Balder hørte sin elskede hundesnor rasle. Dens ører rejste sig forventningsfuldt og håbede det ikke bare var et "uheld" et af hans mennesker havde lavet. Det kunne ellers være rart med en lille rask gåtur. Men ingen kom ind i stuen og han hørte ikke lyden igen. Der var heller ingen der kaldte på ham. Det var ellers det signal der betød mest. Han lagde sit store hoved ned på poterne og holdt øje med det lille menneske der håbløst kravlede rundt på gulvet.
Den sorte boks på væggen, der nogen gange viste billeder af andre hunde, der på mystisk vis ikke lugtede af noget, var tændt og et eller andet underligt var på. Noget med en lille fjollet mus og en temmelig dum kat, der hele tiden kom galt afsted. Det siger sig selv, det var jo en kat! Lyden var sat ned så det kun var en slags baggrundsstøj. Balder holdt bare øje med det lille menneske.
Det lille menneske havde for nyligt opdaget det sjove ved pels. Det hev og trak så det gjorde ondt, så det var altid bedst ikke at komme for nær. Af så lille et menneske havde det gode kræfter. Det var ikke så lidt totter der var blevet hevet ud her på det seneste. Men det lille menneske virkede så tilfreds og dets latter var på en måde kær. Og sikke det kunne savle når det stoppede legetøj i munden.
Der var den lyd fra før. Igen havde han hørt raslen med hundesnoren. Og denne gang var det rigtigt, for det blev efterfulgt af hans navn. Det var ikke fordi Balder forstod de der mærkelige lyde der kom fra de mennesker. Men nogen gange havde han en fornemmelse af, at de var rettet mod ham. En af de mere populære når de var ude at gå, var når de kom en sortagtig sti, hvor en masse metalkasser drønede frem og tilbage. Han vidste at det var en slags transportkasser, som man skulle passe meget på. Med mindre man sad indeni dem.
Når han sad der var de forskellige lugte alt for flysomme til at genkende. Men når vinden af kasserne suste forbi ham gav det en form for spænding han kunne lide. Havde det ikke været for sin respekt for sine mennesker og hundesnoren, var han halset efter de lugte der kom fra metalkasserne. Det føltes bare så rigtigt.
BALDER!
Den var god nok, hans menneske havde netop kaldt på ham. En gåtur! Med snuden fik han lirket døren op og trittede ud mod hoveddøren. Den to-benede mand lokkede med hundesnoren mens han rettede på sin kasket. Balder gav en anerkendende lyd fra sig. En gåtur var altid velkommen. Måske en køretur i den der metalkasse der stod udenfor. Skulle de det, vidste han godt hvorhen, nemlig i skoven hvor de mange lugte var sjove at følge.
Hundesnoren blev sat fast i det halsbånd han havde haft om halsen i mange år. Han havde lært at ignorere det træk der kom i det fra tid til anden når de var ude at gå. Han var også blevet vant til at skulle gå i den retning snoren dikterede selvom der var mange gode lugte den anden vej. Ud af døren og endnu et glædes udbrud fra Balder der så frem til at få lidt andet at tænke på end det lille menneske, der var så hjælpeløs inde på stuegulvet.
Hans menneske styrede dem lige forbi metalkassen der efter sigende var rød, men Balder syntes bare den var mørk. Hvis de ikke skulle ud at køre vidste han med det samme hvor de skulle hen. Hen i den lille park ikke så langt væk. Det var faktisk endnu bedre end at komme i skoven. Der må man ikke løbe frit omkring, men det var okay i parken. Balder nærmest trak i snoren for det kunne ikke gå hurtigt nok. Men det var nu ikke altid man var lige velkommen i parken. Der var nogle af de to-benede der mente at færdsel i parken skulle foregå i et adstadigt tempo.
Derudover var der andre af hans egen race, der hellere ville bide end at lege. Det måtte være usikre hunde, tænkte Balder. Forkert foder og for lidt anerkendelse af deres mennesker. Balder havde taget ved lære af de hunde der ikke havde lyst til at lege tagfat når de tumlede rundt i parken. Måske det skyldtes der var fjernet et eller andet fra deres kroppe, noget der gjorde de ikke lugtede som en hund bør gøre. Derudover virkede de heller ikke særlig interesseret i at snuse goddag. Det var måske det der påvirkede deres humør.
