Jeg tror, at det vi forsøger når vi forelsker os, er et svært paradoks. Vi prøver at genfinde alle de, eller nogle af de mennesker vi kendte, eller elskede som børn. På den anden side af paradokset der beder vi de mennesker vi møder nu, om at rette op på de fejl som vores "elskede" begik, da vi var små. Jeg tror, at kærlighed består af denne selvmodsigelse: Forsøget på at vende tilbage til fortiden og forsøget på at undslippe den.
Jeg skubber irriteret til min bærbare.. Der er så mange ting jeg ikke kan få mit hoved omkring. Mine tanker vil gerne stikke af og ulideligheden vokser sig til uro indeni. Jeg sukker og trækker min computer tilbage i skrivestilling.
Små skridt. Tænker jeg.
Langsomt begynder mine fingre at finde en rytme.. og dansen på tastaturet starter.. mine fingre glider næsten kælent rundt og min historie begynder at forme sig..
“Der er en time til hun kommer og jeg er ved at sitre mig til et par skostørrelse større.. Vi har ikke set hinanden længe og savnet er til at skære tykke skiver af. Jeg er lidt ængstelig fordi jeg ved, at den lykke og kærlighed vi deler på tekst og i tale, skal komprimeres ned på to dages intens samvær - og det er en svær størrelse at arbejde med.
Vi har skrevet heftigt mens hun har været på vej og både spænding og længsel kulminerer i min hjerne da jeg sætter mig ind i bussen for at hente hende. Jeg er både tændt og sårbar på samme tid og det er svært for at at vælge et ben at stå på.
Jeg ankommer til DGI byen tyve min før hun er inde.. jeg vandrer hvileløst frem og tilbage.. skifter mit tyggegummi otte gange.. og da hun endelig kommer gående mod mig synker hele mit værende ned i knæhøjde.. Jeg trækker hende ind i et varmt knus og snuser hende ind som et hele.. Da hendes læber finder mine i et blidt tungekys svimler jeg en smule og må tage hårdere fat i hendes arme for ikke at vakle. Hun ser på mig. Med de der blå blå blå øjne og smiler som mærker hun at jeg er ved at falde om. Vi skynder os at finde en bus og kører til Nørrebro. På vejen taler vi om vind og vejr og ingenting, men vores hænder holder så fast i hinanden, slipper ikke og al vores kærlighed strømmer mellem os lige der i den sammenhørighed.
Oppe i lejlighed.. i mørket finder vi hinanden i et dybt og forpustet kys. Jeg har lyst til at flå tøjet af hende og smide hende på min seng, men jeg vil også gerne strække den ud i det uendelige.. Men hendes kys er så bløde og så intense at i det øjeblik jeg rammer madrassen glemme jeg alt om uendeligheder. Hun trækker vejret tungt og heftigt og jeg kan høre hun er tændt. Hendes kys bliver dybere og dybere.. vådere og frækkere. Hendes tunge leger med min, med mine læber og da hun forsigtigt bider mig i underlæben kan jeg mærke at mit skød bare slipper. Jeg bliver så varm og våd og jeg stønner højlydt at hun skal tage mig. "Shhh Rolig" hvisker hun til mig i mørket.. og hiver mine trusser af. Der er intet roligt i mig. Alt koger af lyst. Mine hænder er varmt grød, min hjerne er mos. Det eneste der eksisterer er hendes hænder, hendes ord og hendes læber.
Hun lægger sig ovenpå mig med det ene ben mellem mine.. og hver eneste lille berøring sender skud rundt i mine blodbaner.
Jeg løfter mig mod hende for at mærke mere, få mere.. af hendes berøring og hendes krop.
Hun bevæger sig i små ryk mens hun stønner mig ind i øret.. alt er ved at sprænge indeni mig.. mit hjerte og min krop er i lige dele med.. men hjerne er for længst stået af.. for det er det hun gør ved mig. det er dér hun får mig hen.
Pludselig stopper hun op og ser på mig.. "Jeg elsker dig" siger hun højt. Der vælter korthuset for mig og lyst og kærlighed ramler sammen og bliver til én stor stor følelse i mit bryst. Jeg trækker hende ned over mig og holder hende så fast jeg kan, uden at skade hende.
"Jeg elsker også dig" fremstammer jeg.
Jeg slipper igen tastaturet - helt gennemsigtig indeni af al den erindring og de kæmpe følelser den generere. Bragt i knæ af altid at se det hele så klart. Jeg kan stadig mærke hende i mig, så lang tid efter og jeg ved at jeg er nødt til at skrive mig ud af det. Jeg tager smerten ind og gør den til min egen.. betragter den indefra og forsøger at ekstrahere mening ud af den. Mening.
“Du holde lidt hårdt om mig, hun smiler, kan jeg høre.
