Klokken var 2 om natten, og jeg gik tur på stien langs åen. Det var ved at blive en vane. En meget frustrerende vane. Lige meget hvad jeg gjorde, så kunne jeg ikke sove mere end et par timer om natten. Når jeg vågnede, plejede jeg at blive liggende og vende og dreje mig. Nogle gange faldt jeg i søvn til sidst, andre gange gjorde jeg ikke. Men efterhånden som det gik mod lysere tider, blev det mere og mere håbløst at falde i søvn. Så nu gik jeg ture i sommernætterne. En lang tur på stien langs åen, rundt om søen og tilbage på den anden side af åen. Indimellem virkede det, så jeg kunne få en time eller to mere på øjet på sofaen, før jeg skulle op på arbejde.
Denne nat var ikke anderledes end alle andre nætter. Det var mørkt, men ikke bælgmørkt. Månen oplyste landskabet på smukkeste vis og natten var lun. Egentligt var det ikke dårligt at få gået nogle gode, lange ture på daglig (eller rettere natlig) basis. Jeg fik rørt mig mere end rigeligt til at kompensere for mit stillesiddende job på kontoret. Jeg kom i bedre form og tabte mig sågar. Men det var stadig surt, at det skulle ske på bekostning af min søvn.
Jeg var så fortabt i tankerne om mine søvnløse nætter, at jeg først ikke hørte plaskelydene fra søen. Men efterhånden som jeg kom tættere på, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til dem. Det undrede mig, for normalt var mine natlige gåture fordybet i stilhed, kun afbrudt af lejlighedsvise dyreskrig. Jeg kunne ikke knytte lydene op på en normal natlig aktivitet, så jeg så mig nysgerrigt omkring. Nattens stilhed drillede og jeg kunne ikke placere retningen. Men jeg tænkte, at det måtte komme fra søen, så jeg gik nysgerrigt videre. Måske var det et dyr i nød – i gang med at drukne i søen eller sådan noget.
Det var da, jeg så hende klatre op ad stigen på badebroen. Jeg kunne ikke se hvem det var, men det var helt sikkert en kvinde. Hendes krops bløde rundinger kunne tydeligt ses som silhuet i månens skær. Jeg stoppede op og iagttog hende på behørig afstand, usikker på hvordan jeg skulle forholde mig til dette usædvanlige nattesyn. Det føltes næsten som en drøm, men jeg vidste bedre. Jeg var vågen. Jeg var altid vågen.
Jeg var ikke meget for at forstyrre hende og lade hende vide, at hun var blevet set så nøgen, som gud havde skabt hende. Hun ville sikkert blive forlegen. Og hvis det var en jeg kendte, så kunne det give nogle akavede situationer i Brugsen. På den anden side, hvis det ikke var en jeg kendte, så kunne det have helt andre følger. Måske blev hun bange eller forskrækket eller ville tro, at jeg ville slå hende ihjel! Der måtte også være en grund til, at hun var herude helt alene. Jeg havde allerede spejdet mig omkring, og jeg kunne ikke se andre.
Måske skulle jeg bare vende om og gå hjem igen? Men hvad fanden skulle jeg så få natten til at gå med? Måske kunne jeg luske udenom hende, uden hun opdagede mig? Ja, det var det jeg ville gøre!!! Jeg kunne ikke udholde tanken om at skulle slå hele resten af natten ihjel på sofaen.
På de få sekunder det tog, at tænke alle disse tanker, havde kvinden bevæget sig ned for enden af broen. Her vendte hun sig om. Pludseligt begyndte hun at løbe, så brysterne hoppede op og ned. Med fuld fart tog hun afsæt fra kanten, bevægede sig op i luften, krummede sig sammen som en bold og ramte vandet. Der lød et KÆMPE plask, derpå stilhed, før jeg kunne høre hende nå op til overfladen igen. Hun lo sagte, mens hun plaskede videre i vandet.
