Lars så hende træde ind gennem glasdøren, og straks var hans opmærksomhed fanget. Det var anden gang han så hende i butikken. Det var ikke lykkedes ham og hans kollega at tage hende i tyveri den første gang. Men de var begge overbeviste om, at hun var skyldig som ind i helvede. Hun var bare for dygtig til, at de havde haft noget at komme efter sidst. Nu var der dog gang i julehandlen, og det kunne godt gøre butikstyvene mere uforsigtige, fordi der var så mange kunder i butikken, at det var svært – for ikke at sige umuligt – for personalet at holde øje med alle.
Kvinden gik om bag et tøjstativ, og Lars rykkede sig diskret længere ind i butikken, så han kunne holde øje med hende. Mens den mørkhårede skønhed, som Lars kaldte hende i tankerne, fandt en lang kjole frem fra bagvæggen, fik han øjenkontakt med Peter. Med et lille nik gjorde han opmærksom på kvinden, og Peter nikkede tilbage og slentrede gennem herrebeklædning i retning af prøverummene. De havde arbejdet sammen i mange år og var gode venner i privaten – endda i sådan en grad at de betragtede hinanden som brødre – og de forstod hinanden uden at bruge ord. Et tegn eller et blik var nok til at vide, hvad den anden mente. Og sådan var det også i dag.
Lars gik lidt tættere på, mens kvinden holdt kjolen op foran sig i spejlet. Hun var nu en net lille sag. Ikke meget højere end to potter pis, men det hun havde fordelte sig nydeligt på alle de rigtige steder. Lars foretrak hende dog når vejret var varmt. Ikke kun fordi hun nu havde en lang vatteret vinterfrakke på, som nemt kunne gemme på tyvegods, men også fordi han havde kunnet se meget mere af hende i sommers. Der havde hun haft en lille kjole på, som afslørende smøg sig omkring hendes krops smukke kurver. Dog stadig med masser af detaljer overladt til fantasien. Fantasier som han havde haft i overmål, mens han overvågede enhver af hendes bevægelser.
Han havde lagt mærke til hende i butikken under hedebølgen i juli, hvor det havde været så varmt at sveden haglede af ham. Allerede ved første blik havde han kunnet konstatere, at den også haglede af hende. Hun havde haft det lange, mørkebrune, krøllede hår sat op, men det hjalp ikke det store. Sveddråberne løb fra hårgrænsen, ned af halsen og ned på begge sider af skuldrene. Huden havde glimtet af væde i kjolens dybe V udskæring og mellem brysterne i den snævre kavalergang. For første gang den dag havde Lars været glad for at butikkens aircondition var brudt sammen af overanstrengelse. Den anden gang var, da han fulgte efter skønheden op af rulletrappen til førstesalen, hvor hun havde hevet ud i kjolens skørt for at løsne det fra røven. Glimtet af hendes runde baller indrammet af et par smukke, hvide blonde hipsters, havde spøgt i hans tanker lige siden, og havde også forhindret ham i at fokusere på det vigtigste; de ting hun helt sikkert havde fået tryllet ned i sin store taske. Fra det øjeblik havde hun været ætset ind på hans nethinde.
Lars var så langt væk i sine minder, at han knapt lagde mærke til, at kvinden bevægede sig over mod prøverummene med en favn fuld af tøj. Da det gik op for ham, havde hun allerede passeret Peter, der roligt slentrede efter hende ind i prøverummet overfor med et par bukser og en skjorte i hånden.
"Shit," udbrød Lars og fik et surt blik af en ældre dame. Han smilede undskyldende og skyndte sig hen mod prøverummene. Irriteret på sig selv tog han opstilling i undertøjsafdelingen. For at kompensere for sin bommert, gav han den hele armen som håbløs ægtemand på julegaveindkøb. Bh´er af alle størrelser blev holdt op og studeret, som havde han ingen anelse om, hvilken størrelse han burde vælge. Men det var blot spil for galleriet. Hans øjne skannede professionelt kunderne i afdelingen og faldt ligeledes ofte på det prøverum, som kvinden var gået ind i. Men bortset fra de højhælede ruskindssko og nylonklædte fødder på gulvet, var der ikke meget at se. Hendes taske måtte stå på den lille skammel, for Lars kunne ikke få øje på den.
Der gik en rum tid før døren åbnedes og den mørke skønhed trådte ud. Hun lagde det meste af tøjet på disken men beholdt et par ting i hænderne. Lars kunne se sin kollega gå hen til disken, mens skønheden stoppede foran et stativ med undertøj på tilbud. Hun holdt en lille, gennemsigtig nissepige chemise op, som Lars i det øjeblik var mere end villig til at dø for at se hende i. Han holdt dog sine lyster i ave, og opfattede Peters træk på skuldrene, der indikerede at han ikke kunne se, om kvinden havde lagt det hele tilbage på disken. De to kollegaer fulgte efter i passende afstand, da kvinden gik op og stillede sig i kø ved kassen.
