"Andreas!"
Alexander råber mig an netop som jeg er på vej ud af gymnasiets hovedindgang. Det er mandag, klokken er fire, og jeg er på vej direkte ud på NanoLens. Jeg har sgu ikke tid til at tage mig af den nar lige nu. Men det er vel nødvendigt. Jeg har en anelse om hvad der er på vej.
Jeg vender mig, og ser Martin og Alexander komme imod mig. To mod en ligefrem. De stiller sig op lige over for mig, og stirrer med selvtilfredse miner. Der er stadig en del folk omkring os, men det tager hurtigt af.
"Hvad er der så?"
"Vi kunne godt tænke os en lille snak med dig."
"Hvis det kan gå hurtigt. Jeg har lidt travlt."
"Nå så dengsen har travlt!"
"Dengsen har et arbejde han skal passe."
"Ja, det har han jo. Det har vi jo ligesom erfaret. Men bare rolig, du skal nok få lov at komme afsted, lige om et øjeblik."
Jeg prøver at holde en cool attitude, men jeg er rasende nervøs. Hvad har de to fyre tænkt sig? Og hvad kan jeg stille op?
"Nå, men så kom til sagen." Der er ved at blive tomt omkring os.
"Sagen er, ser du, at både jeg og Martin er ved at være ret trætte af dig, og din opførsel, og din attitude."
"Jaså."
"Ja du tænker nok at det kan du være ligeglad med. Men det er ved at være kommet så vidt at vi synes du har brug for en lærestreg. En gedigen røvfuld, faktisk. Og for at det nu kan foregå på en fair og ordentlig facon, så tænker vi at vi kunne aftale tid og sted til at være nu på fredag, nede i den bagerste gård. Efter skoletid. Klokken tre."
"Du vil have at jeg frivilligt skal stille op til at blive overfaldet. Oven i købet to mod en. Hvorfor i alverden skulle jeg det?"
"Fordi det er din chance for at møde os på aftalt tid og sted. Så det ikke kommer som en overraskelse. Du kommer med dine folk, og vi kommer med vores."
"I vil simpelthen have mig med på at organisere et masseslagsmål? Glem det!"
"Jeg er ked af at sige det Andreas, men det er ikke så meget et valg. Hvis du ikke kommer, så tager vi os af dig på et andet tidspunkt, og et andet sted, som du ikke ved på forhånd. Og hvis du kommer alene, ja så er det jo dit eget problem. For vi har nemlig masser af venner."
"Du står og truer mig med vold. Jeg kunne melde dig til politiet allerede."
"Ja, det kunne du jo. Den slags er du jo glad for. Men du kan ikke bevise noget. Og skulle polisen dukke op på fredag, så er vi jo bare en flok drenge der har mødtes i gården for at hygge os lidt. Det får du ikke meget ud af. Og så mister du også den chance vi giver dig. Vi kommer efter dig, på den ene eller den anden måde."
"Glem det, sagde jeg! Jeg går ikke ind på jeres latterlige spil."
Jeg kan se at det rykker en smule i Alexander, men at han tvinger sig selv til at være cool. Jeg vender om på hælen og går, uden yderligere kommentarer.
"Fredag klokken tre, nede i gården. Dine folk mod vores folk!" gentager Alexander roligt til min ryg. Jeg siger ikke mere, låser cyklen op og kører min vej.
Tankerne raser i mit hoved mens jeg kører på cykel ud til NanoLens. Skal jeg rent faktisk gå ind på deres spil? Organisere mit eget tæskehold? Fandeme nej! Det er for latterligt. Jeg vil ikke udsætte mine venner for at skulle slås med en flok idioter. Og hvad hvis vi så rent faktisk tæskede dem? De ville vel bare finde på noget nyt. Men hvad er alternativet? Undvige? Prøve at tale dem til fornuft? Tage fat i Torben eller SSP-Henrik? Jeg prøver at spille de forskellige scenarier igennem. Jeg vil helst forsøge at tale dem ned. Det kan godt være at Alexander er stjernepsykopat, måske også Martin, men deres venner? Vil de virkelig medvirke til et overfald som kunne få dem i big fucking trouble? Det er jeg sgu ikke sikker på. Men tør jeg sætte min egen førlighed ind på det?
