Deres skridt klang hult mod træværket i den tomme sportshal. Sveden løb ned ad ryggen på både Andreas og Jonas, mens de kastede bolden frem og tilbage. Der var noget hypnotisk ved bevægelsen — ikke kun ved spillet, men ved deres synkroniserede åndedræt og de små smil, de delte, når bolden ramte perfekt i deres hænder.
Jonas, den ældste, var altid den mere kontrollerede. Hans håndbevægelse var stram og præcis, ligesom hans smil, der lå som en hemmelighed bag øjnene. Andreas, to år yngre og lidt mere uforudsigelig, kastede bolden med en vildskab, der gjorde den sværere at gribe, men også mere spændende. Han kunne godt lide, når tingene ikke altid fulgte planen, når der var lidt rod i reglerne.
Andreas og Jonas ligner hinanden så meget, at folk ofte tager fejl af dem ved første øjekast, men når man kigger nærmere, afsløres forskellene i deres udtryk og den måde, de bærer sig selv på. Begge brødre er høje, tæt på 1,90 meter, og deres kroppe er tydeligt formet af mange års træning med håndbold og løb. Deres muskler er markerede, skuldrene brede og stærke, og deres ben er kraftfulde og spændstige fra de mange timer, de har brugt på maratonløb og skiløb. De har begge den samme solbrune hudfarve fra deres tid udendørs, med små ar og mærker fra sportens uundgåelige hårdhed.
Andreas har en lille anelse mere definition på maven, hans muskler skarpt udskåret, som om han er skåret i sten. Hans kropsholdning er afslappet, men alligevel årvågen, og han bærer sig selv med en lethed, der afspejler hans lidt yngre natur og lette tilgang til livet. Han har et skævt smil, der altid spiller på kanten af hans læber, og hans øjne glimter af en rastløs energi, som om han hele tiden er på udkig efter det næste eventyr eller udfordring. Hans hår er en smule lysere, en kastanjebrun nuance, der bliver endnu lysere om sommeren, og hans ansigt er blødt i linjerne med en drengede charme, der gør det svært for folk at modstå hans tiltrækningskraft.
Jonas derimod har en mere intens aura omkring sig. Hans kropsbygning er en smule kraftigere, musklerne er fyldigere og skuldrene lidt bredere. Han bærer sig selv med en urokkelig selvsikkerhed, og der er en dybde i hans øjne, en mørkebrun farve, der kan virke næsten gennemborende, når han fokuserer på noget eller nogen. Hans ansigt er markeret af skarpe kæbelinjer og en let skygge af skæg, der giver ham et mere modent og mystisk udtryk. Jonas’ hår er en dybere brun tone, og han holder det altid kort og veltrimmet. Hvor Andreas’ smil er legende, er Jonas’ smil noget mere forførende og kalkuleret, som om han altid har en plan.
Det, der tænder dem hos hinanden, er mere end blot fysisk tiltrækning; det er den dybe, ordløse forståelse og den uundgåelige tilknytning, de har delt hele deres liv. Andreas bliver tændt af den måde, Jonas kan tage kontrol på — hans selvsikre blik og det rovdyragtige smil, der kun bliver tydeligere, når han ved, at han har Andreas i sin magt. Han elsker den måde, Jonas’ hænder føles på hans hud, faste og sikre, som om de altid ved præcis, hvor de skal røre for at få ham til at miste kontrollen.
Jonas, derimod, bliver tændt af Andreas’ rå energi og spontane natur. Han elsker, hvordan Andreas kan skifte fra drilagtig leg til intens alvor på et sekund, og hvordan han, trods sin ungdommelige charme, kan vende situationen og tage styringen med en intensitet, der overrumpler Jonas. Jonas finder en særlig tilfredsstillelse i Andreas’ blik, når han lader sig overgive fuldstændig — når han ser sin bror give slip og hengive sig til følelsen uden tøven. Det er i de øjeblikke, Jonas føler sig mest levende, mest forbundet, som om de to er fanget i en kreds af begær, der kun kan forstås af dem.
For dem begge er det ikke kun selve handlingerne, der tænder dem, men også viden om, hvad de betyder for hinanden. Det er den dybe tillid, og det ubrydelige bånd, de har opbygget gennem årene, der gør deres berøringer og blikke endnu mere intense. De tænder på tanken om at udfordre hinandens grænser, at skubbe til det, der er tilladt mellem brødre, og finde ud af, at deres forbindelse rækker længere og dybere, end nogen udenfor nogensinde ville kunne forstå.