Lars og Peter så på hinanden hen over et par kjolestativer, mens kvinden betalte for to bluser, en nederdel og nissepige chemisen. Lars nikkede til Peter. Da kvinden bevægede sig over mod indgangen, kom de hurtigt op på siden af hende. Der var ingen kunder i nærheden, så det kunne gøres diskret.
"Butiksdetektiverne. Må vi have lov til at se, hvad du har i din taske, frøken?" spurgte Peter.
Kvinden så op og rystede på hovedet. "Det ved gud I ikke må. Hvorfor i al verden skulle I dog få lov til det?"
"I så fald foretager vi en civil anholdelse. Vil du være venlig at følge med!" Lars autoritære stemme afholdt fra enhver protest. Men kvinden så sig alligevel omkring og detektiverne blev med et blik enige om, at hun lignede en der ville flygte. Derfor greb Lars og Peter fat om hver sin albue og førte hende hurtigt hen mod det hjørne af forretningen, hvor døren til personaleområdet lå. Lars brugte sit kort og kode til at låse døren op, og de trådte ind i den lange, tomme gang. Alle mand var på gulvet på denne tid af dagen, så personaleområdet lå øde hen.
Først nu begyndte kvinden at reagere på deres hurtige aktion. Hun forsøgte at trække armene til sig og protesterede højlydt, da mændene ikke gav slip. De sagde ikke noget, men tog blot hårdere fat om hendes arme og førte hende ned for enden af gangen og hen til en aflåst dør. Lars slap kvinden og tastede atter sin kode.
Butikschefen holdt en af de få fridage, som han kunne tillade sig selv i december. Derfor stod hans kontor tomt. Lars bevægede sig ind i rummet med kvinden og Peter i hælene. Lars pegede hen på en af stolene ved det sorte, rektangulære mødebord. Da parret passerede ham, tog han hendes taske og stillede den på chefens skrivebord.
"Sæt dig ned og ti´ stille," beordrede han kvinden med myndig stemme. Peter førte kvinden hen til stolen og slap først hendes arm, da hun sad ned. Derefter tog han opstilling ved siden af hende. Lars lænede sig op af skrivebordet. Han havde en plan for hvordan dette skulle forløbe, men først skulle hun dog stege lidt. Så han satte sig halvt op på bordet og kikkede på skønheden.
Minutterne tikkede forbi på det store vægur over døren. Lars og Peter forholdt sig helt stille. Deres øjne forlod på intet tidspunkt kvinden. Lars begyndte at mærke heden på kontoret, for varmeapparatet var skruet op på fuld knald. Men han mærkede den dog ikke lige så intenst som kvinden. Hun sad med sin vatterede frakke lynet op til halsen, og atter engang kunne han nyde synet af små dråber sved der dannedes ved hårgrænsen og begyndte deres færd ned af ansigtet. Og det var virkelig et syn at nyde. Heden gav hendes kinder en varm glød, der fremhævede de høje kindben og brune øjne, og lidt efter lidt matchede det røde i de sensuelle, malede læber.
I starten havde kvinden forholdt sig stille, men havde dog mødt hans blik med et trodsigt. Men efterhånden begyndte hun at sidde mere og mere uroligt på stolen, og med korte intervaller brød hun øjenkontakten for at se på det larmende ur. Med et hurtigt blik op på Peter trak hun lynlåsen i jakken ned til brystet og tørrede sig i nakken med hånden. Peter benyttede chancen til at kaste et blik ned på hendes blotlagte kavalergang, før han så på Lars med et brødebetynget blik. Lars trak på skuldrene til sin ven. Han forstod ham godt, for han havde den største lyst til at gå over til kvinden og selv få syn for sagen.
"Hvad er det I vil? Jeg har altså ikke gjort noget og sætter ikke pris på at skulle sidde her og blive stirret på!" Kvindens stemme brød den tikkende stilhed på kontoret. "Og jeg er på vej til en julefrokost, så jeg har ikke tid til det her!" Hun virkede oprigtigt indigneret, men det gjorde ikke indtryk på butiksdetektiverne. De havde set mange gode skuespillere i deres tid, og de havde lært at stole på deres intuition. Alt sagde dem, at selvom kvinden lignede en engel, så var hun det ikke. Ingen af dem kunne dog sætte ord på, hvorfor de havde haft denne fornemmelse, allerede den første gang de så hende. At de ikke havde taget hende i noget, var i deres verden kun en mindre detalje. En detalje som Lars var næsten sikker på, at de fik på plads nu.
"Du er mistænkt for butikstyveri, men vi skal lige overstå et par formaliteter, før vi tilkalder politiet," svarede Peter. "Lad os starte med dit navn."
"Politiet?" gentog kvinden som et ekko. "Men jeg har jo ikke gjort noget." Hendes stemme skælvede let, og hun bed sig i den fyldige underlæbe. Truslen om politi så ud til at ryste hende.
