af de følelser. Der var ingen at tale med om det, ingen at spejle sig i. Alle drenge i min omgangskreds talte om pigerne med en fascination, jeg ikke kunne dele. Jeg forsøgte at falde ind i snakken, grine på de rigtige tidspunkter og nikke samtykkende, men det føltes altid som om, jeg spillede en rolle i et stykke, jeg ikke helt havde lært udenad.
Jeg havde en klassekammerat, Kenny, der introducerede mig til fælles onani. ”Jeg har lært det af min storebror, og det er super dejligt”, fortalte han, ”og især når man står og tænker på pigernes bryster imens, og hvordan de ser ud når de er nøgne.” Jeg var enig i onanidelen, det var absolut meget interessant, og især når jeg kunne stå og kigge direkte på hans stive pik, der bare blev motioneret grundigt indtil den sprøjtede, alt imens han konstant snakkede om de lækre piger. Jeg var derimod dybt fascineret af hans dejlige stive pik og de flotte nosser – men det blev aldrig til mere med Kenny end lidt fælles onani i ny og næ.
Men en dag, da jeg netop var fyldt 17 år, mødte jeg ham. Jakob var et par år ældre end mig og var lige flyttet til byen. Han var helt klart anderledes end de fleste andre drenge. Mere stille, mere tilbagetrukket, men med en varme i sine øjne, der trak mig til ham som en magnet. Vi blev hurtigt gode venner, og jeg tilbragte flere og flere timer i hans selskab, end jeg gjorde med nogen andre.
Jeg begyndte at tænke på Jakob på en anden og anderledes måde. Han fyldte mig op indvendigt. Det var dejlige følelser, men også meget anderledes. Gad vide om han også havde det sådan? Gad vide hvad han tænkte på, når han var sammen med mig? Vi sad tit ganske tæt sammen, ja indimellem endda så vores arme eller ben rørte hinanden. Der var ligesom lidt elektrisk spænding imellem os – men det var mere end dejligt.
Jo mere tid vi tilbragte sammen, jo stærkere blev følelsen. Den gnist af noget udefinerbart, der voksede i mig, hver gang han så på mig. Inderst inde vidste jeg, at det var forkert – eller det troede jeg i hvert fald. For ingen havde nogensinde fortalt mig, at det faktisk kunne være anderledes. Jeg følte mig fanget i et spind af forvirring og skam, en skam, der blev tungere for hver dag. Jeg havde hørt de andre drenge lave vittigheder om "bøssedrenge", og jeg vidste, hvad der ventede dem, der blev fanget uden for de usynlige grænser, der adskilte "normalt" fra "unormalt".
Jeg forsøgte at skubbe det væk, overbevise mig selv om, at det blot var en fase. At jeg snart ville blive som de andre. Men hver gang jeg prøvede, blev følelsen kun stærkere, indtil den blev så overvældende, at jeg ikke længere kunne ignorere den.
Når jeg sov, så drømte jeg om ham. Han fyldte hele mit hoved, og når jeg om aftenen lå under dynen, så lå jeg og legede med mig selv. Min pik var så hård, og mine tanker og følelser var sammen med Jakob. Vi var sammen, og det var ham der spillede min pik. Jeg elskede når jeg fornemmede hvordan han rørte ved den, og når han kælede for resten af min krop. Han måtte gøre det hele ved mig, og jeg elskede at fornemme den tætte kropskontakt. Han var dejlig, og lige det føltes godt og meget naturligt. Hvorfor kunne man ikke bare være forelsket i en fyr? Hvorfor skulle man være anderledes før dette kunne lade sig gøre?
Jeg vågnede sommetider i løbet af natten, badet i sperm, som var eftervirkningen fra de hedeste drømme, hvor Jakob havde været mere end kærlig ved mig. Vi havde elsket, og jeg havde mærket Jakob oppe i mig, og selvom jeg godt vidste at det var meget forkert, så var jeg bare helt opslugt af disse følelser der fulgte mig oftere og oftere. Jeg elskede disse drømme, og hvor andre ikke bryder sig om den våde og kolde plet, så elskede jeg dette samvær, duftede til det og slikkede gerne resterne op.
