Det er en rigtig god idé at læse historien fra del 1. Så kommer man bedst ind i personerne (og handlingen)…
-
Den følgende dag kom der ingen strøm. Den dyre smartphone var således nytteløs, købmanden i Højby var lukket og pigernes madforråd slap op. For hvem regnede med sådan noget? Strandhuse blev forladt, fordi alle tog hjem. Mette kunne ikke mindes, at hun havde oplevet Strandhuse så øde før. Pigerne besluttede at tage hjem næste dag.
Med deres oppakning vandrede de fra morgenstunden opad mod landevejen og rutebilen. Det var en stille dag, og hist og her var stadig morgendis. Ved læskuret satte de sig og ventede. Ingen af dem mælede et ord – længe.
"Er der ikke skræmmende få biler på vejen?" spurgte Siri så.
"Jeg turde ikke spørge af angst for at få ret," bekræftede Mette.
Igen sænkede stilheden sig over et par ret alvorlige piger, der længe bare sad. De kunne med øjnene på afstand følge en mand, der nærmede sig med en barnevogn.
"Venter i på rutebilen?" spurgte han.
Pigerne nikkede ivrigt.
"De kører ikke mere. Jeg måtte gå hjem fra Kolding i går," oplyste han.
"Shit," hvislede Mette.
"Hvad er der sket?" spurgte Siri.
"Jeg.. jeg ved det ikke. Først gik strømmen i forgårs, og så er det, som om alt holdt op med at virke. De kan åbenbart ikke finde ud af at drive butik eller at køre benzin ud eller noget som helst uden strøm," sukkede han, "og af samme grund er der vist ingen, der arbejder."
"Virker fastnettelefoner?" spurgte Siri.
Han rystede på hovedet. "Der sendes heller ikke radio- eller tv-signal," uddybede han.
Pigernes ansigter fik dybere og dybere folder.
"Hvad gør vi nu?" spurgte Mette stille, da han var gået.
"Jeg er sulten," forkyndte Siri, "vi fik næsten ikke noget i går."
Mette nikkede blot og ville hjem, selv om hun vidste, det ville blive vanskeligt for ikke at sige umuligt.
"Der var en majsmark på vejen herop," meddelte Siri.
"Du mener ...," spurgte Mette forsigtigt.
"Ja! Jeg ER sulten," forklarede hun.
Det var dejligt at sætte tænderne i noget. Den friske majs´ sødme fyldte hele munden. De sad skjult af de høje majsplanter og tog en kolbe, så én til og så videre.
"Og hvad gør man så med et par tyvetøser, når man nu ikke længere kan ringe efter politiet?" Skarpheden i mandens stemme skar sig vej lige ind i pigernes hjerne. De havde ikke hørt ham komme. Og nu stod han der; kansasoverall, ternet skjorte, bakkenbarter; og værst: jagtgevær!
"Hvad laver I i mine majs?" Stemmen havde ikke mistet skarphed. Det kom bag på Mette, at hendes reaktion i den situation var at begynde at tude. Det efterlod Siri med den utaknemmelige opgave at forklare en åbenlys vred bondemand hele situationen. Da Siri var færdig, nikkede bondemanden: "I ligner heller ikke umiddelbart, hvad jeg forestiller mig som en gemen tyv. Lad mig lige se jer an i fred et øjeblik." Og uden at mæle et ord mønstrede han pigerne intenst.
Det kværnede i Siris hoved. Hvad mente han med at "se dem an"? Efter lidt tavse overvejelser begyndte hun famlende at knappe sin skjorte op.
"Så holder det hér!" afbrød bonden hende. "Det er ikke, fordi det ikke ville være interessant at se. Men man skal huske at være menneske, også når tiderne er hårde. Det vil jeg i hvert tilfælde."
Siri knappede lettet sine knapper igen og lyttede.
"Kan sådan nogle kjøbenhavnertøser rubbe neglene?" spurgte han så.
"Hvorfor spørger du om det?" spurgte Mette.