Nu var chancen der. Mens hun var ude i vandet og larmede, ville jeg kunne slippe uset forbi. Jeg begyndte at gå igen, men denne gang ikke på stien. I stedet gik jeg i en bue udenom badebroen. Jeg fortrød, at jeg havde sandaler og bare ben, for der var stikkende grene og spidse sten. Og da jeg blev distraheret af at lydene fra søen ophørte, gik jeg ind i en brombærbusk og rev mine ben på tornene. Jeg kunne ikke lade være med at komme med et lille udbrud, men bed mig i tungen, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke skulle lave nogle lyde.
”HEY!!!” blev der pludseligt råbt. Lyden flængede dramatisk stilheden. ”HEY,” lød det igen. ”SÅ KAN KRATLUSKEREN SGU GODT KOMME UD AF SIT KRAT, I STEDET FOR AT STÅ OG LURE PÅ EN SAGESLØS KVINDE.” Jeg krympede mig. Pis og lort. Jeg skulle være gået tilbage! Jeg prøvede at dukke mig, men katten var sluppet ud af sækken. Så jeg rejste mig i stedet i min fulde længde og vendte mig mod søen. Og kvinden.
Hun stod lænet op ad bænken – kun få meter fra hvor jeg prøvede at gemme mig. Det var min bænk. Bænken ved søen, som jeg havde siddet på mangen en nat – og dag – og grublet over livet, mens jeg betragtede den uberørte, halvisolerede natur. Det var ikke mange, der færdedes her. Der lå kun 5-6 huse rundt om søen og de fleste holdt sig til deres ”egen” del.
Hun så nu ikke videre forlegen ud, selvom hun dækkede for både bryster og venusbjerg med sin arm og sine hænder. Hun havde meget langt hår, der klistrede sig ind mod hendes overkrop, hele vejen ned til livet. Hvis det ikke havde været så drivvådt, at det dryppede ned af hende, ville det have været overordentligt stort og krøllet. Jeg kunne ikke helt bedømme det i månelyset, men hun så ud til at være rødhåret. Dette blev understreget af hendes blege hud. Selvfølgelig var huden bleg i dette lys, men jeg kunne fornemme, at det var mere end månen, der gav mig denne opfattelse. Hendes krop glinsede sølvagtigt med dråber fra søen og hun lignede et overnaturligt væsen fra et eventyr. En skovnymfe eller sirene eller havfrue eller sådan noget.
Det gik op for mig, at jeg stod og gloede på hende. Forlegent kikkede jeg ned i jorden. ”Undskyld,” brød jeg den pinlige tavshed med. ”Det må du altså virkelig undskylde. Jeg var ikke ude på at lure. Jeg prøvede bare at komme forbi uden at forstyrre dig.”
”Hmmm. Så det vil du have mig til at tro på? Hvad fanden laver du her på dette tidspunkt af natten?” spurgte hun mistroisk og slog ud med hånden mod det øde landskab.
Hun virkede tough, men også ung, på trods af hendes attitude. De bryster der blev afsløret, da hun rakte armen ud, var en ung piges bryster. Ikke en der havde fået børn eller var en dag over 20. De var runde og højtsiddende. Brystvorterne var så lyse, at man næsten ikke kunne se dem, hvis ikke det var fordi, de havde trukket sig helt sammen og stirrede muntert på mig. Jeg var ikke tæt nok på til at se detaljer i hendes ansigt, men den flade mave, den smalle talje og faste bagdel talte sit tydelige sprog. Jeg var som hypnotiseret af denne overraskende pige.
”Jeg går tur her stort set hver nat,” fortalte jeg. ”Jeg har problemer med at sove, ser du!”
Pigen var ikke overbevist. Hun lagde hovedet på skrå. ”Hvorfor har jeg så ikke set dig før? Har du stået og luret på mig hver nat? Det er sgu for mærkeligt og klamt.”
”Nej!!! Nej, selvfølgelig ikke. Det er første gang jeg ser dig for mine øjne. Du er ikke herfra. Hvad fanden laver DU her, om jeg må spørge?” Jeg begyndte at blive irriteret. Hvad bildte denne lille tøs sig ind???
”Er du blind?” spurgte hun flabet. ”Jeg bader!!!”