Kort tid senere var parken i syne selvom Balder havde kunnet snuse den endnu før. Han kunne næsten ikke styre sig selv. Erfaring fortalte, at så snart de var der henne ville hundesnoren blive taget af. Så kom der for alvor gang i hans vejrtrækning når han endelig fik lov til at løbe frit omkring. Han elskede at løbe rundt til hans ben ikke kunne mere. Et langt kig omkring fortalte, at ingen af de bideglade hunde var ude nu.
Faktisk var der heller ikke mange af de to-benede i parken. Derudover kun to hunde som han ikke kendte og det var okay. Så behøvede man ikke være nervøs for hvis lille territorie man kom til at tisse i. Knap var hundesnoren løsnet før han satte i løb. Græs under poterne er meget bedre end det der sorte de havde lagt på stierne alle vegne. Han følte sig som en væddeløbshund og håbede han stødte på en rotte med pelshale, det andre kaldte for egern. Så skulle han nok jage den op i et træ! Det er mere sjovt at være hund når den slags sker.
Der gik dog ikke længe før det sjove i at jage rundt hid og did havde mistet sin tiltrækningskraft. Han ledte efter sit menneske og trittede tilbage. Han stod og snakkede med et andet menneske, et hunkønsvæsen, men ikke en den kendte. Da Balder kom hen til dem ville han vise hvem han tilhørte og gned sig op ad sit menneskes ben. Men det var hunkønsvæsenet, der først var glad for at se ham stå der. Han tillod hende røre ham mens hun klappede ham på hovedet. Noget han ikke satte pris på når fremmede gør det. De gør det som om de er bange for at røre.
Mens hun klappede ham sagde hun et eller andet til hans menneske. Det lød som volapyk og var det sikkert også. De to mennesker fortsatte med at snakke sammen og Balder besluttede sig for at finde ud af mere om dette hunkønsvæsen. Hun duftede en smule af sprit, sød sprit. Balder genkendte det som parfume, noget hunkønsvæsener bruger, måske for at dække for deres egen lugt. Men hun var ikke en hunde-person. Der var intet ved hende der duftede i den retning.
Men der kom en anden duft fra hende. En smule musk-agtigt der fortalte hun var seksuelt modtagelig, men ikke i løbetid. Balder fulgte dem til en parkbænk hvor de satte sig. Han lagde sig under bænken og hvilede efter den heftige tur rundt i parken. Hans behov for at strække bagben var blevet tilfredsstillet for den dag. Han tillod sig at døse lidt mens de to på bænken fortsatte de underlige lyde der kom fra dem.
Han vågnede ved at hans hjerne blev bombarderet af duftsignaler. Han var døset hen, men disse feromoner fyldte hans næsebor. Han løftede snuden for at finde ud af hvor disse dufte kom fra. Det kom ikke fra en af hans egen race, men alligevel lette at identificere som et signal om et behov og villighed til at parre sig. Den herlige duft kom fra det hunkønsvæsen, der sad ved siden af dens herre. De sad mere ansigt til ansigt nu end da de satte sig. De sad også tættere på hinanden end tidligere.
De to mennesker lod til at have glemt alt om ham. De fortsatte med at snakke mens seksuelle dufte fra dem begge omringede dem. Balder havde for længe siden opdaget, at mennesker ikke kunne lugte disse særlige dufte. Måske fordi de altid dækkede dem med andre dufte der kom i flaskeform. Kemikalier der dækkede for deres egne dufte. Men så alligevel ikke. Balder kunne næsten fornemme den særlige spænding der var mellem disse to mennesker.
De holdt hinanden i poterne og deres munde mødtes. Først forsigtigt, så mere bestemt. Balder gabte for at rydde paletten for miksede dufte og var henrykt for at mærke sin blære. Det var tid til at tisse. Han rejste sig op og lod det første duftspor lede ham hen til affaldskurven hvor hunkønsvæsenet sad.
BALDER!
Balder regnede med et skæld ud af en art, men mærkede så hundesnoren igen blive sat fast i halsbåndet. Han fulgte efter de to mennesker mod udgangen til parken og var glad for udsigten til at skulle hjem. Hans menneske gik til venstre for ham og blev ved at lave de der mærkelige lyde til den anden. Men i stedet for at gå den direkte vej hjem gik de en anden. I en anden retning end ellers. Dette var nyt område for Balder, men han fulgte lydeligt med. Hans menneske plejede at vide hvor de skulle gå for at finde hjem.
