Hilsner til familie og venner.
Før vi glemmer hvad vi lavede det seneste år – God Jul, Glædelig Hanukkah og alt det der. Det ene er ikke bedre end det andet og vi ser alle frem til denne årstid.
Som I kan se, er dette mere et brev end et kort. Det er fordi jeg ikke kan gøre det kort. Fik I den? For nogen af jer vil dette brev komme tidligere og for nogen vil det komme senere. Bær over med mig, jeg var nødt til at få det sendt. Og ja, undskyld på forhånd for det der nu følger vil måske være lidt rodet. Men mindst lige så vovet som altid.
Året 2022 var et godt år for familien Jørgensen. George har arbejdet hårdt, til tider meget hårdt når han havde et job, og når han ikke havde (hvilket var det meste af tiden, må jeg indrømme) arbejdede han hårdt på at finde et.
Jeg (det er Julie der skriver i år) har været så inderligt heldig, at få mit gamle job som stewardesse tilbage efter al den ballade. Samtidigt havde jeg fået tid til at tabe mig ovenpå den (for mig) uretmæssige fyring. Min nu forrige chef blev forflyttet til Oslo og jeg hører han ikke har affundet sig med det. Alt sammen fordi jeg en dag spurgte en rabbiner på vej til Jerusalem om en mands sperm var mejeriprodukt, rå føde eller parve. Det er noget jøder betragter neutralt som føde. Jeg er jo en kvinde med mange teorier om snart sagt alt, men det ved I jo godt.
Hvad nu hvis en mand lige har spist en is? Andre gange bliver sperm kaldt for fløde eller mælk sågar juice. Ville man så ikke kalde det for mejeriprodukt? Joanna (min bedste veninde i 35.000 fods højde) tænkte, at siden det kommer fra en mand og vi sluger det, må det være rå føde. Vi snakkede tit om den slags på de lange ture når passagererne ligger og sover. Jeg ville have spurgt min præst, men den slags ved han vel ikke noget om.
Jeg savner tit George når jeg er ude at arbejde. Især det han har mellem sine ben under den snart alt for store mave. På en måde minder han mig altid om onkel Charlie, ham skal der nok være nogen af jer der husker. Han har jo heller ikke holdt sig tilbage i årenes løb. Jeg tror alle i familien kender til hans store libido. Hvem husker ikke den der 70-års fødselsdag? Okay, jeg er vist ved at komme af afveje.
Men jeg får da smagt på de lokale retter i de lande vi kommer til. Eller mere på de hoteller de indlogerer os på. Der er dog nogen flinke passagerer som byder på drinks og et måltid mad når vi er landet. Det var faktisk der spørgsmålet om mejeriprodukt dukkede op. Nu jeg husker efter var vi vist nok mere fulde end lovligt i flere lande. Nok om det.
George ved godt jeg får lidt sjov ved siden af. Han har ikke så meget imod jeg byder på et blowjob fra tid til anden med en fremmed, så længe de rejser på første klasse. Ikke at George kan kende forskel på den slags. Men de har bare at byde på et godt måltid og gerne en lille gave som tak for den slags. Han er begyndt at ville vide om det smager af hvilket land den fremmede kommer fra? Om man kan smage forskel på Europa og et afrikansk land?
Måske jeg skulle tage små notater fra nu af.
Mere end en gang har jeg fået betalt et dyrt hotelværelse og jeg nyder, ligefrem elsker den slags forherligelse. Selvom jeg nærmer mig de 40 år får det mig til at føles ung og tiltrækkende, når en succesfuld mand med de rigtige forbindelser vil tilbringe en nat med mig. Han byder og jeg giver mig. George ved ikke hvad og kan slet ikke forestille sig hvad der går for sig på et sexet hotelværelse på et femstjernet hotel.
Der er et hotel i Dubai som har det bedste badekar jeg længe har ligget i. Selve badeværelset er på størrelse med vores stue hjemme på villavejen med ægte italiensk marmor overalt. Det er vidunderligt at nyde de velduftende bobler kun iført en T-shirt sammen med en flok forretningsmænd mens jeg drikker Christalchampagne. Der står ”Made in Dubai” hen over mine c-skålsbryster. Det gjorde de internt til en joke, men jeg forstod den ikke. Selvom jeg fik den i begge ender. Fik I den?
Nå, men nok om mig. Jeg ved I også vil høre til vores børn. Lille Michael er ikke så lille længe. Især ikke efter han kom hjem efter et ophold i Hotel Gitterly. Vi besøgte ham hver anden uge, Jonna og mig. Jonna er nu en nydelig ung dame på næsten 16 år selvom man ikke helt kan se det. Vidste I at fængsler har et særligt ”lokale” til ægtefolk? Det fik vi et par gange lov til at bruge. Den flinke fængselsbetjent lod som om Jonna var Michaels hustru og jeg var hans.
Det særlige ”lokale” havde dog kun en seng så Jonna stod helt op ad mig og fik den bagfra. Som den gode mor jeg jo er fik Michael lov til at bruge de tre huller vi kvindfolk har og Jonna var heldig de fleste gange med at få smagt på de to mænds særlige safter. Hvis I forstår? Det var helt sikkert de små møder, der holdt min søn fra at begå flere ulovligheder. I hvert fald indtil nu.
