Knud så dem komme gående op af platanalleen, en mand og en kvinde, hånd i hånd. Det var tidligt på aftenen. Han sad i sit køkken med Zetland og øl og funderede over tilværelsen, mens han lejlighedsvis kiggede ud ad vinduet. Han kunne se kirken, som lå, hvor den var blevet lagt i middelalderen, på en høj, et stykke uden for den stationsby, som den i anden halvdel af 1800-tallet var blevet kirke for, og som siden 60’erne så ikke længere var stationsby mere. Ved siden af kirken lå så platanalleen, som førte op til den statelige præstegård.
Knud studsede over, hvem det kunne være; for det, at der bare var nogen, der bankede på i præstegården uden en aftale, var en sjældenhed, omtrent lige så sjældent, som det havde været, da Knud var blevet præst i begyndelsen af 90’erne. Men besøget kunne ikke gælde andre end ham, for børnene studerede i Aarhus, og konen var han blevet skilt fra i fjor. Så han var flyttet ind i præstegården alene, da han for nogle måneder siden tiltrådte stillingen som sognepræst i sognet, som for øvrigt ikke lå frygtelig langt væk den landsby, hvor han havde haft sin første præstestilling årtier tilbage.
Skulle der virkelig være nogen, som kom til præsten omkring en vielse uden aftale? Han undrede sig, men ikke ret længe. Der lød skridt på trappen. Så ringede det på døren.
Knud gik ud i entréen og åbnede. Foran ham stod et par i fyrrerne. Hun var ret høj og så sporty ud, han var slank, man kunne næsten sige tynd, men hånden, som han rakte frem fortalte, at han godt kunne bestille noget. De var klædt, så det passede til den indian summer, det var blevet i år. Hun i en lille, åbentstående cowboyjakke ud over en lys skjorte, dertil en nederdel, som sluttede lidt over knæet. Han var klædt i stramme cowboybukser og ternet skjorte. Der var noget ved de to mennesker, som fik Knud til at studse, og han martrede sin hjerne for at hitte, hvad det var. Men han hittede det ikke. Udadtil rakte han hånden frem, sagde pænt ”godaften”, ”kom indenfor” og ”skal jeg tage din jakke?” Kvinden rakte ham ordløst jakken. Man kunne lige ane skæret af hendes hud igennem skjortestoffet. Han viste vej til kontoret hvor han fik dem placeret på sofaen. Så satte han sig på stolen overfor.
”Jeg kan godt forstå, du er forvirret, Knud,” sagde kvinden med et næsten drilsk smil.
Og forvirret var Knud sandt for dyden. Så omsider dæmrede det. ”Du… du er …. nej, du er ikke Cassandra… men du gik i klasse med Cassandra, ikke? Vent lidt … du hedder ikke Cassandra, du hedder … hedder bare … Sandra,” og så vendte han sig mod manden: ”Og du er … T, ikke? Hvad var det nu, det stod for?”
”Terkelsen, Jesper Terkelsen,” oplyste manden med et anerkendende nik. Her sad to konfirmander fra hans livs første eller andet konfirmandhold. Det måtte være små 29 år siden. Men når det nu var, som det var, overraskede det ham faktisk ikke, at det var Sandra og T, som kom sammen.
”Det lå vist allerede lidt i luften dengang, at I to skulle være sammen,” mente Knud, måske mest for at sige noget.
”Blankt nej,” afviste Sandra hurtigt. ”Vi har altid godt kunnet lide hinanden, men jeg kan da fortælle, hvordan det gik til, at det blev os.” Da Knud ikke stoppede hende, fortsatte hun. ”Det var jo ikke nogen voldsomt god klasse, vi gik i, tror jeg, og ’Big T’ derovre var en rod, men så var der alligevel noget mere substans i ham end i andre rødder. Det var som om roden var noget, han tog udenpå, ikke noget, han var indeni. Nå… til sagen... to år efter konfirmationen fejrede vi, at vi var færdige med 9. klasse, og på et tidspunkt syntes T og jeg, på trods af eller på grund af alkoholforbruget, at selskabet var røvsygt, så vi gik for os selv, faktisk på kirkegården, fy skamme, for at snakke. Og snalret, som vi var, så begyndte vi at tale om, hvorfor ingen af os mon havde gjort et seriøst kæresteforsøg, selv om der da både var søde drenge og piger i byen.