“Hvor skal vi hen i aften?” spurgte Andreas, og bolden gled ud af hans hænder i en skarp vinkel mod sin bror.
Jonas fangede bolden uden at blinke. “Vi kunne tage hen til Sofie og Mads? De spurgte, om vi ikke havde lyst til at kigge forbi,” svarede han, med den dér tone, der altid lå et sted mellem en invitation og en udfordring.
“Åh, Sofie og Mads,” sagde Andreas og løftede et øjenbryn. Han kunne ikke lade være med at grine lidt, den slags grin, der rullede fra hans mave og ud i hele hans ansigt. Det var ikke første gang, de delte en nat med det par. Det var heller ikke første gang, Andreas havde fanget sin brors blik hen over kroppen af en delt elsker eller kæreste. Og i de øjeblikke var det som om, hele verden krympede til det ene øjeblik, hvor deres blikke mødtes og sagde alt det, ord aldrig kunne.
“Du er håbløs,” sagde Jonas, men smilede alligevel. Der var en særlig varme i hans stemme, den slags der var reserveret kun for Andreas, selvom han skjulte den bag et rullekast og en bemærkning om teknik.
Men under overfladen, under håndbolden, skiløbet og de svedige maratonløb, lå der noget andet. Noget, som ingen af dem nogensinde havde sat ord på. Ikke helt endnu. Måske fordi det var nemmere at dele kæresterne end at indrømme, at de i virkeligheden delte hinandens kærlighed.
Da de kom hjem, smed Andreas sin sportstaske i hjørnet af gangen og trak trøjen over hovedet. Sveden fra træningen lå stadig som en glinsende hinde over hans muskler. Jonas stod allerede ved døren til badeværelset, klar til at tænde for bruseren, og uden at sige et ord trak han sin lillebror med ind. De havde gjort det tusind gange før, delt det varme vand og vasket dagens træning af sig, men der var altid en spænding i luften, en energi, der vibrerede mellem dem.
Bruserens stråler slog mod deres skuldre, og dampen fyldte rummet hurtigt. Jonas vendte sig mod Andreas, lod sine hænder glide over hans arme, skuldre og ned over hans bryst. Han smilede, men det var et andet smil nu, mere afslappet, mere åbenlyst.
“Så,” sagde Andreas med en stemme, der dirrede af en blanding af nervøsitet og forventning. Han lod sine hænder finde Jonas’ hofter og trak ham tættere på, tæt nok til at mærke varmen fra hans krop gennem det strømmende vand. “Vi skal jo holde længe i aften,” fortsatte han med et skævt smil.
Jonas nikkede langsomt, hans blik alvorligt, men samtidig fyldt med den samme gensidige forståelse, de altid havde haft. Der var ingen ord mellem dem nu, kun handlinger. Hans hænder bevægede sig roligt, men sikkert, og han lod dem finde vej til de mest intime steder. Andreas sukkede, lukkede øjnene og lod sin krop overgive sig til følelsen.
De skiftedes til at tage sig af hinanden, som var det en form for rituel forberedelse før aftenen, der ventede. Ingen af dem sagde noget — det var ikke nødvendigt. De kendte hinandens bevægelser og reaktioner så godt, at det føltes som en koreografi, en dans de havde øvet sig på gennem årene, til perfektion.
Og da de begge nåede det punkt af forløsning, slap de langsomt hinanden, stadig med en følelse af sammenhørighed, som om de havde delt noget meget større end bare en fysisk oplevelse. Vandet skyllede deres sidste spor af anstrengelse væk, og de stod der et øjeblik, begge med et roligt smil på læben. Det var som om, de var blevet lettet for en byrde, klar til at møde Sofie, Mads og alt hvad natten ellers kunne bringe, uden nogen rest af usikkerhed.
“Nu er vi klar,” sagde Andreas med et blink i øjet, og Jonas klappede ham på skulderen, før de begge trådte ud af bruseren og greb efter håndklæderne. De var brødre, bedste venner, elskere på en måde, de aldrig helt havde talt om, men som altid lå lige under overfladen, som en tyst forståelse kun de delte.
Da de stod foran spejlet, stadig med håndklæder viklet om deres hofter, fangede Andreas Jonas’ blik i spejlet. Et lille, skævt smil krusede på hans læber, og han trak et øjenbryn op, som om han allerede havde læst sin brors tanker.