"Dit navn?" gentog Lars bydende.
"Jamen, jeg har jo ikke ..." Kvinden stoppede sig selv midt i sin protest. Hun kunne tilsyneladende se at det ikke nyttede. "Juliane Mortensen," svarede hun opgivende. "Men vil I ikke nok lade være med at tilkalde politiet. Min kæreste vil ikke have mere med mig at gøre, hvis han hører om det. Han vil være fuldstændigt ligeglad med, at jeg er uskyldig," fortsatte hun og så bedende fra den ene til den anden.
"Det kommer da helt an på hvordan formaliteterne forløber," svarede Lars med et lille smil. "Hvis du er samarbejdsvillig, kan det måske undgås. Men så skal du også være yderst samarbejdsvillig."
"Ja, selvfølgelig. Jeg skal nok samarbejde. Men I kommer ikke til at finde noget." Juliane så selvsikkert på Lars, som blot smilede tilbage til hende. Den selvsikkerhed skulle han hurtigt få pillet af hende, nu hvor han havde hende i sin hule hånd. Forklaringen om kæresten gav ham alt han skulle bruge.
Peter gik hen og hentede tasken fra skrivebordet og satte den på bordet ved siden af Juliane. "Tøm den ud på bordet," sagde han og stillede sig atter op, så han kunne se ned på hendes bryster.
Hun rejste sig op og skulle til at gøre hvad der blev sagt. Men da hun lynede tasken op, stoppede hun. "I må ikke undersøge mine ting eller visitere mig eller den slags. Så meget ved jeg da," protesterede Juliane.
"Det har du fuldstændigt ret i, men så har vi intet andet valg end at tilkalde politiet. Vi må dog gerne se alt, du er villig til at vise os. Det er den eneste måde at undgå at vi ringer, frøken Mortensen," truede Lars den lille skønhed foran sig. Han trådte hen foran hende. Stor og intimiderende. Den lille godte gik ham kun til skulderbladene på trods af de tårnhøje stiletter på fødderne. Og nu kunne Lars også se det, som lod til at optage hans ven i sådan en grad, at han ikke så tegnet om, at han skulle gå væk. Brysterne bevægede sig tungt op og ned, som om hun var stakåndet, nervøs eller ophidset. Eller alle tre ting på en gang. Lars kunne udmærket forstå Peters reaktion, for også han fandt brysterne fascinerende smukke i al deres hvide, fyldige glans.
Da Juliane sukkende begyndte at tømme sin taske, puffede Lars til sin kollega og nikkede over mod døren. Lettere modvilligt stillede Peter sig foran den med en hånd på håndtaget, mens Lars også fik Juliane til at tømme sine lommer og tage frakken af og vende den på vrangen. Han betragtede hende, mens hun trykkede og klappede på frakken og gjorde sit bedste for at overbevise ham om sin uskyld. Det var nøjagtigt den lille, fint indpakkede, tøs han havde set i juli. Denne gang var hun dog klædt i en lille, sort cocktailkjole, som gav et endnu mere generøst udsyn til bryster, ryg og ben, end den kjole hun havde haft på under hedebølgen.
Til sidst var bordet fyldt med Julianes ting, og Lars begyndte at rode dem igennem. Der var ikke noget som tydede på at være taget i hans forretning. Men der var dog en drøj fugtighedscreme og en parfume i deres respektive æsker og en pakke kondomer stadig med cellofanet omkring.
"Har du en bon på de ting, frøken Mortensen?" spurgte han høfligt. Men hun rystede på hovedet.
"Den smed jeg i skraldespanden, da jeg kom ud fra materialisten. Men jeg betalte det med mit kort, så jeg kan bevise, at jeg har købt det," svarede Juliane trodsigt, nu da de havde gennemgået alt og det måtte være gået op for detektiven, at hans anklager var latterlige.
"Det var ikke så godt. Butikkerne holder sammen, så det er sådan set nok for mig. Politiet vil tilbageholde dig indtil det kan be- eller afkræftes, at du har betalt for varerne," konstaterede Lars tilsyneladende sobert og korrekt. Han fik hende til at smide alt ned i tasken igen og stille den på gulvet. Skønhedens øjne var fugtige, og Lars benyttede lejligheden til at kaste maddingen ud igen. "Men du kan stadig undgå det, hvis du fortsætter dit samarbejde."
Denne gang lagde Juliane mærke til det luskede smil der spillede i hans mundvig. Hun så sig om i rummet, og det lod til at gå op for hende, at den ene af butiksdetektiverne stod og spærrede for døren. Hun holdt øje med Peter, mens brysterne synes at hæve og sænke sig i et endnu hurtigere tempo.