Jeg fortalte det aldrig til nogen. Ikke engang til Jakob. I stedet begyndte jeg at trække mig væk fra ham, fra frygten for at han skulle opdage sandheden. Jeg kunne ikke bære tanken om at miste hans venskab, eller værre endnu, at han ville afsky mig. Ensomheden voksede i takt med min tavshed. Jeg begyndte at isolere mig, undgik sociale sammenkomster og undskyldte mig med skolearbejde og familiegøremål. Men indeni følte jeg mig som et skib, der langsomt sank i en stormfuld nat.
En aften, da vi sad ved bredden af søen, skete det uventede. Jakob sagde ikke noget, han kiggede bare på mig, og der var noget i hans blik, der fik alle mine forsvarsmekanismer til at falde fra hinanden. Det var som om han vidste alt, og jeg kunne ikke længere skjule mig. Tårerne begyndte at strømme ned ad mine kinder, og uden et ord lagde han sin hånd på min skulder.
"Du behøver ikke være bange," sagde han stille. "Du er ikke alene."
Det var som om, verden stoppede i det øjeblik. Hans ord trængte dybt ind i mig, og for første gang i lang tid følte jeg en lille gnist af håb. Han forstod mig, han accepterede mig, og i det øjeblik indså jeg, at det var nok. Måske var der ingen andre i landsbyen, der følte som jeg, men Jakob var der, under den samme himmel, og for første gang i mit liv følte jeg, at jeg ikke var så anderledes alligevel.
Vi talte aldrig direkte om det, men vores venskab voksede, og jeg begyndte langsomt at acceptere den del af mig selv, jeg havde forsøgt at skjule så længe. Det var ikke nemt, og mange nætter tilbragte jeg stadig i tvivl og frygt, men der var en forskel nu. Jeg vidste, at der var nogen, der så mig, som jeg var, og ikke dømte mig.
Årene gik, og vi voksede fra hinanden, som ungdomsvenner ofte gør. Men jeg glemte aldrig den sommer ved søen, hvor jeg første gang forstod, at selv i de mørkeste øjeblikke er der altid et lys at finde, hvis man tør kigge efter det.
-
Fem år er lang tid. Det siger man i hvert fald, men i mit tilfælde føltes det som en hel levetid. Jeg var rejst fra den lille landsby og var flyttet til byen for at finde mig selv – hvad end det betød. Livet i byen var hektisk, fuld af mennesker og muligheder, men alligevel følte jeg mig ofte alene. Jakob og jeg havde mistet kontakten. Først langsomt, med længere og længere pauser mellem vores samtaler, og til sidst helt. Jeg tænkte tit på ham, især når jeg så par, der gik hånd i hånd gennem gaderne eller sad sammen på en café, men jeg havde lært at leve med savnet.
Gad vide hvordan vores liv havde formet sig, hvis vi dengang havde fundet hinanden, accepteret at livet var sådan, og havde turdet stå ved det. Men ingen af os var modne til det store udspring på daværende tidspunkt.
Men så, en kølig efterårsdag, skete det, jeg aldrig havde forestillet mig. Jeg gik ned ad en af byens travle gader, da jeg pludselig fik øje på en skikkelse, der virkede bekendt. Han sad ved et cafébord, med en kop kaffe foran sig og blikket rettet mod den skyede himmel. Jeg stoppede brat op, og mit hjerte begyndte at hamre i brystet. Det var Jakob.
Alt i mig rørte på sig, og mine drømme viste mig vej hen mod cafeen hvor han sad. Jeg havde længtes efter samværet, også selvom det kun var i drømme, men disse drømme havde givet mig håb, og nu havde jeg fundet ham igen. Vi kiggede på hinanden, mit hjerte hamrede, men på den gode måde.