Et lille stykke tid senere stoppede de foran en høj, grim bygning. De fremmede dufte rev Balder i næsen. Det var ikke kun hans egen race der tissede her omkring. Hunkønsvæsenet ledte dem op til en dør med et stort vindue. Så ledte hun med raske bevægelser i sin taske og fandt et eller andet som hun stak i døren. Døren gik op og de gik alle ind. De dufte der før havde revet Balder i næsen fik følgeskab af en myriade af andre. Igen gabte han for at rydde paletten, men blev samtidig klar over, at hans menneske svedte på måde han aldrig gjorde når de var ude.
Det duftede af angst. Balder blev en smule mere tilbageholdende. Hvis hans menneske var nervøs burde han måske også være det. Hunkønsvæsenet gik op ad trappen de stod foran og før Balder kunne tænke begyndte hans menneske at følge efter. Det forvirrede ham lidt. Det var måske alligevel ikke duften af angst, for ville man så ikke gå den anden vej? De gik op ad flere trapper end noget andet sted Balder havde været. Der var masser af dæmpet støj bag alle de døre de gik forbi, men ikke noget der bekymrede.
De gik rask op ad trappen og gav ikke Balder mulighed for at sætte alle de dufte og lyde på plads. Noget duftede som mad, men tilsat noget der afgjort ikke egnede sig som hundefoder. Han hørte små mennesker med forskellige humørsvingninger, om de græd eller var glade vidste han ikke. Der var ikke tid. Det var som hans eget menneske havde travlt med at følge hunkønsvæsenet. Hun stoppede foran en dør og smilede mens hun stak en underlig ting i døren der så gik op. De gik alle ind og døren blev lukket.
Hundesnoren kom igen af og da hunkønsvæsenet satte en skål vand foran ham slappede han af. Hvor slem kunne hun være? Hans menneske satte sig i en aflang sofa mens hunkønsvæsenet vimsede omkring. De blev ved at lave deres underlige lyde, men de var ikke vrede eller på anden måde ophidsede. Der kom en særlig duft hvorfra hun stod og fumlede med en beholder. Balder vidste det var det man kaldte te. Kaffe derimod var straks noget andet og det var en duft der på en særlig måde rev i Balders næsebor.
Da hunkønsvæsenet kom med to kopper mistede Balder sin nysgerrighed. Han lagde sig ved siden af den lange sofa hvor dens menneske sad. Snart faldt han i søvn og drømte om egern, der løb febrilsk rundt mens han jagede dem fra træ til træ.
En høj støj vækkede ham. Et af de to mennesker havde sparket til det lille bord foran den lange sofa. Balder kiggede op og så de to igen havde deres munde tæt op ad hinanden. Deres hænder havde travlt med at lede efter et eller andet hos den anden. Sådan så det ud. Igen blev Balder ramt at dufttunge feromoner og det stod klart de to mennesker skulle til at formere sig. Men de havde åbenbart ikke travlt. Balder havde aldrig forstået hvorfor disse dyr tog sig så lang tid at nå til det bedste.
Hans egen erfaring med tæver var som regel at tjekke om hun var parat, sniffe hendes aroma, smage på hende og så ellers gå til den for at gøre hende tyk med hans sæd. At disse mennesker var så langsomme var kedeligt at se på. Det var lykkedes dem at smide alt det tøj som mennesker insistere på at gå med. Igen noget Balder ikke forstod. Alt går så meget hurtigere hvis bare man gjorde som hans race gjorde.
De to i sofaen begyndte at have sex. Hunkønsvæsenet skreg gennem det hele, som om hans menneske på en eller anden måde gjorde hende fortræd. Alligevel blev de begge liggende indtil de begge endte på gulvet ikke langt fra hvor Balder lå. Hunkønsvæsenet stønnede og hvinede hele tiden og var ved at drive Balder til vanvid. Da det hele var overstået et stykke tid senere lå de med flettede ben og hev efter vejret sammen. Endelig holdt det blonde hunkønsvæsen op med at hvine. Det var lige før Balder satte i med at hyle i en sær sympati.