"Hvad vil du mere have, at jeg samarbejder omkring? Du kan se, at der ikke er mere at undersøge," nærmest hviskede hun. Men det lod til at hun selv kunne komme i tanke om noget, som han ikke havde undersøgt. Juliane så usikkert op på Lars, der nu stod helt tæt op af hende. Alt for tæt til at det virkede naturligt. Med endnu et nervøst sideblik mod Peter, forsøgte hun at tage et skridt bagud, men blev stoppet af en stol.
"Ikke alt, frøken," svarede Lars med en stemme der dirrede af indestængte længsler. "Jeg må naturligvis ikke kropsvisitere dig. Jeg kan blot gentage, hvad jeg allerede har sagt og så er valget dit; Du må vise mig lige, hvad du har lyst til." Han hævede sin hånd og tog fat i en tot af det lange, krøllede pandehår, der var havnet foran ansigtet. Uden at røre hendes ansigt eller hals løftede han det op over hovedet og gav slip, så totten dalede ned til resten af hendes viltre manke. Juliane stod helt stille. Intet på hende bevægede sig, undtagen brysternes og mavens hæven og sænken i takt med hendes skælvende åndedræt. For Lars føltes det lige så intimt som et kærtegn. Længslen efter at røre ved hendes mælkehvide hud skærpedes.
"Det står dig naturligvis frit at afbryde vores ellers glimrende samarbejde. Men før du gør det, burde du nok atter overveje, hvad din kæreste vil gøre." Den slet skjulte trussel gav et sæt i Juliane, og fortalte Lars, at han med al sandsynlighed også ville vinde denne runde. Hendes læber begyndte at dirre og hun svajede let frem og tilbage, så tæt at han kunne mærke hendes hår kilde ham på brystkassen. Med et liderligt smil vendte han ryggen til og gik tilbage for at sætte sig på kanten af skrivebordet.
"Hvad ... Hvad vil du have mig til at gøre?" Den lille bæven i hendes stemme og den dirrende underlæbe afslørede hendes usikkerhed, selvom hendes øjne så genstridigt på ham.
"Du kan jo kropsvisitere dig selv," svarede han og så bydende ned af hendes velformede krop. "Lade hænderne køre hen over tøjet og mærk efter om der gemmer sig noget."
Juliane lod hurtigt og uengageret hænderne glide ned langs siderne og hofterne og derefter op foran, så de strejfede brysternes sider.
"Hmm. Tror du selv på den?" spurgte han og rystede lidt på hovedet. "Du skal være langsom, metodisk og grundig. Især på de steder hvor man ikke kan se om der gemmer sig noget. Som i brystområdet og mellem benene. Og du lader mig naturligvis vide, hvis du finder noget, ikke sandt frøken Mortensen?" præciserede Lars med hovedet lagt tilbage i en lille latter, mens han betragtede hende overlegent ned langs næsen.
Juliane sendte endnu et nervøst blik over mod Peter og derefter til Lars på skrivebordet. Men så sænkede hun det og med øjnene klinet til linoleumsgulvet, gjorde hun som beordret. Hændernes langsomme vej hen over kroppen blev nøje overvåget af Lars, som rømmede sig hver gang han ikke synes, at hun havde undersøgt et område godt nok. Især brysterne blev undersøgt meget grundigt. Først da hun gentagende havde løftet dem og kørt håndfladerne over dem, så vorterne stivnede og sås tydeligt gennem det sorte stof, fik hun lov til at gå videre. Han beordrede hende derefter til at undersøge et ben af gangen, mens hun havde foden oppe på et stolesæde. Og han fik hende ikke blot til at køre hænderne op og ned af de nylonklædte ben. Han ville også have at hun brugte neglene igen og igen, og at hun kom op under skørtet og ligeledes undersøgte sine trusser for tyvegods.
Da hun førte en hånd ind under skørtet, afsløredes det for mændene, at strømperne stoppede på låret og blev holdt oppe af et par sorte hofteholdere, der indikerede at hun havde haft forventninger til sin julefrokost. Juliane forsøgte med den ene hånd at trække det snævre skørt ned over låret og beholde det der. Men det var for kort til at blive nede, mens hun gned sit skridt med den anden hånd. Bortset fra nogle små, hurtige sideblikke op på Peter, holdt hun øjnene nede i gulvet, som skammede hun sig for meget til at se op. Det forekom at hun måtte gnide sig uden på trussen i en evighed. Men til sidst blev hun stoppet.
"Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke stoler på dig. Du ville da ikke fortælle os, hvis der var noget gemt! Eller hvad mener du Peter?" Lars så hen på sin partner og konstaterede, at der var en lige så stor bule i Peters bukser, som der var i hans egne.
"Jeg tror du har ret. Den lille frøken virker ikke helt dum, og det ville da være dumt at fortælle os om effekterne i hendes trusser," grinede Peter og blinkede til sin ven. Han nød i fuld grad denne opvisning, og havde ikke tænkt sig at afbryde den før det for alvor var blevet interessant.
"En samarbejdsvillig frøken ville tage sin kjole af nu," konstaterede Lars med slet skjult lider i stemmen. Juliane trak sin hånd til sig og tog benet ned fra stolen.