Jeg var ved at få nok. ”Ved du hvad? Det her, det gider jeg simpelthen ikke. Jeg går her HVER nat – normalt ved en 3-tiden. Nogle gange sætter jeg mig på den der bænk bag dig, for det er MIN bænk. Jeg har selv købt, betalt og sat lortet sammen.” Hun skulle fandeme ikke komme her og spille smart. ”Jeg bor lige derhenne,” fortsatte jeg og pegede ned langs med åen. Man kunne se lyset fra mit køkkenvindue. ”Det er DIG der ikke hører til her, men hvis du lader mig være i fred, så vil jeg lade dig være i fred…” Jeg sluttede brat, vendte om på hælen og begyndte at gå videre på min tur rundt om søen.
”HEY, KRATLUSKER,” råbte pigen, da jeg var kommet omkring 100 meter længere hen ad stien. ”VIRKER DET AT GÅ?”
Jeg vendte mig om og gik et par skridt tilbage. ”Hvad mener du,” spurgte jeg med min normale stemme. Her var så stille, at hendes råben var komplet overdrevet.
”Jeg mener; bliver du træt? Kan du falde i søvn igen, når du kommer hjem?” uddybede hun. Nu mere afdæmpet.
”Ikke særligt tit,” lo jeg småbittert. ”Men håbet er jo som bekendt lysegrønt.”
”Har du overvejet at løbe i stedet? Eller svømme? En gåtur i snegletempo hjælper selvfølgelig ikke!” konstaterede pigen smart. ”Vi kan svømme om kap. Hvis du altså tør,” udfordrede hun.
Jeg så vantro på hende. Hun havde øjensynligt bedømt, at jeg talte sandt og ikke var en eller anden småpervers lurer. ”Det kan jeg ikke. Jeg har ikke badetøj med!” svarede jeg befippet.
Pigebarnet lo højt og kikkede ned af sig selv. ”Uha, nej. Det går sgu ikke at bade nøgen. Det er også derfor jeg har min bikini på. Min fucking usynlige bikini. Men det må du selv bestemme. Jeg kom med et tilbud. Hvis du er for genert, kan du bare gå videre.”
Med disse ord vendte hun sig og gik ned til badebroen. Her satte hun i løb og hoppede ud i vandet. Denne gang ikke i bedste kanonkuglestil, men i et elegant spring med armene over hovedet. Der lød knapt nok et plask, da hun ramte vandet. Der gik mere end 30 sekunder, før hun dukkede op til overfladen et godt stykke ude i søen.
”KOM SÅ. HOP I. DET ER SKØØØØNT.” Jeg tvivlede på at det var en god ide, at indlade mig yderligere med denne vægelsindede unge kvinde. Men hun havde ret. Det så skønt ud. Om ikke andet ville det være en afveksling fra mine evindelige gåture. Mine fødder ville nok takke mig.
Da beslutningen først var taget, gik der ikke mange sekunder, før jeg havde fået tøjet af og var sprunget i søen. Vandet var koldt til at starte med, men der gik ikke lang tid, før det føltes rart. De sidste dages hedebølge skyllede af mig, glemt. Jeg svømmede nydende ud mod pigen, der trådte i vande, mens hun ventede på mig. Da jeg nåede ud til hende, fik jeg det første glimt af hendes ansigt. Isblå øjne med lange mørke vipper, øjenbryn der gjorde et flot sving over hendes mandelformede øjne, en lang, lige næse, der endte i en lille opstopper og en relativt stor mund med fyldige læber. Pigen var en skønhed.
”Er du klar?” spurgte hun forventningsfuldt.
”Jeg er født klar!” svarede jeg sarkastisk. Intet kunne være længere fra sandheden. Jeg havde mest af alt lyst til at træde i vande for evigt, mens jeg stirrede på hendes næsten helt symmetriske ansigt med de høje kindben. Hun var noget af det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Og som restaurator af gamle kunstværker satte jeg om nogen pris på skønhed. Smukke ting var mit liv og mit levebrød.
”Godt. Lad os svømme om kap til den anden side af søen og tilbage igen… Kan du se den lille bugt ved det store egetræ? Lige derhenne?” spurgte hun og pegede.
”Ja da,” svarede jeg frejdigt. ”Jeg ved godt, hvor du mener. Jeg går forbi hver nat,” grinede jeg.