Det bliver ved med at køre i ring for mig mens jeg arbejder. Heldigvis er jeg i gang med noget rutinepræget debugging. Jeg kan ikke komme frem til en konklusion. Der er for mange ubekendte, antagelser og vurderinger. Den knitrende spænding sidder stadig i maven på mig da jeg kører hjem. Jeg er nødt til at finde en form for løsning på det her, ellers bliver ugen uudholdelig. Det ville måske hjælpe at snakke med Anja. Men jeg er faktisk nervøs for hvad hun kan finde på at gøre.
Mor står i køkkenet da jeg kommer ind ad døren.
"Hej Andreas! Du må undskylde, men maden bliver lidt forsinket."
"Det er OK! Var det ikke Idas dag?"
"Jo, men prinsessen er mopset."
"Over hvad?"
"Ingen anelse. Du kan jo prøve at snakke med hende. Jeg har givet op!"
Jeg går ud i gangen, og banker på døren til Idas værelse.
"Hvad så smukke?"
"Gå din vej!" lyder det inde fra værelset.
"Det kunne ikke lige passe dig at lave mad til os?"
"Gå din vej, sagde jeg! Jeg gider ikke snakke med dig!"
"Jamen dog. Jeg håber det går over inden vi skal spise."
Jeg går op på mit værelse og smider mig på sengen. Irriteret over Alexander og Martin. Irriteret over Idas attitude. Har jeg egentlig nogen venner når det kommer til stykket? Nå, ligemeget, det er slet ikke den vej vi skal.
Jeg tager fonen frem, vil tekste Anja, men kan ikke tage mig sammen. Scroller rastløst ned over dagens nyheder. Nye droneangreb i Ukraine. En minister har sagt noget dumt. En idrætsklub med en frisk pædo-sag et eller andet sted. Det økonomiske råderum er vokset igen. Jeg kan ikke fastholde opmærksomheden, har stadig en anspændt knude i maven.
Mit blik svipper tilbage til pædo-nyheden, dens underrubrik som jeg skippede i første omgang. Det er ikke et eller andet sted i landet. Det er lige her, i vores by. Nådada. Jeg klikker ind på historien, må vide hvem det er som er røget i fedtefadet. En træner i 20´erne har groomet og misbrugt tre 13-14 årige piger. Min opmærksomhed bliver pludselig knivskarp da jeg ser at det er en taekwondo-klub. Vi har tre af dem. De skriver ikke navnet, men formanden udtaler sig, med billede. Jeg kan kende ham, og logoet på hans trøje. For fanden, det er Idas klub! Træværket på hendes dør svider mod mine knoer, jeg er ikke rigtig bevidst om hvordan jeg er kommet derned.
"Ida for helvede! Luk op!"
"Skriid!!"
Jeg samler mig i to sekunder, tager i døren og river den op. Vi låser aldrig vores døre, men det er absolut no-go at gå ind uden at have fået lov. Ida sætter sig op på sengen med et sæt, stirrer fjendtligt, nærmest hadefuldt på mig.
"Hvad fanden laver du? Gå din vej!"
"Ida, hvad har han gjort ved dig!?"
Hun åbner munden, som om hun ville spørge, pænt og roligt og fornuftigt, hvem ´han´ er, og hvad i alverden jeg snakker om. Men så er det som om noget klikker i hende.
"INGEN TING!" nærmest råber hun. "Han har ingen ting gjort ved mig! Og heller ikke ved de tre bitches der!"
"Det er ikke hvad de siger?"
"De er bare jaloux! De har fundet på det her for at ødelægge det for mig!"
"Ødelægge hvad?"
"Vores forhold! Det er MIG han vil have. Det er MIG der er hans prinsesse. Det var MIG der skulle have været sammen med ham. Og nu er det hele ødelagt, og han er fandeme arresteret af politiet! Det er simpelthen så LEDT!". Hendes stemme er oppe i det helt høje leje, og tæt ved at knække. Jeg fornemmer at hendes øjne er blanke. Mor kommer ind, Idas skærebrænderstemme er nået helt ud under emhætten.
"Hvad sker der her?"
Uden at sige noget rækker jeg hende telefonen, som stadig er slået op på historien. Jeg ser mors øjne svulme til dobbelt størrelse mens hun læser. Det undrer mig faktisk lidt at de ikke har orienteret forældrene inden den breakede i pressen. Idas involvering må være gået under radaren.