"I ka itt´ komme herfra lige nu og har intet at spise. Og på gården er der masser at lave, nu, hvor vi ikke kan bruge maskiner uden strøm og uden diesel," forklarede han. Hans årvågne øjne mødte tænksomme blikke.
"Men Dorthe og jeg kan da i al fald tilbyde et par sultne landliggertøser en bid mad," fortsatte han.
"Så siger vi tak," sagde Siri spontant.
Lidt efter fulgte de bonden over markerne. Muskuløse arme og overkrop, store, stærke hænder - og en ubestemmelig alder mellem 30 og 50. Der var et skær over ham af ... Siri brugte lidt tid på at overveje, hvad det egentlig var ... det var gammeldags, ærlig, ukrukket mandighed.
Det var en velordnet gård, de mødte, og en selvbevidst bondekone.
"Hvis I kan rubbe neglene, skal I være velkommen. Men efter det, Iver og I fortæller, må I først gøre jer fortjent til vores tillid," bekendtgjorde Dorthe i gårdens køkken. Mette nikkede og Siri undrede sig over, hvor brødebetynget man kunne føle sig over et par majs.
"Vi håber jo, at strømmen kommer igen, og at I kan leve med at sove i stalden så længe," fortsatte Dorthe. Mette fortrak ansigtet, men Siri nikkede.
"Har I ild med?" spurgte Dorthe så.
Pigerne så desorienteret på hinanden.
"Anyway," forlangte Dorthe, "tøm tasker og lommer. Vi skal ikke have nogen brand her på gården."
Mettes spagfærdige "Men vi ryger jo ikke" blev overhørt. Siri følte sig ydmyget, da hun måtte vise alle sine ting frem for de to fremmede. Hun vidste samtidig, at det var noget pjat; hun havde jo intet at skamme sig over.
"Her er ikke noget tøj, som kan holde til en dag i marken. Iver, de har ikke rigtig noget tøj, der duer til arbejde. Kan du finde noget gammelt Kansas?" spurgte Dorthe, og med et nik var han afsted og kom tilbage med to slidte overalls og to ternede skjorter.
"Og de der trusser," sagde Dorthe og holdt et par sorte blonde g-strengstrusser op, "har i kun sådan nogle små plastik-polyester-nylon trusser med?" Begge piger nikkede. Mette rødmede, kunne hun mærke.
"En dag i marken med sådan nogle og I har gnavsår. Men prøv lige det tøj, som Iver har fundet!"
Nølende kom pigerne af tøjet, så de stod i trusser og BH.
"Ja, om I vil have gnavsår, skal jeg ikke bestemme," sagde Dorthe og rakte dem hver et sæt tøj. Efter en kort overvejelse trak Siri resolut sine trusser af.
"Nej, du er helt glatbarberet! Det har jeg aldrig før set i virkeligheden!" fór det ud af Dorthe. Rødmen fór op i Siris ansigt.
"Undskyld, søde, det kom bare ud af mig," prøvede Dorthe at gyde olie på vandene, "men... men ... må jeg ikke godt se?" kunne hun alligevel ikke dy sig for at spørge. Iver smilede i baggrunden. Siri kiggede søgende på Mette, men der var ingen hjælp at hente.
"Ok," sukkede hun.
Dorthe trådte foran hende og gik på hug.
"Hvor fint!" nærmest stønnede hun. Siri var lidt ilde berørt og alligevel oplevede situationen som pirrende.
"Det ser lidt fugtigt ud," kommenterede Dorthe. Siri vidste, at Dorthe havde ret. Alligevel kunne hun være krøbet i et musehul.
"Nu stopper du, Dorthe!" kom det pludselig bestemt fra Iver, "nu tager du dig af maden og tøserne prøver tøj!" Det kunne ikke diskuteres. Dorthe rejste sig op. Idet hun nærmede sig brændekomfuret sagde hun: "Og det kan I vænne jer til: Her på gården gør man, hvad husbond siger." Idet hun gik forbi Iver fik hun et klask i enden, som hun kvitterede for med et fnis.