Hans menneske rejste sig endelig op og gik ind i et andet rum. For at være venlig, og kun det, gik Balder hen til hunkønsvæsenet for at se til hende. Tjekke om hun var okay. Hun kælede for hans hoved og sukkede igen som hun havde gjort mens hun lå med hans menneske. Han sniffede hendes særlige duft og fandt hende rede til mere. Hun var dog noget smattet og for at hjælpe sit menneske, besluttede Balder sig for at gøre hende ren for diverse safte og dufte, som nærmest osede ud fra hende hårbelagte åbning.
Det smagte af mere bestemte han sig for og slikkede hende lidt mere. Hun begyndte at stønne igen og han følte hun igen var klar til mere af den slags den race er så glade for. Hendes køn drev af safter og pludselig greb hun om Balders hoved og pressede dens snude helt ned i kønsåbningen. Det skræmte Balder en smule og prøvede at trække sig væk. Men dertil var hunkønsvæsenet for stærk. Balders snude blev fyldt med våde safter og en ny sær smag dukkede op. Måske var dets menneskes sæd der kom ud.
Kvindemennesket slog svaj med ryggen mens hun hele tiden holdt Balders næse og tunge mod sit køn. Hun begyndte at stønne højere end før mens Balder slikkede de vidunderlige safter. Igen og igen sagde hun hans navn højt på en måde, der gjorde han blev ved. Et lille gisp bag ham fortalte, at hans menneske stod og så på. At han ikke gjorde andet måtte betyde han gjorde noget som dets menneske kunne lide. Balder havde altid ville gøre sit menneske glad og satte ind med mere bravur. Kønsåbningen skulle gøres ren og det med det samme.
Der gik ikke længe før hunkønsvæsenet begyndte at vride sig om hans lange hundetunge. Uden varsel greb hun fat om hans indelukkede pik. Stille og roligt. Søgende på en måde. Balder vidste hverken ud eller ind. Det føltes rart nok, men det var ikke noget han havde oplevet før. Han prøvede at bakke væk, men hun tog blot endnu mere fat og legede med spidsen der tittede ud. Samtidig pressede hun hans snude endnu mere op i kønsåbningen mens hun kom med beroligende lyde for at opmuntre ham.
Nu satte Balders egne behov ind, de praktisk talt overvældede ham. Hendes lille hånd havde givet ham en dunkende rejsning som var på kanten af at komme ud over hendes ivrige fingre. Hans pik var nu helt fremme og blodet bankede i hvert lille kar og præsperm begyndte at dryppe. Balder kunne mærke sine lænders behov for at parre sig med den første og bedste tæve der kom i vejen. Hunkønsvæsenet kravlede tættere på og før Balder vidste af det havde hun taget hans dryppende pik i munden. En urgammel frygt for at blive bidt netop der, fik ham til at give et lille hjælpeløst hyl fra sig.
Men hun beroligede ham med sin bløde stemme, volapyk, javel, men hendes sindsstemning fik ham beroliget. Lidt efter lidt fik hunkønsvæsenet lov til at slikke og sutte på hans pik. Da hun for alvor tog hans pik i munden var han ved at gå til i en rus han ikke vidste man som hund kunne opleve. Hendes mund var blød og varm. Hendes tænder kom slet ikke i vejen for den vidunderlige nydelse. Snart var han dybt i halsen på hende og den særlige fornemmelse drev ham på kanten til en mesterlig udløsning. Den var også kommet havde hun ikke pludselig holdt op med at sutte.
Hunkønsvæsenet begyndte nu febrilsk at lege med sin kønsåbning. Hurtigere og hurtigere gik det og hun lavede lyde der lød som om nogen slog hende med en våd avis eller noget. Hendes små hænder var snart dækket af hendes mange safter. Balders menneske havde siddet på kanten af sofaen og set sin hund blive suttet af hunkønsvæsenet. Nu lagde han sig ned ved siden af hende og Balder spekulerede på hvad der nu skulle ske. De duftsignaler der kom fra hende var tydelige at aflæse. Hun ville parres og det nu! Men om det skulle være af Balder eller hans menneske var ikke til at aflæse. Han følte sig i vildrede og gav en frustreret klynken fra sig.