’Er det også, fordi det er en anden, du vil have?’ spurgte T dybt alvorligt. Jeg nikkede. ’Også mig,’ tilføjede han. Jeg så spørgende på ham. ’Du vil gerne have, jeg siger hvem, ikke Sandy,’ sagde han så stille, ’men… men det, jeg kommer til at sige, er så overdrevet pinligt, at jeg kun vil sige det, hvis du har sagt din først.’
Jeg sank. Jeg sank igen. ’Ok’ mumlede jeg. Jeg husker, at min stemme næsten forsvandt, da jeg prøvede at sige ’Knud’, men det var åbenbart sagt klart nok for T. ’Også mig,” sagde han blot og kiggede ned.
Det var T, som dengang først kom sig over lammelsen. ’Men ham kan ingen af os få,’ konstaterede han nøgternt og så på mig. Så var det, som om tiøren faldt hos os begge. Vi kom til at kysse, og det var her og ikke et sekund før, at det blev klart, at det skulle være os, når du nu ikke ville ha’ os. Og for at pudse min glorie, så havde vi pli nok til at forlade kirkegården og gå over i lunden bag ved fodboldbanen for at gøre det, som helt åbenlyst skulle gøres.” Sandra var tydeligvis færdig med at tale.
”Øh…” sagde Knud, for nu at sige et eller andet i den pause, der opstod.
Så tog T over. ”Nu er vores tvillinger på efterskole, nu er vi forældre i en lille og meget behagelig identitetskrise, så vi har tid til at tale sammen og elske. Så kunne vi jo ikke undgå at bemærke, at du var blevet den nye præst i byen. Og forleden bemærkede Sandra i en bisætning, at du jo var blevet fraskilt og boede her alene. Og en tanke medfører den næste. Og så kom tanken af sig selv: Hvad nu, hvis du i virkeligheden slet ikke ikke vil ha’ os? Det var jo bare noget, som vi to havde bestemt, at sådan var det. Vi havde i virkeligheden aldrig drøftet det med dig.”
”Sæt lige ord på, hvorfor mig?” forlangte Knud, som havde samlet sig. Han kiggede på T.
”Hvorfor? Det kan jeg ikke svare på. Men jeg kan fortælle dig, at jeg ikke overraskende fik en del skældud dengang. Der var egentlig to slags skældud. Den ene, som man var ligeglad med. Den anden, som man blev ked af. Og så var der lige dig… når du skældte ud… fik jeg… rejsning.”
29 år efter rødmede T stadig ved den erkendelse, kunne Knud se.
”Skal vi lægge kortene på bordet, eller vil du have at vi går?” spurgte Sandra med den omsorgsfuldhed, som Knud godt kunne huske, når han tænkte sig om.
”Jeg forbeholder mig alle muligheder. Men lige nu er det så spændende, at jeg gerne vil høre dig også, Sandra.”
Sandra nikkede. ”Du skal heller ikke love noget nu. Men altså…,” Sandra måtte samle sig: ”Men når en 13-14-15-årig tøs vil noget med en mand i moden alder, hvor gammel var du dengang? 30???” Hun var næsten ved at flække af grin, men samlede sig hurtigt: ”Når sådan en tøs vil have en gammel mand, så handler det, tror jeg om to ting: det handler om magt og tryghed – og selvfølgelig sympati.” Hun holdt en pause og studerede opmærksomt Knuds reaktion. Så fortsatte hun: ”Var du klar over, at jeg flere gange kom til præst uden trusser under nederdelen. Du opdagede selvfølgelig ingenting, og det er nok bedst sådan. Men det var vel et forsøg på at få dig til at forstå, at du gerne trygt og myndigt, måtte tage hånd om min femininitet, min kvindelighed.”
Sandra fortsatte: ”Det var dengang. Og nu? Tryghed kan jeg få hos T. Varme og omsorg kan jeg få hos T. Jeg kan også få sex, også lækker sex hos T. Jeg mangler ikke noget; og så mangler jeg alligevel et eller andet sted det myndige, at jeg kan mærke magten, at jeg kan slippe kontrollen. Og nu tror jeg, jeg taler for T, for så slipper vi for at han rød i bærret stammer og hakker sig igennem det, ellers må du sige mig imod, Jesper. Men er T bøsse? Ikke så det gør noget, men ud fra det, vi har talt om, er det ikke det, der driver ham herhen. Det, jeg tror, driver ham herhen er, at du har ladet ham mærke, at han ikke behøver være alfahan, på en måde, at det var tydeligt, at du godt kunne lide ham. Igen: Magt og tryghed. Vi to er rigtig gode til trygheden sammen.”