"Behøver I begge to at være her?" spurgte Juliane og anerkendte Lars ret til at være den der skulle blive ved at kaste et nervøst blik over på Peter.
"Ja, naturligvis. Vi må da ikke være alene med arrestanten. Der kan jo ske alt muligt ureglementeret, hvis der kun er en af os her. Se det som en sikkerhed for dine rettigheder," svarede Lars med en hånlig latter.
Juliane så bedende på Lars, men tog sig hurtigt sammen, da hun så hans hårde blik. Så kikkede hun atter ned i gulvet, førte højre hånd om på ryggen og fandt lynlåsen i den dybe udskæring. Da hun begyndte at trække kjolen over sine skuldre, fik hun igen besked på at gøre det langsomt. Atter adlød Juliane og lod sagte kjolen glide ned under brysterne, hvor hun holdt den fast med armene.
Et dybt suk lød fra døren og fik Juliane til at se op. Peter stod og stirrede hypnotiseret på de gavmilde kloder i deres gennemsigtige blondekurve. Under Peters årvågne blik stivnede vorterne af sig selv. Mens hun stadig så på Peter, lod hun kjolen glide ned om hofterne. Selvom det lod til at være svært at rive sig løs, fulgte hans blik alligevel med ned over de bløde kurver. Hun lod kjolen falde til gulvet. Som det kunne forventes, klistrede Peters øjne sig til trekanten mellem hendes ben.
"Trusserne og bh´en," krævede Lars straks. Denne gang protesterede Juliane ikke. Hun blev dog ved med at se på Peter, mens hun langsomt trak bh´en af. Lars kunne se et glimt i hendes øjne, da Peter stak hånden ned i sin bukselomme og begyndte at bevæge den frem og tilbage dernede.
Juliane satte sit ben op på stolen og lod forførende hænderne glide op af benet. Langsomt, men effektivt, åbnede hun klemmerne i strømpeholderen. Bagefter gjorde hun det samme med det andet ben. Først da hun vendte ryggen til dem, slap hun Peter med øjnene. Sendrægtigt trak hun trusserne af, mens hun bøjede sig langt forover. Hendes baller synes rundere, da de struttede op i vejret. Mellem lårene anedes de glatte skamlæber. Peter slap håndtaget og trådte et skridt hen mod hende. Håndens bevægelser i lommen blev hurtigere.
Da hun ikke havde fået anden besked, lod hun hofteholdere, strømper og sko forblive på. Stadig med ryggen til mændene satte hun endda benene op på stolen et efter et og klipsede strømperne fast igen. Det fik næsten Peter til at gå i knæ for at kikke. Men også kun næsten. Et skarpt blik fra Lars gjorde, at han trak sig tilbage til døren.
"Vend dig om og kropsvisiter dig selv igen." Selvfølgelig var det Lars der snakkede. Peter sagde og gjorde kun noget, når han fik lov eller forglemte sig. "På samme måde som før, frøken Mortensen. Langsomt, metodisk og grundigt!"
Juliane virkede til at have accepteret situationen betingelsesløst, da hun stod foran de to mænd og lod hænderne glide over sin halvnøgne krop. De kildede deres vej over den flade mave og rundt om navlens fordybning. De fulgte timeglassets kurve over hofter, midje og ribben. Et kort øjeblik lagde de sig til hvile på kravebenene, før hun lagde hovedet tilbage og lod hænderne vandre op over den lange, skrøbelige hals og videre over kæber og kindben.
Hendes bevægelser mindede om en forførende dans. De langsomme, yndefulde bevægelser virkede hypnotiske og beroligende. Men kun indtil hænderne nåede brysterne. Det virkede på ingen måde beroligende på vennerne, da hun kørte dem rundt om og hen over de store, smukke, runde frugter. De stive, lyserøde vorter afspejlede deres egne stive pikke, der ikke blev mindre stive, da hun gentagende løftede brysterne og viste, at der hverken var noget mellem eller under dem. Hendes øjne – der med jævne mellemrum gled op fra gulvet for at hvile i deres – talte om ydmyghed, overgivelse og ophidselse. Uden at blive beordret til det, lod hun hænderne glide op til skuldre og hals og om bag nakken. Hun løftede sit lange, viltre hår, så brysterne atter hævedes. Med vuggende hofter vendte hun sig og lod sin smukke, lydefri ryg og bølgende bagdel komme til syne. Hun lod atter håret falde, så det næsten dækkede hendes smalle ryg. Håret endte i en spids lige over ballernes revne.
Juliane bøjede sig frem med benene langt fra hinanden. Hendes hænder gled fra knæhaserne, op over lårene og op til ballerne. Fingrene fik fat i revnen og hun trak sig åben, hvilket gav frit udsyn til begge huller. Men kun i et kort sekund. Næsten hurtigere end de kunne nå at suge billedet ind, gav hun slip og lod hænderne vandre videre rundt om hofterne og ind langs inderlårene. Den lille sitren i lårene var tydelig, da hun strejfede skamlæberne.