Dog har vi været en smule bekymrede for faderskabet til Jonnas tykke mave. Om det var hendes brors eller den flinke betjents. Men som den slags går er det hele endt med, at hun i sidste uge tabte barnet. George trøster hende så godt han kan med det han har og hun lader ikke til at savne noget. Faktisk kan jeg høre hende hulke af fryd mens jeg skriver dette kort. Nu hvor hendes bror er hjemme igen får hun al deres opmærksomhed og lader til at elske det. Jeg under hende det gerne og hvis der stemning for det vil vi lave en lille film.
Og nu til det de fleste helst vil tale om, nemlig den der famøse flyvning til Miami. Den hvor jeg endte med at komme på tv og blive anholdt! Nu hvor der er gået et stykke tid kan jeg godt røbe nogle af de mange ting der skete. Men kort fortalt var der en terrorist som havde sneget fordærvet yoghurt ombord på flyet. Den serverede vi for passagererne på økonomiklassen. Vi vidste jo ikke den var ”dårlig”.
Jeg har aldrig set så meget opkast! Jeg ville åbne et vindue for at få renset luften, men den slags kan man jo ikke i 35.000 fods højde. Derfor blev alle nødudgange åbnet da vi landede på en afmærket bane. Jeg fik så meget opkast på min stramme uniform, at jeg var nødt til at tage den af. Dermed blev jeg ”berømt” som den sexede stewardesse i blonde trusser og bh. Jeg ved ikke hvilken tv-station det var, men mine private dele var da pænt pakket væk. Ikke desto mindre blev jeg anholdt da vi landede. Et ægtepar på første klasse var blevet forargede. Tænk sig!
Heldigvis var der en flink mand og hans hustru som betalte bøden. De tilbød at komme hjem til dem for at få vasket mit tøj. Selv den famøse bh og trusse. De inviterede på et særligt fransk spil kaldet et eller andet jeg ikke kan udtale med dem begge, deres teenage søn og hans kæreste samt hans bedste ven. Det var et gammelt familiespil som de havde leget i flere generationer, fortalte de med et stort smil. Jeg forstod ikke meget af det og det vil være for meget at skrive om alle de sjove ”regler”. Jeg fulgte bare med så godt jeg kunne.
Men jeg var imponeret over kæresten. Jeg fik fortalt hun var 18 år, men hun lignede en på 12 år. Hvordan hun fik plads til både kærestens far, sin kæreste og dennes bedste ven uden at brokke sig kan jeg kun gisne om. Jeg gjorde hende kunsten efter og alle roste mig for min indlevelse i deres særlige familiespil. Da jeg var gæst i hjemmet, fik jeg æren af de tre mænds opsparede safter til stor ros fra dem alle. Jeg var så brugt bagefter. Det hele passede med, at vaskemaskinen var færdig da vi alle pustede ud og gjorde klar til natten.
Det samme ægtepar hjalp mig med at skaffe en advokat, som de gør sig så meget af i USA. Da han havde hørt om sagen sad han med et stort smil og havde svært ved at finde mine øjne. De kørte op og ned ad min krop og kredsede hele tiden om mine bryster. Han fik en tid hos en dommer, en vis Mr. Bonneville. Jeg var i hans store læderbetrukne kontor i over en time før jeg kunne gå. Han var en venlig mand som mente det var bedst, hvis jeg viste ham de beklædningsgenstande ”sagen” gik på.
Jeg poserede for ham i diverse stillinger og han viste mig hvad den sorte robe gemmer af gode sager. Jeg kunne knap gå bagefter da det gik op for ham jeg også var til den slags. Og uden at tage penge for det! Man kommer langt med det hul, som min mor plejede at sige.
Lad mig lige få en sørgelig nyhed med, hvis ikke man har hørt det via Facebook. Onkel Charlie døde for ikke så længe siden. Han var jo kendt for sine vittigheder, der alle havde et eller andet frækt over sig. Hans fire ekskoner mødtes og delte hans ”begavelse” mellem benene med os andre. Der var ikke et øje tørt og selv præsten kneb en lille tåre. Den lokale spejderforening havde splejset til både gravsten og en krans. De havde også kendt ham og hans i årevis.
Man skal ikke bruge mangen fantasi til at forveksle gravstenen med en vis legemsdel. Præsten kunne ikke se noget selvom det mere lignede en fallos end en gravsten. Jeg kan stadig mærke et vist savn af fyldig udblokning og hans særlige humør når han så noget sjovt. Hans latter var smittende.
Jeg ville have vedlagt et foto, men George mente det var for meget. Nu hvor jeg har læst det jeg lige har skrevet så har jeg vist også gjort lidt for meget ud af det. Men I kender mig jo. Jeg holder mig jo aldrig tilbage.
Derudover er George stadig som kun han kan være. Jonna er stadig mere ”udfordrende” og vi prøver alle at hjælpe. Nu hvor Michael er hjemme igen vil jeg prøve om vi kunne lave vores særlige version af det der franske familiespil. Skriv endelig hvis I vil være med. Man kan slet ikke være for mange til det her spil.
Håber jeres jul er god og at året 2023 bringer held og lykke til jer alle.
Knus og kram fra familien Jørgensen.
Erotiske noveller skrevet af Digitalo