“Skal vi gøre det igen?” spurgte han med en lav stemme, der kun var beregnet til Jonas. Der var et glimt i hans øjne, en slags hemmelig viden, de to altid delte.
Jonas nikkede næsten umærkeligt og lod et grin flyde ud gennem næsen. “Helt klart,” svarede han og trak et par stramme, sorte bukser frem fra sit skab. Han kiggede kort over skulderen på Andreas, som allerede havde smidt håndklædet og stod og rodede i sin skuffe efter noget tilsvarende.
Ingen underbukser. Det var en detalje, de havde prøvet før, en aftale, som altid fik dem begge til at smile lidt bredere, som om de delte en lille fræk hemmelighed, der ingen andre kunne gennemskue. Det var noget ved at vide, at når de gik ind ad døren hos Sofie og Mads senere på aftenen, ville de have denne usynlige forbindelse, denne fælles viden om, at intet stof skilte deres kroppe fra de stramme bukser.
Andreas trak sine bukser på, lyseblå og tætsiddende, som om de var syet direkte til hans ben. Han justerede dem lidt og kiggede op og ned ad sig selv i spejlet, inden han lod blikket glide over til Jonas, der nu også stod med sine egne bukser tæt spændt omkring sig. Man kunne næsten se linjerne i deres kroppe, de var så tætsiddende, og begge vidste de, at aftenen kun var lige begyndt.
“Ser godt ud,” sagde Andreas og sendte et udfordrende blik til Jonas. Hans stemme var drilsk, men også fyldt med en forventning, som om han allerede kunne forestille sig, hvordan natten ville udfolde sig.
“Vi ved begge to, at det her bliver sjovt,” sagde Jonas med et skævt grin og gav Andreas et let klap bagi, bare for at mærke den nøgne hud under det tynde stof. ”Uh, det føles godt.”
De stod et øjeblik og betragtede hinanden, næsten som to spejlbilleder, der afventede den næste bevægelse. Der var noget elektrisk i luften mellem dem, en ladet spænding, som gik ud over broderskab og langt ind i noget dybere, noget ingen af dem rigtigt satte ord på. For dem var det ligegyldigt, om de stod på håndboldbanen, løb maraton eller delte en intim nat sammen med vennerne. De delte alt — deres hemmeligheder, deres glæder, deres kærester — og i aften skulle ikke være nogen undtagelse.
Andreas kunne næsten mærke forventningens sitren i hele kroppen, mens han spejlede sig en sidste gang og tjekkede, at de stramme bukser sad helt rigtigt. Han havde altid elsket spændingen ved disse aftener — de ulmende blikke og de små berøringer, der udviklede sig til noget mere. Han forestillede sig, hvordan Sofie ville reagere, når hun opdagede, at han og Jonas havde taget deres lille ritual med ind i natten. Hun elskede det, når de to brødre spillede op mod hinanden, og Andreas så for sig, hvordan hun måske ville lege med den skjulte viden om, at han ingen underbukser havde på. Han smilede for sig selv, da han tænkte på, hvordan hendes hænder måske ville finde vej til hans lår under bordet, mens Mads sad ved siden af, uvidende eller måske selv en del af spillet.
For Andreas var det også noget ved blikket fra Jonas, det blik de altid udvekslede, når de vidste, de skulle dele endnu en oplevelse. De havde gjort det før — både med piger og fyre — og hver gang var der et øjeblik, hvor de to kun havde øje for hinanden. Andreas glædede sig til at mærke den usynlige forbindelse med sin bror, den der følelse af, at de kun eksisterede for hinanden i et sekund, før de lod natten overtage. Han tænkte på, hvordan det ville være at skubbe grænserne endnu mere i aften, måske at lade Jonas tage føringen, mens han selv trak sig lidt tilbage for at betragte. Tanken sendte en varm kriblende fornemmelse gennem ham, og han kunne ikke vente med at se, hvordan natten ville udfolde sig.
Jonas, derimod, havde et lidt anderledes perspektiv på aftenen. Han nød spillet, strategien, forførelsen. Han så for sig, hvordan han kunne kontrollere situationen, styre den retning, natten skulle tage. Han vidste, at Sofie elskede hans selvsikkerhed, og at Mads altid kiggede en smule længere på ham, end på nogen af de andre i rummet. Han forestillede sig, hvordan han langsomt ville tage teten, lade Sofie og Andreas blive en del af spillet på hans præmisser, og hvordan Mads måske endelig ville bryde den sidste barriere og træde fuldt ind i legen.
