Vi skriver år 1650. Det er sidst i december, så sneen ligger højt. Det er koldt, men jeg sidder inde i varmen og ønsker, at fortælle dig min historie.
Gården ligger et smukt sted. Ligegyldigt, hvilket vindue, jeg kigger ud af, er skønheden et faktum.
Jeg vågner altid tidligt. Som arbejdet på gården kræver.
Gården er noget særligt. Der er bare ingen der ved det. Derfor vil jeg fortælle dig om det, så du ved det.
Herren på gården er en professortype, der er god med sine hænder, både når han svinger en økse, og hugger brænde, og når han klemmer om en tøs’ balde.
Professortypen ligger i hans udsende, og i hans omfattende viden. Han ved alting. Sådan virker det i hvert fald. Måske ligger det i, at han ikke er helt ung, selvom han har en fysik, der kan udkonkurrere selv de yngste og stærkeste karle på gården.
Hans alder giver ham også livserfaring og en åndelig tyngde, der appellerer til min tørst efter viden.
Uddannelse er ikke et valg piger får. Vi er gerne opdraget til at lave med, sy og strikke, og ellers ofte gå i et med tapetet. Men jeg fik lov at få undervisning sammen med mine brødre.
Da jeg var seks år gammel kom jeg til skade, efter et fald med min hest. Så lige siden, har mit venstre ben været stift, og foden delvist ødelagt. Så jeg halter, og bruger indimellem stok for at finde støtte nok. Især sidst på dagen, når trætheden, efter en lang arbejdsdag, begynder at indfinde sig.
Min far sidder godt i det, og når min bror engang skal arve. Så får han en fin gård.
Men der er ikke så enormt mange penge, at der er råd til, at vi kan købe en godsejer til mig, så jeg kan få lov at sidde til pynt og hvile mit dårlige ben.
En mand, der er så desperat efter penge, at han ikke har noget problem med at tage mig med i købet. Så jeg kan blive en gift kone.
Så jeg var indstillet på, at jeg skulle blive hjemme og holde hus for min far, og senere for min bror, der så måtte have sin søster boende.
Jeg er en køn pige, har jeg da fået at vide, men jeg er nok lidt for skarpskåren og grov i mine træk, og min dårlige fod, og stive ben gør sit til, at min gang, hverken bliver yndefuld eller elegant.
Mine eneste gode træk er mine grønne øjne og mit lange, lyse hår, der oftest hænger ned ad ryggen i en fletning.
Det, der ændrede alle mine forestillinger om fremtiden, skete på en ganske almindelig dag, hvor jeg, som altid, var på markedet for at sælge æbler, dyrket på min fars gård.
Jeg er på vej over markedspladsen med kurs mod min bod, da jeg pludselig snubler, måske over mine egne ben, eller en brosten, der er højere end de andre.
Selv i dag ved jeg ikke, hvad der helt nøjagtigt er skyld i mit fald, men det er ikke usædvanligt, at jeg falder.
Jeg ligger altså der, lige så lang jeg er, jeg måler ca. 171 cm., Hvilket også er højt for en pige på vores tid.
Kurven med æbler rammer brostenene hårdt og vælter. Æblerne ligger overalt omkring mig.
Jeg bliver liggende et øjeblik i udmattet forvisning om det arbejde, jeg får, med at samle æblerne op, og sortere dem fra, der har slået sig for meget.
Jeg sætter mig op, og skal til at rejse mig, da en skikkelse bøjer sig over mig og rækker hånden frem, så jeg kan tage den og få hjælp til at rejse mig op.
Da jeg kommer på benene, ser jeg, at skikkelsen er en mand.
Han er højere end mig, spinkel, men stærk. Det kan jeg mærke på hans greb, og se på musklerne, der spændes i hans underarm, der er synlig pga. hans skjorteærmer, der er smøget op.
Han får mig på benene, næsten uden min hjælp. Jeg er stadig forvirret over mit fald, og inden jeg får set mig om, løfter ham mig op og sætter mig ned igen på den nærmeste bænk.
Han samler hurtigt min kurv op, og alle æblerne med.
Det eneste jeg skal nu, er at se efter om alle æblerne stadig kan sælges.
Jeg sukker, lettet over den byrde han skåner mig for, og smiler.
Han bærer kurven. Spørger hvor jeg var på vej hen. Tilbyder mig sin arm, og følger mig hen til min bod.
Senere ser jeg ham igen.
Hvis jeg ikke vidste bedre, er det som om han holder lidt øje med mig og min bod.