Ja, tænker jeg - og jeg slipper dig aldrig igen. Hun glider ned ved siden af mig og putter sig ind til min hals. Hun er stadig påklædt og jeg er kun nøgen fra livet og ned. Hun lægger sin hånd i ske med mit skød.
Du er så blød og fin, hvisker hun.. og du dufter bare så dejligt. Hendes ord lægger sig som små øer i min hjerne og jeg hopper fra ø til ø for at undgå at træde der hvor det skvulper, der hvor visheden bor - om at jeg kun har hende så kort tid. Snart er hun tilbage i huset, med mand og børn og en virkelighed der lugter af madpakker, stress og afsavn. Jeg ryster på hovedet, ryster mine tanker på plads og koncentrerer mig om at mærke hendes hånd.
Tag tøjet af, siger jeg.. hun adlyder og under dynen finder vores kroppe smeltepunkter, der gør den anden virkelighed til skamme.”
Jeg slipper bogstaverne igen. Gør ophold i mig selv, for at mærke efter, eller for at undgå det samme. Jeg ved af erfaring at kærlighed skal gøre ondt. Det lærte jeg hjemmefra, og det er da også der midt i smerten, at jeg finder forløsning. På forunderlig vis. Jeg har ikke lyst til at røre mere ved det, men processen er i gang og jeg ved ikke hvordan man standser den.
“Hendes hænder er overalt på min krop, inde og ude finder de steder jeg ikke anede eksisterede. Med ord og øjne der lyser i mørket rører hun mig på måder som jeg ikke kan kæmpe imod og min krop giver efter mens mit hjerte hakkes til kalajdoskopisk mos af billeder.. fra hendes hverdag. Hvert stød op i mig fortæller historier om et liv uden mig, hvert dybe kys giver vished om at hun bære hele sin historie og løfter den op inde i mig.. er hun alene i det, eller fylder hun mig med hele sin egen fortælling? Smerten bliver lyst og lysten fylder og sprænger mig i en orgasme der ryster mig så voldsomt, at jeg taber bevidsthed et par sekunder. Jeg presses tilbage i sengen, tilbage til vores virkelighed i forsøget på at vende tilbage til fortiden - og forsøget på at undslippe den.
Hendes lykke tager jeg ind og sammen finder vi forløsning i smerten ved at være.
"At elske. “
Erotiske noveller skrevet af wanilsky5 * = Virkelig god historie
4 * = God historie
3 * = Ok historie
2 * = Under middel historie
1 * = Dårlig historie
For at kunne stemme, skal du oprette dig som bruger.
Jacob og Camilla(p) 04-09-2020 00:33
Historien er universel. Havde der ikke stået "pigesex" foroven, kunne den lige så godt have beskrevet et møde mellem mand og kvinde, eller måske mellem to mænd.
Simone har skrevet interessant om, hvad teksten kan sige os. Måske kan der peges på et af problemerne ved jagten efter den sande elskede i dating-labyrinten, hvor man skal lære at skelne mellem forelskelsen i en partner og forelskelsen i drømmen om at blive forelsket i et andet menneske.
Chauffør45(m) 31-08-2020 14:22
Kort, men meget smuk beskrivelse af, hvad kærlighed osse gør ved os.
SimoneL(K) 30-08-2020 22:06
En øm og sørgelig beretning om kun at have de lykkelige stunder til låns. Jeg elsker de her fortællinger, hvor glæde, smerte og sex flyder sammen og bliver en sensation af følelser. For mig har de været en livsbetingelse, og jeg bliver nok derfor også lidt ekstra draget af dem. Denne tekst er meget ærlig og meget billedligt beskrevet. Narrativet er meget stringent i starten, men i det erotiske møde vælter plottet sammen og erstattes i stedet af en masse følelser og tanker. Det synes jeg er meget fint struktureret. Formen er enormt vigtig i denne sammenhæng.
Den anden dimension af teksten er det metatekstlige, hvor forfatteren bryder igennem og selve fortællingen består som et narrativ inde i narrativet. Når alt kommer til alt er processen fra sorg til tekst og tilbage til sorgen yderst smertelig. For nogen hjælper den, for andre (inklusiv mig selv) gør den det egentlig bare meget værre. Uanset hvad kan det dog føles som en nødvendighed at fremskrive sorgen, når man er så ked af det, at det ikke længere er muligt at være i sin krop. Og på den måde bliver teksten og det skrevne ord måske mest af alt en måde at cope på - om ikke andet så for nogle minutter. I den sammenhæng lægger jeg også mærke til, at teksten ikke er særlig lang. Det kan måske være grunden. At konkretisere sorgen og smerten tekstligt kan kun overkommes i små doser - hvis den altså overhovedet kan overkommes.
Tak for denne indføring i sorgens anatomi.
Mvh. Simone
Euterpe(k) 27-08-2020 17:31
Wauw hvor smukt skrevet!