Men under alt det, bag strategien og kontrollysten, lå der også en dybere længsel i Jonas. En længsel efter det øjeblik, hvor Andreas kiggede på ham, med det særlige blik, der kun var for ham. Jonas havde aldrig sagt det højt, men i de øjeblikke, hvor de delte noget intimt med andre, føltes det som om, de to brødre var alene i verden. Det var der, hvor han følte sig mest hjemme, mest ærlig, som om hele aftenen, hele legen, kun eksisterede for at bringe ham tættere på Andreas. Han vidste godt, det var kompliceret — hvordan kunne det ikke være det? — men han havde også lært at navigere i de følelser, og i aften ville være endnu en mulighed for at udforske dem.
De vidste begge, at natten ville byde på mere end blot flirt og kys, mere end blot berøringer under bordet. De havde planlagt det på deres egen diskrete måde — fra deres tøj til deres blik, og nu ventede de bare på det første øjeblik, hvor legen kunne begynde. For selvom de delte kæresterne med hinanden og måske endda deres venner, vidste de begge, at aftenens største hemmelighed var den, de delte med hinanden.
Mads havde altid været lidt fascineret af de to brødre. Han havde mødt dem gennem Sofie, der havde et usædvanligt åbent forhold til de to; en aftale, hvor både hun og Mads havde givet hinanden plads til at udforske andre, så længe de var ærlige omkring det. Men hver gang Andreas og Jonas trådte ind i deres liv, var der en særlig spænding, som Mads ikke helt kunne ryste af sig. Noget i deres dynamik fangede ham — måden de spejlede hinandens bevægelser, måden de kommunikerede uden ord.
Denne aften forventede han, som altid, en legende flirt med Sofie og måske lidt uskyldig drilleri med Andreas og Jonas. Men allerede fra det øjeblik de trådte ind ad døren, kunne han mærke, at der var noget anderledes ved dem. Måden deres blik mødtes kort, og den selvsikre måde, de bevægede sig på, som om de allerede delte en hemmelighed, som han og Sofie ikke kendte til.
Mads blev mere og mere opmærksom på Andreas og Jonas’ nærhed. Mens de sad sammen i stuen og delte en flaske vin, lod han sit blik glide over deres kroppe. Det var svært ikke at bemærke, hvor stramt deres bukser sad — næsten som om de var designet til at afsløre alt under stoffet. Han fangede sig selv i at stirre en anelse for længe, især når Andreas justerede sig i sofaen og efterlod lidt for meget fantasi ude af spillet. Noget ved det gjorde Mads både nervøs og ophidset på samme tid, en følelse han ikke helt havde forberedt sig på.
Det, der virkelig overraskede ham, var dog øjeblikket, hvor Jonas pludselig placerede sin hånd på hans knæ — en let, tilsyneladende tilfældig berøring, som føltes mere intim, end den burde. Jonas smilede til ham, men det var ikke et venligt smil; det var en udfordrende, næsten rovdyragtig bøjning på læberne, som fik Mads til at trække vejret en smule hurtigere. Han så over mod Sofie, men hun lod til at være helt med på legen, som om dette var præcis, hvad hun havde håbet på.
Andreas sad lidt tilbagelænet og betragtede scenen med en let hævet mundvig, som om han nød at se Jonas tage kontrol. Mads vidste ikke, hvad han havde forventet, men han havde aldrig forestillet sig at være fanget i centrum af deres blik — som om han var lige så meget en del af deres spil, som Sofie var. Det gik op for ham, at de to brødre ikke kun legede med Sofie og hinanden; de legede også med ham.
Mads mærkede Jonas’ hånd glide længere op ad hans lår, og hans hjerte bankede hurtigere. Han fangede Andreas’ blik på sig — ikke dømmende, ikke hånligt, men snarere undersøgende, som om Andreas ventede på at se, hvordan han ville reagere. Og det var netop det, der kom bag på Mads: hvordan hans krop reagerede uden hans tilladelse, hvordan spændingen krøllede sig sammen i hans mave og sendte stød gennem hans system.