Da vi når middagstid, har jeg solgt mine æbler. Og han dukker op, som en trold af en æske, og byder mig på frokost.
Jeg er ikke vant til at mænd lægger mærke til mig, for andet end mit dårlige ben, så jeg tøver.
Hvad vil ham mon? Tænker jeg.
Men jeg finder alligevel modet til at takke ja, om ikke andet, så for at takke ham, for hans hjælp tidligere.
Frokosten viser sig at være en madkurv pakket med kødpålæg, brød, smør og æbler.
Alt sammen fra hans gård, som han fortæller, er ret omfattende.
Han har været på markedet for at købe en ko. Og skal nu tilbage til gården.
Han tilbyder, at jeg kan køre med et stykke vej.
Jeg tøver lidt. Men tager chancen. Da jeg er glad for at blive sparet den lange gåtur hjem.
Hvis han vælter mig ned på jorden og tager mig med magt, så er tanken mig heller ikke utiltalende.
Jeg forfærdes ved min tankegang. Jeg plejer bestemt ikke at tænke på den slags.
Jeg ved da godt, hvordan dyr parrer sig, det giver sig selv, når man lever på landet.
Men på det tidspunkt har jeg næsten ingen viden om, hvordan mennesker parrer sig.
Jeg har knap nok været alene med en mand før, udover karlene på min fars gård de fleste af dem, har jeg kendt hele mit liv.
Han hjælper mig op på vognsædet, springer selv op, sætter sig ved siden af mig, griber tømmen og sætter vognen i gang.
Vi taler om den kommende høst og det gode vejr på trods af efteråret.
Han fortæller, at han har køer, heste og grise på sin gård, og en stor have med frugttræer. Blandt andet æbler og blommer.
Min far har heste, grise og får, fortæller jeg. Men derudover også en stor plantage med æbler.
Han spørger, hvorfor jeg stadig bor hos min far. Han kan vist godt se, at jeg ikke er en hel ung pige mere.
Hvis det var gået, som det oftest gør, var jeg for længst en gift kone med en børneflok.
Jeg fortæller om min skade som barn, og om mit dårlige ben.
Han nikker og siger, at nu forstår han bedre, hvorfor jeg ikke er gift, og hvorfor jeg faldt tidligere.
Vi nærmer os gården. Jeg beder ham holde for enden af den lange indkørsel, så jeg ikke behøver at forklare, hvem der kørte mig hjem. Jeg ved det jo også knap nok selv.
Den følgende uge, står jeg igen i min bod og sælger æbler, da han pludselig dukker op og byder på frokost igen.
Han fortæller mere om sin gård, og at han har en kone hjemme.
Jeg har svært ved at skjule min skuffelse. Men det lykkes.
Jeg havde troet, at han måske var et emne for ægteskab, fordi han ligesom virker til at acceptere mig på et højere niveau, end mænd elles gør.
Han fortæller videre, at han har holdt lidt øje med mig. Set mig an, som han siger.
Inden han når videre i sin tale, spørger jeg, om han søger en pige til sin gård?
Han svarer ja! Men, at det er en ganske særlig pige, han søger, og at han nok mener, at jeg kunne være hende.
Jeg ser spørgende på ham, og han fortsætter.
”Jeg vil have dig, som min kone nr. 2!” Siger han.
Jeg opdager, at jeg sidder med åben mund af bare forbavselse.
Det har jeg aldrig hørt om før, at man kan have flere koner.
Han forklarer, at jeg ikke som sådan vil blive hans formelle, lovformelige kone. Men, at jeg skal være hans kone nr. 2 i alt andet end navn.
Han fortsætter sin tale. Og fortæller at:
Hvis jeg kommer og bor på hans gård, sammen med ham og hans kone. Så får jeg mit eget værelse og kan ellers færdes frit på hele hans gård.
Jeg får alle de fornødenheder, jeg har brug for, og en løn for det arbejde jeg laver på gården.
Jeg sidder fascineret og hører hans ord. Jeg hænger ved hvert eneste, og føler næsten, at jeg sidder fast der. Jeg kan ikke rejse mig og gå, selv hvis jeg ville, så gerne vil jeg høre hans ord.
Han siger, at han forventer, at vi, som mand og kone, elsker regelmæssigt, og at jeg også selv kan bede om pik, hvis jeg føler for det.
Selvom jeg burde være dybt forarget, alene over hans sprog, kan jeg mærke, at jeg rødmer, og forsøger at se det hele for mig.
Han standser pludselig sin tale, og spørger, hvad jeg hedder?
Jeg ler lidt, da det går op for mig, at ingen af os har sagt vores navne.