"Ida, fortæl mig at du ikke er rodet ind i det her!?" siger mor, hendes stemme er anspændt, dirrende.
"Mor, der er jo ikke nogen sag! De fucking bitches spreder bare lort for at ødelægge det for os!"
"Os?"
"Ja, os. Ham og mig! De andre er jaloux fordi jeg kan få ham, og de ikke kan!"
"Det er du sikker på?"
"SELVFØLGELIG er jeg da sikker på det. Det er jo mig han vil have. Det er mig der er hans eneste ene. Det har han selv sagt til mig!"
"Og det tror du ikke han har sagt til de andre?"
Idas øjne er næsten trekantede af raseri.
"Gå din VEJ for helvede!"
"Hvem er de tre egentlig?" fortsætter mor, i en form for anspændt uanfægtethed.
"Det er Agnes, og Josefine, og Nete! Fucking bitches!" Ida nærmest spytter navnene ud.
"Aha. Agnes, hvis forældre lige er blevet skilt? Josefine, hvis far er udstationeret? Og Nete, hvis far er røget i afvænning og skal ind at sidde for spritkørsel? Helt ærligt Ida, kan du slet ikke se mønstret her?"
Idas mund åbner og lukker sig i to sekunder. Så eksploderer hun, griber en taekwondo-pokal fra hylden og kyler den lige i retning af mor.
"Du skal FANDEME ikke trække far ind i det her!!"
Mor dukker sig, og pokalen baldrer ind i væggen bag hende. Hun går et skridt frem, men jeg lægger en hånd på hendes arm og holder hende tilbage. Ida er helt ude af den. Jeg tror faktisk at hun kunne finde på at lave taekwondo på mor. Vores familie ville aldrig blive den samme igen.
"SKRIIID så med jer!" skriger hun, stemmen er helt forvrænget nu. Jeg trækker mor med ud ad døren. Ida smækker den rasende efter os. Vi hører hende bryde sammen i en blanding af skrig og rasende gråd inde bagved.
"Shit!" siger jeg. "Hvad fanden gør vi?"
"Vi er nødt til at snakke med hende!" Mors stemme dirrer svagt.
"Men vi kan ikke begynde at slås med hende!"
"Nej." Jeg fornemmer at hun vil sige noget mere, men ikke rigtig kan finde ud af hvad.
"Hvad med politiet? Det er vel relevant for sagen."
"Jeg ved ikke om Ida kan klare at skulle snakke med politiet nu."
"True. På den anden side har de måske nogen folk der ved hvordan de skal snakke med hende. Nogen der rent faktisk har prøvet det her før."
Mor tøver, ubeslutsomt. "Ida, for fanden.." mumler hun. Så er det som om hun samler sig.
"Okay, jeg ringer. Efter maden. Lad os spise nu, og få lagt en slagplan. Jeg tror ikke vi skal prøve at få Ida ud lige nu."
Vi sætter os i køkkenet, snakker frem og tilbage, uden rigtig at komme nogen vegne. I det mindste virker det ikke til at Ida er blevet misbrugt. Men hun har det ikke godt. Da vi har spist går mor hen til døren.
"Ida, hør så her. Der står mad i køleskabet når du har lyst til at spise. Og vi er her for dig når du får lyst til at tale med os!"
"Årh, gå din vej!" lyder det dæmpet, spagt, inde fra værelset.
Jeg går op på mit eget værelse. Det virker helt håbløst at få kontakt til Ida lige nu. Men jeg kan heller ikke få mig til at tage hjemmefra. Jeg griber fonen, og tekster Anja.
-Hvordan går det, smukke?
-Fint. Har lige spist. Skal træne.
-Kommer du over bagefter? Har brug for at snakke.
-Hos dig?
-Ja.
-Noget vigtigt?
-Ja.
-Hvad??
-Herovre!
-OK hvis jeg træner først?
-Sure.
-Ses. Halvanden time.
Jeg smider mig på sengen med laptoppen, prøver at lave skolearbejde, prøver at surfe på grooming og ofrenes reaktioner, prøver at fucking samle mig. Men det vil ikke lykkes, min hjerne er total spaghetti. Mor banker på døren og kommer ind.
"Så har jeg talt med dem. De kommer imorgen og snakker med hende. Her i huset. En kriminalinspektør og en børnepsykolog. Vi var enige om at hun ikke skal i skole."