Hun lagde armen om T, som nikkede. Så kyssede de. Mens Knud befandt sig i et scenarie, som han havde ikke havde kunnet drømme om.
”Jeg siger ikke nej, i hvert tilfælde ikke nu. Jeg tænker også, at min rejsning er ret synlig,” konstaterede Knud, ”Det er din i øvrigt også, T. Men jeg vil give jer en række opgaver: Nummer ét: 1. I morgen køber i en notesbog hver. I den, skriver I hver især dagligt mindst én fantasi ned, som I tænker involverer mig – nej vent, T: Du er ordblind ikke?”
T nikkede. ”Hvordan husker du alt det?”
Knud trak på skuldrene. ”Du indtaler historierne og sender til mig, ok? Men du, Sandra, skriver. Helst uden små tegninger af heste i margen.”
Sandra smilede og nikkede. Hun vidste godt, hvad Knud talte om. Der havde været små heste i margenen på stort set alle hendes papirer. ”Det var 1. Hvad med 2?” spurgte hun.
”Så du tror, du kan bestemme hastigheden. Det skal jeg huske,” bemærkede Knud med en vis skarphed.
Det var det generte, forsigtige teenagepigesmil, der kom på Sandras ansigt. ”Undskyld. Hold mig på plads. Det føles helt rigtigt, Tak, Knud!”
”Nummer 2. er, at I hverken rører jer selv eller hinanden, fra I går herfra og indtil I kommer igen med jeres fantasier næste uge. Skuldre, arme, ansigt, ryg og fødder er ok.”
”Hvad nu, hvis…” forsøgte T.
”Hvad nu, hvis I bare er liderlige teenagere, der ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert? Det vil jeg slet ikke tage stilling til, men jeg forlanger en forklaring indtalt eller skrevet. Og så må I jo se!”
De nikkede begge.
”Og Nummer 3: Du går så meget som muligt uden trusser, Sandra. Og du, T, ja, du går i hvert fald ikke i mandeundertøj, medmindre du skal til læge eller klæde om til sport eller sådan noget.”
Igen nikkede de begge. ”Du må låne af mig, skat,” sagde Sandra med tilfredshed i blikket.
Efter nogle øjeblikke sagde Knud: ”Var det for svært for jer?”
Så var det, som om tiøren faldt hos Sandra, som hurtigt greb ind under sin nederdel, løftede numsen og trak sine trusser af. Så gik det også op for T, som hurtigt trak bukser og underbukser af og tog imod de trusser, som Sandra rakte ham. Hans slanke pik stod lige i vejret.
”Vent,” forlangte Knud. ”Sandra, stil dig på alle 4 på marmorgulvet i entréen og træk nederdelen op!” forlangte han. ”Og T, om bag hende, brug hendes kusse til at onanere dig til en hurtig udløsning, som du skal – SKAL – sprøjte ud over hendes lår og røv!”
Lydigt bevægede de sig ud i entréen, hvor Knud så det første blik af Sandras fjams og bagdel. Hun var ret veldrejet, indså han.
Det tog ikke mange stød, før T’s højspændte pik tømte sig i kaskader ud over Sandras bagdel. Sandra var ikke på nogen måde lyksaliggjort, men det lod hun sig ikke gå på af. Nu handlede det om den næste uge, som helst skulle klares uden at falde igennem. For det her lovede godt.
”Knud, din rejsning er ikke blevet adresseret… uagtet udfaldet næste uge… må jeg bede om lov til at sutte din pik?” spurgte T.
Knud anede ikke, hvor det kom fra, da han bebrejdende spurgte: ”Mener du ’herrepik’?”
”Undskyld. Må jeg bede om lov til at sutte din herrepik?”
”Det må du ikke. Nu har jeg jo ikke tænkt færdig. Jeg er ikke sikker på, at jeg som sådan er interesseret. Det, som jeg her og nu har tænkt, var mere, at du kunne være en slags håndlanger; og alt efter, om jeg er tilfreds med din indsats som håndlanger, får Sandra lov til at belønne dig eller også bliver hun straffet. Og jeg bestemmer.
T nikkede. Sandra så tænksom ud.
”Håndlanger er et åndssvagt ord. Jeg ved bare ikke, hvad jeg ellers skal kalde det,” mente Knud.
”Du kunne kalde det ’svend’, mester,” mente T.