”Jeg hedder Lea!” siger jeg.
”Dav Lea, jeg hedder Henrik!” Ler han, mens han rækker mig sin hånd til præsentation.
”Lea må jeg få et kys? Spørger han overdrevent høfligt.
Jeg læner mig frem, og giver ham derved min tavse tilladelse.
Han kysser mig, kun en anelse mere end de tantekys, jeg tidligere har fået af familiemedlemmer.
Da han mærker, at jeg gengælder hans kys, bliver kysset dybere.
Han tvinger mine læber åbne med sin insisterende tunge, og invaderer min mund.
Jeg bliver tændt, som aldrig før, og drister mig til også at invadere hans mund med min tunge.
Vores tunger danser. Og jeg mærker hans hænder om min nakke.
Vi er begge godt tændte. Fornemmer jeg. Men så afbryder han kysset.
”Jeg har lyst til mere, men det må vente!” siger han
Han kører mig hjem. Denne gang helt op til huset, kaster tømmen til staldkarlen, beder ham se efter hestene, mens han taler med husets herre.
Han hjælper mig ned ad vognen, og vi går ind og finder min far.
Henrik fortæller, at han har mødt mig på markedet og bemærket, at jeg er en flittig og arbejdsom pige, som han gerne vil ansætte på sin gård.
Henrik fortæller videre om min gode løn, og at jeg vil få fine forhold.
Min far har altid været trist over, at ulykken har ødelagt mine muligheder for at finde en ægtemand, og at han, min far, ikke kunne gøre mere for mig.
Han har set for sig, hvordan jeg, engang i fremtiden, bor til ulejlighed hos min bror, og den kone, som min bror ikke har mødt endnu, og han har været trist ved tanken.
Min far har altid følt sig særligt ansvarlig for mig, fordi min mor døde, da jeg blev født.
Og selvom jeg er en dygtig rytterske, og allerede som 6-årig red bedre end de fleste karle på gården, så har min far aldrig tilgivet sig selv, at han, som han siger, ikke holdt ordentligt øje med mig, og forhindrede mit fald med hesten.
Så da Henrik nu giver mig muligheden for at blive selvforsørgende, indvilger min far næsten med det samme. Han ser en bedre, mere fri, fremtid for mig hos Henrik, end jeg ellers ville få.
Det aftales, at jeg skal have mulighed for at se Henriks gård, og hvis den er tilfredsstillende, så kan jeg begynde som pige der efterfølgende.
Henrik bryder op, efter vi aftaler, at han kommer og henter mig om søndagen, og at min far skal med, for at sikre sig, at hans datter kommer i trygge hænder.
Jeg smiler lidt hemmelighedsfuldt og tænker, at det vist er ganske godt, at min far ikke kender hele sandheden om min funktion på Henriks gård.
Min far er imponeret over Henriks gård og finder hans kone, Anne, ganske charmerende, som alle andre også gør. Så jeg får hurtigt mit liv hos Henrik og Anne på gården.
Jeg går til hånde i køkkenet, passer køkkenhaven og hjælper til med vævningen.
Det sker også, at jeg hjælper med dyrerene og med høsten om efteråret.
Når Anne er der, og vi begge hjælper til, kan jeg tage flere pauser, og vi kan fordele arbejdet efter, hvordan mit ben har det, og om en dag med lettere pligter, er bedre for mig.
Derfor lever jeg lidt et luksusliv ift. hvis jeg var en almindelig pige i huset, eller en almindelig gårdmandskone, der forventes at klare alle pligter selv.
Anne og jeg går godt i spind. Hun er ligetil. Hun skjuler aldrig, hvad hun føler, og siger ligeud, hvis der er noget hun er utilfreds med, eller glad for.
Så hun er skøn at være sammen med.
Jeg selv er mere kompleks. Jeg har ikke den tryghed ved mig selv, og min omverden, som Anne lader til at have, og jeg skjuler gerne mine følelser for de fleste.
Der er ingen, udover os tre, der ved, hvilken særlig position jeg har i huset.
At det er mig, Anne sender Henrik ind til, når hun ikke længere selv kan holde til at blive kneppet af ham.
Henrik er en meget viril og aktiv mand. Så det er bestemt ikke, fordi Anne er snerpet og ikke vil gøre sin pligt i sengen som hustru.
Når hun udmattet falder tilbage i sengen, er det kun fordi hun i den grad er blevet gennem kneppet af Henrik, og kun er glad for at sende ham videre til hans kone nr. 2.
Henrik tog min mødom, et par uger efter jeg var blevet fast inventar på gården.