Han havde ændret sig. Der var noget mere modent over ham, en ro, der afspejlede sig i hans ansigt, men samtidig kunne jeg genkende den samme varme i hans øjne. Han var blevet endnu mere mand, flot og med et mørkt trimmet skæg og kort mørkt hår. Jeg rystede lidt indvendig, hvad nu hvis han ikke kunne genkende mig, eller bare ikke ville have noget med mig at gøre.
Uden at tænke videre over det, gik jeg hen til ham og satte mig ved bordet ved siden af ham. Han kiggede op, og i det øjeblik var jeg bange for, at han ikke ville genkende mig. Men så brød hans ansigt ud i et smil, og det var som om, de fem år forsvandt på et øjeblik.
"Lang tid siden," sagde han med et grin, som om der kun var gået en måneds tid.
"Alt for lang tid," svarede jeg og følte en bølge af varme skylle gennem mig.
Han rejste sig, og gav mig et knus. Ikke bare et knus, men et knus jeg tydeligt kunne mærke. Jeg duftede ham, og lod duften hvirvle rundt i næsen. Han klemte mig ind til sig, og jeg mærkede længslen fra os begge brede sig. Jeg mærkede hele hans krop mod min, og han pressede sig ind til mig på en dejlig måde, hvor jeg virkelig følte mig velkommen tilbage. Hvorfor havde vi ladet de fem år gå?
Vi faldt hurtigt ind i samtalen, som om ingen tid var gået. Vi talte om vores liv, om arbejdet, om de oplevelser, der havde formet os. Men som vi talte, kunne jeg mærke en understrøm af noget uforløst. Noget, der havde ligget mellem os i alle de år, vi ikke havde talt sammen. Gad vide om han havde en kæreste? Gad vide om det var en pige, eller kunne man være så heldigt at han lignede mig? Jeg håbede, så mine tanker næsten ikke kunne styre mit sind.
Til sidst, efter en lang pause, kiggede han på mig med et alvorligt udtryk. "Jeg har tænkt meget på dig," sagde han stille, "mere end jeg nogensinde har tænkt på nogen anden. Du har fyldt rigtig meget mere hos mig, end du nogensinde kan forestille dig."
Jeg kunne mærke mit hjerte hamre igen, denne gang hårdere og forventningsfuldt. Der var noget i hans stemme, noget i måden han så på mig, som fik alt til at falde på plads. Det var som om, de sidste ti år, al tvivl, al frygt, smeltede væk under vægten af hans ord.
"Jeg har også tænkt på dig," hviskede jeg, næsten bange for at sige det højt. "Mere, end jeg har tænkt på nogen anden," og det var i hvert fald ikke løgn.
Et øjeblik sad vi der, og det føltes som om, hele verden holdt vejret. Så lagde han sin hånd over min, og i den berøring var der en hel erkendelse. "Jeg har altid vidst det," sagde han. "Men jeg var bange. Jeg vidste ikke, om du følte det samme. Jeg har drømt om dig, dag og nat og jeg nød disse drømme."
Jeg kunne ikke tro mine egne ører. De ord, jeg havde drømt om at høre, faldt fra hans læber, og jeg vidste, at alt, jeg nogensinde havde frygtet, var forsvundet som dug for solen.
"Jeg har altid følt det," sagde jeg, og i den erkendelse var der en lettelse, som jeg aldrig havde oplevet før. "Jeg har altid vidst, at vi var skabt for hinanden. Jeg har også drømt om dig, meget livagtige drømme, som kun kunne betyde én ting – at vi skulle mødes igen."
Han smilede, men denne gang var der noget nyt i hans blik. En forståelse, en accept, som om vi begge havde fundet hjem efter en lang rejse. "Jeg er som dig," sagde han så, og de ord var som en nøgle, der låste op for alt det, jeg havde gemt væk så længe, en forløsning.