”Det var et godt ord. Svend. Find det ord, du vil kalde Sandra, mens du er min svend,” befalede Knud.
”Jamen… jeg kalder hende da Sandra … eller Sandy,” indvendte T forvirret.
”Det kalder du hende til daglig. Det skal være noget, hvor hun ikke er i tvivl om, om hun er din kone, som laver frikadeller, eller om hun er den tæve, som står her på alle fire med numsen bar og viser sig frem. Det må gerne være noget, hun ikke kan lide. Det må gerne være beskidt. Hun skal mærke min magt gennem din mund. Hvad vil du kalde hende, T?”
Tankerne kværnede i T’s hoved, det var tydeligt. ”Jeg… jeg vil kalde hende… fisse,” nærmest hviskede han. Det gibbede i Sandra, men hun afstod fra at sige noget.
”Så siger vi det,” nikkede Knud. ”T, få Sandra til at give mig et blowjob!”
”Fisse! Kravl hen til mester og giv ham et blowjob, og det skal være bedre end det bedste blowjob, du har givet mig, men først hvis mester giver dig lov og er tilfreds med måden, du har spurgt om lov på!”
Sandra kiggede på T. Hun skulle lige forarbejde, hvad T ville få hende til. Så kravlede hun stille til Knud og rettede sig op på knæ. Så rømmede hun sig: ”Jeg ved ikke, om jeg gør det rigtigt. Vil du beære lille mig og opfylde min drøm og befale mig at servicere dig med hvilken som helst legemsdel, som du gerne vil serviceres af?”
”Sut min pik!”
Knælende på marmorgulvet modtog Sandra for første gang Knuds lem. Det var en dejlig fornemmelse for Knud, men T var ikke tilfreds: ”Du kan tage ham dybere, fisse!”
Og Sandra anstrengte sig. Det var ikke nok. Så holdt T hendes hoved. Ind imellem slækkede han og pikken gled så langt ud af Sandras mund, at hun kunne hoste og trække vejret igen, før T pressede hendes hoved over Knuds pik.
Selv om Knud prøvede at lade være, så tog det, når T mundkneppede Sandra med Knuds pik, ikke ret længe, før han kom. Sandra sundede sig, da hun havde sunket og Knud havde trukket sig ud.
”Og?” sagde Knud. Så gik det op for Sandra, hvad Knud ville.
”Tak, mester, fordi jeg måtte smage dit lem.”
”Sandra, hvad med T?”
”Og tak, svend, fordi du lærer mig at tilfredsstille min mester.”
”Du skal nok lære det,” konstaterede Knud tilfredst og strøg hende blidt over håret. ”Og T, jeg er meget tilfreds med din debut som min svend i dag. Som belønning må du onsdag aften, når I er gået i seng, rive den af og sprøjte ud over Sandras ansigt. Sandra skal sove med det.”
”Tak, mester,” sagde T.
”Tak, mester,” nærmest hviskede Sandra.
”Sandra, rejs dig op, jeg vil mærke, om du er våd!” forlangte Knud. Sandra rejste sig, spredte sine ben og holdt hænderne bag ryggen.
”Det er du,” måtte Knud konstatere. Sandra rødmede og nikkede. ”Det er dejligt, at du er våd nu,” beroligede Knud.
”Tak, mester. Jeg vil gerne være våd for dig.”
”Jeg tror, du får det hårdt i ugen, der kommer!” Knud smilede ved ordene.
”Det er jeg også bange for,” sukkede Sandra med et forsigtigt smil.
”Nu er det på tide, at I tager hjem. Vi ses næste uge. Eller gør vi?” forkyndte Knud.
”Det gør vi,” sagde de samstemmende, da de var ved at tage sko på.
”Det var en overraskende fornøjelse at se jer igen,” tilføjede Knud. Begge fnisede.
Knud så dem gå ned ad platanalleen, en mand og en kvinde, hånd i hånd. Det var stadig indian summer. Med den frie hånd trak manden ustandseligt i sin buksebag for at få underbukserne til at sidde rigtigt, mens kvinden havde to forskellige bevægelser med den frie hånd. Den ene forsøgte at trække nederdelen længere. Det var ikke nogen succes. Den anden lignede, at den skulle fjerne den klistrede fornemmelse. Det gik heller ikke rigtig godt. De to mennesker var i hvert tilfælde meget bevidste om deres køn, tænkte Knud.
Erotiske noveller skrevet af HamDérHistorien er rettet af HamDer