"Lyder fornuftigt nok. Sagde de ellers noget?"
"Tjah, han er anholdt, og de afhører ham. Han nægter alt. De havde ikke hørt noget om Ida. De var ret overraskede over at det fylder så meget for hende."
"Total psykopat-type?"
"Åbenbart."
"Hvem er det egentlig? Rafi?"
"Nej, Gustav!"
Aha. Jeg er umiddelbart overrasket, men så falder brikkerne på plads i mit hoved, næsten som et spil Tetris. Gustav med den dybe rolige stemme, den robuste krop, de varme brune øjne, det afslappede men dog autoritative væsen. Et perfekt erstatningsprodukt for små faderløse teenagepiger. Mor kom tæt på sandheden nede på Idas værelse, det var tydeligt nok. Jeg får pludselig flashback til middagen ovre hos Anja, hvordan Ida umiddelbart bondede med John. John som knepper receptionisten i firmaet. Det er faktisk ikke så behageligt. Jeg slår det ud af hovedet. Freja er trods alt en voksen og selvstændig kvinde.
"Har du talt med Ida om det? Altså, at politiet kommer?"
"Ja. Hun var ikke glad. Jeg sagde at hun så kunne give sin version af sagen. Men hun råbte bare ad mig."
Hun står stille og bider sig lidt i læben. Jeg fornemmer der er noget mere hun vil sige. Afventer det.
"Andreas.. har du fortalt Ida om.. om Merete og mig?"
"Nej. Ved hun det?"
"Hun.. hun antydede det. Sagde jeg ikke kunne være det.. bekendt, når jeg selv.. bollede."
"Hør nu her mor. Ida har da for længst regnet ud at du er sammen med nogen når du pludselig skal ud om aftenen. Men hun ved ikke det er Merete. Ikke fra mig i hvert fald."
"Men du vidste det."
"Og du vidste at jeg vidste det."
"Selvfølgelig. Vi har ikke hemmeligheder for hinanden. Du vidste det fordi du havde set Merete komme ud om morgenen?"
"Ja."
"Ida kunne også have set noget?"
"Jeg tror at jeg ville vide det så. Men sig mig, hvad har du tænkt dig at stille op med det?"
"Det ved jeg da ikke. Skal der være en plan?"
"Det er super akavet for mig og Anja. Merete tror ikke at hun ved det. Og John.."
"Men hun ved det?"
"Selvfølgelig. Vi har ikke hemmeligheder for hinanden."
Mor griner, en smule anstrengt.
"Jeg har ikke nogen plan. Jeg har ikke haft nogen plan i lang tid. Og nu bliver det nok skudt til hjørne igen."
"Fair nok. Det er bare.. I kan ikke lege gemmeleg for evigt."
"Nej. Det kan vi nok ikke."
Hun går ned til sig selv igen. Jeg smider mig på sengen, tænker på Ida. Hun kommer måske over den her, men skal vi nu til at bekymre os for hvem den næste alt for gamle mand bliver? For fanden da. Hvis bare far ikke var død. Jeg havde lige fundet ud af at leve med det. Især efter at jeg mødte Anja. Kæft, jeg savner hende lige nu. Skulle jeg alligevel være taget over til hende? Nej, det føles forkert at tage hjemmefra så længe Ida er helt uberegnelig.
Jeg går nedenunder for at tage et bad inden Anja kommer. Bare for at gøre et eller andet. Uheldigvis render jeg ind i Ida, som er ved at bære en tallerken med mikro-varmet aftensmad ind på sit værelse. Hun ser på mig med et udtryk af væmmelse, det er så intenst at det næsten ville være en afvisning ikke at kommentere det.
"Ida, hold nu op med at være sur på os."
"Det må jeg vel stadigvæk selv bestemme!"
"Vi holder af dig, for fanden!"
"Så længe jeg ikke boller!"
"Det har sgu ikke noget med det at gøre."
"Årh hold da kæft! Du og mor boller op ad stolper og ned ad vægge, men hvis JEG prøver på noget så er det.."
"Ida, du er 14 år!"
"Og hvad så? Du var 15 da du begyndte med hende tabertøsen nede fra blokkene."
"Vi kunne også kalde hende Randi."
"Whatever. Jeg fylder 15 om tre måneder!"