"Vend dig om," næsten hviskede Lars og måtte rømme sig, mens hun atter vendte fronten mod dem og så afventende på ham med et lille, triumferende smil på læben. Han var ved at miste kontrollen over situationen ved at lade sig rive med, hvilket hun tydeligvis havde opfattet.
"Læg dig op på bordet og spred benene," fortsatte han med fastere stemme. Han måtte ikke overlade initiativet til hende. Han var og blev den styrende i denne situation. Juliane sendte atter et hurtigt blik over mod Peter og så derefter spørgende på Lars.
"Han bliver!" gentog Lars, og gjorde tegn til at hun skulle skynde sig. Juliane virkede mindre sikker på sig selv, da hun satte sig op på bordet og skubbede sig tilbage på den mørke bordplade. Hun lagde sig ned med samlede ben og satte med lidt besvær de stilletklædte fødder ned i pladen.
"Spred benene, sagde jeg." Lars stemme var hård og fik hende til at reagere prompte. Skamlæberne åbnede sig som kronblade ved solens første stråler – ikke helt – men nok til at noget af det mørkerøde indre kom til syne. Lars bemærkede tilfredst, at en smule fugt glimtede indbydende omkring det lille hul.
"Spred benene mere," insisterede han, og uden at vente på om hun gjorde som han sagde, så han op på uret. Der var stadig noget tid til at det første hold ekspedienter havde fyraften. For en sikkerheds skyld gik han til døren. Forsigtigt åbnede han den og kikkede ned af gangen. Der var ingen lyde eller andet der kunne indikere, at der opholdt sig nogen i personaleområdet. Tilfreds lukkede han døren igen.
"Kom med hen og se, Peter," tilbød han til sin ven. Sammen gik de hen til bordet, som de begyndte at gå rundt om for at se hende fra alle sider. Hun lå med lukkede øjne, men det var tydeligt, at hun lyttede efter deres skridt.
Lars bøjede sig ind over bordet og snusede til hendes hals. "Mhhh. Dyr parfume. Prøv at duft." Peter lænede sig også ind over Juliane og trak hørligt vejret ind gennem næsen. Han fulgte efter Lars, og sammen duftede de sig vej ned over hende med næserne få centimeter – sommetider kun millimeter – fra hendes krop. Ind i mellem stoppede de op og snusede endnu dybere ind. Så diskuterede de, hvad de synes duften fra hendes krop mindede om, såsom granatæbler under brysterne og friske blomster på lårene. De talte om hende, som om hun ikke var til stede i rummet.
Da de nåede hendes køn, blev diskussionen mere opildnet. Lars mente, at hun duftede af liderlig kvinde, mens Peter – der var mere poetisk anlagt – synes, at hun duftede af mørk, varm skovbund efter et regnskyl. De blev ved med at snuse ind gennem næsen og puste ud mellem læberne, som to vinkypere der var uenige om bouqueten.
"Der skal nok mere duft til, før vi kan bedømme det ordentligt," foreslog Peter og så sigende på kollegaen. Lars bøjede sig endnu længere ind over Juliane og tog endnu en dyb indånding.
"Jeg tror, du har ret," konstaterede han med alvorsfyldt mine. "Vi må få hende til at dufte mere."
Lars trak sig tilbage og gik endnu et par runder om bordet. Hans øjne registrerede hver en millimeter af Julianes krop og dens reaktioner. Hendes øjne var lukkede, men munden stod halvt åben. Trods heden fra de buldrende radiatorer dirrede Juliane, som om hun frøs. Brystvorterne var tæt sammentrukne og strittede kækt op mod loftet, og hun var begyndt at stønne højlydt. Han bøjede sig atter ind over hende og nærmest hviskede ind i hendes øre.
"Jeg mener at det er sikkert at sige, at du ikke har gemt noget på din krop. Men vi er ikke helt færdige," konkluderede han med varm ånde ind i øregangen. "Nu skal du undersøge fissen. Meget, meget grundigt." Lars rejste sig og gik tilbage til Peter. Mændene stillede sig for enden af bordet med frit udsyn ind mellem Julianes lår. Lettere tøvende rakte Juliane ned og spredte de opsvulmede skamlæber med fingrene på venstre hånd.
"Sådan her?" spurgte hun med grødet stemme og lod pegefingeren på højre hånd løbe langs de indre læber, hvor hun sporadisk snittede perlen et par gange. En lille dråbe vristede sig løs fra det lukkede hul og trak spor ned mellem ballerne.