Anne var taget på besøg hos sine forældre og kom ikke tilbage de første par dage.
Så vi var alene i huset.
Gården har også andre folk og karle ansat, men de bor i deres egne huse, der hører til gården. Så kun, hvis der er noget galt et sted, kommer der nogen op til hoved-huset, når arbejdstiden slutter ved aftenstid.
Jeg var uvant med samspillet mellem mand og kvinde i sengen.
Men Henrik var god til at lede og guide mig.
Han kyssede mig, og fjernede langsomt mit tøj.
Hver gang et stykke stof afslørede et nyt stykke nøgen hud, plantede Henrik et kys på stedet.
Da jeg var helt nøgen og lå på sengen, kyssede han åbningen til min fisse, stikkede tungen ind og slikkede.
Først strittede jeg imod. Det kan man ikke, tænkte jeg.
Men hans tunges slik, tændte mig så kraftigt, at jeg glemte alt om min egen uvidenhed.
Min fisse drev af saft. Jeg var så tændt, at jeg knapt registrerede, at Henrik hurtigt trak bukserne ned om knæene og stak sin stive pik ind i mit varme, stamme hul.
Det var en helt særlig fornemmelse at mærke pikken der. Men jeg er meget stram, så det gjorde også ondt.
Henrik kørte forsigtigt pikken frem og tilbage i en fast rytme.
Men på trods af hans indsats, var det som om, han ikke kom i hul, sagde han.
Selvom jeg var naiv og uerfaren på området, og knap nok vidste, at en fisse er en fisse, og en pik, en pik. Så vidste jeg godt, at jeg var jomfru, og at noget skulle bydes for at få fuld adgang til mig.
Henrik arbejdede hårdt med pikken, men måtte til sidst holde pause.
Efter 3 pauser, med hårdt arbejde indimellem, fik pikken endelig hul på min fisse, så der blev fuld adgang.
Jeg blødte som en stukket gris. Men det var ikke så smertefuldt endda, selvom det var uhyggeligt med alt det blod. Og jeg var flov.
Jeg vidste godt lidt om, at det vist ikke plejede at bløde så meget, når en jomfruhinde skulle brydes.
Alene pga. blodet var jeg glad for, at Anne ikke var hjemme.
Dagene efter så Henrik på mig med et smil, der skjulte en lille indforstået latter. Vi husker begge, hvor svær jeg var at få adgang til.
Han betror mig, at pikken aldrig før har været så øm. Men at det var en dejlig oplevelse, som han ikke glemmer.
Dagene går og Henrik kommer gerne ind til mig, når pikken ikke havde fået nok fisse. I perioder er det hver aften, men til andre tider, måske hver anden aften eller deromkring.
Vi har også stunder, hvor pikken kun kommer i mine huller.
Ikke, at der, for mig, er forskel, for Henrik er lige viril, hvad enten han først har ordnet Anne og derefter kommer til mig, eller han kun har ordnet mig.
Det sker, at han tager mig med ud på sit lille værksted, og forsvarligt låser døren. Så ingen forstyrrer os.
Så bliver jeg hans tøs.
Når døren er låst, er det vores særlige rum.
Der opdager jeg, at jeg nyder at føle hans livrem mod min ryg.
Den efterlader røde striber efter hans slag.
Mens hans smalle ridepisk, der slår noget hårdere, efterlader dybere rifter.
Smerten i sig selv, er som sådan ikke rar. Men nydelsen, lige efter slaget, er stor.
Allermest nyder jeg, når han binder mine hænder med reb, så de hænger i rebet, der er sat i en krog i loftet.
Mine arme og hænder er strakt op over mit hoved. Men rebet er løst nok til, at jeg kan læne mig forover på hans befaling.
Det sker, at han efter en omgang blide pisk, mod min ryg, borer sin stive pik ind i mit våde, villige hul.
Og det sker også, at han derefter beordrer mig til at læne mig en anelse forover, klasker mig på balderne og borer sin endnu stive pik ind i mit stramme hul mellem balderne.
Jo livet her på gården er en del mere livligt end man kan se udefra.
Det er i alle andres øjne, bare en ganske almindelig gård.
Så måske har du allerede været her for at købe, grønsager, frugt eller kød.
Uden at vide, hvad der foregår inde bag gårdens hvidkalkede mure.
Eller måske kommer du en dag, fordi det er dig, der skal være Henriks kone nr. 3.
Nu må vi se, alt kan ske.
Tak fordi du lyttede til min historie, og nu ved, hvad det er for en gård, jeg bor på.
Erotiske noveller skrevet af tool