"Randi var også 15! Det handler sgu ikke om at bolle eller ikke bolle. Det handler om aldersforskel. En fyr der er næsten dobbelt så gammel.."
"Vil du da have at jeg skal bolle med en eller anden 14-årig snothvalp?"
"Hvis det er sådan du ser på dine jævnaldrende, hvordan tror du så en 27-årig mand ser på dig?"
"Årh, hold nu bare KÆFT for helvede!" Hun smækker arrigt døren i. Flot, Andreas! Way to go.
Jeg er lige færdig med at klæde mig på igen, da Anja kommer op på værelset med et forundret udtryk i ansigtet.
"Hvad er der i vejen med Ida? Hun ville ikke engang hilse på mig. Smækkede bare døren i."
Jeg rækker hende fonen.
"Læs den her."
Anja øjne lyner ned over teksten, og hun kigger på mig med åben mund og polypper.
"Ida?"
"Hun er ikke en af de tre. Men hun ville være blevet den fjerde, hvis de ikke havde anholdt ham."
"Shit."
"Ja."
"Hvordan tager hun det?"
"Hun fatter det ikke rigtig. Altså, hun tror virkelig at hun var hans øjesten, og at de andre bare lyver fordi de er jaloux."
"Seriøst!?" Jeg nikker.
"Vi må sgu da forklare hende.."
"Mor prøvede. Ida smed sin andenpræmie fra kredsmesterskabet efter hende."
"Shit-shit. Hvad så?"
"Politiet kommer og snakker med hende imorgen. Inklusive en psykolog."
"Så hvad kan vi gøre?"
"Være her, tror jeg. Jeg havde ikke lyst til at tage over til jer. Men.. jeg har sgu brug for dig."
Hun sætter sig tungt på sengen.
"Hvad handler det om for hende? Altså, er hun forelsket i ham, er det sex, eller hvad?"
"Du sagde hun var nysgerrig på sex?"
"Ja, men også lidt forbeholden. Nervøs. Jeg ved ikke. Måske havde hun lyst. Men det kan også være hun følte at hun skulle.. give ham noget. Hvad er han for en type?"
"Rolig, rar, tillidsvækkende. En rigtig faderfigur. Alle pigerne har vist et eller andet daddy-issue. Skilsmisse, druk.."
"Dødsfald?"
"Ja." Jeg sætter mig sammensunken ved siden af hende.
"Det begyndte at gå fremad da jeg mødte dig. Jeg følte at jeg kom videre. Kom over det. Nu tænker jeg at det her ikke var sket hvis far havde levet. Og alle de dårlige tanker kommer op til overfladen igen."
Hun lægger armen om mig. Den er varm, blød, stærk.
"Du har mig stadigvæk."
"Men Ida har ikke nogen. Kun en stodder på 27 som nu skal i spjældet. Og mor.. måske. Jeg fortalte hende forresten at du vidste besked om Merete."
"Okay. Tror du hun vil sige det videre?"
"Hun sagde de ikke havde hemmeligheder for hinanden."
"Ligesom os."
"Ja. Sorry."
"Det gør ikke noget. Jeg kunne alligevel ikke have klaret det her spil ret meget længere."
"Det hele er bare så.. fucked up. Som en dør der er gået af hængslet."
"Kom her."
Hun lægger mig ned på sengen og omfavner mig. Holder mig tæt, længe, uden at sige noget, rokker mig forsigtigt. Først hjælper det ikke. Så hjælper det. Jeg slapper af, føler mig.. tryg. I hvert fald tryggere. Jeg har stadigvæk Anja. Jeg vil altid have Anja. En stemme i baghovedet siger at det er latterligt. Vi er teenagere. Alt kan være anderledes til næste år. Men følelsen er stærk. Følelsen af at jeg altid vil have Anja.
Vi begynder at kysse, forsigtigt, så dybere. Jeg vil forsvinde ind i hendes favn. Glemme alle de ting jeg ikke ved, ikke kan, ikke forstår. Vi ligger sådan i lang tid. Hænder finder ind under t-shirts. Anja tager fat om mine balder. Fører min hånd ned over kanten af hendes trusser. Ligesom Cecilie i redskabsrummet.
"Har du lyst?" spørger hun.