"Det kan du helt sikkert gøre bedre," lød det blot fra Lars. Begge mænd så til, da hun tog fingrene op til munden og suttede på dem. Øjeblikket efter spredte hun igen skamlæberne og begyndte at gnide den lille knop med to fingre. Hendes stønnen blev stadigt højere, da fingrene fandt ned til hullet for at opsamle lidt af den væde der havde samlet sig. Atter gned hun på lystknoppen. Tempoet øgedes, da hun åbnede øjnene og så på dem. Lars bøjede sig ned for at fiske noget op af hendes taske, og imens fokuserede Juliane kun på Peter. En lille, lysten lyd kom ud mellem hendes læber, mens hun stirrede op på ham. Hun hævede sig fra bordet og balancerede på stiletterne. Udtrykket i ansigtet var anstrengt, men også forventningsfuldt, og Peter så til med et begærligt blik.
Med et skred den ene sko på den glatte overflade, benet røg ud over kanten og Julianes numse dumpede ned på bordet. Lettere betuttet holdt hun inde, men Lars var ikke sen til at bruge den uventede afbrydelse.
"Jeg tror at det er tid til at dufte," proklamerede han. "Kom helt frem til kanten, så vi bedre kan komme til." Juliane skubbede sig ud til kanten, hvor Lars fik hende til at løfte benene op mod overkroppen og holde dem fast under knæene. Endnu engang duftede de til hende, men denne gang pustede de mere målrettet, så det gibbede i hende for hvert pust. De var dog stadig uenige, for Lars ændrede blot sin bedømmelse til super-liderlig, våd tøs, mens Peter begyndte at tilføje blomster som skovsyre og orkide til sin mørke, varme, regnfulde skovbund. De enedes til sidst om, at der ikke var andet for end at smage.
Glemt var alt om at se, men ikke røre, da Lars som den første satte sig på knæ og begravede ansigtet i den varme kløft. Han fokuserede hurtigt på den våde indgang, hvor tungen slubrede safterne op, før den pirrende borede sig ind i Juliane. Peter tog selv initiativ til at hjælpe med at frembringe mere smagsstof, ved at lade blommen af sin tommel rotere på Julianes svulmende venusbjerg. En behandling der fik Juliane til at vride sig, selv i sin sammenfoldede stilling. Lars lagde hænderne på hendes baller og åbnede hende yderligere, så hans tunge ubesværet kunne bevæge sig ind og ud og rundt omkring i den mørke, duftende grotte.
Men da Juliane begyndte at stønne: "Jeg kommer. Jeg kommer," trak han sig tilbage og rejste sig op. Henvendt til Peter konkluderede han, at hun smagte af supervåd, superliderlig, lille bolletøs. Han ignorerede fuldstændigt Juliane, der så til med bedende øjne.
"Lad mig smage efter," sagde Peter og satte sig som den næste på knæ foran Juliane, der løftede hovedet for at se ham mellem sine ben. Peter blinkede frækt med det ene øje, før han lod et par fingre glide op. Han bevægede dem lidt frem og tilbage, til Julianes krop gav et sæt. Da han vidste, at han havde fundet det rigtige sted, begyndte han at gnubbe. Først blidt, hvilket fik hende til at sukke dybt, men derefter hårdere og hårdere, hvilket fik hende til at jamre højt. For højt synes Lars, der gik op og lagde en hånd over hendes mund.
Mens Juliane stirrede på ham med vidt åbne øjne og gispende forsøgte at trække vejret gennem næsen, trak han sin pik ud gennem gylpen. Med en hurtig bevægelse fjernede han hånden og erstattede den med pikken. Det dæmpede hendes jamrende lyde gevaldigt. Han kørte den stille og roligt i hendes mund og nød den våde varme og synet af hendes blanke, opspilede øjne.
Da Lars tog fat om Julianes ene hånd, for at føre den op til roden af sin pik, kunne hun ikke længere holde fat om knæene. Derfor sænkede hun begge ben og lagde dem til hvile på Peters ryg. Favnet af hendes skød, begyndte Peter smagsprøven ved at slikke hårdt på den blodfyldte klitoris. Han kunne mærke hendes ben skælve af den kraftige massage han gav med fingrene. Med et hævede hun sig igen fra bordet og trykkede sig op mod Peters ansigt. Hun slap Lars pik og greb fat om Peters hår med begge hænder. End ikke pikken i hendes mund kunne forhindre et langtrukkent skrig i at flænge luften.
Hun faldt skælvende ned på bordet igen. Peter trak fingrene ud og suttede saften op i sig, før han med en håndbevægelse bad Lars om lov til at trænge ind i hende. Lars – der stadig bollede Julianes mund – nikkede sin accept til vennen og rakte ham et af Julianes kondomer. Peter rejste sig hurtigt og fik bukserne ned om anklerne. Han baksede lidt med at få kondomet på og derefter med den næsten livløse kvinde for at få hende om på siden. Det gav Lars bedre adgang og han kunne trænge ind i hende fra siden. Med utålmodighed pressede han pikken mod indgangen, tog fat om hendes hofte og lår med hænderne og bankede sig op i hende.