Det fik hans menneske til at komme med beroligende lyde, men lige lidt hjalp det. Balder var tændt nu. Balders menneske begyndte nu også at lege med den tiltrækkende kønsåbning. Hun hylede og skreg og kunne knap ligge stille mens et par fingre blev banket frem og tilbage. Safter og dufte stod i kø foran Balders næse og denne gang ville han ikke gabe for at rydde paletten. Dertil var disse dufte for lokkende. De to mennesker var for optaget til at tage sig af Balder, der tog sig tid til at slikke sin pik for diverse safter.
Han stod og så på mens han spekulerede over hvad der nu skulle ske. Han havde aldrig parret sig med en anden race, men lige nu var han helt oppe at ringe, at det ikke betød hvilke race hunkønsvæsenet var. Han havde bare behov for at parre sig, få en vældig udløsning og foran ham var der en som var villig til at hjælpe ham. Balder klynkede for at gøre opmærksom på sig selv og sine indestængte behov. Hans menneske stoppede med at lege med den lokkende kønsåbning. Helt forpustet vendte hunkønsvæsenet sig om og lå med bagdelen op og hovedet ned i gulvtæppet.
Hendes kønsåbning havde drevet af safter og lavet en våd plet i tæppet, men hun var stadig ikke helt klar til ham. Han slikkede hendes kønsåbning, hendes røvhul, smagte hendes våde safter og elskede den særlige smag hendes andet hul havde. Der gik ikke længe før hun for alvor var klar. Han besteg hende og havde sine lange ben rundt om livet på hende. Hans mere end parate pik søgte et hul, men så lavede hunkønsvæsenet en masse vrede lyde og Balder troede der var noget galt. Det irriterede ham, at hendes kropsbygning gjorde det svært for ham at begynde at parre sig. Han kunne ikke finde et hul at kneppe så længe hunkønsvæsenet hylede på den måde.
Balders menneske forstod heldigvis problemet. Han greb resolut fat om det ivrige organ og guidede ham til det for hunkønsvæsenet rette hul. Balder var nu ligeglad med hvilket hul. Hvor der hul er der glæde, og hvor der er glæde er han. Hans store, ivrige organ bankede nu i bund i et hårdt hug og nu kunne han for alvor parre sig. Der blev hulket, der blev skreget, der blev nærmest grædt for hver gang han kom i bund. Han kom åbenbart dybere end hun var vant med. Hans røde tunge hang ud af mundvigen mens han halsede efter luft. Hans underliv kørte frem og tilbage.
Han følte sin knude nu var på vej frem. Han rykkede sig tættere på og blev belønnet med den henrykte følelse af hans knude der kom op i kønsåbningen. Det trykkede godt om knuden og det føltes skønt. Så skete det. Han kom og plastrede hendes indre til med sine trykstråler af sperm. Hun vred sig om hans organ og skreg sin egen nydelse ud. Han kunne føle hendes indre muskler bearbejde hans tykke organ, nærmest malkede ham for mere sperm.
Balder ønskede at trække sig væk, men hendes kønsåbning holdt fast om ham. Hans bagben var ved at ekse under ham og han lå lidt ovenpå hende mens han hev efter vejret. Men han behov for at stå på alle fire ben. Med en smule besvær fik han sig vendt så de stod med bagdelen til hinanden, stadig med hans bankende organ i hendes våde kønsåbning. Denne vridning fik ham til at komme igen og fyldte mere sperm i hendes saftige fisse.
Lidt efter lidt var hans knude en smule mindre og kvindens kønsåbning var begyndt at slappe af. Med et lille plop var han ude af hende og en masse safter klaskede ned i tæppet. Balder slikkede hende ren som hun lå der og prustede og blev belønnet med et stort kram bagefter. Hans menneske blev belønnet med et blowjob mens Balder gav sig tid til at slikke sig selv ren. Han var knap færdig før hans menneske lavede nogle dyriske lyde mens han vred sig i hendes ivrige mund. De sluttede af med at kysse helt vildt.
Balder havde nu parret sig med et menneske for første gang. For ham var det en smule underligt, men han havde nydt at gøre det og smage på alle de forskellige safter. Det var ikke det samme som at gøre det med en tæve i løbetid. Den særlige duft var der ikke med et menneske. Men alt i alt var det en skøn oplevelse. Og af den grund var han glad når de kom på besøg igen fra tid til anden. Men når han søgte kønsåbningen på sit eget hunkønsvæsen blev han afvist gang på gang. Det stod han snart klart, at den slags kun kunne gøres med kvinden fra parken.
Erotiske noveller skrevet af Digitalo