I det øjeblik følte han sig helt synlig, som om Jonas og Andreas så direkte igennem ham. Han havde aldrig set sig selv som andet end hetero, men her sad han nu, fanget mellem to brødres intense opmærksomhed, og han kunne ikke benægte, at han både var skræmt og draget af deres spil. Det gik op for ham, at han var ved at krydse en grænse, han aldrig havde forestillet sig at udforske, og at det, han havde troet ville være en almindelig flirtende aften, var ved at blive noget meget mere intimt, noget der kunne forandre hans syn på sig selv for altid.
Sofie kunne mærke, at denne aften ville blive anderledes. Hun havde altid nydt at være midtpunktet, når Andreas og Jonas var i nærheden, og hun havde et særligt bånd med dem, der gik ud over de sædvanlige spilleregler. Men i aften var Mads også der, og hun kunne se, hvordan han gradvist blev suget ind i de to brødres energi, fanget i deres usynlige spil. Hun smilede for sig selv, mens hun betragtede hvordan både Andreas og Jonas bevægede sig med deres sædvanlige selvsikkerhed og næsten synkroniserede rytme.
De sad i en løs cirkel i stuen, glassene med vin halvfyldte, og hun kunne se de små tegn, de diskrete blikke, som Andreas og Jonas udvekslede. Hun elskede at se dem på den måde, som om de kommunikerede gennem et sprog, kun de to forstod. De var som to ulve, der delte byttet mellem sig, men også lod hinanden tage føringen i jagten, og i aften var det Mads, der blev trukket ind i deres tætte kreds.
Sofie lod sin hånd glide over Andreas’ lår, hendes fingre legende med kanten af de stramme bukser. Han reagerede øjeblikkeligt, hans blik mødte hendes med et intenst glimt, men det, der virkelig fangede hende, var den måde Jonas kiggede på dem begge på — med en blanding af ro og noget næsten dyrisk i øjnene. Han lænede sig ind mod Mads, som stadig virkede lidt overrasket, og lod sine læber strejfe Mads’ hals, en berøring så let, men alligevel elektrisk. Sofie så, hvordan Mads’ øjne udvidede sig en anelse, som om hele hans verdensbillede var ved at ændre sig i netop det sekund.
Hun skiftede fokus og trak Jonas’ opmærksomhed til sig, mens hun lod sin hånd glide fra Andreas’ lår over til Mads’, som nu sad helt stille, næsten holdt fanget af sine egne reaktioner. Sofie lænede sig ind mod Jonas og fangede hans læber i et dybt kys, mens hun med sin frie hånd trak Mads tættere på. Mads’ overraskelse blev snart erstattet af en spirende nysgerrighed, og han gav sig hen til berøringerne fra både Sofie og Jonas.
Andreas, der nu havde lidt afstand til dem alle, betragtede dem med et tilfreds, næsten triumferende smil. Han elskede at se sin bror tage kontrol, men han elskede også, når rollerne blev byttet. Så han gled tilbage i kredsen, hans hånd fandt Mads’ nakke og trak ham ind i et kys, mens Sofie lod sin anden hånd finde vej til Jonas. De var alle sammen en del af denne udveksling, en slags flydende dans, hvor grænserne mellem dem blev opløst.
De tre mænd — Andreas, Jonas og Mads — skiftede til at være den, der førte og den, der fulgte, altid i en cirkel, hvor Sofie var midtpunktet, men aldrig alene i centrum. Hun nød hvordan deres hænder og læber bevægede sig over hendes krop, men lige så meget, hvordan de også vendte sig mod hinanden. Mads’ tilbageholdenhed begyndte at smelte væk, og han fandt sig selv ikke kun reagerende på Sofies kærtegn, men også på de berøringer, han modtog fra Andreas og Jonas.
Andreas lod sin hånd glide op ad Jonas’ bryst og derefter videre til Mads, der reagerede med et nervøst grin og et åndedrag, der blev dybere. Jonas, med sin erfarne ro, lænede sig tilbage og så, hvordan Sofie og Mads langsomt gav sig hen, men han mistede aldrig kontakten med Andreas. Som om de hele tiden sørgede for at binde deres egne energier sammen, selv mens de delte dem med Sofie og Mads.