”Der vender vi. Den første der går i land på denne side, bestemmer hvad vi så skal gøre,” smilede hun stort. ”Er du med på den?” spurgte hun, da jeg ikke svarede. Men jeg kunne ikke. Hendes smil lyste ansigtet op som 1000 strålende sole. Hendes skønhed var fortryllende. Min første tanke havde måske været mere korrekt, end jeg havde vidst. Hun var som en drøm. Der var noget overjordisk over hende. Noget magisk.
”O…kay,” fik jeg fremstammet til sidst. I næste nu var hun sat i gang. Hun var allerede flere meter foran mig, før jeg kunne nå at reagere. ”DET ER SNYD, DET DER,” råbte jeg efter hendes blege krop, der strøg gennem vandet som en fisk. Hun grinede blot og satte farten op. Jeg halsede efter det bedste jeg havde lært, men var allerede langt bagud. Det var ikke fordi jeg var en dårlig svømmer. Pigen var bare utroligt hurtig. Jeg var stadig langt fra land, da hun vendte om i den lille bugt.
Kort efter strøg hun tæt forbi mig med et smil på læben. Jeg stirrede anstrengt på hende og svømmede videre med et par afslappende brysttag, før jeg vendte mig et godt stykke fra land og atter begyndte at crawle. Men selvom jeg snød, havde jeg ikke en chance for at indhente hende.
Hun stod og vred sit lange hår, da jeg endelig nåede frem. Bevidst om mit store nederlag og min nøgne krop, fik jeg foden placeret på stigen og hev mig op på land. Jeg smed mig udmattet på broens planker med armene ud til siden og pustede tungt. Det var ikke fordi jeg var i dårlig form eller en dårlig svømmer. Denne pige var bare som sagt helt ekstremt hurtig.
”Så er det mig der bestemmer,” triumferede hun, da hun satte sig ned ved siden af mig. Hun havde benene over kors og jeg havde direkte udsyn til hendes … private dele. Hvordan kunne hun dog være så fuldstændigt skamløs? Jeg kunne helt sikkert konstatere, at jeg aldrig havde mødt en som hende før.
”Jeg ved det! Jeg ved det! Men kan jeg ikke lige få lov til at puste ud først, før du får mig til at løbe om kap i skoven?” stønnede jeg op til hende. Jeg kunne mærke min puls dunke. Og det var nok ikke kun på grund af svømmeturen. Jeg var normalt ikke tiltrukket af kvinder på nogen måde, men min krop reagerede på hendes nøgenhed. Jeg virrede lidt med hovedet, og forsøgte at tænke klart, men jeg kunne ikke holde op med at kikke på hende. Jeg stirrede ligefrem, nu da hun sad lige foran mig.
”Der er ikke nogen grund til at vente. Du prøver bare at undgå det uundgåelige,” påstod hun. ”Men det er mig der bestemmer, og jeg bestemmer, at jeg ikke vil holde en pause!!!” Hun holdt inde og så ned på mig. Jeg kunne ikke tyde det smil, hun sendte mig. Der var noget lumsk ved det.
”Sæt dig op på knæ,” fortsatte hun og satte sig selv op på knæ. Hvad søren skulle vi på vores knæ? Forhåbentligt ikke lave armbøjninger! Jeg var sikker på, at hun også ville være bedre end mig til det. Jeg rejste mig fra min liggende stilling og så afventende på hende.
”Hvad nu?” spurgte jeg og drejede hovedet over mod hende. Jeg havde sat mig ved siden af hende, næsten klar til de forpulede armbøjninger eller hvad hun ellers havde fundet på. Jeg overvejede, hvordan hun havde kunnet få mig med på denne leg. Hele situationen var absurd og blev ikke mindre absurd af at det var midt om natten, og vi begge burde ligge i vores senge og sove på dette tidspunkt.