Det vækkede Juliane til live igen. Et overrasket udbrud blev atter kvalt af Lars pik. Men efter et øjebliks tilvænning til de hårde stød samlede hun sig og suttede grådigt på den stenhårde kæp.
"Du havde ret," stønnede Peter forpustet til Lars. "Hun smager af våd, liderlig bolletøs og opfører sig også sådan. Jeg er sikker på, at vi kan få tøsen til at komme en gang til." Lars grinede og pressede ved et uheld sin pik så langt op i ganen på Juliane, at hun kom med en kvækkende lyd. Uden at komme ud af takt, fik han rettet op på fejlen.
"Lad os forsøge," svarede han blot og fik fat i en brystvorte, som han nulrede hårdt mellem fingrene. Peter skubbede det øverste af Julianes ben op mod brysterne, så han igen kunne komme til med sin insisterende tommel. Hun blev atter plaskvåd mellem benene, og det klaskede dejligt højt hver gang Peter gik i bund. Lars blev mere og mere liderlig over synet af sin ven, der for hvert stød fik Juliane til at stønne af nydelse. Han trak sig ud og spillede sig selv et øjeblik. Så sprøjtede han ud over Julianes bryster.
"Kom Peter. Når du er klar skal du komme på frøkenens vidunderlige patter. Jeg synes, at hun har ret til endnu en belønning for sin samarbejdsvilje."
Peter vendte igen Juliane, så han fik hendes ben op over skuldrene. Han lagde Julianes hånd på den følsomme klit, så han både kunne se hende lege med sig selv og hvordan hans pik blev slugt af hendes emmende fisse. Han stødte op i hende som besat, med følsomheden nedsat af det irriterende stykke latex der klamrede sig til pikken. Men hendes spermindsmurte brysters gyngen og udtrykket i hendes glasagtige øjne gjorde sit. Han ville dog have hende til at komme på sin pik, så han bed tænderne sammen og fortsatte stædigt.
Lars bøjede sig ned og begyndte at hviske i Julianes øre. Hvad han end sagde, så havde det en kraftig virkning på hende. Hendes fingre roterede hurtigere og hårdere på klitten, og hun stønnede så højt, at Peter ikke havde nogen chance for at høre, hvad Lars hviskede. Fissen stammedes pulserende om hans stav, mens Juliane igen lød højere end hun burde.
Peter trak sig hurtigt ud, flådede kondomet af, og nåede lige at lægge pikken mellem hendes ben igen, før den skød sine varme, salte stråler op af hende. De første klatter ramte brysterne, mens den sidste landede midt på maven. Ør i hovedet lagde Peter sig ned over hende.
Da Peter og Juliane havde sundet sig et øjeblik, gik Lars atter i aktion. "Rejs dig op, frøken, og tag dit tøj på igen." Selvom han lød streng, skinnede smilet alligevel igennem i stemmen. "Vi er tilfredse med kropsvisitationen, så du er fri til at gå."
Juliane ledte efter noget hun kunne tørre sig med, men fik at vide at det skulle hun ikke tænke på. Hun skulle i stedet nyde sin julefrokost med mindet om de venlige butiksdetektiver, der havde forsødet hendes dag. Med besked om at hun skulle skynde sig, fik hun bh, trusser og kjole på igen, og blev derefter ført ud af det stadig øde personaleområde. Hverken Peter eller Lars gjorde hende opmærksom på den udtværede mascara og læbestift eller det strittende bollehår.
De tog afsked ved udgangen med et: "... og kom endelig igen."
Hen under aftenen, da det var begyndt at stilne af med kunder, sad Peter og Lars og holdt kaffepause i personalestuen, mens de spiste deres glemte madpakker fra den oversprungne frokost. Peter var helt oppe og køre og blev ved med at hviske lavmælt om Juliane og hendes "kropsvisitation." Lars lyttede med et halvt øre, mens han åbnede en indkommen SMS.
<i>Hej skat.
Du er en klog mand der kender mig bedre, end jeg kender mig selv.
Sig tak til Peter, selvom aftalen var at han skulle gå. Det var ikke så slemt, som jeg ville havde troet. Faktisk var det en yderst ophidsende oplevelse. Derfor har jeg ombestemt mig. Der må gerne være en mand med i vores leg. I det mindste hvis det er Peter.
Kys
Juliane.</i>
Lars tænkte for gud ved hvilken gang, hvor heldigt det havde været, da han i juli havde taget chancen og trodset hedebølgen for at løbe efter en mørkhåret skønhed, for at spørge om hun havde lyst til en iskold smoothie. Hun havde vist sig som den perfekte tøs, og han kunne næsten ikke vente til hun kom hjem fra sin julefrokost. Allerhelst opgejlet af flirten og dans med en masse mænd og måske endda halvt bevidstløs af druk.
Lars overvejede at invitere Peter med hjem efter arbejde. Posen med nissepige chemisen lå i hans skab.
Erotiske noveller skrevet af SuzyQHistorien er rettet af SuzyQ