I det øjeblik blev det klart, at de ikke kun spillede for Sofie, men også for hinanden. Det var som en perfekt balanceret trio, hvor alle skiftedes til at give og modtage, og hvor ingen stod udenfor. Sofie havde troet, hun ville være centrum for aftenen, men opdagede snart, at hun var lige så meget en brik i et spil, der handlede om mere end blot hende. De tre mænd brugte hinanden lige så intenst og passioneret, som de brugte hende, deres grænser opløst og smeltet sammen til noget udefinerbart, noget råt og ærligt.
Aftenen var blevet til en leg uden regler, en ren udveksling af begær og hengivenhed, hvor Sofie, Andreas, Jonas og Mads alle delte hinanden, forbundne på måder, ingen af dem helt havde forventet.
Da Andreas og Jonas kom hjem den nat, var stilheden i deres lejlighed næsten larmende i forhold til den intense aften, de lige havde efterladt hos Sofie og Mads. De smed deres sko og jakker ved døren uden et ord og gik direkte ind i stuen. Deres øjne mødtes, og i det øjeblik var der ingen tvivl om, hvad der skulle ske. De havde begge længe holdt igen, skubbet hinandens grænser uden nogensinde helt at lade dem bryde, men nu stod de foran hinanden med en følelse af uundgåelighed.
Andreas var den første til at træde tættere på, hans blik var intenst og søgende, næsten som om han søgte bekræftelse hos sin bror, men han fandt ikke nogen tøven i Jonas’ øjne. Tværtimod, Jonas rakte ud og lod sin hånd glide op ad Andreas’ bryst, et let smil på hans læber, som om han endelig lod sig give hen til det, han altid havde ønsket. Uden et ord lod de deres hænder udforske hinanden, denne gang med en ro og en bevidsthed, som de ikke havde delt med nogen andre.
Der var ingen hast, ingen leg med andres tilstedeværelse; det var kun dem, deres åndedrag og hænder, der langsomt afdækkede alt det, de havde undertrykt, når de var sammen med andre. Andreas trak Jonas ind til sig, deres læber mødtes i et kys, som var dybere og mere intenst, end det nogensinde havde været, når der havde været andre til stede. Det var som om, de endelig tillod sig selv at vise alt, uden skyggen af den forsigtighed, de altid havde holdt sig til.
Jonas brød kysset for et øjeblik og så direkte ind i Andreas’ øjne. “Er du sikker?” spurgte han, selvom han allerede kendte svaret. Andreas nikkede uden tøven, og der var en let rysten i hans stemme, da han sagde: “Mere end nogensinde.”
De fortsatte ind i soveværelset, hvor de endelig lod alt falde. Klæderne, hemmelighederne, selv de sidste spor af tilbageholdenhed. Jonas tog føringen, trak Andreas tættere ind til sig og lod deres kroppe falde sammen i en bevægelse, der føltes som en kulmination af alt det, de havde bygget op gennem årene. Andreas gav sig hen, hans fingre greb om Jonas’ ryg, som om han aldrig ville give slip.
Deres bevægelser blev mere rytmiske, mere desperate, som om de begge forsøgte at indhente alle de øjeblikke, de nogensinde havde holdt tilbage. De kom hver især og nød endnu mere end før, at deres erotiske samvær gav dem så meget, og især når de havde søgt inspiration igennem andre.
Jonas tog sig tid til at udforske hver eneste linje på Andreas’ krop, mens Andreas lod sig rive med, næsten overvældet af intensiteten af sin egen længsel. De delte hviskende ord, tilkendegivelser, der aldrig var blevet sagt højt før, og som kun nu, i denne nat, gav fuld mening.
For dem handlede det ikke kun om begær; det handlede om den fulde overgivelse til hinanden. Andreas lod Jonas tage kontrollen, gav ham fri adgang til alle de drømme, han aldrig helt havde turdet udtale. Og Jonas, som altid havde holdt igen, gav nu fuldstændig slip, lod sig selv være sårbar og åben, som han kun kunne være over for Andreas.
Da natten blev til tidlig morgen, lå de sammen, stadig viklet ind i hinanden. Der var ingen ord tilbage, der kunne beskrive hvad de lige havde delt — kun en dyb, fælles forståelse. De havde krydset den sidste grænse, havde givet hinanden mere, end de nogensinde havde givet til nogen anden. I den tavse morgentime, med deres kroppe tæt sammenflettede, vidste de, at de endelig havde fundet frem til sandheden i deres forhold: De var mere end brødre, mere end bedste venner. De var hinandens største drøm og mest uundgåelige skæbne.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980