”Vend dig mod mig.” Hun vendte sig og jeg gjorde det samme. Vores ansigter var så tæt på hinanden, at jeg kunne mærke hendes varme ånde. ”Det her er vores næste aktivitet,” sagde hun med et af sine blændende smil og kyssede mig. Hendes læber føltes bløde mod mine. Kysset var flygtigt, varede kun et øjeblik, så trak hun sig væk igen. Hun så spørgende på mig, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var halvt chokeret, halvt fascineret. Hvorfor kyssede denne fremmede pige på mig? Mig af alle mennesker? Men jeg var ikke frastødt. Ikke på nogen måde.
”Var det det hele?” spurgte jeg småprovokerende. ”Så var det da ikke så slemt at tabe.” Men det var det helt åbenlyst ikke. Pigen tog fat om min nakke, og trak mig ind mod sig. Hendes læber pressede sig mod mine. Hårdt denne gang. Jeg åbnede munden en lille smule og lod hendes tunge trænge ind. Grådigt tog jeg imod den og gengældte hendes krævende kys. Min arm lagde sig rundt om hende og med hånden på hendes lænd, trykkede hende ind mod mig. Vores kroppe mødtes, hud mod hud, bryst mod bryst. Pigen stønnede ind i min mund. Hun slap min nakke og lod i stedet hånden løbe ned over mit skulderblad, langs rygraden og lagde sig samme sted som min. Et pirrende gys gennemrystede min krop, da hun prøvede at komme nærmere.
Uden at stoppe det altopslugende kys, pressede hun sin krop så hårdt mod min, at jeg begyndte at miste balancen. Jeg satte mig på mine ben og fødder, men hun fulgte med og pressede mig stadigt længere ned. Jeg flyttede min vægt, så jeg faldt om på siden i stedet for på ryggen. Pigen fulgte med og landede halvt ovenpå mig. Jeg tog fat om hendes ansigt med begge hænder og lod tungen gå på opdagelse hen over den noprede hud under tungen, rundt om tungen, op i den bløde gane. Jeg ville smage og mærke det hele. Hver en tekstur der udgjorde hendes våde mund og silkebløde, fyldige læber.
Da hun slap min mund, følte jeg et øjebliks tab. Men da hun begyndte med små sommerfuglekys på mine øjenlåg, kinder og ned langs min kæbelinje, var skuffelsen hurtigt glemt. Hun fortsatte ned ad min hals, og jeg bøjede hovedet tilbage, så hun kunne komme til. Jeg kunne mærke min puls banke mod hendes læber. Det kunne hun åbenbart også, for hun lagde munden over og sugede ind. ”Jeg vil få et sugemærke af det der,” tænkte jeg. ”Det er sgu mange år siden.”
Læberne slap og jeg mærkede ikke mere. Derfor åbnede jeg øjnene og mødte hendes. ”Vil du fortsætte?” spurgte de lydløst.
”Ja,” hviskede jeg og fandt hendes bryst. Så forunderligt rundt og blødt, men samtidigt tungt og fast. ”Smag på det,” hviskede pigen tilbage og rykkede sig opad til hendes bryst var ud for min mund. Jeg adlød og slikkede rundt om vorten, før jeg tog den i munden. Den trak sig straks sammen og blev hård. Min hånd fandt det andet bryst, og jeg pressede dem sammen, så jeg kunne bevæge mig fra det ene til det andet. Hun smagte friskt og koldt. At sutte på hendes vorter gav mig en følelse af ro, samtidigt med at det ophidsede mig ud over alle grænser. Jeg stødte mit underliv op mod hende i takt med min munds suttende bevægelser.
Hun lagde sig halvt hen over mig med benene på hver side af mit lår. Mens jeg fortsat slikkede, kyssede og suttede hendes struttende ungpige bryster, begyndte hun at gnide sit ben frem og tilbage. Presset mod mit underliv voksede og jeg kunne høre mig selv stønne dybt med munden fuld af bryst. Hvis jeg ikke allerede var våd i forvejen, så blev jeg det nu.
Pigen trak sig tilbage og bevægede sig nedad, til hun kunne kysse min mund. Vores bryster pressede sig imod hinanden og hendes bevægelser ændrede sig og mindede mest af alt, om den måde en mand bevæger sig på, når han ligger ovenpå. Det var nu det øverste af hendes lår, der pressede sig ind mod mit venusbjerg, og jeg kunne fornemme at mit lår næsten gjorde det samme for hende. Jeg hævede derfor mit ben lidt og satte hælen i jorden, så hun kunne gnide sig mod mig. Hendes våde skød trak sneglespor langs mit lår. Det var en pirrende fornemmelse.