Langt om længe kom Mette også ud af trusserne, og begge piger kom i skjorte og overall.
"Jeg finder lige en stump reb, i kan bruge som bælte," sagde Iver. Pigerne nikkede lettet. Trusseløs i den alt for vide overall var alligevel lidt for åbent. Men med lidt opsmøg og et reb om livet gik det. Alligevel måtte pigerne grine et par gange, når de så hinanden.
Denne eftermiddag opdagede pigerne, hvad strømsvigtet betød.
"Ingen strøm betyder ingen malkemaskine og ingen diesel," kunne Iver berette. Så de måtte hurtigt lære at malke med håndkraft ("Godt det ikke er mig, der står der," stønnede Mette. "Hun ser nu ud til at nyde det," svarede Siri. Mette måtte ved nærmere eftertanke give hende ret). Og desuden mente Iver ikke, at det kunne vente længere med majshøsten, som de måtte klare uden maskiner - med hænder og trillebøre.
Hold op, hvor kunne Iver knokle! Pigerne følte sig fuldstændig utilstrækkelige ved siden af. Alligevel havde Iver ved aftenkaffen været fuld af taknemmelighed over pigernes indsats og rost dem til skyerne. Men bagefter var de næsten radebrækket vaklet over i stalden til den bås i det bagerste hjørne, hvor Dorthe havde lavet dem et leje.
"Gider du massere mig?" spurgte Mette forsigtigt. Og lidt efter sad Mette med blottet overkrop og lukkede øjne og blev masseret. Få minutter senere sad Siri og fik masseret sine rygstykker af en topløs Mette. Pludselig væltede Mette Siri og trak bukserne af hende, og inden de fik set sig om lå de i en stilfærdig 69er og nød hinandens tunger.
Da Mette atter slog øjnene op, så hun op igennem Siris revne og op på Iver, der så ganske velfornøjet ud.
"Øh hej... har du stået her længe, spurgte Mette befippet.
Siri vågnede og rullede ned fra Mette mens hun holdt en arm foran sine bryster.
"Aaah....," svarede Iver tøvende, "længe og længe... længe nok til at blive godt underholdt ... og jeg hat træsko på, jeg kom ikke engang stille," fortsatte han og tænkte sig om. "Det gjorde du for øvrigt heller ikke Siri, vil jeg mene."
Siri fnisede og rødmede på samme tid.
"Så du er kommet for at se på piger?" spurgte Mette spidst.
"Jeg er kommet, fordi vi har fortrudt. Jeg ville tilbyde, at I kan få gæsteværelset med rigtige senge og rigtige dyner. Men som jeg ser det nu, kunne det være sjovt at tilføje ´hvis I kan være der om tre minutter´. Så jeg vil da ikke sige nej til at kigge på piger," bekendtgjorde han med munter stemme.
Mette rystede opgivende på hovedet.
"Du er ikke ked af det, hvad?" spurgte Siri. Hun kunne ikke rigtig bestemme sig, om hun følte sig underholdt. Men pirrende var det. Med et smilende "kom Mette" tog hun sine ting i favnen. Et kort øjeblik efter så man to nøgne piger spæne over gårdspladsen mod stuehuset med et hvin.
Lidt efter kom en grinende Iver.
"Hvad?" udbrød Dorthe vantro, da hun blev passeret af to nøgne piger i fuld fart op ad trappen. Men hun fik ikke noget svar.
Efter denne dag var dyner som himmerige, og pigernes værkende kroppe fandt hurtigt ro.
"En forklaring, Iver?" Dorthe stod i køkkenet, hænderne i siden.
Iver forklarede forløbet, og Dorthes holdning blev mildere.
"Og jeg må ikke engang kigge på den unge dames fisse," bemærkede Dorthe.
Iver gik sindigt hen til hende. "A propos fisse," sagde han; og inden Dorthe fik set sig om, havde han trukket hendes cowboybukser og trusser ned.
"Hey!" protesterede hun med et overrasket grin. Det fik hun heldigvis ikke noget ud af.
Erotiske noveller skrevet af HamDér