Det går op for mig at jeg overhovedet ikke har tænkt på sex, eller haft seksuelle impulser, selvom jeg har været omsluttet af Anjas varme krop i en halv time, mindst. Tanken om Ida med Gustav står ligesom i vejen. Det føles forkert, at gøre det her når Ida ligger lige dernede og er helt fortvivlet. Eller måske er det noget andet. Spørger Anja fordi hun synes at hun skal give mig noget? Ligesom Ida måske syntes hun skulle give Gustav noget? Adr, for helvede. Jeg bliver pludselig bange. Vil sex nogensinde blive det samme for mig igen?
"Har du lyst?" spørger jeg tilbage.
"Jeg har næsten altid lyst når jeg er sammen med dig."
"Jeg er altså ikke sikker på at jeg.. kan."
"På grund af Ida?"
"Det føles bare.. weird." Men jeg lader alligevel hånden glide ned i hendes trusser. Finder hendes saftige bønne. Det er nærmest en rutineting.
"Du behøver altså ikke."
"Jeg vil gerne gøre noget for dig. Jeg tror bare ikke at jeg selv kan."
"Du vil gøre det for min skyld?"
"Jeg vil gerne tro på at jeg gør det for din skyld. Fordi du har lyst."
"Hvorfor skulle jeg ikke have lyst?"
"Måske du ville.. trøste mig."
"Give dig sex for at trøste dig?"
"Ja."
"Uden at jeg selv havde lyst?"
"Måske."
Hun krammer mig tættere. Min pegefinger kilder bønnen forsigtigt nede i trusserne.
"Andreas, du kan roligt regne med at når jeg er sammen med dig, så er det fordi jeg har lyst til dig. Jeg er færdig med transaktionel sex. Men hvis du ikke.."
Jeg afbryder hende ved at kysse hende på munden.
"Jeg vil gerne gøre noget for dig. Det ville gøre mig glad at kunne gøre et eller andet for nogen."
"Andreas.."
"Men vi skal være stille. Det er rigtig skidt hvis Ida hører os."
Hun siger ikke mere, men slapper af og lader mig pille. Hun klæder sig af imens jeg piller. Jeg kysser hendes bryster. Så trykker vi os igen tæt sammen. Jeg mærker hvordan hun ganske langsomt kommer til live omkring mig. Bløde, lystne bølgebevægelser i hendes krop. Væde der løber mellem mine arbejdende fingre. Tungt, roligt åndedræt. Jeg har mistet kontrollen over mit liv. Men det her kan jeg stadigvæk finde ud af. Jeg kan stadig vække Anjas lyst. Og mærke den. Efter jeg ved ikke hvor lang tid åbner hun mine bukser. Det går op for mig at mit lem faktisk er stift.
"Kommer du ikke ind?" spørger hun.
"Jeg ved ikke om jeg.. kan."
"Det føles sådan." Hun nulrer glansen mellem fingrene.
"Jeg kan mærke den er stiv. Men jeg.. føler den ikke."
"Så bliver du en dejligt udholdende elsker."
Hun rækker op i natbordets skuffe, og finder et kondom. Sætter det på, mens jeg stadig piller hende. Så glider jeg op, mærker hendes varme bløde fugtighed omslutte gummiet omkring mig. Vi ligger stadig på siden, og holder tæt om hinanden. Jeg støder forsigtigt i hende, finder hendes rytme. Har næsten en følelse af at opleve situationen udefra. Jeg knepper hende, men jeg er ikke rigtig med. Ælter hendes balder, kilder hendes røvhul fordi jeg ved hvordan. Mærker at hendes lyst tager til, en forventet reaktion. Hun kommer tæt på.
"Stille nu." hvisker jeg.
"Kys mig!"
Jeg gør det, forhindrer hende i at stønne eller skrige, mærker en stille og inderlig orgasme gå igennem hende. Og pludselig er jeg med. Lysten springer op i min egen krop, skyller igennem den. Anja er ikke Ida. Jeg er ikke Gustav. Vi er to jævnaldrende teenagere der elsker hinanden, har lyst til hinanden. Der er ikke noget bagved. Og nu smelter vi omsider sammen, falder ind i hinanden, bliver til én sitrende, levende organisme der kommer frem til en tyst, inderlig, fælles forløsning. Den efterlader mig tom, afslappet, og momentant lykkelig, frigjort fra al frustration og afmagt. Det eneste der opfylder mig er følelsen af at jeg stadig har Anja. At jeg altid vil have Anja.
Erotiske noveller skrevet af Anonym