Mine hænder gik på opdagelse, greb fat om et bryst og klemte det blidt, rundede hendes hofter og fandt de velformede baller. Jeg borede mine fingre ned i dem og prøvede at få hende til at bevæge sig hurtigere.
Jeg trykkede hende ned mod mig, mens jeg pressede mig selv op, for at komme så tæt på som muligt. Vi bølgede mod frem og tilbage, som en stor bevægelig organisme i symbiose med hinanden, mens vores kys blev mere glubske, dybere og hårdere. Hendes læber var himmelsk bløde og eftergivende, selv i vores begærlige og altopslugende kys.
Jeg nærmede mig klimaks, men der manglede et eller andet, for at få mig helt ud over afgrunden. Det var som om den smukke pige vidste hvad der skulle til, for hun slap min hofte og lod hånden glide ned mellem mine ben. Hun pressede et par fingre op i mig og lod dem bevæge sig i mit indre, mens en anden finger masserede min klit. Det føltes vidunderligt og jeg ville selvfølgelig give hende den samme fornemmelse, så jeg gjorde min hånd fri og fik den mast ned mellem hendes slanke lår og ind mellem de våde skamlæber. Det var som at lukke en østers op og finde en perfekt perle, da mine fingre fandt klitten. Hård og blød på samme tid. Pigen stønnede højt og løftede hovedet bagover i en nydende, kattelignende bevægelse.
Det gav mig fri adgang til hendes fristende bryst, hvilket jeg straks benyttede mig af, løftede hovedet og fik med læberne fat om brystvorten. Mine fingre gled ind i den mørke hule, mens jeg suttede lystent, som en sulten baby. Pigen udstødte en guttural halslyd og jeg mærkede hvordan det klemte pulserende omkring mine fingre. ”Åhhh, fuck,” udbrød jeg og kom mindst lige så hårdt på hendes. Pigen faldt sammen ovenpå mig og jeg nød fornemmelsen af hendes nøgne kroppe, mens vi solede os i orgasmens efterglød. Og sådan faldt jeg også i søvn, med vægten af den smukke pige liggende halvt over min krop.
Jeg vågnede, liggende nøgen i græsset foran bænken ved søen. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg var havnet her, men snart huskede jeg, hvad der var sket. Jeg løftede hovedet og så mig rundt efter pigen, men hun var ikke at se. Det var altså det mest mærkelige, uforklarlige og usandsynlige, der nogensinde havde hændt mig. Var det overhovedet virkelighed? Havde jeg ligget og onaneret splitterravende nøgen i fuld offentlighed? Havde jeg sovet? Drømt det hele? Hvis jeg havde, gik mit liv måske mod lysere tider? Måske var dette begyndelsen til at kunne sove igen?
Jeg rejste mig, fandt mit tøj, men tog kun overdelen på og gik hjemad af stien langs åen. En ugle tudede tæt på. Den blev svaret af et skrig fra en ræv. Og derefter af et andet dyr. Jeg vidste ikke hvilket. Kunne ikke genkende lyden. Men det lød grangiveligt som et ord. Kratlusker!!!
Jeg vendte mig mod søen og spejdede ud over den blanke overflade. Langt, langt væk synes jeg, at jeg så silhuetten af en kvindes overkrop bryde overfladen, før den dukkede ned under vandet igen. Derefter svippede en stor fiskehale op af vandet, som var det en hval, der legede i bølgerne. Jeg missede med øjnene.
Jeg blev stående på stien mens solen stod op, men jeg fik ikke flere glimt af pigen. Forvirret vendte jeg mig atter og gik hjem. Her skrev jeg en mail til arbejdet om, at jeg tog en fridag. Derefter lagde jeg mig i min seng og lukkede øjnene.
Havde det været en drøm eller var det virkeligt? Jeg faldt i en dyb søvn, før jeg nåede til en konklusion.
Erotiske noveller skrevet af SuzyQHistorien er rettet af SuzyQ