Vi sad længe i stilhed, mens vi lod ordene synke ind. Jeg kiggede på ham, og for første gang følte jeg, at alt var præcis, som det skulle være. Der var ingen skam, ingen frygt, kun en dyb ro, der spredte sig fra vores sammenflettede hænder og ind i mit hjerte.
"Så hvad nu?" spurgte jeg til sidst, selvom jeg allerede vidste svaret.
"Nu starter vi forfra," sagde han med et smil, der lyste hele hans ansigt op. "Men denne gang sammen."
Og under den samme himmel, som engang havde føltes så tung og uopnåelig, sad vi der og vidste, at vi endelig havde fundet det, vi havde søgt efter i alle de år. Hinanden.
-
De fem år, der lå mellem os, forsvandt, som om de aldrig havde eksisteret. Det øjeblik, vi havde genfundet hinanden, blev starten på en ny tid, hvor alt det, vi havde længtes efter, endelig kunne blive virkelighed. Samværet, som engang var præget af tvivl og skjulte følelser, blev nu en kilde til uendelig glæde og nærhed. Vi var to mennesker, der havde fundet hinanden igen, og den kærlighed, der havde ligget latent i os i disse år, eksploderede i en intensitet, vi aldrig havde oplevet før.
Drømmene blev til virkelighed. Vi elskede i det virkelige liv. Vi mærkede hinandens varme kroppe, som vi kun havde mærket i drømmene. Og de varme hænder der nu i virkeligheden var over det hele var som i drømmene – og ind imellem blev jeg helt bange for at dette også kun var en drøm. Men det var det ikke.
At mærke Jakob så tæt på var en følelse jeg ikke kunne beskrive for mig selv. Vi elskede som to unge mennesker, som om vi ikke havde lavet andet i de sidste år. Jeg holdt så meget af, at mærke Jakob når han indtog min krop, og når jeg mærkede hans skønne pik langsomt glide op i mig. Det var vildt og en følelse, som hvor end ikke drømmene kunne følge med. Dette her var virkelighed, og jeg mærkede, hvor meget Jakob gjorde sig umage.
Og når han eksploderede oppe i mig, så var det som om vi udvekslede erfaringer, som jeg kun havde prøvet på den måde, hvor ’erfaringen’ endte på lagenet. Nu var jeg en tæt partner og kæreste, og vi elskede hinanden, på måder som jeg end ikke vidste eksisterede, men som pludselig føltes helt naturlige. Vi kyssede og smilede til hinanden, som om vi altid havde været sammen – hvilket vi på en måde også havde været, men hvor de fem år ikke havde været fysiske.
Hver dag, hver time, vi tilbragte sammen, var dyrebar. Vi kunne bruge timer på blot at sidde i stilhed, tæt sammen, hvor Jakobs hånd hvilede i min, og jeg mærkede varmen fra hans krop mod min. Der var ingen behov for ord; vi forstod hinanden fuldt ud, som om vi kommunikerede på et niveau, der gik langt ud over det verbale. Når vi talte, var det som om, vi delte vores inderste tanker, vores dybeste hemmeligheder, og hver eneste samtale bragte os tættere på hinanden.
Når vi var adskilt, føltes det som om tiden sneglede sig afsted. Arbejdsdagen, der før havde føltes normal, blev en langtrukken venten på at se ham igen. Hver time uden ham var som en evighed, og jeg fandt mig selv tællende minutterne, indtil vi kunne være sammen igen. Det var som om, verden omkring os forsvandt, når vi var sammen, og kun vores kærlighed eksisterede. Jakob havde en evne til at få mig til at føle, at jeg var den eneste person i hans univers, og den følelse var uimodståelig. Vi var nyforelskede, og det var bare skønt.
Vi nød hinanden på en måde, som jeg aldrig havde troet muligt. Hver berøring, hvert kys, var som en genopdagelse af, hvad det betød at elske. Vi brugte timer på at udforske hinandens kroppe, som om vi skulle indhente den tid, vi havde mistet. Der var en inderlighed i vores samvær, en intensitet i hvert øjeblik, der gjorde det umuligt at få nok af hinanden. Jakob var ikke kun min elsker; han var min bedste ven, min fortrolige, og det eneste menneske, der virkelig forstod mig. Han var min kæreste.
Vi rejste sammen, udforskede nye steder, men det var aldrig destinationen, der var vigtig. Det var tiden, vi tilbragte sammen, uanset hvor vi var. Når vi gik gennem fremmede gader hånd i hånd, eller sad på en strand og så solen gå ned, føltes det som om, vi var de eneste mennesker i verden. Jeg elskede at se Jakob smile, se lyset i hans øjne, når han så på mig, og føle den ro, der kom fra at vide, at han elskede mig lige så meget, som jeg elskede ham.
Vi elskede hele tiden – og på alle tider af døgnet, og alle mulige steder, og ellers gjorde vi det muligt. Jakob var altid meget opfindsom, og jeg elskede hver gang muligheden bød sig. Han ville have mig hele tiden, og det var gensidigt. Vi elskede gerne i naturen, under solen og månen, for det var som om det var endnu større end under dynerne. Vi elskede i bilen, i toget, i køkkenet når vi lavede mad, ja og i biografen når vi havde fået pladser lidt for os selv.
Hver gang nød vi den gensidige intimitet, og vi kunne gå ned ad gaden, og mærke hvordan den andens pik begyndte at røre på sig, og det kildede igennem hænderne og videre op i armene og ned i hjertet – for ikke at nævne pikken, som altid var mere end parat.
Nætterne var fyldt med en varme, der overgik alt. Vi lå tæt sammen, som om vi aldrig ville slippe hinanden, og når vi elskede, var det med en intensitet, der efterlod os begge målløse og forpustede. Der var en dybde i vores forbindelse, der ikke kunne beskrives med ord, og jeg følte, at jeg endelig havde fundet mit hjem – ikke et fysisk sted, men i Jakobs arme.
Jeg elskede Jakobs pik. Den pik som jeg havde haft mange forestillinger om. Den var stor, og fyldte mig godt ud – både i munden, men især oppe i mig. Jeg elskede at sutte den, og lege med det fyldige pikhoved, og lade min tunge pirre ham til han ofte eksploderede i munden på mig. Jeg sank med glæde de lune safter, og vidste at det var vitaminer til vores fremtidige liv.
Og jeg elskede at ride på den store pik, som kun ventede på én ting – de gentagne eksplosioner. Jeg kælede for hans bryst, og lænede mig frem og kyssede hans varme læber, alt imens han til stadighed pressede sin pik dybt og langt op i min varme og liderlige røv. Han var en dejlig elsker – ligesom jeg havde drømt om mange gange. Og især de mange udløsninger, der gang på gang fyldte min røv, og efterfølgende løb ud af mig. Hvorefter han atter lod pikken glide op mig, blot for at give mig en ekstra elskovstur.
Vi talte ofte om de år, vi havde været adskilt. Om hvor meget vi havde savnet hinanden, uden helt at forstå det. Men i stedet for at fortryde det, der var gået tabt, brugte vi det som brændstof til at værdsætte det, vi havde fundet nu. Hver dag blev en fejring af vores kærlighed, og vi tog aldrig noget for givet. Vi vidste, hvor heldige vi var, og vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at sikre, at vi aldrig ville miste hinanden igen.
I de stille øjeblikke, når vi bare holdt om hinanden og lyttede til hinandens vejrtrækning, vidste jeg, at vi havde fundet noget særligt. Noget, som mange mennesker søger efter hele deres liv, men som kun få virkelig finder. Jakob var ikke bare en del af mit liv; han var mit liv. Og jeg vidste, at uanset hvad der ventede os i fremtiden, ville vi møde det sammen, under den samme himmel, som havde bragt os sammen igen.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980